Luftalarmer og flyvarslinger i Odder-området under besættelsen

Artikler

Ligesom krigsudbruddet i september 1939 omgående havde resulteret i nye regler og bekendtgørelser om forbrugsvarer og rationering, blev der også iværksat foranstaltninger til at beskytte befolkningen mod luftangreb. Statens civile luftværn var allerede blevet oprettet i 1938, og 51 af landets større byer, heriblandt Odder, var blevet udpeget som luftbeskyttelsesområder. Hvert af disse områder var underlagt en luftværnschef, som havde ansvaret for, at luftangreb blev forebygget via mørklægning og oprettelsen af et luftmeldesystem, samt opførelsen af beskyttelsesrum og organiseringen af mandskab, hvis et angreb alligevel skulle finde sted. 

Etablering af luftværn

Luftværnschefen, som i Odder i første omgang var politimesteren, kunne trække på et lokalt netværk af ganske imponerende omfang. Først og fremmest var der politiet, de nye CB-betjente (CivilBeskyttelses-betjente), brandvæsenet og senere de kommunale vagtværn. Udover disse officielle korps oprettedes Odder Luftværnsforening, som var en frivillig organisation, hvis opgave det var, "... at belære Folk om de Forhold, der kommer ind under Luftværnsforanstaltningerne", som det blev formuleret på den stiftende generalforsamling.

I samarbejde med spejderne og de lokale afdelinger af Danske Kvinders Beredskab (DKB) samledes midler til arbejdet ved salg af luftværnsmærker. Det foregik sideløbende med den oplysende virksomhed, som bl.a. indebar uddeling af pjecer i hele herredet og afholdelse af en luftværnsdag. I tilfælde af bombeangreb skulle spejderne ydermere fungere som ordonnanser og DKB som socialtjeneste med ansvar for madlavning, sygepleje og lignende opgaver.

I løbet af 1942 oprettedes lokale afdelinger, underlagt luftværnsforeningen i Odder, i resten af herredets kommuner. Disse lokalafdelinger udfærdigede lokale luftværnsplaner og uddannede en såkaldt kolonne med 15 mand, som skulle være klar i tilfælde af luftangreb. I Odder blev der uddannet et større antal af disse kolonner, og derudover rekrutterede og optrænede man 20 hjemmekonsulenter, som skulle stå til rådighed for borgerne i tvivlsspørgsmål og sørge for uddannelse af husvagter til alle byens ejendomme.

Udover dette i forvejen omfattende netværk var også sanitetspersonel fra Amtssygehuset tilknyttet, samt ikke mindst et luftmeldekorps, som skulle melde om mistænkelige fly fra stationer rundt om i området. Disse meldestationer var i telefonisk forbindelse med luftværnskontoret på Tinghuset i Odder, som derefter skulle videresende oplysningerne til Midtjyske Luftværnskommando.

Beskyttelsesrum

Med luftværnsorganisationen på plads begyndte man at opføre beskyttelsesrum i byen. Alle huse, som blev benyttet til beboelse, havde pligt til at indrette et beskyttelsesrum, hvilket blev til i alt 150 private beskyttelsesrum. Der blev også oprettet offentlige beskyttelsesrum, og i 1944 var der offentlige beskyttelsesrum til ca. 10 % af befolkningen. 

Luftværnschefen havde store problemer med at inddrive kommunens del af udgifterne til anlæg af beskyttelsesrum, da projektet mødte modstand i sognerådet. Sognerådets tøvende holdning til luftværnsarbejdet afspejlede holdningen hos mange Odder-borgere. Selvom en større del af byen og herredet var del af det omfattende beredskab, var de almindelige borgere ikke altid lige villige til at følge luftværnets henstillinger og anvisninger.

Flyvarslinger og luftalarm

Odder Luftværn havde i alt 591 flyvervarslinger under besættelsen. Ud af disse vurderedes det dog kun i lidt under 100 tilfælde, at faren var tilstrækkeligt stor til at iværksætte luftalarm, der betød, at befolkningen skulle søge beskyttelsesrum.

Det relativt store antal flyvarslinger betød ikke, at Odder var et bombemål. Det kan bedre forklares med, at forskellige kendetegn i herredet blev benyttet som pejlemærker for de engelske fly, når de skulle bombe enten nordtyske byer eller mål i Østdanmark. Derfor kunne man ofte om natten høre brummen af maskiner i luftrummet over egnen.

Kun i meget få tilfælde fandt egentlige luftkampe sted, og kun en enkelt gang kom en del af det omfattende luftværnsberedskab i brug. Det var da en engelsk bombemaskine den 10. april 1944 blev skudt ned på en mark ved landsbyen Torrild. Den frivillige lokale luftværnskolonne rykkede ud, fik slukket ilden og tog sig af den eneste overlevende fra besætningen. Noget lignende fandt sted ved Norsminde, hvor de lokale fiskere samlede fire australske flyvere op fra havet den 17. september 1943, men her var der ikke brug for yderligere assistance fra luftværnet. De allierede flyvere blev alle interneret og sat i krigsfangenskab af tyskerne.

For borgerne i byen og det nærmeste opland blev de tudende sirener hurtigt dagligdag, hvilket resulterede i, at man på landet helt ignorerede advarslen og i Odder kun nødtvunget søgte ned i beskyttelsesrummene. Truslen om bøder havde sikkert større effekt end frygten for bombeangreb.

Evakueringsplaner mod krigens slutning

Igennem besættelsens to sidste år foregik en omfattende korrespondance mellem statens civile luftværn og herredets sogneråd, politi og luftværn for at udfærdige evakueringsplaner. I takt med at krigshandlingerne rykkede tættere på Danmarks grænser var der frygt for, at den tyske værnemagt ville beordre dele af landet evakueret. De meget detaljerede planer for Hads Herred var paradoksalt nok først endeligt på plads et døgn før befrielsen.

Lignende planer blev udfærdiget over hele landet, men kun i Rønne og Neksø blev det nødvendigt at tage dem i brug i forbindelse med de russiske bombardementer den 8.-10. maj 1945.