Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Menneskerettigheder - fra borgerlige rettigheder til frihedsrettigheder

Temaer

I oplysningstiden i anden halvdel af 1700-tallet blev der indført borgerlige rettigheder i en række lande, og de blev senere en del af den danske grundlov. Efter 2. verdenskrig blev menneskerettigheder og frihedsrettigheder et anliggende for verdenssamfundet og ikke kun de enkelte stater.

Tema

I dette tema er der samlet et udvalg af det materiale på danmarkshistorien.dk, der handler om de borgerlige rettigheder/frihedsrettighederne – ikke de sociale rettigheder. Det drejer sig om en række artikler og kilder og derudover henvisninger til to andre temaer med emner beslægtet med dette tema.

Anden halvdel af 1700-tallet i Europa blev en tid, hvor videnskab og fornuft blev omdrejningspunkter. Denne oplysningsfilosofi stammede fra Frankrig, hvorfra den bredte sig til store dele af Europa – også til Danmark. Oplysningstiden var således i vid udstrækning et opgør mod den kristne kirke, omend man også forsøgte at finde begrundelser for Guds eksistens. Grundlæggende så man ikke længere samfundet som udelukkende skabt af Gud. Det var derimod et resultat af fornuft og af borgernes handlinger.

Oplyst enevælde og trykkefrihedsforordning

I Frankrig blev adel og præster tvunget til at opgive deres privilegier, og den franske nationalforsamling vedtog i 1789 ”Den franske Menneskerettighedserklæring”, der indeholdt 17 punkter om bl.a. ytringsfrihed og religionsfrihed, ligesom frie mennesker/borgere skulle være lige for loven. Både ”Den franske Menneskerettighedserklæring” og ”Den amerikanske Uafhængighedserklæring” fra 1776 var til stor inspiration for andre lande og var i sidste ende med til at bane vejen for Junigrundloven i Danmark i 1849.

Under enevælden var der i Danmark love om censur af trykte skrifter. Men under indtryk af begivenhederne i fx Frankrig blev der rejst kritik af enevælden – af blandt andre forfatteren P.A. Heiberg (1758-1841). Det førte til, at der i 1797 blev nedsat en kommission, der skulle udarbejde en ny forordning, hvorefter kritikerne kunne gøres ansvarlige. Trykkefrihedsforordningen så dagens lys i 1799, og på trods af sit navn var der stadig tale om censurbestemmelser. Forordningen bestod – med ændringer og tilføjelser – frem til enevældens sammenbrud i 1848.

Generelt set fik aviser og tidsskrifter større betydning i Europa i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Blandt andet fordi befolkningerne på grund af skolegang blev bedre til at læse. Og med tiden fortrængte folkenes sprog – dansk, engelsk, fransk osv. – de lærdes sprog: latin.

Sprog og indfødsret

I Danmark var forfatteren Ludvig Holberg (1684-1754) en fremtrædende fortaler for frihed, fornuft og tolerance. Holberg talte for, at dansk skulle være det eneste sprog i litteraturen m.m. Han var træt af, at tysk var blevet det sprog, man talte ved hoffet, hos de danske myndigheder og i hæren. Diskussionerne om det talte sprog var medvirkende til, at Danmark i 1776 fik ”Forordningen om Indfødsretten”.

Af ”Forordningen om Indfødsretten” fremgik det, at det kun var borgere fra Danmark, Norge og hertugdømmerne i Tyskland, der kunne blive ansat ved hoffet eller i den danske administration. På den måde fik man for første gang en definition af det at være dansk: Man skulle være født og vokset op i landet. Med indfødsretten fik Danmark statsborgerskab, og ’de fremmede’, som aviserne kaldte dem, blev skilt ud fra de mennesker, der var født og opvokset i landet. Indfødsretten blev senere en del af Grundloven af 5. juni 1849, hvori der står, at udlændinge kun kan få indfødsret via en lov, der hvert år skal vedtages.

Grundlov med borgerlige rettigheder

Med Junigrundloven gik Danmark i 1849 over til en demokratisk styreform, selv om det var et demokrati med begrænsninger, hvor rettigheder – stemmeret m.m. – i første omgang var for mænd.

De to vigtigste grundprincipper i grundloven var tredelingen af magten mellem den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt – inspireret af den franske oplysningsfilosof Montesquieu - samt de borgerlige frihedsrettigheder. Rettighederne var inspireret af den franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-78), som talte om en samfundspagt, hvor folket afgiver magt til politikere mod, at den enkelte borger til gengæld får en række frihedsrettigheder.

I den danske grundlov var der således en række paragraffer med fokus på borgerlige frihedsrettigheder: ytringsfrihed, trykke-, forenings- og forsamlingsfrihed, ejendomsrettens ukrænkelighed og forbud mod vilkårlig fængsling.

Efter 2. verdenskrig

Da 2. verdenskrig sluttede, blev menneskerettigheder for alvor et omdrejningspunkt i det internationale samfund, og rettigheder var ikke længere kun et nationalt anliggende. Nazismens idé om den ariske race og undermennesker samt forbrydelserne under krigen fik verdenssamfundet til at formulere nogle grundlæggende rettigheder.

51 stater stod bag FN (De Forenede Nationer), der blev oprettet i 1945, og Danmark blev optaget som medlem nr. 50 samme år. I 1948 vedtog FN’s generalforsamling ”Verdenserklæring om Menneskerettighederne”. Nu var det ikke længere kun det enkelte land, der havde krav på selvbestemmelse, men også individet skulle sikres grundlæggende rettigheder. Det var dog stadig de enkelte stater, der skulle sikre indbyggernes rettigheder, men staterne var nu ansvarlige over for verdenssamfundet.

Ifølge Verdenserklæringen skal medlemslandene sørge for, at lovgivningen indrettes med respekt for, at alle er født frie og lige i værdighed og rettigheder. Det understreges tillige, at der ikke må forskelsbehandles på grund af ”race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formue, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling.” Verdenserklæringen indeholder også økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Verdenserklæringen har den indbyggede svaghed, at det er op til de enkelte lande at lovgive og fortolke principperne. Det førte gentagne gange i anden halvdel af 1900-tallet og begyndelsen af det nye årtusinde til konflikter – for eksempel om ytringsfrihed.

I Europa gik man et skridt videre end Verdenserklæringen, da Europarådet – en sammenslutning af europæiske lande, der arbejder for at fremme demokrati og menneskerettigheder – i 1950 vedtog Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Danmark ratificerede i 1953 konventionen, der ved lov i 1992 blev gjort til en del af dansk ret. Den rangerer under grundloven, men implementeringen i dansk ret har ført til politiske diskussioner om, hvad der er vigtigst: national lovgivning eller overholdelse af internationale konventioner.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015