Landstingets adresse til Christian 9. 19. marts 1885

Kilder

Kildeintroduktion:

Den 19. marts 1885 sendte Landstinget, som var domineret af Højre, en adresse til Christian 9. Dagen forinden havde Folketinget, som var domineret af Venstre, også rettet henvendelse til kongen. Landstingets adresse udtrykte Landstingets synspunkt, nemlig at Folketinget burde være mere imødekommende i forhandlingerne om den nye finanslov. Ifølge Landstinget var Folketinget uvillig til at samarbejde med regeringen og Landstinget, fordi det mente, at regeringen skulle udgå af Folketinget, hvortil der var lige og almindelig valgret. Det var ifølge Landstinget urimeligt, fordi det ville tilsidesætte kongens grundlovssikrede ret til at udpege sit ministerium.

Samarbejdet mellem J.B.S. Estrups regering og Landtinget på den ene side og Folketinget på den anden side var i foråret 1885 meget dårligt, og udsigterne til, at der kunne vedtages en finanslov for det nye finansår, som begyndte 1. april, var ikke store. Forhandlingerne om finansloven var sjældent færdige inden 1. april. Derfor vedtog Rigsdagen normalt en midlertidig finanslov, som forlængede fristen for at nå til enighed om en ordinær finanslov - normalt to uger eller en måned. På blandt andet den konservative juraprofessor Henning Matzens foranledning øjnede regeringen imidlertid muligheden for at gennemføre en provisorisk (foreløbig) finanslov, ligesom tilfældet havde været i 1877. Derfor besluttede Landstinget, hvor regeringspartiet Højre havde flertal, at forhandlingerne om den midlertidige finanslov ikke skulle behandles i et fællesudvalg, således som det normalt ville være tilfældet, når de to ting ikke kunne enes. Herved gik finanslovsprocessen i stå, og regeringen fik mulighed for at afbryde forhandlingerne og udstede en provisorisk finanslov.
Kongen svarede de to ting i en fællesadresse til hele Rigsdagen. Herefter fortsatte forhandlingerne om finansloven, men det var umuligt at nå til enighed. Derfor udstedte regeringen en provisorisk finanslov 1. april 1885, som markerede begyndelsen af den periode i danmarkshistorien, der er blevet kendt som provisorieårene.

XXXIII.

Adresse til Kongen.

(Som vedtaget af Landsthinget ved eneste Behandling den 19de Marts 1885.)

Allernaadigste Konge!

Baade i 1873 og 1883 har Landsthinget for Deres Majestæt maattet udtale sin Beklagelse over, at Udbyttet af Rigsdagens Samlinger ikke staar i passende Forhold til den Tid, som de medtage. Denne Beklagelse maa det efter den senere Tids Erfaring nu give et saa meget stærkere Udtryk, som Lovgivningsarbeidet i det Væsentlige er standset, fordi Folkethinget vægrer sig ved at behandle de allerfleste af de mange efter vort Skøn gode og tildels paatrængende Lovforslag, som Deres Majestæts Ministre forelægge, medens dog Samlingernes Længde ikke mindskes, navnlig fordi Finantslovbehandlingen trækkes i Langdrag. Under disse Omstændigheder maatte Landsthinget anse det for uforsvarligt at yde sin Medvirkning til Finantslovbehandlingens Udstrækning udover Finantsaarets Udgang og gav allerede i Fjor denne sin Anskuelse et Udtryk ved Forkastelsen af det da forelagte Forslag til en midlertidig Finantslov. En yderligere Grund hertil afgav den ved Behandlingen af Statsregnskabet for Finantsaaret 1881—82 indvundne Erfaring, at Folkethinget fortolkede den midlertidige Finantslovs hidtidige Affattelse paa en Maade, der ikke blot stod i en bestemt Modstrid med Landsthingets Forstaaelse deraf, men ogsaa vilde kunne umuliggøre en forsvarlig Førelse af Statshusholdningen. Deres Majestæts Ministerium stillede derfor Forslag til en brugelig Affattelse, som Landsthinget i det Væsentlige vedtog, og fra Folkethingets Mindretal fremsattes yderligere Forslag i samme Øiemed; men disse Forslag fandt ingen Imødekommen fra Folkethingets Flertal, der fastholdt baade den ældre Affattelse og Folkethingets Forstaaelse deraf paa en saadan Maade, at Landsthinget for Tiden maatte anse den fortsatte Forhandling for haabløs. Naar det siges til Deres Majestæt, at Forsøget paa at tilveiebringe en midlertidig Finantsbevilling med Ministeriets Billigelse blev opgivet af Landsthinget, uden at der blev prøvet Anvendelse af de Midler, som Grundloven foreskriver til Udjevning af Uoverensstemmelser mellem Thingene, bør derfor den Forklaring tilføies, at Afbrydelsen først og fremmest foranledigedes ved Mangel af Imødekommen fra Folkethingets Flertal.

Forsaavidt man nu har villet opfatte Landsthingets Forkastelse af den midlertidige Finantslov som sigtende til at vanskeliggjøre Overenskomst mellem Thingene, saa behøve vi, for at godtgjøre Urigtigheden af denne Opfattelse, kun at vise tilbage til Finantslovenes hele Historie. Bestandig har Landsthinget indskrænket eller opgivet sine Ønsker, ja ofte end ikke udtalt dem, for at komme til Enighed med Folkethinget om Finantslovene; næsten aldrig har det opnaaet nogen betydeligere Bevilling uden at offre andre ligesaa magtpaaliggende, og oftere har det maattet høre Dadel[1], fordi det hellere har nøiedes med et Lavmaal af Indrømmelser, end villet fremkalde et Brud. Naar altsaa et saadant er blevet bebudet som Følge af Forholdenes Magt allerede paa et Tidspunkt, da Finantslovforslaget endnu ikke var naaet til anden Behandling i Landsthinget, ja dets Finansudvalg endnu ikke havde afgivet sin Betænkning derover, saa maa det forud være besluttet; thi der kan ikke være Tvivl om, at med lige god Villie paa begge Sider kan Overenskomst endnu opnaas i den tilbageværende Tid. Opnaas Overenskomst ikke, viser Landsthinget derfor alt Ansvar fra sig. Vort Sind er ikke opfyldt af nogen Bitterhed, saa at vi skulde foretrække Kamp for Fred og Forsoning; men Fred kan ikke kjøbes med Ydmygelse, og Forsoning maa ikte betyde Underkastelse.

Den Strid, som er opkommen mellem Folkethinget paa den ene og Deres Majestæts Ministre med Landsthinget paa den anden Side, er ikke ny, men mindst tolv Aar gammel. Dens Udspring er Folkethingets af Grundloven uhjemlede, med vort Tokammersystem uforenelige Paastand, at Ministeriet altid skal være i Overensstemmelse med det af den almindelige Valgret udgaaede Thing, det vil sige: at dets Sammensætning ikke skal bestemmes af Deres Majestæt, men være afhængig af Folkethingets Flertal. Intet af de Ministerier, Deres Majestæt har kaldet, har manglet Evne eller Villie til at samarbejde med Rigsdagen eller med nogen af dens Afdelinger, de have ærlig og dygtig bestræbt sig for at fremkalde samstemmende Beslutninger af alle Statsmagter, men deres Bestræbelser ere strandede paa Folkethingets Mangel paa Villie til at samarbeide med dem. Nu er det kommet dertil, at Thinget har henlagt eller standset næsten ethvert nok saa vel udarbejdet, nok saa nyttigt, nok saa nødvendigt Lovarbejde, endog naar vedkommende Ministre havde viist væsentlig Imødekommen. Fædrelandets Tarv er bleven tilsidesat dets uafviselige Krav paa hensigtsmæssige Foranstaltninger til dets Forsvar ere stadig uopfyldte, nødvendige Udgifter, smaa som store, ere blevne nægtede, uagtet Statskassen ikke mangler Midler. Det vilde være en stor Illusion, hvis man troede, at en frugtbar, heldbringende Virksomhed vilde være mulig, saalænge Folkethingets Flertal fastholder den ovennævnte Paastand; eller hvis man ventede en Periode af nyttigt og enigt Arbeide til Folkets og Fædrelandets Vel af et Parti, der ikke er enigt om noget Andet end at ville fortrænge Deres Majestæts nuværende Ministerium.

Allernaadigste Konge!

Tiden er alvorlig. Vilde Drømme om en umulig jordisk Lyksalighed, fostrede i uklare Hjerner, udbredte ved megen letfærdig Skrift og Tale, gjøre overalt i Samfundenes Skjød og true deres Bestaaen. For vort lille Fædreland er denne Fare dog vistnok kun ringe. Deres Majestæts Regjering vil med roligt Sind og fast Haand vide at opretholde den lovlige Orden og at nedslaa mulige Bestræbelser for at naae politiske Maal ved lovstridige Midler. Dertil ville alle sindige og forstandige Borgere yde Deres Majestæt deres loyale og trofaste Bistand i Forvisning om, at Deres Majestæts Beslutninger altid fattes udelukkende med Folkets Vel og Fædrelandets Tarv for Bie. Landsthinget vil stedse forblive sin Pligt tro, altid rede til at komme afvigende Anskuelser i Møde og rækkende villig Haand til alle nødvendige Foranstaltninger til at sikkre Rigets indre Udvikling og ydre Fred. Det vil altid uden Frygt og Vaklen stræbe at bevare Kongens Ret som Folkets Frihed indenfor de ved Grundloven dragne Grændser.

C. Liebe.

Lybye.

 


 

[1]

Om kilden

Forfatter(e)
Landstinget
Dateret
19.03.1885
Oprindelse
Rigsdagstidende 1884-1885, Tillæg C, sp. 299
Kildetype
Memorandum, Brev
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. august 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Forfatter(e)
Landstinget
Dateret
19.03.1885
Oprindelse
Rigsdagstidende 1884-1885, Tillæg C, sp. 299
Kildetype
Memorandum, Brev
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. august 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk