Louise Nørlund: "Kvindernes Lønningsforhold" (1885)

Kilder

Kildeintroduktion:

Et af den tidlige kvindebevægelses mål var at sikre arbejdende kvinder bedre arbejdsforhold, herunder højere lønninger. Lærerinderne var den første store gruppe af kvinder på det offentlige arbejdsmarked, men de blev lønnet væsentligt lavere end deres mandlige kolleger, og derfor gik Dansk Kvindesamfund ind i kampen for ligeløn. Denne artikel fra 1885 er et af de første indlæg i debatten. Den blev trykt i tidsskriftet "Kvinden og Samfundet" udgivet af Dansk Kvindesamfund. Forfatteren var Louise Nørlund (1854-1919), der selv var lærerinde og ligeløns- og kvindevalgretsforkæmper. Hun var i 1891 medstifter af Københavns Kommunelærerindeforening, hvor hun fortsat kæmpede for avancementsmuligheder og højere lønninger for lærerinder ud fra det argument, at også kvindelige lærere kunne have forsørgerpligter.

I Nr. 7 af "Kvinden og Samfundet" har Mrs. Kinney i en Artikel om "Kvindesagen her og i Amerika" fortalt en Begivenhed om en Miss Morris, der var ansat som Bestyrerinde ved en af Brooklyns Skoler. Hun fik Kvindegage for sit Arbejde, og det var først efter 6 Aars Anstrængelser, at det lykkedes hendes Venner at overtale Brooklyns Skoledirektion til at give hende den Gage, en Mand i hendes Stilling vilde have faaet.

Overalt i de europæiske Stater hersker jo den samme Vilkaarlighed med Hensyn til Lærerindernes Lønninger, og jeg tvivler næsten om, at det vilde lykkes Kvindesagens Venner i et Tidsrum af 6 Aar at overtale nogen Skoledirektion i vort europæiske Samfund til at lønne Lærerinden efter samme Maalestok som Læreren, eller endog blot at overbevise nogen Direktion om, at det er en Uretfærdighed at give Kvinden en ringere Løn, blot fordi hun er en Kvinde.

Hvor utænkeligt vilde det f. Ex. ikke være, at der i en nær Fremtid ansattes Inspektricer ved Kjøbenhavns Kommuneskoler med den samme Gage og de samme Rettigheder som Inspektørerne! Ved Fastsættelsen af Lønninger for Lærere og Lærerinder i Kommunens Tjeneste er der tydelig nok vist, hvorledes Kvindearbejde værdsættes. Underviser en Lærer f. Ex. 36 Timer om Ugen i en 6te Klasse, kan han lønnes med indtil 2,500 Kr., er det derimod en Lærerinde, som det samme Arbejde er betroet, er det højeste, man byder hende, 1,600 Kr. Og dog fordres der Examen af Lærerinden saavel som af Læreren. Denne Examen er for Lærinden ofte dyrere end for Læreren, der har billige Statsseminarier at ty til, medens Lærerinden maa søge privat Uddannelse, sædvanligvis i Kjøbenhavn, hvor Opholdet jo som bekjendt ikke er billigt.

Har Lærerinden saa endelig faaet Examen, konstitueres hun her i Kjøbenhavn med 60 Øre Timen, det er, lig med Læreren. (Paa Landet og i Provinserne lønnes Lærerinden endnu daarligere.) Efter 3-4 à 5 Aars Konstitution kan hun ansættes med 1,400 Kr. i aarlig Gage for at undervise 36 Timer om Ugen. Endnu deler Læreren samme Skæbne. Men saa efter 3 Aars Forløb begynder det at vise sig, at der er Forskjel paa en Lærerindes Arbejde, der har været 7 à 8 Aar i Tjenesten, og paa en Mands tilsvarende. Hun faar et Tillæg af 100 - siger og skriver hundrede Kroner om Aaret (omtrent 6 Øre mere pr. Time), - medens Læreren faar et Tillæg af 275 Kr. Og saaledes fremdeles! Efter 3 Aars Forløb bydes der Lærerinden nye 100 Kr., saaledes at hendes Gage nu har naaet den svimlende Højde af 1,600 Kr. Og højere tør man ikke lade hende stige. Her slaar man Bom for, medens Læreren faar Lov at avancere videre fra 1,950 Kr. til 2,225, 2,350 og 2,500 Kr. Der er dog Forskjel paa, hvem man har med at gjøre, om det er en Mand eller en Kvinde!

"Er Lærerindens Arbejde da mindre værd end Lærerens?" fristes man til at spørge, naar man ser paa disse Lønningsforhold. Spørger man Lærerindens overordnede, svares der nej, og spørger man Pædagoger eller Forældrene, svares der ogsaa nej. "Nej, men Manden har mere behov end Kvinden", svares der. Men skal da Arbejdet lønnes alene efter den arbejdendes Behov? I saa Fald maatte man jo i alle Tilfælde lønne den gifte Lærer højere end den ugifte, den med 6 Børn højere end den med 3, den med Gjæld højere end den uden Gjæld o. s. v. Men saa vidt gaar man jo dog ikke ved Lønnens Afpasning til Læreren. Man gaar alene ud fra, at Læreren skal kunne stifte Hjem og i nogen Maade ernære en Familie, noget, man forudsætter, Lærerinden ikke behøver. Trænger den ugifte Lærerinde da ikke lige saa vel som den gifte eller ugifte Lærer til et Hjem, hvor hun efter Dagens Slid kan modtages af sin Familie, Moder, Søster o. s. v. og hvor hun kan finde Hvile eller Adspredelse, alt efter som hun ønsker. Skal hun være henvist til bestandig at leje sig et Par Værelser og spise i et Pensionat, saa er hendes Tilværelse i Sandhed ikke misundelsesværdig. Og skulde det endelig - ja, det er uhørt hos os, - ikke gjøres den gifte Lærerinde muligt, hvis hendes Forhold gjorde det nødvendigt, i det mindste delvis at ernære Mand og Børn. I New-York og andre store Stæder gives der Tusinder af Kvinder, som uden at man rynker Næse ad dem, ere Familieforsørgere.

Naar det saaledes indrømmes, at Lærerinden arbejder lige saa godt som Læreren, hvor findes der da antagelige Grunde for at lønne hende ringere end Manden?

Man siger maaske, at Lærerindens Arbejde ikke er det samme som Lærerens; man anvender hende f. Ex. ikke i de højere Drengeklasser. At kunne undervise i en højere Drengeklasse skal altsaa være noget saa beundringsværdigt, at man alene af denne Grund maa give samtlige Lærere en højere Gage! Men selv denne Mandens faste Skanse er allerede tagen af Kvindehaand. Ved enkelte Latinskoler f. Ex. Mantzius’s (i Birkerød) og Hauch’s bruger man Kvinder i de højere Klasser, og der forlyder ikke noget om, at dette skulde været Skolerne eller Drengene til Skade. Jeg tvivler ikke, og har aldrig tvivlet om, at en Kvinde er ligesaa godt i Stand til at holde Disciplin i en hvilken som helst Klasse som en Mand. Den modsatte Tanke er en Levning fra Barbariets Tid, da det var den fysiske, raa Magt, der regerede. Og hvad de Indvendinger angaar, der fortæller om, at Kvinden ikke kan undervise i Mathematik, Fysik, Kemi o. s. v. da er der dog vist næppe i vore Dage nogen, der vil forsvare saadant.

Der er virkelig for enhver tænkende og ærekjær Kvinde noget krænkende i denne Tilsidesættelse overfor Lærerne. Det er, som hørte man: Dit Arbejde dur ikke og taaler ingen Sammenligning med Mandens.

Et Spørgsmaal vilde det desuden være, om Kommune og Stat ikke i egen Interesse burde forhøje Lønningsskalaen for Lærerinden og saa ansætte hende med færre Timer. Nu ansættes hun med samme Timetal som Læreren, hvad man nødvendigvis maa gjøre med de ringere Lønningsforhold for Øje. Men humant vilde det dog vist være at tage noget Hensyn til hendes Konstitution, der i Reglen er svagere end Mandens, og i Stedet for at give hende ringere Løn for det samme Arbejde, da give hende færre Timer og gjøre hendes Lønningsskala lig Lærerens. Det kan næppe siges at være med Urette, at Lærerinden, der i alt Skolen vedrørende er sideordnet med Læreren og betaler samme Skat som denne, ogsaa fordrer at stilles lige med Læreren i Lønnen for sit Arbejde.

Louise Nørlund.

exam. Lærerinde.

Om kilden

Dateret
1885
Oprindelse
Kvinfo.dk - Tidsskrifter 1885-1920, trykt i Kvinden og Samfundet nr. 9, 1885
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
2. november 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk