Leif Gundel: "Hvad er Demokrati?" 1946

Kilder

Kildeintroduktion:

Denne boganmeldelse i Land og Folk den 10. januar 1946 er et indlæg i en principiel debat om demokratibegrebets indhold, som udspillede sig i danske dagblade og tidsskrifter mellem juli 1945 og december 1946. I debatten deltog flere af tidens mest toneangivende intellektuelle. Leif Gundel var redaktør på Land og Folk, Danmarks Kommunistiske Partis (DKPs) dagblad. Du kan læse mere om debattens mange diskussioner og deltagere i undervisningstemaet Demokratidebatten 1945-46.

Hal Koch: Hvad er Demokrati? (Gyldendal). S. Gammelgård Jacobsen: Demokratiet og dets Fremtid (Carit Andersen). Nic. Stang: Demokratisk Gjenfødelse (Joh. Grundt Tanum, Oslo). P. Skov: Den ene - og de mange (Gyldendal).

I seks lange aar har menneskeheden kæmpet en blodig krig for eller imod "demokratiet". Folk i almindelighed har ikke været i tvivl om, hvad der skulde forstaas herved. Ordet betyder jo simpelthen "folkestyre" - det er folket, der skal styre, og ikke et priviligeret mindretal. Man kan strides om, hvilke midler der lettest og sikrest fører til maalet, det fuldkomne folkestyre, hvor folkets vilje er landets lov, i de største som i de mindste forhold. Det kan ogsaa diskuteres, hvilke former folkestyret bør have til enhver given historisk tid indenfor de økonomiske og sociale rammer, der afstikkes af produktionsmidlernes udvikling.

Men selve folkestyrets idé burde være hævet over enhver diskussion efter den sejrrige krig mod fascismen. Den verdensomspændende fallit for demokratiet, som diktaturstaternes propagandamaskineri havde "forudset", udeblev, og dermed skulde grunden være taget væk under fødderne paa alle dem, der mere eller mindre maskeret - ofte i demokratiets eget navn - gik til angreb paa folkestyret og søgte at undergrave det ved at pille ved det hist og her, altsammen naturligvis i de bedste hensigter! Men det var ikke folkestyret, der var noget galt ved - det var manglen paa det, dets utilstrækkelige gennemførelse, der var kilden til de vestlige demokratiers svaghed i den afgørende stund.

Derfor er det ogsaa med en ikke ringe skepsis, at man giver sig i lag med den strøm af litteratur, der i øjeblikket søger at "fortolke" demokratiet. Det er ikke nye teorier, der tiltrænges idag. Det er handling, der er brug for. Det drejer sig ikke om at finde ud af, hvad demokratiet er, men at sætte folkestyret i kraft, at gennemføre det til bunds og til tops. Den, der tror paa folket og har tillid til dets skabende og byggende kraft, og den, der i den 29. august, i folkestrejkerne og i frihedsraadets autoritet, saa et overbevisende udtryk for det danske folks højtudviklede politiske modenhed, kan ikke have noget tilovers for dem, der her ønsker at begrænse demokratiet, og som paaskud hertil benytter netop folkets handlekraftige optræden under besættelsen. "Teorien" gaar ud paa, at det slet ikke er meningen, at folket skal have direkte haand i hanke med statens styrelse, men kun indirekte gennem de folkevalgte, "ansvarlige" repræsentanter. Strejken og demonstrationen som politisk vaaben fordømmes som "pøbelvælde", og selv et flertals udnyttelse af dets majoritet mistænkeliggøres som "flertalsdiktatur".

 

Tendenser af denne art kommer særligt tydeligt til orde i professor Hal Kochs pjece i Gyldendals folkevirke-serie med titlen "Hvad er demokrati?". Havde Fr. Engels levet i vore dage, vilde denne pjece have givet ham stof til en ny Anti-Dühring, der vilde have formet sig som en straalende satire over det bagstræb, der i det moderne Danmark arbejder under demokratiets, ja endog under socialdemokratiets maske. Jeg er ikke en Engels, og dette er kun en kronik i et dagblad, men jeg kan dog antyde nogle af de punkter hos Hal Koch, som socialismens store teoretiker vilde have gjort til genstand for sit naadeløse vid.

Ogsaa i denne pjece lufter Hal Koch sin modvilje mod udrensningen. Kravet om fjernelse af alle tjenestemænd, der har ytret sig imod demokratiet, stemples som udslag af en diktatorisk intolerance, og Hal Koch tillader sig i denne forbindelse at paakalde kravet fra besættelsens tid om frihed for tanke og ord. Det falder ham ikke ind, at man kan forlange, at en embedsmand ligesom alle andre fagfolk skal opfylde visse krav, for at samfundet skal kunne anse ham for skikket til sit hverv. En læge kan ikke fortsat udøve sin lægegerning, eller en sagfører beholde sin bestalling, hvis han har forsyndet sig mod visse etiske eller andre love. Paa samme maade turde det dog være ganske naturligt, at et demokratisk samfund udskifter de embedsmænd, der har forsyndet sig mod demokratiet.

Denne selvfølgelighed vægrer Hal Koch sig mod ved at opkaste spørgsmaalet: hvad er demokrati, og hvem træffer afgørelsen? - og ved at besvare det paa en maade, der er saa udflydende og hovedløs, at det er værre end intet svar. I stedet for det enkle og entydige svar, at demokrati er folkestyre, hvormed det straks er defineret, at enhver bestræbelse paa at indskrænke folkets adgang til at styre sine egne anliggender er antidemokratisk, og at enhver bestræbelse paa at udvide denne adgang er fremmende for demokratiet, vil Hal Koch fortælle os, at demokratiet "er en tankegang, en livsform, som man først tilegner sig derved, at man lever den igennem i det allersnævreste private liv", - at "det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes". Efter denne recept bliver demokratiet jo ikke til andet end steg i himlen.

Med enestaaende sofisteri sidestiller Hal Koch de saakaldte afstemninger i Hitlers Tyskland, hvor resultatet paa forhaand var forfalsket, med det daglige arbejde i et dansk sogneraad, hvor flertallet benytter sin ved et demokratisk valg opnaaede majoritet til at gennemføre sit Program. Hal Koch "glemmer", at mindretallet i sogneraadet faar sin chance ved det næste valg. Under Hitler fik det tyske demokrati aldrig en chance af denne art.

Og naar Hal Koch om det tyske jødehad skriver, at "om saa 99 pCt. af hele jordens befolkning er saaledes indstillet, vil antisemitisme i den form ligefuldt vedblive at være forbryderisk og uforenelig med demokrati", saa lyder det jo meget smukt og bestikkende, fordi de fleste idag - heldigvis - er enige med Hal Koch i, at antisemitisme er forbryderisk. Men at argumentet ikke desto er forløjet er let at paavise. Der er endnu mange mennesker, der betragter den private ejendomsret til jord, fabrikker osv. som en "hellig" ret og ethvert indgreb i denne ret som forbryderisk. Naar denne gruppe engang - forhaabentligt - svinder ind til een procent af menneskeheden, hvad saa, hr. professor? Er socialisering saa stadig forbryderisk og uforenelig med demokrati? Det er aabenbart netop professorens mening, idet han længere henne i pjecen erklærer: "Hvis flertallet i befolkningen ser sin fordel i økonomisk at underkue et mindretal, kan denne handling aldrig faa karakter af ret, selvom den aldrig saa meget foregaar under parlamentariske former" (s. 73). Saa er det jo det rene frasemageri, naar Hal Koch paa side 22 bekender sin tro paa det økonomiske demokrati.

Selvfølgelig kan han ikke dy sig for at citere Grundtvigs digt om frihed for Loke saavel som for Thor, for alt, hvad der stammer fra aand. Dette bruges nu som før krigen som et argument for at give nazismen her i landet fuld ytrings- og foreningsfrihed. Men er man nu ogsaa saa sikker paa, at Grundtvig vilde være særlig begejstret for sine moderne eftersnakkere? I det samme digt staar der ogsaa men ikke citeret af Hal Koch -:

"Frihed, men ikke som ulv og bjørn,
kun som voksne menneske-børn."

Gad vist, om ikke Grundtvig vilde have tænkt paa ulve og bjørne ved synet af vore dages nazister!

 

Det maa være før, han havde læst Hal Kochs pjece, at Gammelgård Jacobsen i sin lille bog om "Demokratiet og dets Fremtid" slaar til lyd for, at Hal Koch skulde skrive en lærebog i demokratiets aand og mening. Nok er hans egen redegørelse hist og her præget af Hal Kochs Synspunkter, som naar han mener, at den socialistiske planøkonomi indebærer visse farer for frihedsrettighederne, men han gaar dog fuldt og helt ind for det økonomiske demokrati, altsaa for folkestyrets udvidelse til det erhvervs- og produktionsmæssige, og hvor Hal Koch kun er negativ i sin mistillid til folket, anviser Gammelgård Jacobsen dog i det mindste positive veje til at sikre demokratiet mod de farer, der truer det.

Bogen indeholder en nyttig oversigt over demokratiets grundprincipper som formuleret i den amerikanske uafhængighedserklæring i den franske erklæring om menneske- og borgerrettighederne. Hvis forfatteren foruden disse ogsaa havde aftrykt første kapitel af sovjet-forfatningen, vilde det have været vanskeligt for ham at overbevise sine læsere om, at "Sovjetunionen... til trods for... at forfatningen af 1936 var et stort skridt i demokratisk retning... dog politisk set stadig er et diktatur". Det skal dog tilføjes, at Gammelgård Jacobsen fører et varmt og rigtigt forsvar for oktoberrevolutionens metoder og resultater, men hvorfor saa skæmme billedet med denne efterplapren - uden mindste forsøg paa et bevis - af den taabelige paastand om, at Sovjetunionen ikke er demokratisk?

Men bortset fra enkelte skønhedsfejl af denne og lignende art, indenholder Gammelgård Jacobsens bog i en letlæselig form en række udmærkede betragtninger over spørgsmaalet om demokratiets sikring og udbygning i fremtiden. Hans angreb paa folkeskolen - "den danske folkeskole er ikke sin opgave voksen" - burde læses af alle folkeskolelærere og især i undervisningsministeriet, selvom der næppe er haab om, at det vil gøre indtryk paa den nuværende undervisningsminister.

Ogsaa hans forslag til en forædling af pressen er nok værd at studere. Han foreslaar bl. a. at Rigsdagstidende skulle udsendes som gratis tillæg til alle dagblade. Maa jeg stille dét vistnok noget mere praktiske ændringsforslag, at staten tegner alle danske husstande for et gratis abonnement? Og at vi pressefolk saa faar lov til at nøjes med at føre en kampagne for, at Rigsdagstidende ogsaa virkelig bliver læst.

Kravene om renlighed i den politiske debat, om fuld offentlighed om regeringens handlinger og i det hele om større offentlighed i forvaltningen - afskaffelse af embedsmændenes hemmelighedskræmmeri - er krav, som saa ubetinget er i folkestyrets interesse, at alle fremskridtsvenlige kræfter maa kunne samles om dem.

 

Medens Gammelgård Jacobsen peger vej fremad paa basis af besættelsestidens og frihedskampens erfaringer, er nordmanden Nic. Stang staaet stille. Det fremgaar allerede af titlen paa hans bog, "Demokratiets Gjenfødelse", - genfødelse, ikke fornyelse. Forlaget meddeler, at Nic. Stang i krigsaarene var afsondret i ensomhed, og selv fremhæver han, at han bevidst har afholdt sig fra at læse de sidste aars litteratur om demokratiet. Resultatet er blevet derefter: Stang har sat parentes om besættelsesaarene, omend ud fra ganske andre motiver end de gamle politikere herhjemme, der gerne vilde gøre det samme.

Men virkningen bliver alligevel ens, selvom Stang ubestrideligt er demokrat til fingerspidserne i den bedste gammeldags forstand af ordet. Men han vil blot bygge videre paa 1939-40, som om der intet var sket i mellemtiden. Det er derfor ganske logisk, at han vil være tilfreds med, at det politiske demokrati udvides til ogsaa at være socialt, hvormed han blot mener, at det afbrudte sociale reformarbejde skal videreføres ad de gammelkendte baner. Det revolutionære spring til kravet om økonomisk demokrati har Stang ikke kunnet gøre med, isoleret som han har holdt sig fra omverdenens udvikling.

Derfor kommer hans bog ogsaa til at svæve frit i luften. Det er blevet til stuelærdom - prætenderer for saa vidt heller ikke andet - og kan højst paakalde en vis historisk interesse for den, der vil vide, hvad en ærlig demokrat mener om førkrigstidens demokrati.

I et helt andet plan end de ovenfor behandlede smaaskrifter ligger P. Skovs filosofiske essays med titlen "Den ene - og de mange". Nok er denne bog ogsaa stuelærdom i den forstand, at den næppe har bud til et større publikum, men den er ikke som Stangs drømmerier om demokratiet grebet saa at sige ud af luften. Den bygger tværtimod paa et enormt materiale af etik, sociologi, psykologi og meget andet som forfatteren har tygget grundigt igennem og her serverer i en særpræget og ofte særdeles interessant form.

Forfatteren har sat sig for at undersøge det enkelte individs forhold til sine omgivelser og til samfundet som helhed. Man vil være uenig i mange af hans konklusioner, men man kan ikke være ligegyldig overfor dem. Man kan undertiden ærgre sig over en unødvendigt omstændelig udtryksform, men man kan ikke bestride forfatterens aabenbare trang til at trænge til bunds i de enkelte problemer eller hans held til at gøre det i adskillige tilfælde.

Ofte lykkes det ham med en enkelt sætning at anskueliggøre sine opfattelser paa en slaaende, klar maade. Som naar han siger, at "nationalfølelse er ... ikke andet end en udvidet jeg-følelse". Eller: "Er en lovlig begunstiget overklasse engang opstaaet og bleven tolereret, vil den kæmpe til sidste blodsdraabe for sine privilegier i naiv overbevisning om at have retten paa sin side". Eller: "Kun det samfund er solidt opbygget, hvori massen har andel i sin tids kultur". At omforme samfundet for at gøre det bedre vil sige at "nærme det til de herskende forestillinger om, hvorledes det burde være". Om antidemokratiske bevægelser: "De er aabenbart et tilbagefald til barbari og fortjener ingen skaansel. Tolerance er godt i alle forhold - men desværre uanvendelig overfor dem, som præker intolerance". Om statskirken: "Enhver national kirke bilder sig og sine troende ind at have et selvfølgeligt krav paa Vorherres særlige velvilje. Dermed er den aabenbart paa moralske afveje". "Moralen er... som et hus, der ikke kan rives ned, fordi det stadig skal bebos, men gennem utallige smaa reparationer, snart her, snart der, langsomt og umærkeligt bliver et helt nyt hus". "Regeringer gør som bekendt aldrig noget ud over at holde tingene gaaende og sig selv ved magten, med mindre vælgerne driver dem dertil". Religionen i dag, i modsætning til dens første revolutionære stadium, fører en "magelig tilværelse som aldersrentenyder fra staten".

Det er ikke nødvendigt at blive ved. Allerede disse citater er nok til at vise, at Skov, der fik idéen til sin bog, da han i 1935 opholdt sig som Danmarks minister i Prag, der dengang allerede var begyndt at føle den akute trusel fra Hitlers Tyskland, er en aktiv demokrat, hvis synspunkter det er lønnende at sætte sig ind i.

Skov er en ypperlig dialektiker, der fuldtud har erkendt, at ingen detaille kan forstaas, hvis den ikke ses i sin sammenhæng med helheden. Og som filosof maa han ganske givet betegnes som materialist. Naar han alligevel ikke er tilhænger af den dialektiske materialisme, altsaa af den verdensopfattelse, der er marxismens, skyldes det øjensynligt, at hans studier af Marx og Engels har været betydeligt mindre grundige end af de mange andre værker, han har gennempløjet. Der er mange henvisninger til marxismen i Skovs bog, og de er alle præget af sympati, men i næsten hver eneste af dem findes der den lille misforstaaelse, den lille skævhed i fortolkningen, der forhindrer ham selv, og dermed hans uindviede læsere, i at faa et sandt billede af marxismen.

Naar man er færdig med denne bog, der i smuk stræben efter fordomsfri erkendelse af tidens problemer er forbilledlig, kunde man ønske, at fhv. minister Skov vilde benytte sit otium til at sætte sig virkelig grundigt ind i Marx' Engels', Lenins og Stalins værker, og at han saa vilde berige det borgerlige læserpublikum i Danmark, som han med sin position, sin traditionelle liberalisme og sin værdige og saglige form har alle chancer for at faa i tale, med sin personlige fremstilling af den dialektiske materialisme, som han i det nu foreliggende værk kun er paa nippet til at forstaa og tilegne sig.

Hvor Hal Koch kun forplumrer demokratiets vand, vilde P. Skov destillere det.

Om kilden

Forfatter(e)
Leif Gundel
Dateret
10.01.1946
Oprindelse
Land og Folk 10/1 1946 s. 2. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 140-148.
Kildetype
Avisartikel, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Forfatter(e)
Leif Gundel
Dateret
10.01.1946
Oprindelse
Land og Folk 10/1 1946 s. 2. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 140-148.
Kildetype
Avisartikel, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk