Løsgængere, fattighjælp og kravet om arbejde efter reformationen i 1536

Artikler

Efter reformationen i 1536 blev fattighjælpen organiseret som reguleret tiggeri, hvor staten bestemte, hvem der var værdigt trængende, og dermed hvem der måtte tigge. De lutherske reformatorer anså arbejde som en del af menneskets kald på jorden, og arbejde blev et krav. Det fik konsekvenser for de såkaldte løsgængere, der var en gruppe af mennesker, der var i stand til at arbejde, men som ikke gjorde det. De blev frataget retten til at tigge om almisser og tvunget til at arbejde. Ville de ikke det, skulle de forvises fra de enkelte sogne og sendes i tvangsarbejde.

De fattige løsgængere

Løsgængere var en blandet gruppe af ofte omstrejfende mennesker. De var ikke en del af en husstand, fordi de ikke havde fast bopæl eller fast arbejde. Det var et problem, da samfundets mindste sociale enhed ikke var individet, men husstanden, og løsgængere indgik derfor ikke i nogen faste relationer med det omgivende samfund. I stedet for at arbejde levede mange løsgængere af at tigge om almisser.

Fattighjælpen i senmiddelalderen

Før reformationen havde den katolske kirke haft ansvaret for landets fattighjælp, og det var blevet set som gode, kristne dyder at være fattig eller at give almisser til fattige. Ved at give til de fattige købte man sig aflad, og tiden i skærsilden blev kortere. Skærsilden var i den middelalderlige katolske kristendomsopfattelse et forstadium til Himmeriget, hvor sjælen, bl.a. gennem rensende ild, skulle renses for synder. De fattige blev glorificeret som et billede på Kristus, og det syn resulterede i, at mange frivilligt valgte et liv i fattigdom. Det kunne de bl.a. gøre ved at indtræde i en af de såkaldte tiggermunkeordener. Her opgav munkene deres materielle værdier for at komme tættere på Gud. Den katolske kirkes syn på fattigdom betød, at omstrejfende løsgængere også kunne tigge om almisser.

Det ændrede sig i 1522 med Christian 2.s (født 1481, regent 1513-1523) Land- og Bylov, der forsøgte at gøre op med arbejdsduelige løsgængere, der tiggede. I Land- og Byloven blev der nemlig for første gang i Danmark introduceret en skelnen mellem værdigt og uværdigt trængende. Konsekvensen for løsgængere var, at de nu blev anset som uværdigt trængende og derfor ikke skulle kunne modtage almisser gennem tiggeri. Kontrollen med de fattige blev ligeledes for første gang lagt i hænderne på de verdslige myndigheder. Selvom loven fik en kort levetid og blev ophævet efter kongens fald allerede året efter, overlevede tankegangene bag. Skellet mellem værdigt og uværdigt trængende fik nemlig central betydning for fattigforsorgen efter reformationen generelt og i særdeleshed i forhold til bekæmpelsen af løsgængernes tiggeri. 

Reformationen 1536 og den nye fattighjælp

Meget lig Christian 2.s Land- og Bylov fra 1522 overtog staten ansvaret for fattighjælpen efter reformationen i 1536. Nu blev katolicismens idealisering af fattigdom afvist, og man skulle kun give almisser til fattige ud fra princippet om næstekærlighed og ikke for at fremme sin egen frelse. Man anerkendte ikke længere frivillig lediggang, da det ifølge den tyske reformator Martin Luther (1483-1546) var blasfemisk og gik ud over de reelt trængende. Den danske stat genindførte derfor den skelnen mellem værdigt og uværdigt fattige, Land- og Byloven havde anvendt. Fattighjælpen blev organiseret som reguleret tiggeri, hvor staten bestemte, hvem der var værdigt trængende, og dermed hvem der måtte tigge. Værdigt fattige som krøblinge, syge og svage skulle modtage fattighjælp, men fordi løsgængere ikke arbejdede, selvom de godt kunne, blev de anset som uværdigt fattige. Med reformationen blev arbejde nemlig et krav, og det blev opfattet som menneskets kald på jorden. Derfor skulle de arbejdsløse løsgængere ikke kunne modtage fattighjælp, og tiggede de om almisser, skulle de stoppes.

Forvisning af løsgængere

Med reformationen udstedte staten ny lovgivning om fattighjælp, og man begyndte at regulere tiggeri. De værdigt fattige blev af den lokale præst udstyret med et tiggertegn, der gav dem ret til at tigge om almisse. Vigtigt var her, at man lokalt forsørgede sine egne værdigt fattige og ikke tillod tiggende løsgængere. Den Anden Københavnske Reces fra 1537 slog fast, at de uværdige løsgængere ikke skulle have ret til almisser, og at de i stedet skulle forvises fra lokalområdet, hvis de ikke arbejdede. Fra 1558 skulle præster fra prædikestolen minde uværdige tiggere om at rejse bort, og i 1587 blev det forbudt for færgemænd at føre løsgængere fra et område til et andet. Dukkede fremmede tiggere alligevel op i et herred eller en by, skulle de pågribes og forvises med det samme. 

Løsgængere og tvangsarbejde

For staten blev tvangsarbejde en løsning på problemet med løsgængerne, der ikke arbejdede. Hensigten var at afskrække arbejdsduelige folk fra at bede om fattighjælp, men det skulle samtidig minde dem om den lutherske pligt til selvforsørgelse. Fra 1570 beordrede statsmagten derfor, at løsgængere blev indfanget og sendt til tvangsarbejde i København ved værftet Bremerholm og i byens tugthus samt på befæstninger langs grænsen til Sverige. Allerede i 1558 var det blevet tilladt alle at indfange løsgængere og bruge dem til tvangsarbejde, og nu gjorde staten det selv aktivt. Tilfangetagelsen og brugen af løsgængere til tvangsarbejde blev i endnu højere grad sat i system med en ny forordning i 1683, hvor løsgængere skulle sendes til nyoprettede såkaldte manufakturhuse i landets stifter. Manufakturhusene fungerede som store håndværksvirksomheder, hvor store grupper af håndværkere arbejdede med produktion af bestemte produkter. Ofte var produktionsprocessen opdelt i specialiserede dele mellem håndværkerne. Her skulle løsgængere oplæres i et håndværk. Når de havde lært sådan et, kunne de sættes fri, så de i fremtiden kunne forsørge sig selv. Det lutherske krav om arbejde og selvforsørgelse afspejlede sig tydeligt i den danske lovgivning.

Opgøret med tiggeri

I 1630 var det blevet forbudt at tigge i København, og lignende lovgivning var efterfølgende blevet indført i Ribe, Odense og muligvis også i Viborg. I 1708 forbød staten tiggeri i hele Danmark, og værdigt fattige skulle ikke længere modtage almisser gennem tiggeri. Nu skulle de forsørges direkte i form af modtagelse af penge i købstæderne og på landet primært af naturalier. Det blev finansieret af en særlig fattigskat for gejstlige og embedsmænd samt frivillige bidrag administreret af den lokale præst. Bidragene skulle gives af den resterende befolkning, der kunne bidrage med, hvad de havde mulighed for.

Som i de tidligere fattiglove var det centrale fortsat, at der blev skelnet mellem værdigt og uværdigt fattige. Mens de værdige modtagere nu skulle inddeles i tre kategorier, så man kunne skelne mellem fuldt og delvist uarbejdsduelige fattige, blev løsgængere stadig set som uværdige, fordi de netop var arbejdsduelige. Med loven i 1708 blev et nyt fattigvæsen dermed indført, som fortsat ønskede at ekskludere løsgængere fra fattighjælpen. I stedet fortsatte de tidligere tiltag. Løsgængere skulle fortsat forvises fra lokalområdet og sendes i tvangsarbejde i landets manufakturhuse. Kravet om arbejde og pligten til selvforsørgelse var stadig tydelige.

 

 

 

Om artiklen

Forfatter(e)
Søren Broberg Knudsen
Tidsafgrænsning
1400 - 1708
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
4. januar 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Petersen, Jørn Henrik m.fl.: Dansk velfærdshistorie, bind 1 (2010)

Krogh, Tyge: Staten og de besiddelsesløse på landet 1500-1800 (1987)

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Søren Broberg Knudsen
Tidsafgrænsning
1400 - 1708
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
4. januar 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Petersen, Jørn Henrik m.fl.: Dansk velfærdshistorie, bind 1 (2010)

Krogh, Tyge: Staten og de besiddelsesløse på landet 1500-1800 (1987)

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk