Martin A. Hansen: "Dialog om Drab og Ansvar" (1944)

Kilder

Kildeintroduktion:

På grund af besættelsestidens censur og de største partiers dominans af dagspressen oprettede oppositionelle grupper og modstandsorganisationer en alternativ, illegal presse. Censuren blev allerede tidligt forsøgt omgået, men især efter august 1943 voksede omfanget af den illegale presse, ligesom indholdet i nogle tilfælde blev mere og mere radikalt. Tonen mod besættelsesmagten og ikke mindst dens danske støtter i f.eks. Shalburg-korpset og HIPO blev meget skarp og aggressiv. Samtidig forsøgte forskellige politiske aktører i modstandsbevægelsen at bringe sig i position til efterkrigstidens politiske magtkamp.
Et eksempel på modstandsbevægelsens illegale presse var Folk og Frihed. Bladet koncentrerede sig om kronikker og artikler, der skulle påvirke meningsdannelsen, og ikke mindst debatten om stikkerlikvideringerne fik en fremtrædende plads. Bladet henvendte sig til kendte skribenter og forfattere, som skrev anonymt, og igennem mange numre var forfatteren Martin A. Hansen fast bidragyder.
I 1944 udsendte Folk og Frihed den illegale litterære antologi ”Der brænder en ild”. Bemærkelsesværdig var Martin A. Hansens artikel ”Dialog om Drab og Ansvar”, hvori han lader den oldgræske filosof Sokrates forsvare stikkerlikvideringer. Artiklen giver indblik i modstandsbevægelsens debat om ikke bare stikkerlikvideringer, men også den danske modstands karakter og betydning generelt.
En hovedpræmis for Martin A. Hansens forsvar af likvideringerne i artiklen var, at disse efter krigen ville blive prøvet ved danske domstole. Dette skete dog aldrig, til Martin A. Hansens store skuffelse.

Dialog om Drab og Ansvar
Sokrates og hans Ven Simias sad en Dag og talte om Tilstanden i Landet.  Simias var bekymret over visse af de Midler, Patrioterne bruger i deres Kamp mod Landets Undertrykkere. Især var han betænkelig ved den Henrettelse af Modstandere, der ogsaa kaldes Stikkerdrab.

Simias siger: – Du ved, Sokrates, at jeg ikke vil forsvare disse Stikkeres Handlemaade. Selvom de virkelig handlede af Overbevisning og i Tro paa Fjendens Sag og ikke blot af Pengebegær, maatte jeg naturligvis regne det for en modbydelig Gerning at angive og skaffe Medborgere i raa vilkaarlige Bødlers Haand. Men jeg kan ikke lide den Maade, man uskadeliggør dem paa. Det forekommer mig, at naar man uden Rettergang, uden Forsvarere, uden Bevisførelse, uden lovlig Domfældelse prøver at udrydde dem, saa krænker man ikke blot vor Retside og Menneskeværdighed, men man griber ligefrem til vor Fjendes usle Metoder. At intet Menneske, selv ikke den værste Skabning, kan straffes uden efter gyldig Rettergang, det er efter min Tro ikke alene Kærnen i vor Retstradition, men selve det hellige og ukrænkelige Princip i vort frie Samfund. Ved at opgive det og bruge Tyrannernes lumpne Midler, smudser vi os til i Uret ligesom Fjenden. Og hvordan kan vi saa kæmpe med en Tro? For er det ikke netop Ret, Sandhed og Frihed, vi kæmper for?

Sokrates: – Jo, Simias. Men det glæder mig oprigtigt at høre, at du kæmper. Fortæl mig, hvordan du kæmper?

Simias: - Aah, jeg søger beskedent at udrette lidt ved aabne, ærlige Midler. Jeg har i hele denne forfærdelige Tid, i min Omgangskreds og hvor jeg havde Lejlighed til at tale til Landsmænd, bestræbt mig paa at holde vore smukke og rene Traditioner levende. Og som du kan forstaa, maa jeg til det ædleste i vore Traditioner netop regne vor dybe Respekt for Ret, for Sandhed, for Aabenhed, for ærlig Bevisførelse, for Landets Lov, og mest af alt vor Respekt for Menneskeliv, for Menneskeværdighed, for andres Anskuelser, altsaa for vort Frihedsbegreb. For disse Idealer har – jeg talt overalt, hvor jeg kom.

Sokrates: – Og, Simias, der er aldrig nogen, som har prøvet at lægge dig Hindringer i Vejen, naar du talte for disse store og skønne Idealer, som jeg ogsaa tror paa?

Simias: – Nej, det kan jeg vist ikke sige.

Sokrates: – Vore Undertrykkere har heller ikke hindret dig i det?

Simias: – Nej, egentlig ikke. Men selvom jeg har talt offentligt mange Steder, vil jeg jo ikke gøre mig til en Løve – det ved du godt, jeg hverken er eller bryder mig om at være – og derfor har jeg naturligvis aldrig stillet mig op og raabt det lige i Ansigtet paa vore Fjender. Men i den sidste Tid har der virkelig været Mennesker, som maaske ikke ligefrem har hindret mig i at tale, men som dog flere Gange har modsagt og haanet mig paa en temmelig grov Maade. Og det var Folk, Sokrates, som jeg mindst af alle ventede det fra, nemlig Mænd, som selv tager Del i Modstanden. Saadan gaar Udviklingen i en Retning, som ængster mig mere og mere. Jeg er især bange for disse Drab paa Modstandere, for de viser, at vi er sunket under vore Ideaaler, og at der er Fare for, at Folket skal blive forraaet og lade sig rive ud i lovløs Selvtægt, Anarki, Kaos. Nu disse Henrettelser af Stikkere. Hvordan kan man være vis paa, det er de rette, man rammer? Og tror du, Sokrates, at nogen af os to med koldt Blod kunde gaa hen og dræbe et vildfremmed Menneske, man havde udpeget for os? Jeg kan ikke tro andet, end at man til det Hverv maa bruge raa og afstumpede Personer eller Fyre, der er pisket op i blindt og fanatisk Had. Men er det vor Sag, vort Land og vore Traditioner værdigt at benytte sig af Redskaber, som ikke kan være saa meget bedre end de Bøddelknægte, Fjenden bruger? Kan du forsvare det? Jeg synes, det er uværdigt og udansk. Og hvad fører det saa til. Det fører til, ved du, at Forbryderne paa maa og faa gengælder Mordene paa nogle af vore bedste Mænd. Det fører jo kun til forfærdelige Repressalier.

Sokrates: – Det forbavser mig ikke, Simias, at du ikke uden Videre billiger disse Gerninger, og selvom jeg ikke deler din Mening, kan jeg bedre lide dit Standpunkt end den blinde iver hos Folk, som straks er med paa alt og hu-hej styrter sig ud i voldsomme Handlinger uden at tænke paa, hvad det kræver af Selvbeherskelse og Ansvarsbevidsthed. Man kan ganske vist nemt og hurtigt overbevise sig om, at disse Stikkerdrab er uundgaaelige, hvis vi overhovedet vil yde Modstand. Men at det hurtigt er bevist, maa ikke forlede os til at gøre det med let Hjerte.

Simias: – Hvordan vil du overbevise mig, Sokrates? Det tror jeg ikke, du kan.

Sokrates: – Jeg har ikke i Sinde at rende dig over Ende med billige Slagord. Jeg vil forklare mig grundigt, saa du maa være en Smule taalmodig. Men sig mig, Simias, hvem havde Magten i vort og andre ulykkelige lande i det lidende Europa, inden Barbarer og Forbrydere blev de mægtigste. Hvilke Idealer herskede dengang, Barbarernes eller vore?

Sokrates [sic]: – Ja, det gjorde vel vore.

Sokrates: – Det er fornuftigt af dig at trække lidt paa det. Vi maa jo indrømme, at disse Idealer ikke alle Vegne, hvor man officielt bekendte sig til dem, fik særlig skønne Udtryk. Og dog har vi nok Ret til at sige, at vor Kulturform, vor Retside og vort Frihedsbegreb i det store og hele var Grundlaget for Livet i de Nationer, der for ti Aar siden var Europas mægtigste. Altsaa Retten var dengang stærkere end Forbryderen. Hvordan gik det saa til, at Forbryderen siden blev den stærkeste?

Simias: – Der er vel mange Aarsager. Du kan jo bedst forklare dem.

Sokrates: – Det var først og fremmest din Skyld, Simias.

Simias: – Min Skyld? Nej, nu kan jeg ikke følge dig.

Sokrates: - Mente du ikke før, at man burde lade være at henrette Stikkere, fordi det fører til Repressalier?

Simias: – Jo, og det tror jeg er rigtigt. Men du skylder mig sandelig at forklare, hvordan den Anskuelse kan være Skyld i Europas Ulykke.

Sokrates: – Mon ikke Forbryderen blev saa stærk, fordi man alt for længe var bange for de Repressalier, han kunde finde paa, for de Ulykker, han kunde volde, inden man fik ham bundet? Man lukkede øjnene for hans smaa Forbrydelser for at undgaa større. Man troede vist, han blev tilfreds og holdt op, naar han fik Lov at sluge et Par smaa Lande, og man fandt sig i, at han slugte et Par smaa Lande og blev saa meget større og stærkere. Han blev kun mægtigere, dristigere og mere begærlig for hver Indrømmelse, og en skønne Dag laa vi alle under hans Støvlehæl. Vil du have et nært Eksempel paa det samme, kan du tænke paa vor egen Regerings Politik i Undertrykkelsens første Aar. Man føjede sig for det værre for at undgaa det værste, og næste Gang fandt man sig i det værste for at slippe for det frygtelige. Og, Simias, i den Udvikling har du et Medansvar, saa sandt som denne Politik blev ført i Simiassers Aand. Jeg kan ikke forestille mig dig siddende i nogen ledende Stilling i vor Verdensdel, uden at jeg ser dig handle nøjagtig som de Mænd, der tillod Forbryderen at blive stærk. Men jeg vil ikke anklage dig for det nu, for saa maatte man ogsaa sætte Folkenes Flertal paa Anklagebænken, og de, der skulde sidde i Anklagerens og Dommerens Stole, vilde ikke være lige værdige allesammen. Og har du fejlet af Svaghed og Idealitet, er der mange andre, som har fejlet af Dumhed, Egoisme, skændigt Pengebegær og Fejghed. Men jeg bebrejder dig, at du ikke retter dit Fejlsyn, nu da Tiden giver dig en Lære, der baade er haard og klar, og den kræver mere Virkelighedssans af dig.

Simias: – Det undrer mig, du vil anklage mig for Mangel paa Virkelighedssans. Det forekommer mig da, jeg har mere af den Egenskab end de letpaavirkelige Fyre, der render ud og vover Trøjen for det første det bedste Slagord.

Sokrates: – Lad os nu gaa sindigt frem, min Ven. Og lad mig saa minde dig om, at du før sagde, du fandt Stikkerdrabene udanske. Hvad vil det sige? Hvad er dansk og udansk? Er det dansk Sædvane, at Husmødrene maa staa i Kø foran Slagterbutikerne og tit gaa derfra uden at faa noget? Er det dansk Levevis, at man kun tør sige sin Mening inden for fire Vægge og selv der maa passe paa, hvem man siger den til? Er det danske Tilstande, man finder i Fjendens Fangekældre, hvor vore Landsmænd, som netop har forsvaret de Idealer, vi alle bekender os til, og som vi kalder danske, bliver pint og mishandlet? Du maa vist indrømme, at selve Tiden er udansk. Derfor burde det ikke undre dig, at de Forholdsregler, Patrioterne griber til, heller ikke er de sædvanlige. Jeg forstaar, at disse Gerninger ligger dig fjernt, Simias, men mon det ikke kommer af, at alt, hvad der foregaar, er dig fjernt? Du mener det jo alvorligt med dine Idealer, du er trofast mod dem, ja du er saa tro, at det Billede, du fik af dem under din fredelige og lykkelige Opvækst, er ganske uændret i Dag. Dengang var disse Idealer ikke alene en given Ting, hvis Principper man givetvis fulgte, og som man givetvis krævede haandhævet efter de Regler, Ideerne selv foreskrev, men de fungerede næsten som en automatisk Maskine. Jeg tror, Simias, at du for sjældent tænkte paa, at bliver Magten aldrig Ret, saa dur Ret heller ikke paa andet end Papiret, dersom der ikke er Magt bag den og Vilje til at bruge Magten. Den Magt ejede du og alle vi andre Simiasser, hvad vi vel sjældent havde Tanke for, da vore Dommere og Retshaandhævere sagtens kunde værne os mod Smaaforbryderne. Nu er saa den store Forbryder kommet, og nu maa man da spørge, om vi har Vilje til for Rettens Skyld at bruge vor Magt og vore Midler? Lad mig saa standse her og spørge dig, Simias, om du mener, at vi ingen Modstand skal gøre eller om vi skal gøre symbolsk Modstand, eller vi skal gøre virkelig Modstand?

Simias: – Jeg tror, du først maa forklare, hvad du mener med symbolsk Modstand, Sokrates.

Sokrates: – Jeg mener en Modstand, der ligner den, du vistnok hidtil har ydet. Jeg er jo klar over, du ikke synes, vi helt skal lade være at gøre Modstand. Du syntes saaledes, at vi paa en eller anden Maade skulde protestere, da Voldsmændene væltede herind, saa andre dog ikke skulde faa den Tro, vi ligefrem billigede det. Og taalte Undertrykkerne ikke aaben Protest, kunde man vise sin Indstilling ved symbolske Protester. Var det ikke saadan, du mente? Og hvordan skulde vi protestere symbolsk? Naturligvis ved at synge vore nationale Sange, ved at tale og skrive om vor Fortid, ved at samles om vore Minder, rose os for vore Resultater og vort Arbejde og atter og atter minde om vore Idealer. Var det ikke den Modstand, du foretrak?

Simias: – Og alt det er aItsaa ikke noget værd, mener du?

Sokrates: – Det har jeg ikke sagt. Det er meget værd, og det havde været hundrede Gange mere værd, hvis vi havde talt og skrevet alle disse store smukke Ord, inden Fjenden kom. Men, Simias, du har jo et meget stædigt Æsel, ikke sandt? Hvad gør du, naar du vil trække dit Æsel ud af Stalden, og det bliver stædigt, saa det kun vil gaa baglæns?

Simias: – Aah, jeg har fundet paa at lade det gaa baglæns ud.

Sokrates: – Det er storartet fundet paa, Tyskerne fandt paa et lignende udmærket Middel her i Landet. Hvad ønskede de? De ønskede, vi skulde være rolige og slide for dem. De vilde have os ud af Stalden, men da vi til en vis Grad er et stædigt Folk, tillod de os at gaa baglæns ud, nemlig syngende, talende, fulde af store Minder. De fandt sig i, at vi om Søndagen og Aftenen samledes om vore symbolske Protester, naar vi blot hele Arbejdsdagen sled for dem. Du indrømmede før, at Undertrykkerne aldrig havde hindret dig at tale om vore hellige Idealer, naar du blot talte paa en pæn Maade. Men, Simias, vil du paastaa, at en Modstand som ikke i fjerneste Maade anfægter eller generer Modstanderen, er særlig meget værd?

Simias: – Jeg tror, det betyder meget, Sokrates, at vi bliver ved at minde om vore Idealer, saa de kan reddes levende ud af denne Tid.

Sokrates: – Du kalder dem levende Idealer, og er de levende, maa de engang være blevet født. Gaar du tilbage i Historien, kan du se, hvornaar og hvordan de blev født, og du vil opdage, at deres Fødsel var raa og deres Barndom vild. Deres Fødselstid minde meget mere om de Dage, vi nu oplever, end om den fredelige, lykkelige Tid, da du først lærte dem at kende, og da de, ikke var som en levende Aand imellem os, men snarere som en automatisk Maskine. Maaske man virkelig kan sige, de er ved at blive født paany. Da de første Gang kom til Verden, skete det i bitter og blodig Kamp, og jeg tror, man roligt kan sige, at hvis man ikke dengang havde brugt haardere Midler og taget større Ofre paa sig, end du synes tilraadeligt, Simias, saa havde du aldrig haft dem at tale saa smukt for; Og er det sandt, de skal fødes paany, og det kan man udmærket sige er nødvendigt, da de i Dag ligger døde under Støvlehælen, saa tror jeg sandelig de skal fødes af de Mennesker, der virkelig handler, virkelig kæmper netop som der blev handlet, da de første Gang kom til Verden. Jeg tror nemlig, de Ideer maa være unge, livskraftige, handlekraftige, hvis vi skal undgaa den Slags Ulykker i Fremtiden. Og, Simias, med dine udmærkede Taler, dine symbolske Protester opnaar man jo ikke andet, end at det hele gentager sig, hvis der dukker en ny Forbryder op. Mener du nu stadig, vi skal nøjes med denne symbolske Modstand?

Simias: – Naturligvis er der noget om det, Sokrates. Men jeg synes, du gør mig en Smule Uret, for du ved jo godt, at jeg sympatiserer med mangt og meget af det, Patrioterne udretter. Men du selv, Sokrates, yder du virkelig Modstand? Det har du aldrig røbet for mig.

Sokrates: – Jeg har en Høne, som hver eneste Dag ved Middagstid giver sig til at kagle. Men jeg finder aldrig noget Æg i hendes Rede. Saadan en Høne ærgrer man sig lidt over. Jeg vil nødig kagle uden at lægge Æg, Simias.

Simias: – Men det forekommer mig, du ligesom trækker uden om det, vi begyndte med, nemlig Stikkerdrabene.

Sokrates: – Tværtimod nærmer vi os dem fra en ny Side, som giver bedre Overblik. Du har aItsaa fundet, at det ikke er nok med Symboler, men at vi virkelig maa gøre Modstand. Men virkelig Modstand er effektiv Modstand, og det vil jo sige, at man skader Fjenden mest muligt, og saa er det jo klart, at den Kamp maa foregaa under Jorden, noget andet er jo ikke muligt. Mod den Modstand sætter Fjenden naturligvis alle sine Midler ind, og hans frygteligste Redskab er Stikkerne. De er hans øjne og øren. De borer sig som Bakterier ind i den levende Front, prisgiver vore Kammerater, opløser Hæren. Disse Orme maa altsaa uskadeliggøres.

Simias: – Jo, men er det nødvendigt at dræbe dem, slaa dem ned som gale Hunde? Der maa da være andre Midler?

Sokrates: – Saa anvis os dem, og vi vil være dig meget taknemmelige. Vil du have, vi skal melde dem til Politiet? Eller skal vi gaa hen til dem og formane dem? Hvad vil du?

Simias: – Ja, jeg ved jo ikke, jeg har ikke tænkt saa meget over det.

Sokrates: – Det er netop Fejlen, Simias, din og mange andres Fejl. I søger ikke til Bunds i Sagen. Men er du blevet af den Mening, at vi ikke kan nøjes med harmløse symbolske Protester, men at vi virkelig maa yde noget – og vi kan vist ikke saa godt være bekendt at sidde med Hænderne i Skødet, hverken for Landets Skyld og Fremtidens Skyld eller for de Kammeraters Skyld, der i andre Lande bøder og slaas for samme Idealer som vi, for de kæmper jo for os, og bør vi saa ikke hjælpe dem – vil og skal vi yde vort bedste, maa vi hindre disse Stikkere i at ødelægge det hele. Ikke blot bringer de mange af vore bedste Folk i Bødlens Klør, men de bringer Forstyrrelse og Forvirring i Modstandsbevægelsen, med et enkelt Kup kan de ødelægge mange Menneskers Arbejde gennem Maaneder, og blot een dreven Stikker kan være farligere for Patrioterne end hundrede, ja tusinde Soldater. Lad os heller ikke overse, at disse resolutte Henrettelser er et forebyggende Middel. Uden det vilde der være endnu mange flere Personer, som for Penge lod sig købe til den uhyggelige Mission, og kunde den hemmelige Frihedsfront saa overhovedet bestaa, maatte den spilde sin meste og bedste Kraft, simpelthen paa at undgaa Opdagelse.

Simias: – Ja, dine Tanker er klare nok, Sokrates, men hvordan i Praksis? Kan og vil du selv dømme saadan en Person til Døden?

Sokrates: – Du hørte jo, jeg ikke kan lide, Høns kagler uden at lægge Æg. ja, Simias. Hvis jeg finder det rimeligt, at min Nabo kommer løbende for at hjælpe til, dersom der gaar Ild i mit Hus, bør jeg naturligvis ikke sidde hjemme, hvis det brænder hos ham. Forlanger jeg, vi skal gøre noget ud af vor Modstand, saa maa jeg ogsaa indrømme, at Stikkerdrab er uundgaaelige, Og kræver jeg, at Stikkerne skal uskadeliggøres, kan jeg heller ikke vige tilbage for at dømme dem, Og selvom jeg ikke personligt faar overdraget Dommersædet, saa maa jeg være rede til nu og fremtidigt at dele Ansvaret for Dommen med de Mænd, Som paa mine Vegne udtaler den. Og jeg er overbevidst om, Simias, at de Ting, jeg her har nævnt for dig, staar ganske klare for de Mænd, som leder Frihedskæmperne. Begivenhederne har vist dig ved flere Lejligheder, at de ejer Selvdisciplin og Besindelse, De handler, som jeg her tænker, de har Ansvarsfølelse, og ligesom de aldrig med overfladisk Sind griber til disse Forholdsregler, vil de i Tvivlstilfælde hellere udsætte sig for Fare end begaa den frygtelige og uoprettelige Fejl at ramme en forkert. Men er det saadan, kan du sige dig selv, at man ikke beslutter sig paa en Henrettelse, før man har samlet tilstrækkelig vægtige Beviser sammen og foretaget en Kendelse, der saa vidt Forholdene tillader det nærmer sig, hvad vi forstaar ved Ret. Du tager altsaa fejl, hvis du tror, det sker i blindt Had. Disse Stikkere dræbes ikke, fordi de maaske er af en anden politisk Anskuelse, thi ingen besindig Landsmand vilde vove at bede Folket dele Ansvaret med ham for saadan en Gerning; de fældes heller ikke, fordi de er moralsk usle Væsner, men fordi deres uhyggelige Hverver af saa farlig en Art, at der kun gives det ene Middel mod dem.

Simias: – Alligevel, jeg forstaar ikke, Sokrates, hvem der har givet disse Dommere Mandat og Myndighed til at dømme dem.

Sokrates: – Det har du og jeg. Det har jo alle, som mener, at vi bør gøre Modstand. Jeg troede, jeg havde forklaret den Ting. Men desværre er der mange, som enten ikke overvejer, hvad de indlader sig paa, naar de har den Mening, eller som ikke vil eller tør tage Konsekvensen. Saaledes har jeg tit hørt Mennesker ønske, at de Allierede gik hurtigere frem, saa vi blev saa meget før befriet, og et Øjeblik efter hører jeg saa de samme Mennesker forbande Krigen som et Helvede og en Ulykke, der er Mennesker uværdig, og som de ikke har Lod eller Del i. Der kan være oprigtige Følelser i begge disse Udbrud, men man gør sig enten til en Dumrian eller en Hykler, hvis man vil rumme begge Meninger samtidig. Og hvad Frihedskampen angaar, forekommer det mig, at nogle Landsmænd undertiden opfatter den, som om den var en særlig spændende og særlig alvorlig Sportskamp, hvor man blot spiller Tilskuerens Rolle, hvori ens egen Indsats bestaar i at studere Nyhederne, at begejstres for eller at kritisere Heltene, vore Frihedskæmpere. Naar Slaget saa er endt, trækker Tilskueren sig tilbage til sin egen fredelige Stue, hvor han helst ikke tænker for meget paa de unge Mænd, der er endt i Gestapos Klør. Ja, Simias, hvor synes du egentlig Forraaelsen findes, hos dem der kæmper, eller hos dem, der efter at have nydt Tilskuerens Spænding sætter sig ved det nykogte Æg og straks glemmer, at Brødre lider og mishandles? Men lad os vende tilbage til de Mænd, der handler og dømmer. Du maa forstaa, at hvad de gør, det gør de med saa meget klarere Bevidsthed om Ansvaret, som de baade ved og ønsker, at deres Domme skal efterdømmes og prøves, og de selv stilles for Retten, naar dette er endt. De stræber efter at handle saadan, at hvad de har gjort for Nationen, kan Nationen, vi alle, dele Ansvaret for. Jeg tror, at disse Mænd fremfor at blive hædret med Statuer eller Inskriptioner vil foretrække, at det tunge Ansvar, som de i Dag maa bære alene, en Dag ved aaben og redelig Rettergang og med vor gamle Domstols Ord kan lægges ogsaa paa alle os, som bør være med at bære det, fordi vi selvom vi ikke selv har handlet, saa dog har ønsket Handling. Rettens virkelige Kald er jo at beskytte, og jeg er bange for, at disse Mænd godt kan komme til at trænge til Beskyttelse, ikke mod Vold og Overlast, men Beskyttelse af Navn og Ære. Mennesker glemmer hurtigt, og gaar det i en kommende fredelig Tid ikke bedre, end at vore Idealer atter kommer til at ligne en automatisk Maskine, skal det ikke forundre mig, om mange Mennesker vil ringeagte disse Mænd for det, man i Dag beundrer dem for.

Simias: – Du kunde altsaa selv dømme, Sokrates, skønt jeg ved du har saa dyb Respekt for Menneskeliv, Men sig mig til sidst, kunde du ogsaa selv udføre Handlingen?

Sokrates: – Kan jeg andet end sige ja, tror du? Den Mand, som gør det er Dommerens Haand. Og var du Dommer, Simias, hvem vilde du saa vælge til Redskab – en raa og afstumpet Person eller et ansvarsbevidst Menneske? Du vilde give dette forfærdelige Hverv til den sidste. Glem da ikke den Mand vi giver Ordre til at gøre det, og vend dig ikke fra ham. Han er din egen bevæbnede Haand, og du skal staa sammen med ham, naar dette er forbi.

Om kilden

Dateret
1944
Oprindelse
Folk og Frihed: "Der brænder en Ild", 1944
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst, Illustration
Sidst redigeret
24. februar 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
1944
Oprindelse
Folk og Frihed: "Der brænder en Ild", 1944
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst, Illustration
Sidst redigeret
24. februar 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk