Leif Gundel: "Demokrati lig Folkestyre" 1946

Kilder

Kildeintroduktion:

Denne boganmeldelse fra Politiken den 6. april 1946 er et indlæg i en principiel debat om demokratibegrebets indhold, som udspillede sig i danske dagblade og tidsskrifter mellem juli 1945 og december 1946. I debatten deltog flere af tidens mest toneangivende intellektuelle. Leif Gundel var redaktør på Land og Folk, Danmarks Kommunistiske Partis (DKPs) dagblad. Du kan læse mere om debattens mange diskussioner og deltagere i undervisningstemaet Demokratidebatten 1945-46.

Redaktør Leif Gundel imødegaar Poul Henningsens Sondring mellem Demokrati og Folkestyre og hævder, at denne i Realiteten kun kan opfattes som et Angreb paa Demokratiet.

I en kronik i Politiken d. 30. marts har Poul Henningsen benyttet en boganmeldelse, jeg skrev for et par maaneder siden i Land og Folk, som udgangspunkt for nogle betragtninger over begreberne folkestyre og demokrati.

Maa jeg først sige, at Poul Henningsen gør min ringhed for megen ære - og tilskriver mit parti for liden evne til teoretisk tænkning - ved at udraabe min artikel som "den eneste mere samlede fremstilling af hvad Det kommunistiske parti forstaar ved demokrati". Som enhver anden kommunist har jeg ganske vist en vis pligt til at "studere, overveje og selvstændigt søge at løse partiets problemer" (for at tale med Lenin), og jeg haaber naturligvis, at dette ogsaa i nogen grad er lykkedes mig i det foreliggende tilfælde. Men Poul Henningsen og enhver anden interesseret kunde jo uden større besvær have fundet betydeligt mere autoritative udtalelser om de danske kommunisters stilling til demokratiet. Af nyere dato behøver jeg saaledes blot at nævne det politiske program, der blev vedtaget paa partikongressen i Aarhus i januar i aar.

Men selvom vi nu forudsætter, at min artikel giver et korrekt indtryk af kommunisternes stilling til demokratiet, skal det straks siges, at Poul Henningsens referat ikke giver et korrekt indtryk af min artikel. Noget kunde tyde paa, at han overhovedet ikke har læst den, men kun set den i uddrag et eller andet sted. Om et af mine citater hedder det saaledes, at det "formentlig" sigter til en udtalelse af Hal Koch om de ulovlige strejker. Nej. Hal Koch opkaster spørgsmaalet: hvad er demokrati, og hvem træffer afgørelsen? Og hertil skriver jeg:

- I stedet for det enkle og entydige svar, at demokrati er folkestyre, hvormed det straks er defineret, at enhver bestræbelse paa at indskrænke folkets adgang til at styre sine egne anliggender er antidemokratisk, og at enhver bestræbelse for at udvide denne adgang er fremmende for demokratiet, vil Hal Koch fortælle os, at demokratiet "er en tankegang, en livsform, som man først tilegner sig derved, at man lever den igennem i det allersnævreste private liv", - at "det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes". Efter denne recept bliver demokratiet jo ikke til andet end steg i himlen.

Saadan var citatet, og jeg kan for saa vidt godt forstaa, at Poul Henningsen ikke har brudt sig om at citere det i dets helhed, for det vilde paa forhaand have berøvet ham en del af hans argumentation.

Naar man bruger ordene folkestyre og demokrati, har man pligt til klart at definere, hvad man mener, skriver Poul Henningsen. Folkestyre er bare en regeringsform, erklærer han "Gennem almindelig og lige valgret konstaterer man den øjeblikkelige folkevilje med mellemrum og landets styre rettes derefter". Men "ved demokrati maa vi forstaa noget mere end folkestyre nemlig almindelig stemmeret plus en konsekvent opdragelse til frihed så folkets sande vilje i størst mulige udstrækning kommer til at bestemme landets styre".

Er det klart? Eller er det ikke blot at forplumre vandene? Jeg opstillede som demokratiets maal "det fuldkomne folkestyre, hvor folkets vilje er landets lov". Poul Henningsen definerer demokratiet som "noget mere" end folkestyret, nemlig en tilstand, hvor folkets sande vilje er landets lov. Tilsyneladende er der altsaa kun ordet "sande" os imellem, og dog røber dette lille ord et svælg i opfattelsen.

For hele denne tale - den Hal Kochske om demokratiet som en livsform, der skal tilegnes, ikke som et system, der skal gennemføres, og den Poul Henningsenske om demokratiet som "et maal som de demokratiske partier stræber efter og som kun med tilnærmelse kan naas" - er i realiteten et angreb paa demokratiet, et udtryk for dyb mistillid til folkestyret.

Poul Henningsen er ærlig nok, hvad dette sidste angaar. "Det danske folk er ikke modent nok til at vareta sine egne interesser". Det er den samme paastand, demokratiets fjender har ført i marken til alle tider. Vi har været længere fremme mod politisk modenhed end noget andet land, siger han ganske vist. "Men det maa ikke overspringes at meget er sat overstyr under besættelsen". Og ganske som Hal Koch finder Poul Henningsen "beviset" for denne paastand i udrensningslovene! Og i kravet om forbud mod nazistisk virksomhed!

Her er vi ved selve roden til den stærke trang til at "revidere" vores opfattelse af demokratiet, som har gjort sig gældende i visse krese i de senere maaneder. Det er de udenomsparlamentariske manifestationer af folkeviljen netop i dette spørgsmaal, der har bragt Poul Henningsen & Co. i alarmtilstand - der maa være noget galt ved folkestyret, naar noget saadant kan passere, det er gaaet for vidt!

Kommunisterne er af den stik modsatte opfattelse. Folkestyret er ikke gaaet vidt nok. Folkets vilje er ingenlunde blevet landets lov. Demokratiet sejrede over nazismen, men der er langt igen, før det har sejret i vores egne indre forhold. Det er billig demagogi, naar Poul Henningsen skriver, at kommunisterne næppe vil anse "Venstres fremgang ved de to sidste valg for at være udtryk for en folkevilje de har pligt til at bøje sig ærbødigt under". Vi vilde bekæmpe en Venstre-regering, hvad enten den var i mindretal eller i flertal (hvad den som bekendt ikke er), men hvis den var i flertal, maatte vi naturligvis opfatte den som et udtryk for det danske folks vilje paa ganske samme maade, som Hitler var - eller blev - et udtryk for det tyske folks vilje.

Men dette skal dog ikke forhindre os i under de herskende omstændigheder at kæmpe under parolen "folkets vilje - landets lov", af den simple grund, at vi i det danske folks enige frihedskamp under besættelsen ser en sikker garanti for dets demokratiske instinkter. Og vi er ikke blevet svækket i denne tillid ved den omstændighed, at Venstre forbedrede sin minoritet i folketinget med 10 mandater (hvoraf de 5 paa konservativ bekostning). Der skal socialdemokratisk sofisteri til at udlægge dette som et udtryk for, at folkeviljen krævede en Venstre-regering.

Dette er taagesnak af samme antidemokratiske natur som forsøget paa at fremstille demokratiet som noget andet end folkestyret. Hvad skal denne jongleren med ordene dog til? Folkestyre er jo ikke andet end den danske oversættelse af det græske ord demokrati. Men som fremmedord egner det sig til at "udlægges". Folkestyre kan man derimod ikke tage fejl af. Det er entydigt. Man kan diskutere dets form og midlerne til dets praktisering, men ikke dets indhold.

Man skal blot ikke lade sig forbløffe af ordvalget. For blot at tage et saa omstridt begreb som proletariatets diktatur: det er intet andet end en demokratisk republik, hvor proletariatet har opnaaet flertallet og udøver sit flertal.

Det er, hvad der sker i Sovjetunionen. Det er forstemmende at se en mand som Poul Henningsen, der gennem sin livlige omgang med marxistiske krese før krigen burde vide bedre, skrive, at den "østlige" form for demokrati "unægtelig ikke hviler paa større tillid til at folket af sig selv skal kunne vareta sine egne interesser". Blot et enkelt eksempel vil afsløre, hvor forløjet denne paastand er:

Bortset fra, at de forskellige sovjetter vælges ved lige og hemmelige valg, er det en fast praksis, at arbejderne i fabrikkerne vælger en del af deres bedste kammerater til at deltage i det lokale administrationsarbejde i deres fritid. Disse frivillige arbejdere kaldes aktivister, og det kan eksempelvis nævnes, at der i 1936 var ikke mindre end 1000 saadanne aktivister beskæftiget alene i Moskva-sovjettens sundhedsudvalg foruden de 600 faste medlemmer af udvalget. Aktivisternes arbejde er af den største betydning som et bindeled mellem befolkningen og de offentlige myndigheder, og det behøver ikke nærmere forklaring, hvorledes dette system effektivt bidrager til, at folkets vilje ogsaa virkelig bliver landets lov. Ganske bortset fra sovjetvælgernes ret til naarsomhelst at tilbagekalde en deputeret, hvis de ikke er tilfredse med hans arbejde.

Til gengæld er sovjetdemokratiet ikke befængt med eksistensen af nazistiske partier i dets midte. Og vi deler ikke Poul Henningsens frygt for, at et forbud mod det danske nazistparti skulde skabe præcedens for et forbud mod det kommunistiske parti i tilfælde af en valgsejr for de højreorienterede partier. Denne omsorg for vores vel er næsten for meget af det gode. Vi er tværtimod af den bestemte opfattelse, at et forbud mod al nazistisk virksomhed her i landet sammen med en gennemført udrensning er en nødvendig forudsætning for en virkelig sikring af det danske demokrati, en barrière mod fremvæksten af alle reaktionære tendenser.

Om kilden

Forfatter(e)
Leif Gundel
Dateret
6
Oprindelse
Politiken 6/4 1946 s. 7. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 208-212.
Kildetype
Avisartikel, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Forfatter(e)
Leif Gundel
Dateret
6
Oprindelse
Politiken 6/4 1946 s. 7. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 208-212.
Kildetype
Avisartikel, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk