Martin Luthers syn på jøderne

Artikler

Forholdet mellem den tyske reformator Martin Luther (1483-1546) og jøderne er komplekst og selvmodsigende. Jøderne i det kristne Europa var i store dele af middelalderen udsat for forfølgelse af de kristne. Jøderne fik skylden for mange af de ulykker, som ramte Europa, og oven i det fik de skylden for at have korsfæstet Kristus. Derfor vakte det også opsigt, da Luther i sine tidlige skrifter viste et helt usædvanligt venligt syn på jøderne. Godt 20 år senere havde Luther imidlertid skiftet holdning, og hans skrifter fra denne periode giver udtryk for et indædt had til jøderne. Derfor er det vanskeligt og ensidigt at putte Luther i enten den ene eller anden kasse. Alligevel er han i eftertiden blevet brugt til at polemisere mod jøderne. I sine sene tekster leverede han religiøse argumenter for jødehad og motivation til forfærdelige handlinger.

Jødernes situation i senmiddelalder og renæssance

Jødernes historie i Europa har været præget af forfølgelse, og det 15. og 16. århundrede var ingen undtagelse. På den Iberiske Halvø var jøderne stort set blevet fuldstændig fordrevet, og situationen for de jøder, som levede i Centraleuropa, var katastrofal. Generelt var samfundet præget af en direkte antijødisk holdning. Jøderne blev først og fremmest set som dem, der korsfæstede Kristus. De fik derudover skylden for nederlag i korstogene og for pesten samt mange uopklarede forbrydelser. Jøderne blev udpeget som syndebukke for snart sagt alle ulykker, som ramte det kristne Europa, og blev ofte dømt under rene skueprocesser, hvor ikke kun den anklagede, men hele den jødiske menighed blev straffet. 

Selv i de områder, hvor jøderne blev tolereret, blev de systematisk udgrænset fra det ellers rene kristne samfund og tildelt en retslig randeksistens, f.eks. med hensyn til erhvervsmuligheder. Almindelig erhvervsvirksomhed var forbudt for jøder. De måtte hverken udøve håndværk eller drive landbrug. I vid udstrækning var de derfor overladt til handel, først og fremmest med penge. Da de kristne betragtede rentetagning som en synd, var det i vidt omfang kun jøderne, som beskæftigede sig med bankforretning, pengeudlån eller vekselerervirksomhed. Også boligmulighederne var begrænsede: I det omfang jøderne havde tilladelse til at opholde sig fast et sted, skulle de bo i områder, som var skarpt adskilt fra det øvrige samfund, i såkaldte ghettoer, hvor de skulle betale beskyttelsespenge til den lokale fyrste.

Den unge Luthers jødevenlige skrifter

Det var i denne generelt stærkt antijødiske atmosfære, at Luthers første skrift om jøderne i 1523 blev til. Alene titlen på skriftet må have vakt forargelse i samtiden: ”At Jesus Kristus var en født jøde”. Luther betonede i dette skrift ikke kun, at Kristus var født som jøde, hvad der i sig selv var en skandale, han argumenterede også for, at evangeliet gjaldt alle mennesker og i særdeleshed jøderne. Fordi jøderne også troede på forkyndelsen i Det Gamle Testamente, var de de kristnes brødre i troen.

At de ikke var konverteret til kristendommen, forholdt Luther sig forholdsvis roligt til og begrundede det ud fra sin trosforståelse: Erkendelsen af, at Jesus Kristus døde på korset for menneskers skyld, og at man derved blev frelst, var for Luther ikke en tro, mennesker selv kunne frembringe. Den måtte skænkes af Gud. Derfor kunne man ifølge Luther heller ikke bebrejde dem, som ikke troede på Kristus. 

Men Luther betonede ikke kun forbindelsen mellem jøder og kristne, han krævede også, at man mødte jøderne med kristen næstekærlighed, og forlangte konkrete ændringer af den retslige og sociale omgang med dem. Man skulle give jøderne frihed til at vælge deres erhverv og bosted og stoppe med at fortælle løgnehistorier, så folk holdt op med at frygte og foragte dem. Målet for Luther var at integrere jøderne i det kristne samfund.

Hvad der i dag for de fleste lyder som en selvfølge, var på Luthers tid altså revolutionært. Luthers skrift blev oversat til latin, datidens internationale sprog, og spredte sig helt til Jerusalem og Istanbul. Fra katolsk side blev Luther anklaget for at være jødeven, fra jødisk side blev han set som håbet om en bedre fremtid.

Den ældre Luthers jødefjendtlige skrifter

Omkring 20 år senere, i 1543, havde Luthers opfattelse af jøderne ændret sig radikalt til det modsatte. Bl.a. i sit skrift ”Om jøderne og deres løgne” krævede han i stedet for integration fordrivelse af jøderne og ødelæggelse af det, de efterlod. Jøderne var nu ikke længere brødre i troen, men gudsbespottere. Den, der ikke ærede Jesus som Guds søn, syndede mod Gud. Og den, som tålte denne synd, var medskyldig. Luther brugte meget plads i dette skrift på at vise, at jøderne fortolkede Det Gamle Testamente forkert. På Luthers tid var der kun plads til én sandhed, når det drejede sig om fortolkningen af Guds ord.  Den sande forståelse af Guds ord var nødvendig for at tro på den rigtige måde. Og kun den, som troede rigtigt, kunne håbe på Guds nåde efter døden. Når jøderne så sig selv som Guds udvalgte folk, kunne frelsen ikke gælde alle folk, som det er forkyndt i Det Nye Testamente. Jødernes tro på, at de kunne nå frelsen, hvis de holdt sig til loven, dvs. Det Gamle Testamentes mange retsregler, betød at Kristus ikke var nødvendig for frelsen og dermed døde forgæves. Derfor bestræbte Luther sig på at vise, at Det Gamle Testamente pegede på Kristus, og at jøderne bevidst havde misfortolket dette.

Titelbladet fra Luthers jødefjendtlig skrift ”Om jøderne og deres løgne” fra 1543. Fra: Wikimedia Commons   

Én af grundene dertil fandt Luther i jødernes natur. Ifølge Luther var jøderne hovmodige, indbildske, onde, løgnagtige, arrogante, stædige, en fare for kristne og uden fornuft, skam og mening, fordi de var besat af Djævelen.

Modsat i 1523 så Luther det nu som de kristnes opgave at brænde jødernes synagoger og skoler, ødelægge deres huse og tage deres bøger, forbyde deres lære og deres pengehandel og tage deres få rettigheder og deres værdigenstande fra dem. I stedet skulle jøderne sættes til tvangsarbejde eller bortvises fra landet. 

Hvorfor ændrede Luther sit syn på jøderne?

Leder man efter grunde, der kan forklare Luthers radikale forandring af hans syn på jøderne, bliver man rådvild. Han begrundede sin senere jødefjendtlighed med jødernes gudsbespottelse, som han fandt belæg for i den rabbinske litteratur og i tekster fra jødiske konvertitter – tekster det imidlertid er usandsynligt, at Luther ikke allerede kendte i 1523. Man kan derfor blot konstatere, at Luther må have ændret sit syn på disse tekster. 

En anden forklaring på skiftet hos Luther kan ligge i hans syn på samfundet. I 1523 mente Luther ikke, at det var nødvendigt, at samfundet var udelukkende kristent. I 1543 mente han derimod, at tilstedeværelsen af jødisk vranglære bragte det samlede samfunds frelse i fare. Den, der tolererede gudsbespottelser, spottede selv Gud og var dermed ikke overbevist i sin tro. Og jo mere mennesker faldt fra troen, desto sværere var det for resten at blive trofast. Men hvorfor og hvordan Luther nåede frem til denne ændring i sit standpunkt forbliver også her uklart.

En tredje forklaringsmodel er baseret på en forandring i Luthers psyke på den én side og hans vilje til at forsvare sin skriftforståelse på den anden. Luther gennemlevede en dyb personlig krise, da han skrev sine jødefjendtlige tekster: Hans elskede datter, Magdalene, var død i en alder af 13 år. En sorg ikke en gang hans tro kunne trøste ham i. Selv var han syg og led af hovedpine, svimmelhed og fordøjelsesproblemer. Verden omkring ham så heller ikke godt ud: Området omkring Wittenberg var hjemsøgt af græshopper, pesten rasede, man rapporterede om forfølgelser af kristne i Italien, og tyrkerne var stadig en trussel. Menneskeheden havde altså ikke forandret sig til det bedre til trods for reformationen, som Luther havde forventet.

Det var vigtigt for Luthers skriftforståelse, at der kun fandtes én sandhed. Med humanismen var kommet en ny interesse for de gamle sprog og originale bibeltekster. Nogle lærde sprogkyndige havde undersøgt Det Gamle Testamente og fundet ud af, at det ikke pegede helt så klart på Kristus, som Luther gerne ville have det til. Dermed blev jødernes fortolkning pludselig støttet af andre kristne. For Luther var det sandheden af Guds ord, der hermed var sat til diskussion. Og som det var kendetegnende for Luthers liv, var han mere end klar til at forsvare det, han mente var sandheden i Guds ord. Så da Luther igen skrev om jøderne, var han en angrebet, forbitret og fortvivlet mand. Det er derfor ikke utænkeligt, at jøderne blev ofre for den fortvivlelse og vrede, han havde i sig, og som han fik afløb for i sine skrifter.

Uanset hvad grunden til Luthers holdningsændring var, må man blot konstatere, at lige så revolutionær Luther var i 1523, lige så traditionel og tidstypisk var han i 1543. F.eks. påstod Luthers katolske modstander Johannes Eck (1486-1543), at jøderne dræbte kristne børn og drak deres blod. Derfor mente Eck, at jøderne skulle brændes eller udvises og fordrives fra landet for at forhindre fremtidige drab. Der var mange af den slags tekster i omløb i det 16. århundrede.

Jødeskrifternes virkningshistorie i Tyskland

Selvom de fleste kurfyrster i Luthers samtid ikke fulgte hans opfordringer fra 1543 om at bortvise jøderne og tage eller ødelægge alle deres værdigenstande – dertil var indkomsten fra beskyttelsespengene for lukrativ – fik jødeskrifter en betydelig og omskiftelig virkningshistorie. 

I det 16. og 17. århundrede orienterede teologerne sig overvejende mod skrifterne fra 1543, hvilket bl.a. fik retslige konsekvenser for jøderne. Med pietismens gennembrud i slutningen af det 17. århundrede blev synet på jøderne mildere, og man begyndte bl.a. at missionere blandt dem. Her var Luthers jødevenlige skrift fra 1523 et godt referencepunkt, og som følge heraf blev Luther i det 18., og delvis også i det 19. århundrede, i overensstemmelse med oplysningstidens ideal om tros- og samvittighedsfrihed, set som jødernes beskytter. Samtidig blev de jødefjendtlige skrifter skjult og ignoreret.

I 1930’erne blev Luthers jødefjendtlige skrift atter aktualiseret under det nazistiske regime, som argumenterede for, at man i disse skrifter fandt den sande lutherske lære. Luthers jødefjendtlige skrift blev et væsentligt argument i den nazistiske propaganda for, at kun en kristen, og ikke en jøde, kunne være en ægte tysker. Men i nazisternes forståelse var det især Luthers beskrivelse af den jødiske natur og ikke hans teologiske argumentation, som blev fremhævet.

Den tysk-evangeliske kirke forholdt sig tavs overfor naziregimets ensidige fokus på Luthers jødefjendtlige skrifter. Det kan ses som et svigt, at kirken hverken pegede på tvetydigheden i Luthers syn på jøderne eller på, at argumentationen mod jøderne i Luthers samtid var en del af et ganske andet verdensbillede, hvor spørgsmålet om religiøs sandhed og frelse hang snævert sammen. Siden afslutningen af 2. verdenskrig og naziregimets fald har den tysk-evangeliske kirke arbejdet på at rehabilitere Luther. Dette har man primært forsøgt ved at søge at uddybe den historiske forståelse af Luther.

Om artiklen

Forfatter(e)
Kinga Zeller
Tidsafgrænsning
1523 - 1546
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. marts 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Thomas Kaufmann: Luther's Jews: A Journey into Anti-Semitism (2017)

Udgiver
danmarkshistorien.dk