Margrete Sambiria (Sprænghest), ca. 1230-1283

Artikler

Margrete Sambiria, også kaldt Margrete Sprænghest, er en af middelalderens mest kendte dronninger. Hun var gift med Christoffer 1. Efter hans død i 1259 styrede hun med stor energi landet som formynder for sin umyndige søn Erik Klipping (født i 1249) indtil ca. 1266.

Herkomst og ægteskab

Margrete fødtes ca. 1230 som vistnok ældste datter af hertug Sambor 2. af Pomerellen og Mechtilde af Mecklenburg. Tilnavnet 'Sambiria' er således afledt af faderens navn. Pomerellen var et lille hertugdømme i den nordlige del af det nuværende Polen.

I 1248 blev Margrete gift med den danske konge Valdemar Sejrs yngste søn Christoffer (ca. 1219-1259), der på daværende tidspunkt var herre/hertug til Lolland-Falster. Hans ældste bror Erik Plovpenning var i 1241 blevet konge, mens den næstældste bror Abel var hertug af Slesvig. Valdemar Sejrs to sønner født uden for ægteskab var henholdsvis hertug af Blekinge og greve af Halland. Siden senest 1246 var næsten alle disse fyrster involveret i en krig mod deres bror kong Erik, fordi de ønskede sig mere magt i deres fyrstendømmer. Ægteskabet skal nok ses som udslag af, at ingen, og slet ikke kong Erik, så nogen interesse i at hjælpe Christoffer til at få en magtfuld svigerfar, og selv var han jo heller ikke just nogen magtfuld fyrste.

Erik Plovpenning kom bedst ud af magtkampen med brødrene, men i 1250 blev han dræbt under et besøg hos sin bror Abel i byen Slesvig. Abel svor imidlertid på, at han ikke stod bag mordet, hvorefter han i 1250 blev valgt til Danmarks hidtil kortest regerende konge, idet han blev dræbt under et krigstogt i 1252.

Christoffer 1.s regeringstid, 1252-59

Kong Abel efterlod sig tre sønner, men den ældste, Valdemar, sad på dette tidspunkt i fangenskab hos ærkebispen af Köln. Christoffer benyttede da situationen til i 1252 at blive valgt til Danmarks konge, og dermed blev Margrethe jo landets dronning. Christoffer nedlagde straks hertugdømmet Slesvig og startede snart en større kampagne for at få sin myrdede storebror Erik Plovpenning gjort til helgen. Formålet med dette var givetvis at stemple Abel og hans efterkommere som helgenmordere og "Djævelens yngel", så han kunne afstive sit eget herredømme.

Abelsønnernes morbrødre, greverne af Holsten, ønskede dog hertugdømmet genetableret som en bufferstat mellem Holsten og Danmark, hvorfor de frikøbte den fangne Valdemar Abelsen og lagde så meget militært pres på, at Christoffer i 1254 bøjede sig og lod Valdemar få det genoprettede hertugdømme. Samme år kunne han ikke længere opretholde sin modstand mod, at den meget ambitiøse Jakob Erlandsen (ca. 1220-1274) blev ærkebisp i Lund, og snart var han involveret i voldsomme stridigheder med denne samt Roskildebispen og bispen i Odense, der skulle stå på de næste 20 år.

Da hertug Valdemar Abelsen af Slesvig døde barnløs i 1257, mente Christoffer atter, at det var tid til at nedlægge hertugdømmet. Året efter forsøgte han forgæves at få ærkebispen til at krone sin 9-årige søn, Erik (Klipping), der allerede tidligere var udpeget som faderens medkonge og dermed efterfølger. Det nægtede ærkebiskoppen, og Christoffer fik ham derefter fængslet, hvilket nedkaldte kirkelige sanktioner over kongen og hans rige. De holstenske grever, Erik Abelsen, Roskildebispen og den danske vasal, fyrsten af Rügen, allierede sig nu og satte gang i to militæraktioner på én gang, henholdsvis på Sjælland for at få ærkebispen fri og mod hertugdømmet for at få Erik Abelsen på hertugtronen – og måske mere end det? Midt i denne voldsomme krise døde Christoffer 1. pludseligt den 29. maj 1259 i Ribe.

Margrethe Sambiria og Erik Klipping afbildet i et lovhåndskrift i Tallinn fra 1282.

Margrete Sambiria og Erik Klipping afbildet i et lovhåndskrift i Tallinn fra 1282. Fra Wikimedia Commons.

Margrete som formynder for sin søn, 1259-66

Christoffers hustru Margrete stod efter hans pludselige død i 1259 i den situation, at hun måtte prøve at redde kongedømmet for sin 10-årige søn Erik. Hun løslod ærkebispen Jakob Erlandsen og overlod hertugdømmet til Erik Abelsen. Ærkebispen var dog ikke blevet i bedre humør, så hun fik jyske bisper til at krone Erik til konge i Viborg, hvorefter også de blev ramt af ærkebispens bandlysninger.

I 1261 fortrød Margrete åbenbart hertugdømmets Slesvigs genoprettelse, for med en hær invaderede hun dette, hvorefter det afgørende slag den 28. juli 1261 på Lohede syd for Slesvig udviklede sig til den ultimative katastrofe for hende og sønnen. De blev begge taget til fange.

Margrete og Erik fik dog støtte fra hertug Albrecht af Braunschweig, der allierede sig med andre nordtyske fyrster og fik lagt et så stort militært pres på, at Margrete i 1262 blev løsladt, mens den unge konge blev overdraget til markgreven af Brandenburg, der var hans onkel.

Albrecht af Braunschweig var sønnesøn af en søster til Valdemar Sejr og havde således arverettigheder i Danmark. Det er svært at sige, om hans formål var at beskytte disse rettigheder eller øge sine danske besiddelser. Men i hvert fald fik han herefter titel som rigsforstander og optrådte et års tid som en slags militærdiktator i Danmark, inden han drog hjem - enten pga. voksende modstand blandt danske stormænd, eller fordi det brændte på i hans eget hertugdømme.

I 1264 blev der sluttet fred med hertug Erik Abelsen af Slesvig mod afståelse af visse rettigheder til ham, og så kunne kong Erik vende hjem efter at være blevet forlovet med en brandenborgsk prinsesse; den senere (fra 1273) dronning Agnes.

Der var imidlertid også andre former for 'ægteskabsproblemer', Margrete måtte forholde sig til, mens hun holdt tøjlerne. Christoffer 1.s storebror Erik Plovpenning efterlod sig ved sin voldsomme død i 1250 fire døtre og ingen sønner. Mens Christoffer levede, blev der indgået aftale om, at de to ældste skulle giftes med henholdsvis den svenske konge og den norske tronfølger. Den ældste, Sofie (1241-1286), blev i 1260 gift med den svenske kong Valdemar (ca. 1243-1302), hvem hun bragte Malmø og Trelleborg som medgift. Dette var dog langtfra hele hendes fædrene arv, og Margrete var tydeligvis utryg ved, at endnu en fremmed konge skulle komme i besiddelse af store områder i Danmark. Hun forsøgte derfor at forhindre, at den næstældste af Erik Plovpennings døtre, Ingeborg (ca. 1244-1287) indgik ægteskab med den norske tronfølger Magnus (1238-1280). Ingeborg blev gemt af vejen i et jysk kloster, men en norsk flåde hentede hende i 1261 til Bergen, hvor brylluppet fandt sted. De to yngste Plovpenningdøtre, Jutta (ca. 1246-1284) og Agnes (ca. 1249-1290) blev i årene derefter overtalt til at indtræde i et til lejligheden stiftet kloster i Roskilde medbringende deres fædrenearv. Imidlertid flygtede de i 1269 til deres søster Sofie i Sverige, hvorefter de forlangte at få deres arv udleveret. Plovpenningdøtrenes arvekrav blev dog først formelt anerkendt ved et danehof i 1284. Noget andet var så at få denne beslutning gennemført i praksis. Plovpenningdøtrenes arvekrav skulle siden komme til at trække lange og til dels blodige spor efter sig. 

At Margrete kæmpede med snart sagt alle midler for at sikre sin egen linje mod Abelslægten fremgår også af et højst usædvanligt initiativ: omkring 1263 skrev hun til paven for at få hans tilslutning til, at hvis Erik døde uden arvinger, skulle arvefølgen i Danmark gå via hans søster og Margretes datter, Mechtilde. Det var første gang, der blev foreslået kvindelig arvefølge til Danmarks trone. Dette ønske fra den af Jakob Erlandsen bandlyste dronning imødekom paven gerne, men nogen praktisk betydning for den danske kongerække fik det aldrig. På dette tidspunkt trak det også op til, at kongemagten ville sejre over Jakob Erlandsen og de andre kirkelige modstandere, men først ved hans død i 1274 stoppede stridighederne.

Erik Klipping som myndig konge

I 1265/1266 var Erik 16 år og dermed myndig i lovens forstand. Som tak for hjælpen overdrog han sin mor den reelle magt i det danske Estland, mens hun forlagde residensen til sit enkesæde på borgen i Nykøbing Falster. Det forhindrede hende dog ikke i fortsat at blande sig ganske intensivt i regeringssager, og som "frue til Estland" tog hun sig særdeles aktivt og handlekraftigt af styret her. Måske har hun også spillet en væsentlig rolle for, at der kom lidt (foreløbig) ro på Erik Klippings kongedømme med den håndfæstning, han udstedte i slutningen af juli 1282. En uge før udstedte hun et brev i Nykøbing Falster, men næste gang vi træffer hende, den 4. december 1282, var hun i Rostock.

Margretes død og begravelse

I Rostock herskede hendes fætters søn. Han døde den 9. november 1282; måske var det hans begravelse og arvefølgen, der bragte hende til staden. Hun følte sig desuden tydeligvis knyttet til byen, hvor hun ca. 1270 var med til at grundlægge et nonnekloster, i hvis kirke man stadig kan se hende afbildet som klosterets stifter. Derudover havde hun formentlig skænket penge til de pragtfulde glasmosaikker i den mecklenburgske fyrsteslægts gravkirke, klosterkirken i Bad Doberan. I slutningen af marts 1283 var den godt 50-årige enkedronnings liv forbi, hvorefter hun blev stedt til hvile i sidstnævnte kirke, og her kan man stadig bese den gravstatue af træ, som dækker hendes grav.

Margrethe Sambirias gravmæle af bemalet træ i klosterkirken Doberaner Münster i Bad Doberan, ca. 1283. Bemalingen blev fornyet o. 1900. Det er en af de ældste kvindegravfigurer i Europa.

Margrete Sambirias gravmæle af bemalet træ i klosterkirken Doberaner Münster i Bad Doberan, ca. 1283. Bemalingen blev fornyet o. 1900. Det er en af de ældste kvindegravfigurer i Europa. Fra Wikimedia Commons

Børn, øgenavn og efterliv

Margrete og Christoffer efterlod sig de to børn Erik (Klipping) og Mechtilde, der begge blev gift med brandenborgske fyrstebørn. I en årbog, der er skrevet ca. 60 år efter hendes død, optræder Margrethe første gang med tilnavnet 'Sprænghest', der betyder noget i retning af ’den voldsomme rytter’. Det synes at passe ganske godt på hende, og det er sandsynligt, at øgenavnet går tilbage til hendes egen levetid.

Da Margrethe 2. skulle efterfølge sin fader i 1972 fik Margrete Sambiria pludselig fornyet aktualitet, idet nogle hævdede, at hun måtte være dronning Margrete den første; Valdemar Atterdags datter Margrete, som skabte Kalmarunionen, måtte være den anden, hvorfor vor nuværende dronning burde hedde Margrethe 3. Dette blev dog ikke tilfældet, og det ville også have været fejlagtigt. For det første var der to dronninger før Margrete Sambiria, der hed Margrete. For det andet udøvede hun formelt set kun regeringsmagt i sin umyndige søns navn, og hvis alle, der har udøvet regeringsmagten i en konges navn skal med i kongerækken, så skal fx hendes efterfølger Agnes og J. F. Struensee også tælles med, og så bliver det unægtelig noget indviklet.

Margrethe Sambirias gravmæle af bemalet træ i klosterkirken Doberaner Münster i Bad Doberan,  ca. 1283.

Margrete Sambirias gravmæle af bemalet træ i klosterkirken Doberaner Münster i Bad Doberan, ca. 1283. Fra Wikimedia Commons.

Om artiklen

Forfatter(e)
Anders Bøgh
Tidsafgrænsning
1230 - 1283
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
16. marts 2016
Sprog
Dansk
Litteratur

Kryger, K. (red.): Danske Kongegrave I, (2014).

Kræmmer, M.: Kongemordernes slægt, (2007).

Skyum-Nielsen, N.: Fruer og vildmænd I. Dansk middelalderhistorie 1250-1340, (1994).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Anders Bøgh
Tidsafgrænsning
1230 - 1283
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
16. marts 2016
Sprog
Dansk
Litteratur

Kryger, K. (red.): Danske Kongegrave I, (2014).

Kræmmer, M.: Kongemordernes slægt, (2007).

Skyum-Nielsen, N.: Fruer og vildmænd I. Dansk middelalderhistorie 1250-1340, (1994).

Udgiver
danmarkshistorien.dk