Lokaladministrationen 1660-1849

Artikler

Perioden 1660-1849 er identisk med den danske enevælde, hvor de danske konger teoretisk havde magt og myndighed til at indrette deres administration, som de ønskede. Kongeloven, enevældens forfatningsret fra 1665, fastslog kongens ret til at udnævne og afskedige embedsmænd, som han fandt for godt. Formålet var som der står, at "hvert embede skulle af kongens enevoldsmagt som af én kilde have sin første oprindelse," dvs. alle embedsmænd skulle være direkte afhængige af kongen og ingen anden. Men hvordan så det ud i praksis? Det vil her blive beskrevet på tre områder: den gejstlige, den verdslige og den patrimoniale administration.

Den gejstlige administration

I den gejstlige administrative opbygning var den mindste inddeling sognet, men i denne periode var to til tre sogne ofte lagt sammen til et pastorat. Næste led var provstiet, der var identisk med herredet, hvor provsten fungerede som tilsynsførende samtidig med sin almindelige præstegerning. Sidste led i enevældens lokale gejstlige administration var stiftet under biskoppen.

Alle gejstlige var efter 1660 embedsmænd udnævnt af den enevældige konge gennem Danske Kancelli. Kongen var efter reformationen i 1536 øverste hoved for den nationale kirke, ja i svulstig retorik Guds stedfortræder på jord. Ved udnævnelsen til mange præstekald var kongen dog bundet af indstillingen fra indehaveren af kirketienden, som ved reformationen var blevet inddraget af kongen, men som under enevældens pengemangel blev en regulær handelsvare sammen med jus vocandi eller kaldsretten, altså retten til at besætte et gejstligt embede. Den ejedes ofte af en lokal godsejer.

Den teoretiske uddannelse blev givet på Københavns Universitet og fra 1629/1707 afsluttet med teologisk embedseksamen. Men der foregik stadig en særlig bispeeksamen i præstekaldets stift. Principielt sad sognepræsten i kaldet til sin død, men kunne dog få bevilget en kapellan, som han selv måtte betale, til hjælp de sidste år i embedet. Præstelønnen bestod af udbyttet fra præstegården, præstetiende, offer i forbindelse med embedshandlinger og en pengeløn. Der var ingen pension knyttet til embedet, men den næste præst måtte forsyne præsteenken efter udløbet af nådsensåret, dvs. at hun havde ret til indtægterne af kaldet det første år.

Præstens opgaver var primært den kirkelige betjening af sognebørnene. Men enevældens reguleringsiver pålagde præsten mange nye verdslige opgaver, for han var den offentlige embedsmand, der vat tættest på befolkningen. Oplysning om nye love foregik fra prædikestolen. Kontrol med flytning ind og ud af sognene skete gennem præstens pasadministration, og udfærdigelse af skattemandtal til personskat, folketællingerne og mange forskellige sundhedsmæssige opgaver som vaccination med kopper blev ganske naturligt pålagt sognepræsten. Ligeledes også de mange nye opgaver i forbindelse med skole og fattigvæsen, som i samtidens tankegang var tæt forbundet med de gejstlige opgaver. Derfor blev disse områder på øverste lokale niveau administreret i et samarbejde mellem den gejstlige og verdslige administration, dvs. mellem biskop og stiftamtmand.

I administrationen af fattig- og skolevæsenet fik sognepræsterne i 1803 og 1814 tilknyttet repræsentanter fra lokalsamfundet. Denne spæde start blev senere ved lov af 13. august 1841 udviklet til det kommunale selvstyre på landet ved direkte valg af menige medlemmer til sogneforstanderskaberne, de senere sogneråd, hvor sognepræsterne kunne være formænd, men ikke altid var det. Sogneforstanderskaberne fik ved siden af fattig- og skolevæsenet nye opgaver som biveje, kørsels- og arbejdspligter, brevbæring, politiopgaver, tilsyn med brandforsikring, vandløb, sundhedsvæsen, valgadministration og en ret til at blive hørt ved lovændringer og lignende.

Den verdslige administration - amtmanden

Før 1660 var kongen forfatningsmæssigt bundet af håndfæstningerne, hvor adelen havde eneret på de altomfattende lensmandsstillinger med den højeste verdslige kompetence inden for lenet. Enevælden samlede lenene til amter og i næste instans til stiftamter. Embedets navn blev amtmand, hvilket var afledt af tysk og blot betød embedsmand, altså underforstået kongens embedsmand. Amtmanden blev udnævnt af kongen gennem Rentekammeret. Ofte havde han en akademisk eller en militær uddannelse bag sig. Vel havde adelen ikke længere eneret på disse embeder, men i begyndelsen sad den alene inde med den nødvendige uddannelse og det økonomiske grundlag i form af godsbesiddelse, der var nødvendigt for at kunne bestride embedet. Der var kun forbundet en mindre løn med embedet, men derimod mange administrative udgifter, da administrationen og kontoret var overladt til amtmandens egen bekostning. Men hen gennem perioden forøgedes antallet af borgerlige amtmænd, der dog ofte senere blev adlet af kongen.

Opgaverne fra de gamle len blev af den nye enevælde differentieret ud til flere embeder med adskilte ressortområder. Lensmandens militære opgaver gik til hæren og dens specielle administration, men amtmanden var stadig kongens umiddelbare repræsentant i amtet og havde som sådan den øverste myndighed i amtet i tilfælde af krig. Skatteopkrævningen på amtsniveau blev overdraget til amtsskriveren, senere amtsforvalteren, der i flere henseender havde amtmanden som overordnet myndighed, men dog var i besiddelse af en selvstændig kompetence direkte under de centrale skattemyndigheder.

Også tilsynet med købstæderne lå i modsætning til tidligere i enevældens første tid direkte under centraladministrationen, men vendte allerede i 1671 tilbage til stiftamtmanden. Denne havde ved siden af et almindeligt amtmandsembede også tilsyn med amterne inden for stiftet, hvortil også hørte samarbejdet med biskoppen om en række forhold af fælles interesse.

Amtmanden havde opgaver i forbindelse med administration af retsvæsenet og dets appelinstanser, herunder beskikkelse af forsvarer og, efterhånden som den offentlige ret vandt indpas, også af anklager. Det var især efter udstedelsen af Danske Lov i 1683 et område i vækst.

Flere af disse opgaver kan betragtes ud fra amtmandens generelle funktion som værn for dem, der intet andet værn havde. Det var i første omgang landets få selvejere, der ikke havde nogen godsejer til beskyttelse. Heraf fulgte skiftekompetencen over alle uden for fæstebondestanden, hvilket omfattede skifte efter en godsejer og hans husstand.

Amtmandens ressort kan også beskrives som alle statslige opgaver vedrørende amtet, der ikke var overført til andre, eller hvor han havde et vist tilsyn eller anden medvirken i processen. Det var justitsvæsen, næringsvæsen, udskrivningsvæsen, skattevæsen, vej- og havnevæsen, skifte- og overformynderivæsen, politivæsen, landvæsen og toldvæsen. Det var samtidig områder i vækst frem gennem enevælden.

Amtmanden havde ved flere lejligheder under landboreformerne i sidste tredjedel af det 18. århundrede fået pålagt landboretlige opgaver i forbindelse med repræsentanter for godsejerne i amtet, f.eks. i de amtslige landvæsenskommissioner fra 1776. Dette system blev stærkt udbygget ved indførelse af folkevalgte medlemmer af de nyoprettede amtskommunale råd ved lov af 13. august 1841. Amtmanden var født formand for disse råd, hvis kompetence bl.a. var regnskabsmæssigt tilsyn med de ligeledes nyvalgte sogneforstanderskaber (senere sogneråd), fattigvæsen, skolevæsen og vej- og vandløbsvæsen.

Den verdslige administration - købstæderne

De danske købstæder var opstået som særlige områder for handel og håndværk under kongens beskyttelse i henhold til hver købstads særlige privilegium. Købstaden var således udtaget af den almindelige verdslige administration. Den havde før enevælden egne administrative organer som magistraten, en samlet betegnelse for borgmester og rådmænd valgt af købstadens borgere, dvs. de øverste lag af byens befolkning med borgerbrev. Denne selvstændighed var en torn i øjet på enevælden, der så den som en barriere i forhold til kongens ønske om en enstreget administration direkte fra konge til undersåt. Derfor blev enevældens borgmestre og rådmænd kongeligt udnævnte embedsmænd.

I 1682 skete desuden en betydelig indskrænkning af købstædernes ledelse, idet en tredjedel fik borgmesteren erstattet af den kongeligt udnævnte byfoged, ligesom antallet af rådmænd blev indskrænket. Byfogeden var i forvejen købstadens dommer, og skulle nu også varetage den almindelige offentlige administration i de mindre købstæder. Både borgmester og byfoged var lønnet gennem direkte løn og sportler, dvs. en afgift af de enkelte arbejdsopgaver. Uddannelsen var i enevældens første hundrede år praktisk administrativ gennem oplæring på kontorer og ved retterne. Men fra 1736 førte muligheden for en latinsk juridisk uddannelse fra universitetet også til et krav om gennemførelse af en dansk juridisk eksamen. Det varede det meste af det 18. århundrede ud, inden denne vandt indpas i købstadsembederne.

Købstæderne oplevede som de første i dansk lokaladministration ved Købstadanordningen af 24. oktober 1837 at få borgmesterstyret kombineret med borgerrepræsentanter valgt af og blandt de formuende i købstaden.

Den patrimoniale administration

Med betegnelsen den patrimoniale administration menes den offentlige myndighed, som kongen havde overladt godsejerne. Det var en parallel til den husmyndighed, en fader (pater) kunne overlade til sin søn. For selvom den enevældige konge forfatningsretligt kunne udnævne den administration, han ønskede, bestod der en økonomisk barriere i hans muligheder. Størstedelen af landets indbyggere (80 %) hørte under private eller offentlige godser, som i forvejen havde et finmasket system under en godsforvalter til administration. Dette private system benyttede enevældens centraladministration til varetagelse af opgaver, som vi i dag opfatter som offentlige. Det faldt godt i tråd med, at de fleste private godsejere absolut ikke ønskede nogen offentlig indblanding i deres forhold til godsets fæstere. Det var baggrunden for, at godsejerne i 1662 fik overdraget skatteopkrævningen hos deres fæstebønder, indbetaling til de nye amtstuer og ansvaret for skatterestancerne. Administrationen blev lettet ved udarbejdelsen af den store matrikel fra 1688 som skatteudskrivningsgrundlag. Som kompensation havde godsejerne fra 1682 fået skattefrihed for deres hovedgård, hvis de var komplette, dvs. at derunder hørte 200 tdr. hartkorn bøndergods inden for en afstand af 15 km. Også administrationen af ekstraskatten fra 1762 blev i 1764 pålagt godsejerne, selvom den var en personskat og omfattede alle skatteydere på sognepræstens skattemandtal, selvom de ikke var fæstere. På samme måde fik godserne i 1701 pålagt administrationen af udskrivningsvæsenet så langt som til at stille egnede soldateremner fra bøndergodset til sessionen, som foretog udskrivningen til hæren.

Fra ældre tid havde godsejeren haft en række værneopgaver for sine fæstebønder. Han skulle foretage skifte efter deres død. Han skulle stille forsvarer for dem ved retten, lige som han skulle rejse tiltale mod dem, hvis de havde begået noget ulovligt, men til gengæld kunne han så indkassere eventuelle bøder, hvis de blev dømt skyldige. Han havde undertiden også birkeretten, dvs. retten til at udnævne en dommer, hvis godset var et selvstændigt birk – efter 1690 kun en indstillingsret til kongen. Derimod kunne han aldrig selv være dommer over sine bønder.

Ved udøvelsen af disse opgaver relaterede godsejeren og hans administration sig til lokale myndigheder såsom amtsforvalter, session og den retlige instansfølge. Det gjorde de store baroner og grever derimod ikke. De var i besiddelse af godser med mindst 1.000 og 2.500 tdr. hartkorn bøndergods, som de i henhold til lov af 1671 havde valgt at administrere på slægtens vegne direkte under kongens tilsyn. Derfor hørte de i administrationen af de ovennævnte ressortområder direkte under centraladministrationen. De havde altså også amtmandsmyndighed på deres godser – i modsætning til de almindelige godsejere.

I det patrimoniale system foregik der ingen kongelig udnævnelse af administratoren. Det var erhvervelsen af et gods, der automatisk medførte overtagelse af de omtalte opgaver. Der krævedes således heller ingen form for uddannelse. Den praktiske administration blev foretaget af den godsforvalter, som godsejeren havde ansat til denne og andre opgaver i relation til godsets fæstebønder. Godsejeren modtog ingen løn fra det offentlige, men fik en række modydelser fra staten som f.eks. en skattefri hovedgård til et komplet gods. Samtidig opnåede han at holde de kongelige embedsmænd ude fra sit gods.

Den patrimoniale administration blev til en vis grad opløst indefra i forbindelse med bøndergodsets overgang til selveje under landboreformerne i sidste tredjedel af det 18. århundrede. De nye selvejere kom til at høre direkte under amtmandens værn med den heraf følgende skiftebehandling og amtsforvalterens skatteopkrævning. Ligeledes kom soldaterrepræsentationen fra selvejergodset til at høre under det stigende antal strølægd ( lægd med flere forskellige ejere) under amtsforvalterens administration. Det blev et problem, hvorledes dette stigende pres på amtets embedsmænd kunne lettes.

Den patrimoniale administrations afløser: herredsfogeden

Herredsfogeden var dommer og fra 1791 også politimester i herredet, men fik efterhånden nye administrative opgaver under enevælden. Også han var i 1660 blevet kongelig udnævnt embedsmand gennem Danske Kancelli. Lønnen bestod dels af naturalier som dommerkorn, dels af penge i form af en fast løn og især af sportler, dvs. en afgift på de enkelte ydelser, han leverede. Da indtægtsgrundlaget var svagt for et enkelt herred, blev herrederne i 1686 to og to sammenlagt til større distrikter. Derudover fik de enkelte herredsfogeder efterhånden overdraget flere embeder gennem den såkaldte embedskumulering. Heller ikke herredsfogedembedet kendte til aldersgrænser for fratrædelse eller pension fra staten.

Herredsfogeden havde oprindeligt gennemgået en praktisk uddannelse som f.eks. tingskriver inden sin udnævnelse. I 1736 blev der indført en formel latinsk juridisk uddannelse ved Københavns Universitet. Men da de små dårligt aflagte lokale embeder lønmæssigt ikke kunne bære så høj en uddannelse, blev det muligt at gennemføre en dansk juridisk uddannelse eller blot som en sidste udvej at tage dansk juridisk eksamen enten ved universitetet eller lokalt. Det varede længe, inden denne slog igennem i lokalembederne, men hen imod år 1800 lykkedes det.

Herredsfogeden var den største aftager af administrative opgaver efter godsernes opløsning i forbindelse med landboreformerne. De medførte i sig selv en forøgelse af hans traditionelle opgaver: flere tinglysninger og flere rets- og politisager. Ligeledes overtog han amtmændenes skifte- og overformynderivæsen, som var blevet betragteligt udvidet med de nye selvejere. Men dertil kom overtagelsen af godsernes skifte-overformynderivæsen (1816 for de små godser, og 1849 for de store), og fra 1791 opgaverne som lægdsforstander i strølægderne med det stærkt forøgede antal selvejere. Disse opgaver var tidligere blevet varetaget af amtsforvalteren, som nu var blevet bebyrdet med administrationen af selvejernes skattebetaling. Hertil kom nye offentlige opgaver inden for brandvæsen, brandforsikring og vejvæsen. Nu var herredsfogeden den embedsmand, befolkningen oftest måtte ty til.

Afslutning

Vel skete godsernes opløsning ikke på én gang – de allersidste først ved tvangsophævelsen af fæstevæsenet i 1919 - men råderummet for den enevældige administration blev efterhånden udvidet, så kongen og hans centraladministration nu i stadig større udstrækning trådte i umiddelbar forbindelse med borgerne uden om den patrimoniale administration. Derimod fremstod i første tredjedel af det 19. århundrede det begyndende kommunale selvstyre som en ny barriere i enevældens direkte forbindelse med borgerne – set fra kongemagtens synsvinkel.

Om artiklen

Forfatter(e)
Birgit Løgstrup
Tidsafgrænsning
1660 - 1849
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Christensen, Harry : Bonden, kommunen og demokratiet. Det lokale selvstyres etablering på landet i Danmark 1842-1867. Bd. 1 og 2 (1997).

Dombernowsky, Lotte: Lensbesidderen som amtmand. Studier i administration af fynske grevskaber og baronier 1671-1849 (1983).

Kanstrup, Jan og Steen Ousager (red.): Kommunal opgaveløsning 1842-1970 (1990).

Løgstrup, Birgit: Dommer og administrator. Herredsfogden 1790-1868 (1982).

Løgstrup, Birgit : Jorddrot og offentlig administrator. Godsejerstyret inden for skatte – og udskrivningsvæsenet i det 18. århundred. (1983).

Nørr, Erik: Præst og administrator. Sognepræstens funktioner i lokalforvaltningen på landet fra 1800 til1841 (1981).

Pedersen, Karl Peder: Enevældens amtmænd. Danske amtmænds rolle og funktion i enevældens forvaltning 1660-1848 (1998).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Birgit Løgstrup
Tidsafgrænsning
1660 - 1849
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Christensen, Harry : Bonden, kommunen og demokratiet. Det lokale selvstyres etablering på landet i Danmark 1842-1867. Bd. 1 og 2 (1997).

Dombernowsky, Lotte: Lensbesidderen som amtmand. Studier i administration af fynske grevskaber og baronier 1671-1849 (1983).

Kanstrup, Jan og Steen Ousager (red.): Kommunal opgaveløsning 1842-1970 (1990).

Løgstrup, Birgit: Dommer og administrator. Herredsfogden 1790-1868 (1982).

Løgstrup, Birgit : Jorddrot og offentlig administrator. Godsejerstyret inden for skatte – og udskrivningsvæsenet i det 18. århundred. (1983).

Nørr, Erik: Præst og administrator. Sognepræstens funktioner i lokalforvaltningen på landet fra 1800 til1841 (1981).

Pedersen, Karl Peder: Enevældens amtmænd. Danske amtmænds rolle og funktion i enevældens forvaltning 1660-1848 (1998).

Udgiver
danmarkshistorien.dk