Leder om Staunings død, Social-Demokraten 4. maj 1942

Kilder

Kildeintroduktion:

Thorvald Stauning (1873-1942) var socialdemokratisk statsminister i 1924-26 og igen fra 1929 til sin død 3. maj 1942. Han er den længst siddende statsminister i danmarkshistorien. Især for arbejdere blev hans liv et symbol på den sociale, kulturelle og demokratiske udvikling, han og Socialdemokratiet havde stået i spidsen for siden århundredeskiftet.
Efter Staunings død udsendte de fleste af landets aviser nekrologer for den afdøde statsminister, hvori hans liv og politiske karriere blev opsummeret og vurderet. Nedenfor er gengivet Social-Demokratens leder fra 4. maj 1942. Social-Demokraten var en dansk socialdemokratisk avis, grundlagt i 1871.


Fotografi af Stauning i sit hjem i 1939.
Fra Det Kongelige Bibliotek
.

 

Stauning.

EN HØVDING er død just i en skæbnetung Tid, hvor vi mere end nogensinde behøvede hans Kløgt og Myndighed. Ingen Del af den danske Befolkning vil være uberørt af Sorgen over Staunings Død, men Smerteligst vil Dødsbudskabet ramme den danske Arbejderbefolkning, der i Dag vil bøje Hovedet i Sorg og dyb Taknemlighed for alt, hvad Stauning udrettede. Gennem en Menneskealder var han Arbejderbevægelsens selvskrevne Fører. Han, fremfor nogen anden Enkeltmand, forberedte dens Sejre og ledede dens Fremgang. Han var dens Personifikation. Hans Navn og Gerning vil vedblive at være et lysende Symbol. Hans Eftermæle vil leve videre i vor Historie, uløseligt knyttet til et af dens smukkeste Kapitler: en kuet Arbejderklasses Opstigen til Ligeret, Magt og Ansvar – netop en Forudsætning for den Samling, hvis naturlige Midtpunkt Stauning blev i Kraft af sin Autoritet og Statsmandskløgt.

Der har staaet større Glans om mangen anden dansk Politiker, men ingen af dem naaede som Stauning foruden at inkarnere sin egen Klasses bedste Egenskaber tillige at vokse ud af Partifejderne som en central Statsmandsskikkelse – et Samlingsmærke for en hel Nation.

VEL TAGER Staunings Levned sig ud som et Eventyr, men det blev formet af Flid og Troskab. Stauning havde visselig ingen af Eventyrernes Egenskaber, hans Sejre var aldrig letkøbte, han havde ingen Sans for den tilfældige Chance og den flygtige Sukces. Det københavnske Arbejderbarn, Tobaksarbejderen, der blev Danmarks Statsminister gennem næsten en halv Menneskealder – det er en skønnere Saga end det gamle lidt triste Eventyr om Fattigmandssønnen, der i Kraft af Held og Evner stiger op til Magt og Ære ved at skille sig fra og fornægte den Klasse, der var hans Ophav. Stauning tog sin Klasse med sig i Fremgangen. Den bar ham, han førte den. Den havde en tryg Følelse af, at hvor han færdedes, var den ikke lukket ude. Hans Oprindelse var og blev ham en hellig Forpligtelse. Arbejderklassen kunde stole paa ham som en usvigelig trofast Søn.

STAUNING var ikke beslægtet med hine fine Taktikere, der kan skjule deres virkelige Hensigter saa omhyggeligt, at de selv risikerer at glemme dem, og han havde aldrig nogen Lighed med de forsigtige Politikere, som assurerer sig mod Faren for at gøre noget forkert ved intet at gøre. Hans Klogskab var aldrig Snuhed, han var tværtimod af en Aabenhed, der ofte kunde chokere Modstanderne, og Gang paa Gang steg han efter en opslidende og ørkesløs Stillingskrig ud af Dækningen til forløsende Kamp i aaben Mark.

Stauning fornemste Statsmandsegenskaber var uden Tvivl hans særegne Evne til at lade Tingene selv arbejde for sig, lade den organiske Vækst tjene sine Formaal. De utaalmodige river Frugten af Træerne, inden den er moden. De nervøse spiser halvbagt Brød. Stauning havde Tid og Ligevægt til at lade Begivenhederne udvikle sig til et tjenligt Stadium. Man saa aldrig ham løbe om Kap med en Situation. Han havde aldrig travlt i den Forstand, benaadet, som han var, med en sjælden Evne til at tiltrække Begivenhederne. Han kunde ganske vist i sine senere Aar gøre det alene i Kraft af sin Stilling, men oprindelig var det naturligvis denne særlige Evne, der førte ham frem til Centret, Tyngdepunktet i dansk Politik.

SOM POLITIKER, som Agitator følte Stauning sig aldrig forpligtet til at underholde et Publikum. Han var ærlig og nøgtern i Forhold til Sagerne; i sit Forhold til Offentligheden blufærdig, blotet for Behagesyge. Naturligvis, en Agitator er altid en Sjælefænger, men Stauning fangede kun Sjæle for en Sag, der var blevet en Del af hans eget Væsen.

Al den Hyldest, han modtog, ogsaa naar den i store Øjeblikke bruste ham i Møde, var blottet for Hysteri. Det skyldtes ikke blot sund Nøgternhed i hans Folkefølge, men ogsaa hans egen Personlighed. Den indbød ikke til Overdrivelser. Han var jævn i sin Færd, selskabelig og kammeratlig af Karakter. Han kunde være den gladeste blandt de glade – og dog midt i Mylderet, der omgav Stauning, kunde han til Tider synes lidt ensom. Aldrig kunstigt tilknappet, aldrig omgivende sig ned Ufejlbarlighedens kolde Tomrum – og alligevel anedes der bestandig om ham en Aura af Respekt, der skiller uden at saare, fordi den føles noget naturligt.

Som Faderen i en stor Familie maatte han ofte blive alene med sine Bekymringer.

SOM EN saadan Fader blev han først forstaaet og elsket af den danske Arbejderbefolkning, og efterhaanden blev han ogsaa opfattet saadan af andre Befolkningskredse.

I de sidste Aar voksede Bekymringerne, tyngede Ansvaret haardere end nogensinde før, samtidig med at Kræfterne undertiden truede med at svigte. Han blev mere faamælt under Byrdernes og Sorgernes Tryk, men vaklede aldrig i sin Tro paa Fremtiden. Intet Øjeblik svigtede hans dybe Pligttroskab, intet Øjeblik veg han fra Ansvarets stenede Vej. Nu er han segnet under Byrden. Han selv naaede ikke ind i det forjættede Land, men han efterlader en Daad og et Eftermæle, som kan lede os andre paa vor videre Vandring mod det, der til det sidste var Maalet for al hans Længsel, al hans Stræben: Et frit Folkets Danmark.