Du er her: danmarkshistorien Materiale Vis

Martin Luthers 95 teser mod afladen, 31. oktober 1517

Kilder

Kildeintroduktion:

På døren til slotskirken i den tyske by Wittenberg offentliggjorde teologen Martin Luther (1483-1546) den 31. oktober 1517 ifølge overleveringen 95 teser med titlen En afhandling til fastlæggelse af afladens vidnesbyrd. Teserne angreb den katolske kirkes handel med aflad og dermed det forhold, at man kunne købe sig til tilgivelse for sine synder. Offentliggørelsen af teserne er traditionelt blevet betragtet som den afgørende begivenhed, der igangsatte reformationen, som førte til et brud med den katolske kirke og dannelsen af en ny protestantisk kirke.

Der er dog flere problemer med den traditionelle fortælling om Luthers offentliggørelse af de 95 teser. Først og fremmest er omstændighederne omkring offentliggørelsen af teserne usandsynlig. Forløbet var snarere, at Luther indledningsvis sendte teserne til en række biskopper og samtidig eller umiddelbart derefter til lærde venner og bekendte. Og formentligt var det ikke Luther selv, der siden slog teserne op på kirkedøren. Endvidere gjorde Luther ikke dette i et angreb på eller som et opgør med den katolske kirke, men derimod for at invitere til en akademisk diskussion af en række punkter, som han anså for problematiske, og som der ikke fandtes nogen autoriseret kirkelære omkring, herunder særligt afladen. Således anerkendte Luther i teserne da også fuldt ud pavens myndighed som kirkens jordiske overhoved. Luther nærede i 1517 intet ønske om at bryde med den katolske kirke. I stedet ville han med teserne starte en lærd debat om de for ham at se nødvendige reformer indenfor kirken med henblik på at sikre den rette lære. Teserne kom imidlertid ikke til debat på universitetet. Derimod var der andre, der fattede interesse for dem, lod dem oversætte fra latin til tysk og fik dem trykt, hvorefter de fangede en sådan folkelig interesse, at de blev udsendt i flere oplag. Således blev de til en del af den bevægelse, vi i dag kender som reformationen.

Afladen, tesernes centrale omdrejningspunkt, opstod som fænomen i middelalderen. Aflad, der vil sige eftergivelse af straf (bodsstraf og straf i skærsilden), var tæt knyttet til den katolske kirkes bodssystem. Bod betegner en ’straf’, som en person blev pålagt, for at det skulle opveje en begået synd og dermed forsone vedkommende med Gud. Fra middelalderen blev boden et af den romersk-katolske kirkes syv sakramenter. Handel med afladsbreve, hvormed mennesket så at sige kunne købe sig fri for synd og forkorte tiden i Skærsilden inden de kom i Himmerige, hører til den senmiddelalderlige periode.

Teserne udkom oprindeligt på latin med titlen Disputatio pro declaratione virtutis indulgentiarum. Vi bringer her en oversættelse af teksten til dansk, som er hentet på Præsidiet for Reformationsjubilæet 2017’s hjemmeside og gengivet på danmarkshistorien.dk med tilladelse fra sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen.

En afhandling til fastlæggelse af afladens vidnesbyrd

Af kærlighed til sandheden og af interesse for dens opklaring indbydes der til en drøftelse af nedenstående sætninger i Wittenberg under forsæde af den ærværdige fader Martin Luther[1], magister i de frie kunster, doktor i den hellige teologi og ordinær professor i teologien[2] sammesteds. Derfor bedes de, som ikke er i stand til at komme til stede for mundtligt at deltage i drøftelserne med os, i deres fravær gøre dette skriftligt. I Vor Herres Jesu Kristi navn. Amen.

1. Da Vor Herre og mester Jesus Kristus sagde: Gør bod osv., tilkendegav han dermed som sin vilje, at de troendes hele liv skal være en bod[3].

2. Dette ord kan ikke forstås om bodens sakramente, dvs. skriftemålets og fyldestgørelsens bod, som det er præsternes embede at forvalte.

3. Han sigtede imidlertid heller ikke alene til den indre bod[4], ja, den indre bod er ingen bod, medmindre den udadtil medfører forskellige former for kødets dødelse[5].

4. Derfor varer syndestraffen lige så længe, hadet til en selv (dvs. den sande indre bod) varer, nemlig lige til vi indgår i Himmeriget.

5. Paven vil ikke og kan ikke eftergive andre syndestraffe end dem han selv har idømt enten efter sin egen eller efter de kirkelige loves afgørelse.

6. Paven kan ikke tilgive nogen skyld, men kun erklære og stadfæste, at den er tilgivet af Gud; men naturligvis kan han skænke eftergivelse i sådanne tilfælde, som er forbeholdt ham, hvor der vises foragt for disse, står skylden stadig fuldt ud ved magt.

7. Gud tilgiver på ingen måde nogen hans skyld uden samtidig at henvise ham i enhver henseende til ydmyg underkastelse under sin stedfortræder præsten.

8. De kirkelige bodslove[6] er alene pålagt de levende, og der kan ikke i henhold til disse love pålægges dem noget, som skal dø.

9. Derfor handler Helligånden[7] vel imod os gennem paven ved i sine bestemmelser altid at undtage dødens og den yderste nøds situation.

10. Ukyndigt og slet handler de præster, som pålægger dem, der skal dø, kirkelig bod i skærsilden[8].

11. Talen om at erstatte kirkelige syndestraffe med straf i skærsilden er ukrudtsfrø, som visselig synes sået, mens biskopperne sov.

12. Forhen pålagde man folk de kirkelige straffe ikke efter, men inden tilsigelse af synderens forladelse, som en prøvesten på bodens oprigtighed.

13. De, som skal dø, indfrier ved selve døden alle krav og er allerede døde for de kirkelige loves krav, idet de er løst fra disses myndighed.

14. Når den, som skal dø, kun i ufuldkommen grad besidder den frelsende kærlighed, medfører dette nødvendigvis stor frygt, og den er desto større, jo ringere kærligheden har været.

15. Denne frygt eller rædsel er i sig selv (for ikke at tale om andet) tilstrækkelig til at fremkalde skærsildens straflidelse, eftersom den kommer fortvivlelsens rædsel nær.

16. Formentlig adskiller helvede, skærsilden og Himmelen sig fra hinanden som fortvivlelse, tilnærmelsesvis fortvivlelse og tryghed.

17. Ligesom det formentlig er nødvendigt for sjælene i skærsilden, at deres rædsel mindskes, således også at deres kærlighed øges.

18. Der er formentlig heller ikke hverken fornuftgrunde eller skriftsteder for den antagelse, at de befinder sig i en tilstand, hvor de ikke kan opnå fortjeneste over for Gud, eller hvor kærligheden til ham ikke kan øges.

19. Ej heller er det formentlig godtgjort, at de kan være sikre og visse på deres salighed (i hvert fald ikke alle), selvom vi måske er fuldkommen visse derpå.

20. Derfor mener paven med »fuldkommen eftergivelse af alle bodsstraffe« ikke alle overhovedet, men kun dem, han selv har pålagt.

21. Derfor farer de afladsprædikanter vild, som siger, at et menneske ved pavens aflad befries fra al straf og bliver frelst.[9]

22. Han eftergiver jo ikke sjælene i skærsilden nogen straf, som de ifølge de kirkelige love burde udstå i dette liv.

23. Hvis nogen kan få eftergivelse af alle syndestraffe overhovedet, så kan den sikkert kun gives til de allermest fuldkomne, dvs. til de allerfærreste.

24. Størstedelen af kristenfolket må derfor nødvendigvis blive vildledt ved dette forskelsløse og rundhåndede tilsagn om ophævelse af alle straffe

25. Den samme magt, som paven i almindelighed har over skærsilden, har enhver biskop og enhver sjælesørger[10] i særdeleshed i sit stift eller i sit sogn.

26. Paven gør udmærket vel i at skænke sjælene i skærsilden eftergivelse, ikke i kraft af nøglemagten[11] (som han ikke har nogen af i den forbindelse), men i form af forbøn.

27. De, som siger, at sjælen flyver ud af skærsilden, lige så snart pengene klinger i kisten[12], fører ren og skær menneskelære.

28. Det er sikkert og vist, at når pengene klinger i kisten, kan profitten og havesygen øges, men kirkens forbøn er alene afhængig af Guds bønhørelse.

29. Hvem ved, om alle sjælene i skærsilden ønsker at blive udfriede? Om den hellige Severin og den hellige Pascalis[13] fortælles det jo, at det modsatte var tilfældet.

30. Ingen kan være sikker på sin angers oprigtighed, endnu mindre på, at han har fået fuld syndsforladelse.

31. Lige så sjælden en rettelig angrende er, lige så sjælden er en, der rettelig erhverver aflad, med andre ord: yderst sjælden.

32. Evig fordømt tillige med deres læremestre vil de blive, som tror sig sikre på deres frelse i kraft af afladsbreve.

33. Man skal vogte sig vel for dem, som siger, at denne pavens aflad er den uvurderlige gave, hvorved mennesket bliver forligt med Gud.

34. Afladsnåden tager nemlig kun sigte på den sakramentale fyldestgørelses syndestraffe, som er fastsat af mennesker.

35. Det er ikke kristelig tale, den slags mennesker fører, som lærer, at de, der køber sjæle ud af skærsilden eller erhverver sig skriftebreve, ikke har anger nødig.

36. Enhver oprigtigt sønderknust kristen har fuldkommen eftergivelse af straf og skyld, og den tilkommer ham også uden afladsbreve.

37. Enhver kristen, hvad enten han er levende eller død, har del i alle Kristi og kirkens goder, og dem får han af Gud, også uden afladsbreve.

38. Man bør dog på ingen måde kaste vrag på pavens eftergivelse, da den som nævnt er en kundgørelse af Guds tilgivelse.

39. Det er overmåde vanskeligt, også for de lærdeste teologer, over for folket samtidig at prise afladens rige gave og pligten til sand anger.

40. Sand anger begærer og elsker straffen for synd, men afladen befrier i sin rundhåndethed derfra og skaber had dertil, i det mindste lejlighedsvis.

41. Den apostolske aflad må forkyndes med forsigtighed, for at folket ikke skal få den falske forestilling, at den har fortrin fremfor andre kærlighedens gode gerninger.

42. De kristne bør belæres om, at det ikke er pavens mening, at køb af aflad på nogen måde kan sammenlignes med barmhjertighedens gerninger.

43. De kristne bør belæres om, at man handler bedre ved at give til den fattige eller låne ud til den trængende end ved at købe aflad.

44. Thi ved kærlighedens gerninger vokser kærligheden og bliver et menneske bedre, men ved aflad bliver han ikke bedre, slipper blot fri for straf.

45. De kristne bør belæres om, at den, som ser en nødlidende og lader ham i stikken for i stedet at give penge ud til aflad, han erhverver sig ikke pavens aflad, men Guds vrede.

46. De kristne bør belæres om, at medmindre de har overflod, er de pligtige til at beholde, hvad der er nødvendigt til deres hus og hjem, og ingenlunde til at forøde det på aflad.

47. De kristne bør belæres om, at køb af aflad er en frivillig sag, ikke en pligt.

48. De kristne bør belæres om, at paven, når han giver aflad, for sin egen person har mere brug for og derfor også hellere vil have from forbøn end klingende mønt.

49. De kristne bør belæres om, at pavens aflad er nyttig, når man ikke sætter sin lid til den, men overmåde skadelig, hvis man for dens skyld giver gudsfrygten en god dag.

50. De kristne bør belæres om, at hvis paven vidste besked om afladsprædikanternes måde at drive penge ind på, ville han hellere lade Peterskirken[14] gå op i luer, fremfor at lade den opføre af sine fårs skind og ben og kød.

51. De kristne bør belæres om, at paven, om han så i fornødent fald skulle sælge Peterskirken, gerne – som det også er hans pligt – vil give af sine egne penge til de mange, som fralokkes deres penge af visse afladsprædikanter.

52. Troen på, at man kan opnå frelse ved hjælp af afladsbreve, stemmer ikke med virkeligheden, om så afladsforhandleren, ja paven selv stod inde for den med sin sjæl.

53. Kun fjender af Kristus og paven kan forlange, at når der forkyndes aflad i én kirke, skal Guds ord aldeles forstumme i alle de andre.

54. Der sker overgreb mod Guds ord, når der i den samme prædiken anvendes lige så megen eller mere tid på aflad end på ordet.

55. Det må nødvendigvis være pavens mening, at når afladen (som er det ringeste) fejres med en enkelt klokke, med nogle enkelte processioner[15] og ceremonier, så skal evangeliet (som er det største) prædikes med hundrede klokker, hundrede processioner, hundrede ceremonier.

56. Kirkens »skatte«, hvoraf paven uddeler afladen, er hverken tilstrækkeligt beskrevne eller tilstrækkeligt kendte i Kristi folk.

57. Det er indlysende, at det ikke drejer sig om timelige skatte, eftersom en mængde prædikanter nødigt uddeler, men kun samler den slags skatte.

58. Ejheller udgøres de af Kristi og helgenernes[16] fortjenester, thi disse fortjenester udvirker til enhver tid, og uden at paven gør noget dertil, nåde for det indre menneske og kors, død og helvede for det udvortes menneske.

59. Den hellige Laurentius[17] sagde, at kirkens skatte er kirkens fattige – men han brugte ordet i sin tids betydning.

60. Uden at gå for vidt kan vi sige, at det er kirkens nøgler[18] (som jo er skænket den ved Kristi fortjeneste), der er den omhandlede skat.

61. Det er nemlig klart, at til at eftergive syndestraffene i de almindelige og særlige tilfælde er pavens magt i sig selv tilstrækkelig.

62. Kirkens sande skat er det højhellige evangelium om Guds herlighed og nåde.

63. Men denne skat er naturligt nok særdeles afskyet, fordi den gør de første til de sidste.

64. Afladens skat derimod er naturligt nok højt værdsat, fordi den gør de sidste til de første.

65. Derfor er evangeliets skatte garn, hvori man fordum indfangede rige folk.

66. Afladens skatte er garn, hvori man nu om dage indfanger folks rigdomme.

67. Afladen, der af sine prædikanter udråbes som den største nåde af alle, kan med rette anses for at være det, når det gælder om at få penge ind.

68. Men i virkeligheden er den den mindste af alle i sammenligning med Guds nåde og den fromhed, som holder sig til korset.

69. Biskopper og sognepræster er pligtige til med al ærbødighed at byde de apostolske afladsforhandlere velkommen.

70. Men endnu mere er de pligtige til med vidtåbne øjne at iagttage og med vidtåbne øren at lytte efter, at de ikke i stedet for det, paven har overdraget dem, forkynder deres egne fantasier.

71. Fordømt og forbandet være den, som taler imod den apostolske aflad.

72. Men velsignet være den, som træder i skranken imod en afladsprædikants griske og tøjlesløse ord.

73. Ligesom paven med rette slynger bandstrålen mod dem, som med al slags snedighed finder på listige kunster til skade for afladen.

74. Så er det langt mere hans hensigt at slynge den mod dem, som under afladens skalkeskjul finder på listige kunster til skade for den hellige kærlighed og sandhed.

75. Det er vanvid at mene, at den pavelige aflad er så kraftig, at den kan befri et menneske fra dets brøde, også om det havde skændet Guds moder (hvilket dog er en umulighed).

76. Tværtimod hævder vi, at den pavelige aflad, hvad skylden angår, ikke kan ophæve selv den mindste af de »tilgivelige« synder[19].

77. Når det hedder, at selvom endog St. Peter[20] var pave, kunne han ikke skænke større nådegaver, er det en forhånelse af den hellige Peter og af paven.

78. Tværtimod hævder vi, at både han og en hvilken som helst pave råder over langt større nådegaver, nemlig evangeliet, undergerningerne: helbredelsens nådegaver osv., som vi læser i 1 Kor 12[21].

79. Det er gudsbespottelse at hævde, at når man oprejser et afladskors med pavens våben som mærke, så har det samme virkning som Kristi kors.

80. Biskopper, sognepræster og teologer skal stå til regnskab derfor, når de tillader, at den slags taler bydes folket.

81. Denne fripostige[22] afladsforkyndelse bevirker, at det falder svært, selv for lærde folk, at holde respekten for paven i hævd over for lægfolks bagvaskelser eller dog spidsfindige spørgsmål.

82. For eksempel: Hvorfor tømmer ikke paven ganske skærsildens pinested, bevæget af den højhellige kærlighed og af sjælenes overmåde store nød – hvilket er den tungest vejende grund af alle – når han dog udfrier talrige sjæle deraf mod beskidte penge til Peterskirkens opførelse – hvilket er en meget ringe grund?

83. Videre: Hvorfor bliver man ved med at holde dødemesser og årlige sjælemesser[23] i stedet for at give de legater, som er indstiftet dertil, tilbage eller dog tillade, at de tilbageleveres, når det dog allerede er forkasteligt at bede for dem, som er udfriet af skærsilden?

84. Videre: Hvad er det for en ny fromhed hos Gud og paven, at de tilsteder et menneske, som er uden fromhed og kærlighed til Gud, for penge at udfri en from sjæl, som elsker Gud, af skærsilden, mens de ikke af hensyn til den samme fromme og elskede sjæls nød vil udfri den af kærlighed alene, uden betaling?

85. Videre: Når de gamle bodsregler faktisk og ved at være gået af brug allerede længe i sig selv har været ophævede og døde, hvorfor skal man så ved at få tilstået aflad købe sig fri af dem for penge, som bestod de stadig i bedste velgående?

86. Videre: Hvorfor mon ikke paven, hvis rigdomme i dag er overdådigere end de mest overdådigt riges, hellere bruger sine egne penge end de fattige troendes til at opføre bare denne ene kirke for St. Peter?

87. Videre: Hvad er det i grunden, paven eftergiver og skænker dem, som i kraft af en fuldkommen anger har ret til fuld aflad og nåde?

88. Endelig: Hvad bedre kunne der vel times kirken, end om paven gav enhver troende denne aflad og nåde hundrede gange om dagen, hvor han nu gør det én gang?

89. Når paven i forbindelse med afladen er mere optaget af sjælenes frelse end af penge, hvorfor sætter han så tidligere udstedte afladsbreve og nådesbeviser ud af kraft, skønt de stadig har den samme gyldighed som før?

90. Man udsætter kirken og paven for modstandernes latter og skaber ulykkelige kristne, når man over for disse højst pinlige lægfolksspørgsmål[24] alene gør magten gældende, mens man ikke imødegår dem med grunde.

91. Hvis afladen blev forkyndt i overensstemmelse med pavens ånd og hensigt, ville disse spørgsmål alle sammen med lethed kunne besvares, ja, de ville slet ikke opstå.

92. Bort! derfor med alle de profeter[25], som siger til Kristi folk: »Fred, fred!« – og der er ingen fred.

93. Vel! derimod alle de profeter, som siger til Kristi folk: »Kors, kors!« – og der er intet kors.

94. De kristne bør formanes til med iver at efterfølge deres hoved: Kristus ved straflidelser, dødelser og helvedespinsler,

95. og således hellere sætte deres lid til at indgå i Himmerige gennem mange trængsler end gennem den trygge bevidsthed om at eje fred.

 

Oversat fra latin af Thomas Reinholdt Rasmussen, 2014

 


[1] Martin Luther (1483-1546) var professor ved det teologiske fakultet ved universitetet i den tyske by Wittenberg.

[2] De syv frie kunster var et dannelsesideal fra antikken. Kunsterne blev udgjort af trivium (’de tre veje’), som var logik, grammatik og retorik, og quadrivium (’de fire veje’), som aritmetik, geometri, musik og astronomi. I middelalderen gik udtrykket over til at betegne de to laveste akademiske grader ved universitet, bachelor i de frie kunster og magister i de frie kunster (uddannelsernes faktiske indhold har ikke dækket alle syv kunster). Fakulteter for de frie kunster, artesfakulteter, er siden blevet kaldt filosofiske eller humanistiske fakulteter.

[3] Bod betegner fra tidlig kristen tid en straf, som en person pålægges for at sone en begået synd og dermed forsone personen med Gud. En typisk bodshandling kunne være at faste et vist antal dage. Bod blev ifølge middelalderens verdensbillede udøvet dels i dette liv, dels efter døden (forudsat der var noget tilbage af bodsstraffen) i skærsilden (jf. note 8). I middelalderen blev bod desuden et af den romersk-katolske kirkes syv sakramenter. Her indebar bodssystemet: 1) bekendelse af synd gennem skriftemål, typisk ved den lokale præst; 2) udførelse af de bodshandlinger, som blev en pålagt; 3) syndsforladelse og dermed genforening med kirken og Gud. I løbet af middelalderen ændrede praksis sig til, at syndsforladelsen blev givet direkte i forlængelse af skriftemålet, og altså inden udførelsen af bodsstraffen. Luther var en tid tilbøjelig til at anerkende boden som sakramente, men endte med kun at fastholde nadveren og dåben.

[4] Den indre bod var ifølge Luther at angre sin synd oprigtigt.

[5] Kødets dødelse henviser formentligt til den daglige kamp imod synden.

[6] Bodslove: de love, der gjaldt for skriftemålet og bodshandlingerne.

[7] Helligånden er den tredje del af treenigheden, der dækker over den kristne læres opfattelse af Gud som ét væsen, men med tre personifikationer: Fader, Søn og Helligånd. Helligånden er personifikationen af Guds kraft, som den virker i menneskets liv.

[8] Skærsilden: I 1100-tallet udviklede idéen om den hinsides geografi sig fra at være todelt (himmel og helvede) til at være tredelt mellem himmel, helvede og skærsild. Skærsilden var en tidsbegrænset ild, der rensede en for de synder, man ikke havde øvet bod for i livet før døden – og efter skærsilden ventede himlen.

[9] Aflad og afladssprædikant. Aflad vil sige eftergivelse af straf for begåede synder. Afladsidéen opstod i højmiddelalderen og udbredtes særligt med det 1. korstog i 1096-1099, hvor pave Urban 2. (født ca. 1035, pave 1088-1099) lovede fuldt aflad til korsfarerne. I senmiddelalderen udviklede der sig en afladshandel, hvor paveligt udsendte afladskommissærer (afladsprædikanter) rejste rundt og solgte afladsbreve.

[10] Sjælesørger: præst.

[11] Nøglemagten er i den kristne forståelse magten til at ’binde eller løse synden’ og dermed til at åbne eller lukke adgangen til himmerige. I den romersk-katolske kirkes forståelse tilfaldt denne magt paven (og biskopperne).

[12] Et kendt afladsrim af den tyske afladskommisær Johann Tetzel (1465-1519) lyder: ”Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer”.

[13] Det fortælles, at på trods af, at St. Severin og St. Pascalis blev gjort til genstand for helgendyrkelse umiddelbart efter deres død og derfor ansås som fuldkommen salige, så blev deres sjæle alligevel renset i skærsilden.

[14] Peterskirken er den romersk-katolske kirkes hovedkirke beliggende i Vatikanstaten i Rom. Kirken er indviet til apostlen Peter, der betragtes som den første biskop (og pave) i Rom, og som ifølge traditionen ligger begravet under Peterskirken. Den første Peterskirke blev bygget i begyndelsen af 300-tallet, men pave Julius 2. (født 1443, pave 1503-1513) lod denne nedrive og igangsatte i 1506 opførelsen af Peterskirken, som vi kender den i dag. For at finansiere byggeriet af kirken blev en stor afladskampagne igangsat i 1507.

[15] Procession: et rituelt optog, der typisk foretages ad en bestemt rute, og som ofte vil kropsliggøre samfundsstrukturen, altså vil samfundets forskellige grupperinger typisk være repræsenteret.

[16] En helgen er ifølge den romersk-katolske kirkes tro en person, der på grund af sin særligt kristne livsførelse efter døden erklæres for hellig (kanoniseres) af paven.

[17] Skt. Laurentius: katolsk helgen, der levede i det 2. årh. e.v.t. og var en af Roms syv diakoner (fattigforstandere).

[18] Om kirkens nøgler jf. note 11.

[19] I højmiddelalderen begyndte man at skelne imellem hhv. mindre alvorliges ynder og de syv dødssynder, der brød båndet med Gud og fratog mennesket den nåde, det var givet i dåben, og dermed retten til at komme i himlen. De syv dødssynder var hovmod, misundelse, vrede, griskhed, lede, grådighed/fråseri og vellyst.

[20] St. Peter: en af Jesus tolv disciple ifølge Det Nye Testamente. I den romersk-katolske kirkes opfattelse var Peter den første biskop af Rom og den første pave.

[21] Det Nye Testamente, 1. Korintherbrev, kapitel 12.

[22] Fripostig: nedsættende udtryk for en for høj grad af frimodighed.

[23] Dødemesse: katolsk messe for en afdød person, som holdes på dagen for begravelsen. Sjælemesse: katolsk messe for en afdød person med bøn for den dødes sjæl i skærsilden.

[24] Lægfolk: personer, der ikke var viet til et kirkeligt embede eller medlem af en religiøs orden. Dvs. alle ikke-gejstlige.

[25] Profet: person, der har modtaget et budskab fra Gud igennem en åbenbaring, og forkynder dette budskab.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 24.05.2017