Lov om svangerskabsafbrydelse af 13. juni 1973 (abortloven)

Kilder

Kildeintroduktion:

Med lov om svangerskabsafbrydelse (abort) fra 1973 fik kvinder ret til abort indtil udgangen af 12. svangerskabsuge. Op gennem det 20. århundrede var svangerskabslovgivningen flere gange blevet liberaliseret, så en kvinde efter ansøgning i visse tilfælde kunne bevilges svangerskabsafbrydelse. Antallet af illegale aborter var dog højt. Loven blev vedtaget på baggrund af en lang debat om kvinders ret til selvbestemmelse, fostrets ret til liv og de helbredsmæssige konsekvenser for kvinder, der fik foretaget illegale aborter hos kvaksalvere. Blandt de mest indædte modstandere af loven var Kristeligt Folkeparti. I december 1973 blev partiet valgt ind i Folketinget ved det såkaldte jordskredsvalg.

Lov om svangerskabsafbrydelse af 13. juni 1973

 

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

 

Kapitel 1.

Betingelser.

§ 1. En kvinde, som har bopæl her i landet, har ret til at få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge og kvinden, efter at reglerne i § 8 er iagttaget, fastholder sit ønske om svangerskabsafbrydelse.

§ 2. Selv om 12. svangerskabsuge er udløbet, kan en kvinde uden særlig tilladelse få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge fare for hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred og denne fare er udelukkende eller ganske overvejende lægeligt begrundet.

§ 3. Er 12. svangerskabsuge udløbet, kan en kvinde, som har bopæl her i landet, få tilladelse til svangerskabsafbrydelse, hvis:

  • 1) svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet medfører fare for forringelse af kvindens helbred på grund af foreliggende eller truende legemlig eller sjælelig sygdom eller svækkelsestilstand eller som følge af hendes øvrige livsforhold,
  • 2) graviditeten skyldes omstændigheder som nævnt i borgerlig straffelovs § 210 eller §§ 216-224,
  • 3) der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse,
  • 4) kvinden på grund af legemlig eller sjælelig lidelse eller svag begavelse ikke formår at drage omsorg for barnet på forsvarlig måde,
  • 5) kvinden på grund af ung alder eller umodenhed ikke for tiden formår at drage omsorg for barnet på forsvarlig måde, eller
  • 6) svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet må antages at ville medføre en alvorlig belastning af kvinden, som ikke kan afværges på anden måde, således at det af hensyn til kvinden, til opretholdelsen af hjemmet eller omsorgen for familiens øvrige børn må anses for påkrævet, at svangerskabet afbrydes. Ved afgørelsen tages hensyn til kvindens alder, arbejdsbyrde og personlige forhold i øvrigt samt til familiens boligmæssige, økonomiske og helbredsmæssige forhold.

Stk. 2. Tilladelse til svangerskabsafbrydelse må kun gives, hvis de forhold, der begrunder ansøgningen herom, har en sådan vægt, at det findes berettiget at udsætte kvinden for den forøgede helbredsmæssige risiko, som indgrebet nu indebærer.

Kapitel 2.

Samråd og ankenævn.

§ 4. Justitsministeren opretter ved hver mødrehjælpsinstitution et eller flere samråd, der afgør sager efter § 3, § 5, stk. 2, § 6, stk. 2 og 3, og § 7. Et samråd består af institutionens leder eller en medarbejder med tilsvarende uddannelse samt to læger. (…)
Stk. 2. Et samråds afgørelse kan indbringes for et ankenævn, der tillige fører tilsyn med samrådenes virksomhed. Ankenævnet, der oprettes af justitsministeren, består af en formand og et antal andre medlemmer. Formanden skal have juridisk embedseksamen og kendskab til mødrehjælpsinstitutionernes arbejde. (…)
Stk. 3. Tilladelse kan kun gives, hvis der er enighed herom i samrådet eller i ankenævnet.

(…)

Kapitel 3.

Fremgangsmåden.

§ 5. Anmodning om svangerskabsafbrydelse skal fremsættes af kvinden selv.
Stk. 2. Er kvinden på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller af anden grund ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, kan samrådet, når omstændighederne taler derfor, tillade svangerskabsafbrydelse efter anmodning fra en særligt beskikket værge. Samrådets afgørelse kan af værgen indbringes for ankenævnet.

§ 6. Er kvinden under 18 år eller umyndiggjort i personlig henseende, skal forældremyndighedens indehaver, henholdsvis værgen, samtykke i anmodningen. (…)

§ 7. Samrådet kan tillade svangerskabsafbrydelse efter § 1 eller § 3, selv om kvinden ikke har bopæl her i landet, hvis hun har en særlig tilknytning hertil.

§ 8. Anmodningen om svangerskabsafbrydelse fremsættes over for en læge eller en mødrehjælpsinstitution.
Stk. 2. Fremsættes anmodningen over for en læge, skal denne gøre kvinden opmærksom på, at hun ved henvendelse til en mødrehjælpsinstitution kan få vejledning om de foreliggende muligheder for støtte til gennemførelse af svangerskabet og for støtte efter barnets fødsel. Fremsættes anmodningen over for en mødrehjælpsinstitution, skal kvinden, hvis hun ønsker det, vejledes som nævnt i pkt.1.
Stk. 3. Kvinden skal af en læge vejledes om indgrebets beskaffenhed og direkte følger samt om den risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet. (…)

§ 9. Hvis betingelserne i § 1 eller § 2 skønnes opfyldt, henviser lægen eller mødrehjælpsinstitutionen kvinden til et sygehus, jfr. § 10. I modsat fald skal lægen straks forelægge anmodningen med sin udtalelse for vedkommende mødrehjælpsinstitution.

§ 10. Svangerskabsafbrydelse må kun foretages af en læge på et statsligt eller kommunalt sygehus eller et dertil knyttet ambulatorium. (…)

§ 11. Udgifterne i anledning af svangerskabsafbrydelse afholdes efter de gældende regler for almindelig sygehusbehandling.

§ 12. (…)

 

Kapitel 4.

Svangerskabsforebyggelse m.v.

§ 13. Svangerskabsforebyggende midler må kun forhandles, hvis de er godkendt af sundhedsstyrelsen. Godkendelsen kan bl.a. betinges af, at midlerne kun forhandles fra apoteker eller udsalgssteder, der er godkendt af embedslægen efter forhandling med politiet. (…)

 

Kapitel 5.

Straffebestemmelser.

§ 14. En læge, der afbryder en andens svangerskab, uden at betingelserne i §§ 1 eller 2 er opfyldt, og uden at der foreligger tilladelse efter § 3, straffes, medmindre højere straf er forskyldt efter borgerlig straffelov, med hæfte eller fængsel indtil 2 år, under formildende omstændigheder med bøde. (…)
Stk. 4. Den, som uden at være læge afbryder en andens svangerskab, straffes med fængsel indtil 4 år, medmindre højere straf er forskyldt efter borgerlig straffelov. (…)

§ 15. Den, som til andre end sygehuse sælger genstande eller stoffer, der må antages at være bestemt til afbrydelse af svangerskab, eller i øvrigt stiller sådanne genstande til rådighed mod vederlag, straffes med bøde, hæfte eller under særlig skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 år.

§ 16. Overtrædelser, der begås af uagtsomhed, straffes ikke.

 

Kapitel 6.

Ikrafttræden m.v.

§ 17. Loven træder i kraft den 1. oktober 1973. 
Stk. 2. Lov nr. 120 af 24. marts 1970 om svangerskabsafbrydelse m.v. ophæves.

§ 18. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

 

Givet på Christiansborg slot, den 13. juni 1973.

Under Vor Kongelige Hånd og Segl.

MARGRETHE R.

K. Axel Nielsen

Om kilden

Forfatter(e)
Folketinget
Dateret
13.06.1973
Oprindelse
Lovtidende 1973 A s. 993-95
Kildetype
Lov, forordning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk