Lejre, ca. 500-1050

Artikler

Lejre på Sjælland har givet genklang i historieskrivningen siden middelalderen, da historieskrivere fremstillede Lejre som skjoldungernes hjem: danernes første kongesæde. Arkæologiske udgravninger har afsløret, at Lejre i perioden ca. 500-1050 var en meget rig bosættelse centreret om et residensområde. Her levede magtfulde politiske aktører, og Lejre var et centralt sted i det førkristne Sydskandinavien. Men om Lejre var danernes første kongesæde, forbliver et uafklaret spørgsmål.

Lokaliteten

Landsbyen Gl. Lejre ligger i Lejre Ådal ca. fire km fra Lejre Å’s udmunding i Roskilde Fjord. På ådalens vestlige side stiger terrænet, og i det bakkede landskab opførtes i perioden ca. 500-1050 - dvs. germansk jernalder og vikingetid - store residenskomplekser, der sammen med en værksteds- og handelsplads og en gravplads på ådalens østlige side udgjorde et bosættelsesområde på omkring en kvadratkilometer.

Luftfoto af landsbyen Gl Lejre i Lejre Ådal.        

Luftfoto af landsbyen Gl. Lejre i Lejre Ådal. I toppen af billedet ses Roskilde Fjord. Vest for landsbyen er flere af de udgravede bygninger fra bebyggelsen ved Mysselhøjgård markeret i terrænet. De stammer dog ikke alle fra samme fase af bebyggelsen. Foto: Ole Malling, ROMU. 

Som lignende og mere eller mindre samtidige lokaliteter (f.eks. Gudme og Tissø) blev pladsen i Lejre anlagt strategisk i landskabet. Pladsen lå tilbagetrukket fra kysten, hvilket beskyttede den mod overraskelsesangreb fra søsiden. Samtidig lå pladsen et centralt sted på Sjælland. Her koncentreredes den øst-vestlige landfærdsel, og her mødtes mange åer, hvoraf nogle måske har været sejlbare.                

Med afsæt i de middelalderlige skrifters påstande om at Lejre var danernes første kongesæde, kan der spores en varierende, men dog gennemgående interesse for Lejre op gennem historien. Eksempelvis studerede den berømte lærde Ole Worm (1588-1654) stedet i renæssancen. I 1800-tallet steg interessen i takt med tidens nationale vækkelse, og Lejre blev set som Danmarks vugge.  

Ole Worms prospekt af Lejre

Ole Worms prospekt af Lejre fra værket Danicorum Monumentorum Libri Sex (1643). Prospektet forestiller landsbyen Gl. Lejre set fra vest. Udover landsbyen ses blandt andet gravhøje og skibssætninger. Foto: Nationalmuseet.

Trods den store interesse blev de første arkæologiske udgravninger først foretaget i midten af 1900-tallet. Siden er der foretaget adskillige udgravninger. Udgravningerne har afsløret, at Lejre i yngre germansk jernalder og vikingetid var en stor og rig bosættelse centreret om bygninger på et residensområde, der havde to hovedfaser.  

Residensområdets første fase: Fredshøj

De første arkæologiske spor efter bebyggelse findes på jorder, som tilhører gården Fredshøj, der er opkaldt efter en gravhøj fra bronzealderen, som findes på et plateau i bakkelandskabet på vestsiden af ådalen. Her opførtes omkring år 500 e.v.t. en bebyggelse, der bestod indtil omkring år 600. I alt er påvist syv hustomter, der dog ikke alle stammer fra samme byggefase.

På bakkedragets højeste punkt lå bebyggelsens største bygning. Den var ca. 47 meter lang og op til 7 meter bred. Her er altså tale om en halbygning. Måske blev hallen erstattet af en anden halbygning i løbet af de ca. 100 år, bebyggelsen ved Fredshøj eksisterede. Derudover bestod bebyggelsen af mindre bygninger, der må ses i tilknytning til hallen.

Forslag til hvordan residensen ved Fredhøj kunne se

Forslag til hvordan residensen ved Fredshøj kan have set ud fra sydøst omkring år 550. Tegning: Niels Valentin, ROMU.

Genstandsmaterialet fra Fredshøj består i overvejende grad af lokale og skandinaviske artefakter fra perioden ca. 500-600 e.v.t. En betydelige del af genstandsmaterialet består af fibler dvs. dragtspænder. Derudover er der blandt andet også fundet blandt andet skandinaviske smykker og vægtlodder. Blandt de relativt få genstande fra fjernere egne er keramik fra Frankerriget og England.  

 

Residensområdets anden fase: Mysselhøjgård

I begyndelsen af 600-tallet flyttede residensområdet ca. 500 meter mod syd til Mysselhøjgård, hvor det fik en mere kompleks og større udformning, hvorfor det er kompliceret at tolke. Dog er det klart, at residensområdet i lange perioder bestod af to enheder: en nordlig og en sydlig. Enhederne lå tæt op ad hinanden, og var begge omkranset af et hegn. Tilsammen dækkede de to enheder et areal på ca. 40.000 m2.

Det nordlige hegn og bygningskompleks synes at have tre byggefaser i perioden ca. 600-900. I hele perioden lå en halbygning centralt placeret. Her byggede man i den første fase en ca. 45 meter lang hal, der var op til 11 meter bred, i den anden fase var hallen ca. 61 meter lang og op til 12 meter bred og i den tredje fase ca. 57 meter lang og op til 11 meter bred. I alle faser var der mindre bygninger tilknyttet hallen. I den sydlige indhegning lå i perioden ca. 600-900 også flere mindre bygninger.

Terrænmodel

Terrænmodel med forslag til, hvordan residensen ved Mysselhøjgård kan have set ud i 700-tallet. Tegning: Niels Valentin, ROMU.

Omkring år 900 rykkede den store hal til den sydlige indhegning. Bebyggelsen i den nordlige indhegning blev enten helt eller delvist nedlagt. Også efter flytningen lå en stor hal centralt i bebyggelsen, og også i dette tilfælde kan der påvises tre byggefaser. I alle tre tilfælde var hallen knap 50 meter lang og omkring 11 meter bred. Udover hallen bestod også dette bygningskompleks af flere mindre bygninger.

Genstandsmaterialet fra Mysselhøjgård er meget rigt. Der vidner blandt andet om, at der i tilknytning til residensområdet blev bedrevet håndværk og handel. Blandt andet sølvhåndværk og finere vævearbejde blev udført på stedet. Fund af vægtlodder og brudsølv afspejler en intensiv handel. Internationale forbindelser ses blandt andet ved kostbare importvarer fra Frankerriget og England samt arabiske mønter. Derudover er også fundet keramik, som både er produceret lokalt og importeret udefra. Et særligt interessant fund er en lille sølvfigur, der formentligt forestiller guden Odin.

Hvad blev bygningerne brugt til?

I alt kan der påvises seks byggefaser for residensområdet, og i alle faser er en halbygning centralt placeret. Residensområdet blev bevidst placeret på en bakketop, sådan at det kunne ses på lang afstand, og sikkert også for at beboerne kunne have et godt udsyn. På bakketoppen blev i hvert fald de tre ældste haller opført på kunstige plateauer af jord. Skulle man ind i hallen, foregik det via en særlig rampe. Alt dette gav residensen en monumental karakter, som også kom til udtryk i de store halbygninger.    

En meget stor bygning, som ikke har været anvendt til almindelig beboelse og uden stald i den ene ende, kaldes i arkæologien almindeligvis en ”hal”. At der er tale om halbygninger afsløres blandt andet også ved store stolpehuller efter tagbærende stolper. De store haller i Lejre havde seks-syv par af sådanne tagbærende stolper, der bidrog til ruminddelingen af hallen. I midten stod stolperne længst fra hinanden, hvilket skabte bygningens største rum, der må have været anvendt til repræsentative formål.     

De store haller tilhørte de stormænd, som boede i Lejre. Hallen var et symbol på deres status i samfundet. I hallens store rum modtog stormanden gæster. I midten af rummet var et langbål, og omkring bålet har sikkert været bænke. Her blev mænd placeret efter deres sociale status. Jo tættere man blev placeret på stormandens højsæde, jo højere var ens status. Det er i hvert fald det billede, som yngre middelalderlige kilder tegner af livet i vikingetidens store haller.  

Forslag til hvordan residensen ved Mysselhøjgård kan have set ud i midten af 800-tallet. Tegning: Niels Valentin, ROMU.

De øvrige bygninger på residensområdet har sikkert fungeret som boliger for stormanden, hans fornemme gæster og nærmeste mænd, hans hird. Andre har måske været særlige kultbygninger, hvor den førkristne religion blev praktiseret, og atter andre har sikkert fungeret som stalde og lagerbygninger. I disse mindre bygninger har sikkert også boet folk af lavere social status f.eks. håndværkere og trælle, der tilhørte stormandens husholdning.           

Udover bebyggelsen ved Fredshøj og Mysselhøjgård har udgravninger i landsbyen Gl. Lejre afsløret, at der under landsbyen efter alt at dømme var en boplads eller måske en værksteds- eller markedsplads, der må ses som en del af det samlede kompleks i Lejre. Måske skal denne plads tolkes som en værksteds- eller markedsplads, der blev besøgt og anvendt af handlende og håndværkere, når der på særlige tidspunkter blev afholdt markeder eller kultfester i Lejre. Området kan da have fungeret som en forsamlingsplads for dem, der ikke havde adgang til stormandsresidensen.  

 De store stendynger

Arkæologer finder ganske ofte varmepåvirkede sten, idet man i oldtiden – og længe derefter – anvendte sten til bageovne og som kogesten. Ganske ofte findes de varmepåvirkede sten i mindre dynger, der kan være samlinger af kogesten, som har været anvendt i husholdningen. Både ved Fredshøj og Mysselhøjgård er påvist dynger af varmepåvirkede sten. De er dog af en sådan karakter, at de næppe skal tolkes som sten anvendt i den daglige husholdning.

Udgravning af stendyngen ved Fredshøj. Foto: ROMU.

Dyngen af varmepåvirkede sten ved Fredshøj var ca. 1 meter høj og havde en diameter på 15-20 meter. Ved Mysselhøjgård lå stendyngen lige uden for den indhegnede bosættelse. Den var ca. 1,5 meter høj og havde en diameter på ca. 37 meter. Stendyngen var åbenbart så vigtig, at den blev bibeholdt efter flytningen fra Fredshøj til Mysselhøjgård. Deres størrelse og fund af keramik og dyreknogler i og omkring dem kan tolkes sådan, at de har spillet en rolle i forbindelse med praktiseringen af den førkristne religion. Måske blev stendyngerne anvendt i forbindelse med rituelle ofringer eller måltider.   

Grave- og offerområder

I bakkelandet vest for Fredshøj og Mysselhøjgård er fundet flere skatte. Ét består af blandt andet guldstænger, en guldring og en guldmønt. Mønten er en frankisk efterligning af en byzantinsk mønt udstedt af den byzantinske kejser i første halvdel af 500-tallet, så formentlig blev skatten nedlagt i slutningen af 500-tallet. Et andet skattefund er Lejreskatten, der blandt andet bestod af fire sølvkar og et vægtlod. Måske indgik en fornem perlekæde også i skatten, der stammer fra det sene 900-tal.

Skatte kan være deponeret af alle mulige grunde, f.eks. når det var ufredstider. Men karakteren af de to nævnte skattefund samt flere andre fund i samme område indikerer, at bakkelandet mod vest fungerede som et slags offerområde.        

Det formodede indhold i Lejreskatten. Foto: Nationalmuseet.   

På et næs i ådalen øst for bebyggelsen ved Mysselhøjgård findes gravhøjen Grydehøj. Højen måler ca. 40 meter i diameter og er knap 5 meter høj. Højen er opført ovenpå resterne af et ligbål. Udover resterne fra bålet fandt man også blandt andet guldtråde fra tekstiler og rester efter dyreofringer i højen. Kulstof 14-dateringer af trækul fra højen tyder på, at den er opført i 600-tallet. Efter alt at dømme blev en fornem og magtfuld person gravlagt i højen på det tidspunkt. I området findes også flere andre gravhøje, der ikke er udgravet.   

Lidt sydøst for Grydehøj findes en større gravplads fra vikingetiden, som blandt andet rummer rester af fire skibssætninger, hvoraf den største er ca. 90 meter lang. I den store skibssætning og i området mellem skibssætningen og Grydehøj er påvist en gravplads, hvor der er udgravet ca. 50 grave. De fleste var jordfæstegrave, men enkelte var brandgrave. Gravpladsen er ikke totaludgravet, og det formodes, at den rummer mange flere grave.   

I tilknytning til bebyggelsen ved Mysselhøjgård er også påvist en mindre gravplads, der blev anlagt, hvor den nordlige indhegning havde været, efter bebyggelsen rykkede til den sydlige indhegning. Her er påvist i alt syv grave samt løsfundne skeletdele.  

De ganske mange grave må afspejle en permanent beboelse. I århundreder levede og døde folk i Lejre, hvor de altså også blev begravet. Derudover vidner flere af gravene samt skibssætninger, gravhøje, offerfund og sikkert også de store stendynger om, at Lejre må have været en vigtig lokalitet i praktiseringen af den førkristne religion.

Luftfoto af den store skibssætning i Lejre. Skibssætningen er med sine ca. 90 meter en af de længste skibssætninger i Norden. Foto: Ole Malling, ROMU

De skriftlige kilder

Omkring år 1000 blev det oldengelske kvad ”Beowulf” nedskrevet i England. Det er i dets nedskrevne form, vi i dag kender digtet, men det antages almindeligvis, at det havde eksisteret i mundtlige versioner ganske længe, da det blev nedskrevet. Digtet omhandler helten Beowulfs bedrifter, og en stor del af handlingen udspiller sig i danernes rige, herunder i den danske kong Roars hal eller hovedsæde Heorot, som man tidligere mente var identisk med Lejre. Dette er dog en usikker tolkning. Men Beowulf-kvadets beskrivelser af livet i kong Roars hal/hovedsæde afspejler de store hallers sociale og politiske betydning i det førkristne Skandinavien.  

Ifølge den tyske biskop Thietmar af Merseburg (ca. 975-1018) var Lejre et vigtigt sted i det danske rige. Her samledes danerne hvert niende år i forbindelse med hedenske ritualer, hvor blandt andet mennesker blev ofret til guderne. Den kristne Thietmar har sikkert ønsket at tegne et dystert billede af danernes førkristne religion, hvorfor heller ikke han er en troværdig kilde. Men på den anden side afspejler Thietmars beretning efter alt at dømme, at Lejre var et politisk og religiøst center i det danske rige, som man havde hørt om i Tyskland.    

Ifølge skriftlige kilder fra dansk højmiddelalder var Lejre en historisk vigtig lokalitet. F.eks. Lejrekrøniken fra omkring 1170 Saxo Grammaticus, der skrev omkring 1200, fremstillede Lejre som danernes første kongesæde. Samme billede tegnes af Lejre i de islandske sagaer. Ifølge flere af de middelalderlige kilder var Lejre hjemsted for de berømte skjoldunger, der ifølge sagnhistorien var de første danske konger.

En pergamentside fra det såkaldte Angers-fragment, der menes at være Saxos arbejdskladde. På denne side skriver Saxo blandt andet om kong Skjold, som skjoldungerne havde navn efter. Foto: Det Kongelige Bibliotek.

De skriftlige kilder fortæller os reelt set intet om, hvad der egentlig foregik i Lejre i yngre jernalder og vikingetid dvs. i perioden fra ca. 500-1050. Men de afspejler en forestilling blandt historieskriverne om, at Lejre var et ganske særligt sted. At det vitterligt var tilfældet bekræftes af de arkæologiske undersøgelser omkring landsbyen Gl. Lejre.

Hvad var Lejre?

Især det rige genstandsmateriale, de store haller og den tilhørende bygningsstruktur samt gravmonumenter vidner om, at Lejre tilhører en særlig gruppe af aristokratiske pladser fra jernalder og vikingetiden, og at Lejre efter alt at dømme indtager en særstatus blandt disse pladser.

Selv om de arkæologiske undersøgelser ikke kan bekræfte de skriftlige udsagn om, at Lejre var danernes første kongesæde, viser arkæologien i hvert fald, at Lejre var en stormandsresidens og et omdrejningspunkt for social og politisk magt samt den førkristne religion.      

Det er muligt, at samme stormand eller stormandsslægt herskede over Lejre og andre lignende pladser, som man så rejste rundt imellem, eksempelvis pladsen ved Tissø, der kun lå ca. 45 km fra Lejre. I så fald kan stormanden meget vel have domineret et betydeligt geografisk område, som vi dog ikke kender størrelsen på. Men om der var tale om en konge, bliver formentlig aldrig endegyldigt afklaret.

Artiklen er lavet i samarbejde med ROMU.

Om artiklen

Forfatter(e)
Kasper Holdgaard Andersen, Tom Christensen
Tidsafgrænsning
500 - 1050
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
26. september 2016
Sprog
Dansk
Litteratur

Tom Christensen, Lejre bag myten. De arkæologiske udgravninger, Roskilde Museum & Jysk Arkæologisk Selskab, Højbjerg 2015.

Jørgen Jensen, Danmarks Oldtid. Yngre Jernalder og Vikingetid 400 e.Kr.-1050 e.Kr., København 2006 (2. udgave).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk