Levevilkår i Sønderjylland under 1. verdenskrig

Artikler

Som følge af krigen i 1864 var det område, vi i dag kalder Sønderjylland, en del af Tyskland frem til Genforeningen i 1920. Derfor blev landsdelen også direkte berørt af 1. verdenskrig fra 1914-18. Sønderjyske mænd blev sendt til fronten som værnepligtige soldater, men også det civile samfund – ’hjemmefronten’­ – oplevede gennemgribende ændringer. Sønderjyske kvinder måtte overalt i samfundet overtage mændenes arbejde og ansvar, og der opstod hurtigt mangel på især fødevarer. Dette førte til øget myndighedskontrol og afleveringspligt for bøndernes landbrugsvarer, hvilket omvendt gav grobund for udbredt snyderi, sortbørshandel og en svækket tiltro til autoriteterne. Krigen tog hårdt på hele det tyske samfund, herunder også det sønderjyske. Her blev produktionsapparatet i sidste ende nedslidt og befolkningen var ved krigens afslutning i 1918 delvist udsultet.

1. verdenskrig og civilbefolkningen

Under 1. verdenskrig blev civilbefolkningerne i en række krigsførende lande inddraget i krigsindsatsen. Dette gjorde sig ikke mindst gældende i Tyskland, hvor levevilkårene ændrede sig radikalt fra 1914-18. Mens Danmark var neutralt under krigen, og danskerne derved kun indirekte mærkede dens påvirkninger, var det nuværende Sønderjylland en del af Det Tyske Rige. Hermed blev sønderjyders liv direkte berørt af verdenskrigen, som i et hidtil uset omfang blev en ’total krig’, hvor alle samfundets ressourcer blev mobiliseret. Hele Tysklands produktion blev efterhånden tilpasset militærets behov, og et effektivt propaganda-apparat blev iværksat for at holde moral, offervilje og udholdenhed oppe blandt borgerne. Generelt set var levevilkårene i Sønderjylland under krigen helt sammenlignelige med resten af Tyskland, hvor krigsindsatsen blev udbredt til at indbefatte stort set hele det civile samfund, hvorved begrebet ’hjemmefronten’ opstod.

Kvinderne: hjemmefrontens rygrad

Mens mænd, unge som gamle, blev sendt til krigens mange fronter, var kvinderne i forreste linje på den tyske hjemmefront, og her var deres indsats uundværlig. Indkaldelsen af alle krigsduelige mænd i alderen 17-45 år (fra årsskiftet 1916/1917 udvidet til alle mellem 16 og 60 år) til enten militær- eller arbejdstjeneste betød, at kvinder måtte erstatte de indkaldte mænd overalt, hvor det var muligt. På landet måtte kvinderne overtage hele ansvaret for hjemmet og den fælles bedrift, herunder det fysiske arbejde på markerne og i staldene. Den hjælp, landhusmødre kunne få fra ansatte karle, svandt i takt med at indkaldelserne til hæren steg i omfang, og da krigen trak ud, blev arbejdskraft fra især russiske krigsfanger nødvendig for at opretholde den sønderjyske landbrugsproduktion.

I byerne rykkede kvinderne også ud på arbejdspladserne inden for alt fra industrivirksomheder til offentlig administration. Hidtil havde gifte kvinders beskæftigelse været indskrænket til nogle få erhvervsområder, men under krigen indtog de nu pladser som kuske, postbud og maskinarbejdere. Ligeløn var der dog ikke tale om; eksempelvis modtog kvindelige teglværksarbejdere kun halvdelen af den løn, en mandlig arbejder fik. Den tyske stat havde ganske vist en forsørgerforpligtigelse over for soldaterhustruer, men udbetalingerne var beskedne, hvilket skabte et økonomisk pres på især arbejderfamilierne.

Kvinder i Flensborg lærer at forsåle fodtøj under 1. verdenskrig. Det var et eksempel på, at kvinder lærte traditionelt mandlige håndværk og overtog dem både i hjemmet og på arbejdsmarkedet. Foto: Museum Sønderjylland

Ud over et økonomisk, arbejds- og ansvarsmæssigt pres var kvinderne desuden udsat for et psykisk pres, bl.a. i form af vedvarende ængstelse for sønner, ægtemænd, fædre og brødre ved fronterne. Det gav daglige bekymringer, som sled på krop og sjæl. Alt i alt må man sige, at kvinderne på hjemmefronten bar byrder, der kan sidestilles med soldaternes. Dette er smukt illustreret i et erindringsglimt fra 1968 af Rasmus H. Damm (1897-1978). Her fortæller han om sin mors indsats i hjemmet under verdenskrigen, hvor han selv tjente som tysk soldat:

”[…] Hun havde nu slidt og slæbt derhjemme, og med ejendommen, og havde måttet tage nattetimerne til hjælp for at overkomme det hele, bl.a. også post og breve og pakker til os […] Og havde hun ikke været udsat for samme livsfare og samme strabadser som vi andre, så havde hun dog trods alt haft det strengt ved at gå hjemme, gå i spænding og angst for os, og også lide afsavn og nød. Alt det, og det er vi ikke i tvivl om, må have været en lige så hård belastning for sundhed og nerver, som hvad vi andre har måttet døje [ved fronten, red.].

Efterhånden som mændene efter krigens afslutning vendte hjem, overtog de igen deres tidligere arbejde. Kvinderne trak sig for de flestes vedkommende tilbage til hjemmene, og det skete tilsyneladende uden protester. Tiden indbød ikke til kamp for ligeret, og langt de fleste steder blev de traditionelle kønsrollemønstre genetableret.

Rationering og ’Ersatz’

Ved krigsudbruddet i 1914 var Tyskland ikke selvforsynende og importerede ca. 25 % af sine fødevarer. I samtlige de krigsførende lande havde man forestillet sig en kort krig, men det blev ikke tilfældet. For Tyskland stod det derfor klart, at en sejr i høj grad afhang af landets egen produktion af krigsmateriel og ikke mindst fødevarer. Hermed blev krigsøkonomien bestemmende for befolkningens hverdag i næsten alle henseender: Levevilkårene blev forringet, fordi der tidligt opstod mangel på fødevarer, og fra marts 1915 indførtes rationeringsmærker, pligtaflevering af brødkorn samt regulering af handel med korn og mel.  Hver person kunne nu kun købe 2 kg brød om ugen, men rationen strakte ofte ikke så langt, når brød udgjorde en stor del af kosten, og en hel familie skulle mættes. Der udviklede sig med tiden en generel mangelsituation, som på en lang række områder, også med hensyn til andet end fødevarer, blev forsøgt afhjulpet med ’Ersatz’ (erstatningsmaterialer eller –produkter), for eksempel syntetisk gummi, fremstillet af petroleum, og erstatningskaffe af brændt rug eller kålrabi.

Satirisk tysk postkort fra 1. verdenskrig, der kritiserer, at befolkningen bliver lovet fødevarer m.m. med rationeringsmærker, men ikke har mulighed for at indløse dem pga. stor varemangel. Fra øverste venstre hjørne  vises rationeringsmærker på mælk, smør, kød, sæbe, brød, petroleum, pølser, kaffe, æg og sukker. Notitsen med ’Tante Meier’ refererer til tysk slang for toiletbesøg, der i satiren ironisk bliver rationeret til tirsdag, torsdag og lørdag. Det tyske vers nederst betyder i dansk oversættelse: ”Til kød, til brød og smør/Til mælk og hundefoder/Petroleum og lys/Til sæbe, sukker, æg/Til pølse og ”Tante Meier”/Lover man dig [rationerings]kort -/Men varer får du ikke!”. Foto: Museum Sønderjylland

Som følge af den britiske flådeblokade, der fra krigens begyndelse blev rettet mod Tyskland og Østrig-Ungarn, og i takt med at krigsindsatsen krævede stadig mere af produktionen, forværredes ernæringsforholdene. Det førte til udvidet prisregulering og pligtaflevering af landbrugsprodukter samt reducering af rationerne. Staten ønskede dels at sikre fødevareforsyningerne til militæret, dels at bybefolkningen og de mindrebemidlede også fik adgang til fødevarer. Udover private tiltag blev der oprettet kommunale lagre og udsalgssteder, fordelt skummetmælk fra andelsmejerierne samt nedsat kommissioner til fordelingen af levnedsmidler i byerne, fx Aabenraa. Man organiserede også folkekøkkener med varm mad til de mest nødlidende, og det anslås, at disse bespiste 10-12 % af de sønderjyske bybefolkningerne i det sidste krigsår.

Ernærings- og sundhedsforhold: fødevaremangel, sortbørs og epidemier

På landet så man markant nedgang i dyreholdet pga. af mangel på foderstoffer. Eksempelvis blev byg, der var hovednæringsmiddel for svin, fra 1916 i stigende grad anvendt som brødkorn. Også kvægholdet blev beskåret, men her særligt pga. manglen på folk til at passe dyrene. Resultatet blev, at mælkeproduktionen svandt ind til under 25 % af niveauet i fredstid. I efteråret 1916 blev ernæringssituationen kritisk, da kartoffelhøsten slog fejl. Netop denne afgrøde var svær at erstatte som fødemiddel, og vinteren 1916-17 blev derfor særligt husket pga. fødevaremanglen. Den blev desuden døbt ’kålrabivinteren’, da man måtte ty til at spise kålroer, som normalt kun blev brugt som kreaturfoder. Sønderjyske bønder måtte fra 1917 også affinde sig med tvangsaflevering af alt, hvad de producerede, da det nu kun var tilladt at beholde levnedsmidler til eget forbrug. For at kontrollere, at der eksempelvis ikke blev bagt brød eller slagtet i smug, blev lokale gendarmer sat til at inspicere de enkelte gårde, og myndighedernes kontrol blev i krigens løb mere og mere omfattende.

I de sidste krigsår var det med rationeringsmærker kun muligt at skaffe sig fødevarer, der indeholdt ca. 1.000 kalorier pr. dag, hvilket var en tredjedel af hvad en person med fysisk arbejde havde brug for. Resten måtte undværes eller skaffes på ulovlig vis, fx gennem sortsbørshandel eller bestikkelse. Dette krævede dog flere penge end hvad almindelige arbejderfamilier havde til rådighed, og de fattigste kom tæt på sultegrænsen. Ernæringsforholdene førte fra årsskiftet 1917/1918 til protester i de sønderjyske købstæder. Mest kendt er en kvindelig hungerdemonstration i Haderslev den 2. januar 1918, hvor op mod 400 kvinder demonstrerede foran byens rådhus.

Ved krigens slutning var befolkningen i Sønderjylland nedslidt og delvis udsultet. Fødevaremanglen medvirkede desuden til at nedbryde modstandskraften over for smitsomme sygdomme, hvilket stod klart fra sommeren 1918, hvor influenzaepidemien ’den spanske syge’ begyndte at hærge hele Europa. Det vides ikke, hvor mange liv sygdommen krævede i Sønderjylland, men tallet har været betydeligt. I Danmark kostede sygdommen ca. 12-14.000 døde, og på verdensplan estimeres tallet til at være mellem 20-40 mio. døde.

Samfundspåvirkningen: mangel på tillid til autoriteterne og lukkede skoler

Krigen drænede ikke blot hjemmefronten for fødevarer. Eksempelvis blev der efterhånden også stor mangel på alle former for metaller i Tyskland. I 1917 så myndighederne sig derfor nødsaget til at omsmelte alle undværlige kirkeklokker, og fra Sønderjylland blev i alt 46 klokker taget ned og indleveret. Hjemmefronten blev også udsat for en omfattende krigspropaganda, som bl.a. opfordrede befolkningen til at tegne krigslån eller aflevere metalgenstande til brug i krigsindustrien.

To kirkeklokker fra Sct. Marie Kirke i Sønderborg er i 1917 blevet nedtaget for at blive omsmeltet til krigsmateriel til den tyske hær. Den tyske stat udskrev under krigen en klokkeskat, så hver kirke kun måtte beholde én klokke. Efter Genforeningen i 1920 blev der iværksat en dansk indsamling, der organiserede omsmeltning af udtjente malmkanoner fra den danske hær og donerede ’genforeningsklokker’ til de sønderjyske kirker til erstatning for de tvangsafleverede. Foto: Museum Sønderjylland

Manglen på resurser og den stigende kontrol med fødevarerne gav sig udslag i udbredt korruption og snyderi. Sortbørshandel, smugleri og bestikkelse af embeds- eller tjenestemænd, som også var påvirkede af mangelsituationen, blev en del af hverdagen og betragtet som et nødvendigt fænomen. Disse forhold påvirkede befolkningens tillid til myndighederne, som blev yderligere svækket af den vilkårlighed, der i nogle tilfælde gjorde sig gældende ved pligtafleveringen. Det blev en spiral, som med tiden ændrede grundlæggende værdier i samfundet. Den skepsis, mange sønderjyder følte over for myndighederne før krigen pga. den nationale spænding i landsdelen, udviklede sig i løbet af krigen til en manglende autoritetstro og i nogle tilfælde decideret foragt.

Krigen ramte imidlertid ikke kun voksenbefolkningen. Store børn fik byrder og ansvar i en meget ung alder, og der blev i det hele taget pålagt børnene større og andre opgaver end i fredstid.  Skoleundervisningen blev også påvirket, da mange lærere var indkaldt til hæren. Nogle skoler blev i perioder lukket, indtil der kunne ansættes vikarer. Herudover led undervisningen tillige under et stort indhug i antallet af skoledage. Det skete dels pga. skolemyndighedernes indførelse af sejrsfester og fridage for skolebørn i forbindelse med de mange tyske sejre på slagmarken i krigens første år, dels som følge af myndighedernes inddragelse af eleverne til arbejdstjeneste af forskellig art i de sidste krigsår. Det kunne fx være i det omfattende arbejde med indsamling af erstatningsmaterialer, såsom brændenælder til i tøjproduktion eller bladene fra løvtræer til kreaturfoder.

Krigens følger: uro, arbejdsløshed og fattigdom

Sønderjylland var i krigens umiddelbare kølvand præget af arbejdsløshed. Der var mangel på næsten alt, og der herskede stor usikkerhed om fremtiden. Denne tid var også præget af en vis lovløshed. I forbindelse med krigens afslutning i 1918 opstod der revolutionslignede tilstande i Tyskland, og hverken militære eller civile myndigheder kunne længere udøve nogen autoritet. Sådanne opløsningstendenser var dog kun kortvarige – sandsynligvis afhjulpet af fødevaremanglens ophør i løbet af 1920. 

I flere tyske byer blev der indsat kortvarige revolutionære arbejder- og soldaterråd mod slutningen af 1. verdenskrig. I Sønderborg blev det som en udløber fra Kiel iværksat den 6. november 1918 under ledelse af den tyske marinesoldat Bruno Topff (1886-1920).  Denne bekendtgørelse fra den 7. november 1918 redegør for soldaterrådets beslutninger, der især gik ud på at skabe stabilitet med forsyningen af fødevarer, gas og el og med fortsat udbetaling af lønninger. Desuden blev der givet ordre om ro og orden i byen, og det var forbudt at bære våben uden tilladelse. Foto: Sønderjyllands Museum 

Krigen havde til gengæld også positive eftervirkninger, hvoraf kan nævnes en større grad af demokratisering i Tyskland, som også fik indvirkning på det kommunale styre i Sønderjylland. Her fik samfundsgrupper, især arbejdere og mindrebemidlede, der hidtil havde været holdt uden for, fremadrettet mere politisk indflydelse, ligesom også kvindelig (tysk) valgret blev indført i 1919.

Ikke desto mindre var det et økonomisk udtømt Sønderjylland, som blev en del Danmark ved Genforeningen i 1920. Nedslidningen af det sønderjyske produktionsapparat blev først overvundet i løbet af 1920’erne gennem betydelige investeringer, især inden for landbruget. Rent menneskeligt havde krigen også store omkostninger. Af de ca. 35.000 krigsdeltagere fra det nuværende Sønderjylland vendte omtrent 4.000 hjem som krigsinvalider, og mindst 5.300 mænd mistede livet ved fronterne. De efterlod sig ca. 1.500 enker og ca. 5.000 faderløse børn. Hertil kom de mentale skader. Krigen havde givet langt de fleste veteraner ar på sjælen, ligesom mange pårørende til de faldne resten af deres liv var mærket af savnet samt den uvished og frygt, krigen havde bragt med sig.

Omstillingen til et civilt samfund skete forholdsvis hurtigt i Sønderjylland, men krigens spor på krop og sjæl var mærkbare i befolkningen gennem en hel generation. De sidste års underernæring havde især ramt børnene, og langtidsvirkningerne afspejlede sig i den danske hærs sessioner i slutningen af 1920’erne. Her var gennemsnitshøjden for de værnepligtige i Sønderjylland lavere end i resten af Danmark.    

Om artiklen

Forfatter(e)
Steffen Lind Christensen
Tidsafgrænsning
1914 - 1929
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. september 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Adriansen, Inge (2006): ”Hjemmefronten – træk af hverdagslivet”, i Adriansen og Schultz Hansen (red.) Sønderjyderne og Den Store Krig 1914-1918, Museum Sønderjylland og Historisk Samfund for Sønderjylland, s. 143-176.

Adriansen, Inge og Henrik Fangel (1984): ”Krigens hverdag 1914-18”, Aabenraa.

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Steffen Lind Christensen
Tidsafgrænsning
1914 - 1929
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. september 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Adriansen, Inge (2006): ”Hjemmefronten – træk af hverdagslivet”, i Adriansen og Schultz Hansen (red.) Sønderjyderne og Den Store Krig 1914-1918, Museum Sønderjylland og Historisk Samfund for Sønderjylland, s. 143-176.

Adriansen, Inge og Henrik Fangel (1984): ”Krigens hverdag 1914-18”, Aabenraa.

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk