Livet under stavnsbåndet i Danmark 1733-1788

Artikler

Stavnsbåndet blev indført med en forordning af 4. februar 1733 som en del af genindførslen af nationale udskrivninger til militærtjeneste. Det indebar, at de unge mænd på landet ikke uden godsejerens tilladelse kunne forlade det gods, hvor de var født. Stavnsbåndet blev officielt ophævet i 1788, men var først helt afviklet i 1800.

Baggrund

Baggrunden for stavnsbåndet var ikke kun rekruttering til militæret, men også landbrugskrisen i 1730’erne. Landbruget kunne ikke afsætte sine varer, som derfor faldt i pris. Karlene ønskede under disse vilkår ikke at overtage godsejerens fæstegårde. Derfor havde godsejerne brug for et stavnsbånd, der kunne forhindre karlene i at forlade godset.

Der var stor forskel på tilværelsen på landet i stavnsbåndsperioden alt efter, om man var ung eller gammel, mand eller kvinde, fæstebonde eller husmand – for slet ikke at tale om vilkårene for de omvandrende tiggere. En fæstebonde var højt på strå i landsbyen og sad med på landsbystævne, men kunne han ikke klare sine forpligtigelser, var han dybt afhængig af godsejerens nåde. Denne var så på den anden side også afhængig af, at fæstegården blev fæstet bort. Ellers skulle godsejeren selv udrede skatterne og manglede desuden hoveriet til sin hovedgårdsjord. Men forskelle var der!

Som barn

Det var ganske forskellige forhold, der lå foran et barn, afhængig af, om det var født af en enlig mor eller af en gift mor og dermed del af en familie. Børnedødeligheden var ganske vist høj i begge tilfælde, men dog en langt større risiko for den ugifte mors barn. Så selv hos gårdmandsfamilien var der ikke mere end et par børn i husstanden. Modsat vore forestillinger var det heller ikke hos gårdmandsfamilien almindeligt med tre generationer under samme tag. Til gengæld boede der her ofte en karl og en pige til at hjælpe med arbejdet, dog afhængig af børnenes alder og antal.

Børnene blev meget tidligt sat til at hjælpe til. Det var denne tids metode til oplæring af børn til voksenlivet. Men det var tungt for den husmandsfamilie, der af økonomiske grunde allerede fra barnets 8. år måtte sende det ud at tjene hos fremmede.

I flere bondefamilier lærte børnene at læse hos moderen, men der var også opført mange skoler rundt i landet. Med den første skolelov fra 1739 blev der indført undervisningspligt på landet, så børnene kunne lære at læse af hensyn til konfirmationen, der var blevet indført i 1736. Der blev ikke gjort forskel på piger og drenge, formentlig fordi skolen var bundet op på et religiøst fundament. Hvis børnene skulle lære at skrive og regne, måtte forældrene betale læreren herfor. Det tog dog sin tid at få undervisningssystemet til at fungere, lige som vi ser i flere ulande i dag. Men det blev i sidste halvdel af 1700-tallet mere og mere almindeligt, at børnene gik et par år i skole som små, i 9-10-års alderen, og så igen fik en genopfriskning af kundskaberne inden konfirmationen i 16-17-års alderen.

Fra godsets og herremandens side blev der holdt nøje opsyn med børnene. Drengene blev opført i godsets reserveprotokol. Fra 1741 skete det, når de var 9 år gamle, og fra 1764 som 4-årige. Det betød ikke, at de allerede i den alder kunne blive soldater, men det var nødvendigt at holde styr på dem, så de ikke forlod godsets område, heri indbefattet fæstegodset. Der var nemlig flere bondefamilier, der søgte at omgå systemet ved at sende deres børn ind til familie og bekendte i købstæderne, når børnene fyldte deres år, som det hed. Det ved vi fra flere retssager, hvor godsejerne søgte at få børnene tilbage.

Som ung

Ungdomstiden var læretiden i forlængelse af barndommen. Både karle og piger fik plads hos andre bønder, hvor også pigerne havde arbejdsopgaver i marken og med dyrene i stalden. Det foregik både hjemme hos husbonden og på herregårdsmarkerne, når fæstebonden blev tilsagt til hoveri. Her kom de sammen med unge mennesker fra de øvrige landsbyer under godset. Nok kunne arbejdet være hårdt, og arbejdstiden var lang. Men vi skal dog ikke forestille os et arbejdstempo som i dag. Der var lange pauser med gode madkurve hjemmefra – hvilken husmoder ville stå tilbage for de øvrige? Der var leg og dans. Det var almindeligt at fejre, både når et større arbejde blev påbegyndt, og når det blev afsluttet. Vi kender stadig høstgildet og i hvert fald julefrokosten i dag.

Lønnen rettede sig efter karlens alder, og der var især forskel på karles og pigers lønninger. Pigerne fik normalt kun det halve af karlene. De højeste lønninger blev udbetalt på Sjælland og Fyn (op til 28 rigsdaler om året for en fuldbefaren karl), mens de laveste var i Nord- og Vestjylland, (9 – 18 rigsdaler). Lønnen blev udbetalt både i penge og naturalier, det vil for pigerne sige i fx uld, lærred og træsko. For karlene var naturalierne ved siden af tøj ofte korn, som de kunne så og høste i husbondens jord. Derved fik de interessefællesskab med ham. Vi ville måske kalde det en form for udbyttedeling i dag, men den gang hed det lønnesæd. Og det var forbudt, for godsejerne så det som et indhug i den jord, de havde stillet til rådighed for fæstebonden. Men det vedblev at eksistere, for der blev bestandig udstedt nye forbud.

Nogle af karlene blev udskrevet som soldater. Det betød ikke, at de skulle flytte fra landsbyen. De blev ved med at udføre deres karlearbejde, men måtte om søndagen møde til eksercits ved en kirke langt borte. Søndagen var deres eneste fridag, og eksercitsen kunne være hård. Det var dog også en mulighed for at møde fremmede karle og høre nyt. Indtil 1764 vendte udskrivningen den tunge ende nedad, forstået på den måde, at det var de fattigste karle i landsbyen, der blev udskrevet. Militæret var utilfreds med den stand, de udskrevne soldater var i. Derfor indeholdt den nye udskrivningsforordning fra 1764 en bestemmelse om, at man ikke kunne fæste gård, uden at have været til mønstring.

De største problemer opstod, hvis en karl ikke havde lyst til landbrugsarbejdet og derfor hellere ville søge lykken andet steds – i købstaden, i Hertugdømmerne eller måske endda udenlands. Intet af dette kunne i stavnsbåndsperioden lade sig gøre uden godsejerens tilladelse. Karlen måtte købe et fripas, hvis godsejeren da ville sælge ham et sådant. Priserne kunne være høje – helt op til 300 rigsdaler. Men der var også muligheden for at stikke af, at rømme som det hed. Men så kunne man fanges og blive straffet for sin forseelse. Der er imidlertid eksempler på, at det er lykkedes for de unge mænd at starte en ny tilværelse og gøre fine karrierer – som håndværkere, præster, købmænd og endog godsejere. Det mest markante eksempel er fæstebondesønnen Peter Tang i Vestjylland, der på en auktion i 1786 købte Nørre Vosborg, det gods han selv havde været stavnsbundet til. Det skal dog understreges, at disse eksempler er undtagelser. Der var også mange eksempler på karle, der stak af, hvor det ikke gik dem godt.

Pigerne kunne i modsætning til karlene rejse, hvorhen de ville. Det var også en torn i øjet på mange godsejere, der påstod, at disse piger trak karlene med sig. Derfor søgte de kongen om at få indført et stavnsbånd for pigerne. Det lykkedes som bekendt ikke.

Som gift

Det normale var, at karlene og pigerne blev hjemme på landet – måske ikke lige, hvor de var født, men dog i området og i hvert fald inden for deres stand. De heldigste blev gift og fik samtidig en gård eller et husmandssted i fæste. Her gjaldt det om at tænke sig om. At vælge den rette pige, der havde lidt på kistebunden. Og så håbe på at få en god gård i fæste på rimelige vilkår med de nødvendige kreaturer og bygninger i god tilstand. Det gode fæste kunne selvfølgelig også være sammen med en enke, der sad tilbage med gård og nogle børn efter mandens pludselige død. Så måtte man håbe, at hun ikke var for gammel og affældig. Hendes del af fæstebrevet på fæstegården gjaldt nemlig stadig, men det var nødvendigt, at der hurtigt flyttede en ny mand ind. For driften af en fæstegård krævede både en husbonde og en husmoder. Hele arrangementet skulle selvfølgelig godkendes af godsejeren.

Den nybagte fæster blev ved at underskrive – eller sætte sine forbogstaver under - sin fæstekontrakt mand i gården. Det synlige tegn var, at han sad for enden af bordet hjemme ved måltiderne og deltog i byens landsbystævne sammen med de andre gårdmænd – fæstere som selvejere. Her skulle de først og fremmest træffe beslutninger om landbruget – hvad og hvornår der skulle sås og høstes. Den enkelte gårdmand udførte selv arbejdet sammen med sine tjenestefolk, men han kunne have sin jord spredt 100 forskellige steder, og det krævede samarbejde med de øvrige. Også kvæggræsningen på de fælles græsningsarealer krævede fælles beslutning, om hvor mange dyr arealerne kunne bære.

På dette landsbystævne deltog kun gårdmænd og husmænd med jord. De andre mænd i byen var udelukket, selv om beslutningerne om f.eks. fællesgræsningen for deres enlige ko og får havde livsvigtig betydning for dem. Husmænd kunne være håndværkere ved siden af, men de var frem for alt arbejdskraftreserve for gårdmændene hjemme og ved hoveriet på hovedgården. Oprindeligt havde der været ligevægt mellem de to befolkningsgrupper (gårdmænd og husmænd), men det stigende befolkningstal i sidste halvdel af 1700 tallet medførte et stigende pres på landsbysamfundet og især på husmandsgruppen. Gårdene måtte ikke deles, så der blev flere og flere husmænd uden jord, som havde en kummerlig tilværelse. Også de var underlagt bestemmelser om stavnsbånd.

Fæstegårdmanden stod i direkte kontakt med godset, som han havde fæstet sin gård af. Så længe han var i stand til at klare sine forpligtelser med afgifter, skatter og hoveri, gik det godt. Men når der havde været misvækst eller kvægsygdom eller andre ulykker, så blev systemets svagheder tydelige. Han måtte for at fortsætte bedriften låne korn fra godset og have henstand med landgilde og skatter, som godsejeren måtte lægge ud for ham. Hans gæld til godset steg, og godsejeren var nu herre over hans skæbne. Hvis han skyldte penge eller naturalier, kunne han straks sættes fra sin gård - afgørelsen skulle blot træffes af en dommer. Men han kunne også håbe på godsejerens nåde. Det var derfor afgørende at holde sig gode venner med godsforvalter og godsejer. Godset var – når og hvis det ønskede det – sikkerhedsnet under fæstebonden og hans bedrift og familie.

Hvis en fæstebonde ikke kunne klare sine forpligtigelser længere, var han helt i godsejerens vold. Hvis fæstegården samtidig var blevet groft forsømt, kunne han også efter dom sættes til fæstningsarbejde i København. Det hørte dog til undtagelsen. Men han kunne også sættes til at arbejde sin gæld af med en gratis arbejdsdag om ugen på godset. Godsejeren kunne dog overlade ham et husmandssted i fæste, hvor han så måtte arbejde for de øvrige bønder i byen for at tjene til sit og familiens udkomme. Den sidste mulighed var at leje sig ind i en stue hos en af de andre bønder – at blive indsidder, som det hed. Endelig kunne han ende på samfundets bund som omvandrende tigger.

Som gammel

Når fæstebonden blev gammel, kunne han selv opsige sit fæste og eventuelt opnå, at en søn eller svigersøn overtog fæstet efter ham. Det havde den store fordel, at han så kunne blive som aftægtsmand – altså få husly og føde på gården. Det var dog helt op til godsejeren. Bonden var også som gammel afhængig af hans nåde.

Hvis fæstebonden eller hans kone døde, mens han sad på fæstegården, skulle der holdes skifte efter dem. Boet skulle gøres op for at se, om der blev noget til deres arvinger. Det blev der sjældent. For godsejeren/godsforvalteren foretog skiftet og vurderede deres ejendele lavt, mens manglerne på bygningerne blev sat højt. En række retsregler for, hvad der krævedes af besætning og redskaber ved aflevering af en fæstegård, trak skiftet i samme retning. Det uretfærdige var, at fæstebonden skulle leve op til disse krav, uanset i hvilken stand han selv havde overtaget fæstegården. Systemet favoriserede godsejeren og den slægtning, som eventuelt overtog fæstegården.

Om artiklen

Forfatter(e)
Birgit Løgstrup
Tidsafgrænsning
1733 - 1800
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. maj 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Christiansen, Palle Ove: Lykkemagerne. Gods og greve, forvalter og fæster i 1700-tallets verden (2002).

Holmgaard, Jens: "Eksercitsen bag kirken efter gudstjenesten. Var landmilitsen i stavnsbåndstiden en ringe byrde?" i Bol og By, Landbohistorisk Tidsskrift 1986:1.

Holmgaard, Jens: "Den danske bondeungdoms mobilitet i 1730’erne" i Fortid og Nutid, 2003:1.

Johansen, Hans Chr.: Befolkningsudvikling og familiestruktur i det 18. århundrede (1975).

Løgstrup, Birgit: "Den bortforpagtede statsmagt. Godsejeren som offentlig administrator i det 18. århundrede" i Bol og By, Landbohistorisk Tidsskrift 1985:1.

Løgstrup, Birgit: Bundet til jorden. Stavnbåndet i praksis 1733-1788 (1988).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Birgit Løgstrup
Tidsafgrænsning
1733 - 1800
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. maj 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Christiansen, Palle Ove: Lykkemagerne. Gods og greve, forvalter og fæster i 1700-tallets verden (2002).

Holmgaard, Jens: "Eksercitsen bag kirken efter gudstjenesten. Var landmilitsen i stavnsbåndstiden en ringe byrde?" i Bol og By, Landbohistorisk Tidsskrift 1986:1.

Holmgaard, Jens: "Den danske bondeungdoms mobilitet i 1730’erne" i Fortid og Nutid, 2003:1.

Johansen, Hans Chr.: Befolkningsudvikling og familiestruktur i det 18. århundrede (1975).

Løgstrup, Birgit: "Den bortforpagtede statsmagt. Godsejeren som offentlig administrator i det 18. århundrede" i Bol og By, Landbohistorisk Tidsskrift 1985:1.

Løgstrup, Birgit: Bundet til jorden. Stavnbåndet i praksis 1733-1788 (1988).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk