Landminerydningen på den jyske vestkyst, 1945-2012

Artikler

I de sidste år af 2. verdenskrig udlagde den tyske besættelsesmagt ca. 1.400.000 landminer på den jyske vestkyst. Minerne blev fjernet i perioden fra den 10. maj til den 1. oktober 1945, hvorefter minerydningen officielt var afsluttet. Omkring 2500 tyske soldater blev pålagt at rydde minerne. Henved 150 mistede livet og knap 400 blev såret i forbindelse med opgaven.

Hvorfor miner på den jyske vestkyst?

Fra omkring 1943 og indtil befrielsen i maj 1945 etablerede den tyske besættelsesmagt et stærkt kystforsvar mod en allieret landgang fra vest.  Byggeriet af et enormt forsvarsværk fra Nordkap i nord til den fransk-spanske grænse i syd – kaldet Atlantvolden - blev påbegyndt. I Danmark anså besættelsesmagten den jyske vestkyst som det mest oplagte mål for en allieret landsætning, og byggeriet af forsvarsbunkers tog fart.  
Samtidig udlagde den tyske besættelsesmagt millioner af land- og søminer langs Nordsøens og Atlanterhavets kyster både før og efter den allierede landgang i Normandiet den 6. juni 1944. Landminefelterne udgjorde et bælte langs den danske vestkyst og var sammen med pigtrådsspærringer og betonbunkers væsentlige led i den tyske forsvarsstrategi mod en allieret landgang. I alt blev der støbt ca. 5.200 bunkere i Danmark. Af disse var ca. 1.800 'permanente' bygningsværker med væg- og loftstykkelser på mellem 1,5 og 3,5 m jernbeton. Dertil kom omkring 800 bunkere bygget af formsten, så antallet af bunkere i Danmark var ca. 6.000.

Den jyske vestkyst blev mineret med knap 1.400.000 miner. Strækningen fra Esbjerg til Nymindegab ved Ringkøbing Fjord blev mineret med ca. 620.000 miner, svarende til ca. 40 % af samtlige miner i Danmark, fordi Esbjerg var det forventede mål for en eventuel allieret landgang. Faktisk skulle alle øvrige danske kyster have været mineret, men det nåede besættelsesmagten ikke at gennemføre inden krigsafslutningen.

  

Den tyske feltmarskal Erwin Rommel (1891-1944) fik af Hitler ansvar for opgaven med at forstærke forsvaret af hele den vesteuropæiske kystlinje - den såkaldte Atlantvold. I december 1943 var han i den forbindelse på inspektionsbesøg i Danmark. Her ses han ved Vejers Strandhotel. Foto: Vardemuseerne

Minenkommando Dänemark
I forbindelse med forhandlingerne mellem de britiske tropper og værnemagten på Hotel D'Angleterre i København i umiddelbart efter den tyske kapitulation den 4. maj 1945 overdrog den nu tidligere besættelsesmagt mineplanerne til briterne. Det blev de britiske styrker, der skulle sørge for, at den tidligere besættelsesmagt selv kom til at forestå det farlige arbejde.

Den 10. maj 1945 dannedes Minenkommando Dänemark, der skulle foretage rydningen af minerne under SHAEF's (Supreme Headquarters of the Allied Expeditionary Forces) kontrol. Minerydningen begyndte den 11. maj blot få dage efter befrielsen og ophørte officielt den 1. oktober 1945 – da havde man ifølge det danske pionerkommando fjernet 1.389.281 miner.

I spidsen for minerydningen stod den britiske major Stanley Holland. Af hans udsendte kommando fra den 9. maj 1945 fremgik den tysk-britiske aftale, nemlig at tyskerne selv skulle forestå minerydningen. Det fremgik også, at tyskerne havde frie hænder til at løse opgaven efter eget ønske, men målet var at afslutte minerydningen i Danmark på den kortest mulige tid. Den tyske chef for minerydningen og Minenkommando Dänemark blev kaptajn (Hauptmann) Geuer fra den tyske pionerskole i Horsens.

De danske myndigheder var imidlertid ikke sikre på, at minerydningen blev udført forsvarligt, når tyskerne arbejdede alene. Derfor blev det bestemt af SHAEF, at tyskerne skulle kontrolleres. Til assistance havde major Holland et mindre britisk kontrolmandskab i Danmark, der dog slet ikke havde kapacitet til at håndtere den omfattende opgave. Derfor blev kontrolopgaven overdraget til Den Danske Brigade, der i de første måneder kom til at bistå briterne i dette arbejde. Efter Den Danske Brigades opløsning og hjemsendelse den 10. juli 1945 blev kontrolopgaven overtaget af indkaldte danske menige og deres befalingsmænd.
I første omgang bestod styrken i Danmark af 1.000 tilbageværende tyske pionersoldater, befalingsmænd og menige. Dette tal blev siden forøget, først til 1.800 mand og den sidste halvanden måned yderligere til 2.500-2.600.  Af denne styrke var 2/3 beskæftiget direkte med minerydning, mens de resterende udførte stabsfunktioner.     

Tyske mineryddere i Ringkøbing-området i 1945. Mange af pionererne var unge mænd – de yngste omkring 16 år. I krigens sidste år blev mange 14-18-årige indkaldt til tysk krigstjeneste. Minerydderne har deres tyske uniformer på, dog er alle nazistiske emblemer og insignier fjernet fra kraver, skuldre etc. Foto: Vardemuseerne

De tyske soldater: 'surrendered enemy personnel'

Som følge af den tyske kapitulation overgav en større del af den tyske krigsmarine sig i Danmark. Marinen havde i krigens sidste måneder været indsat i forbindelse med evakueringen af flygtninge og sårede soldater fra de tyske østområder via Østersøen. I en meddelelse fra den tyske hærchef Alfred Jodl (1890-1946) til de tyske styrker i Danmark fremgik det, at de tyske styrker trods kapitulationen fortsat skulle opretholde disciplin og korrekt adfærd samt afholde sig fra at provokere danskerne.

Efterfølgende foregik der forhandlinger mellem på den ene side briternes general R.H. Dewing (1891-1981) og admiral Reginald Holt (1884-1975) og på den anden side den tyske øverstbefalende i Danmark, general G.H. Lindemann (1884-1963). General Lindemann tog her ansvaret for de tyske søfolk i Danmark, som blev afvæbnet og samlet med de tyske soldater. Danske forsøg på at borde tyske skibe i København blev mødt med tysk modstand og sporadisk ildkamp. Den tyske flåde afviste i lighed med den tyske hær at anerkende danskerne som sejrherrer og insistererede på, at de havde overgivet sig til briterne.

Langt størsteparten af værnemagtens soldater forlod Danmark i dagene efter befrielsen. Nogle få tusinde tyske soldater blev imidlertid i Danmark, og de fik betegnelsen 'surrendered enemy personnel' (SEP). I praksis betød betegnelsen SEP, at de tyske soldater ikke var tilfangetagne, men fortsatte under den tyske kommandostruktur, hvilket var et afgørende element for den britiske kontrol og opløsningen af de tyske styrker. Tyskerne administrerede sig selv, og forplejningen blev placeret hos de lokale myndigheder i Danmark. Denne kunstigt pålagte militærstruktur fungerede ved, at briterne afgav ordrer gennem udvalgte tyske kommandører, som derefter udstedte befalinger til deres landsmænd. Meget taler således for, at der ikke var tale om egentlige krigsfanger i Danmark.

Under tvang eller frivillig?

Af den britiske overkommandos befaling af 9. maj 1945 fremgik det, at alle tyske soldater, der var uddannede i minerydning, dvs. pionerer og infanteripionerer, skulle tages ud af marchgrupperne, der efter den tyske kapitulation var på vej ud af Danmark. De skulle ledes af tyske pionerofficerer, så arbejdet kunne gå i gang hurtigst muligt. Hensigten var at fremskaffe det størst mulige antal soldater med kendskab til minering og minerydning. Det var dog kun var en del af de soldater, der blev sat til at rydde minerne, der tilhørte pionertropperne.

Det er blevet hævdet, at minerydningen foregik under tvang. Og det er tvivlsomt, at de tyske pionertropper, som umiddelbart efter befrielsen blev taget ud af marchgrupperne, havde mulighed for at afslå. Vi ved dog, at der blandt minerydderne også var frivillige, der valgte denne opgave frem for udsigten til en uvis fremtid i en krigsfangelejr i Tyskland. En samtidig Røde Kors-rapport oplyser, at minerydderne bestod af 85 % frivillige. Tallet gælder dog for strygning af miner til søs og ligger sandsynligvis for højt, når det gælder rydningen af landminer, der er en farligere opgave.     

En tysk minerydder (til venstre) og en dansk soldat fra Dansk Minekontrol studerer et minekort. Foto: Vardemuseerne

Dræbte og sårede tyske soldater

De tyske dødstal i forbindelse med minerydningen er usikre. Lederen af minerydningen, major Stanley Holland, angav selv ved afslutningen den 21. september 1945 antallet af dræbte til 158, alvorligt sårede 180 og lettere sårede 184, altså i alt 522 tilfælde. Tallene er næppe helt forkerte, men dog lidt anderledes end de tal, som kendes fra en meddelelse fra det danske Pionerkommando af 4. oktober 1945, altså umiddelbart efter afslutningen. Her opgøres antallet til 149 dræbte, 165 hårdtsårede og 167 letsårede, altså i alt 481. En tredje opgørelse stammer fra Dienstgruppe Dänemark, en tilbageværende tysk enhed, der arbejdede i Danmark efter besættelsen. I deres rapport, der dog er skrevet senere end major Hollands og Pionerkommandoets rapporter, er antallet 179 dræbte tyske soldater, mens 165 er anført som hårdtsårede og 167 som letsårede, i alt 511.

De dræbte tyske mineryddere ligger begravet på de tyske krigskirkegårde i bl.a. Esbjerg og Lemvig. De dræbte var overvejende meget unge soldater. Undersøgelser foretaget på baggrund af optælling af pionergrave på danske krigskirkegårde er behæftet med usikkerhed, men beregningerne viser, at de døde var unge mænd med en gennemsnitsalder på ca. 18 år.

Fra den britiske major Holland findes en redegørelse fra den 7. september 1945 fra hans inspektion i Oksbøllejren, hvor de tyske soldater var indkvarteret.  Han skrev (her i dansk oversættelse), “at det er af störste Betydning, at enhver lægger alle Kræfter i, for at söge dette arbejde fuldfört paa Rekordtid. Der presses haardt på fra de danske Myndigheder for at faa befriet Landet for den Byrde, Indkvartering og Forplejning af det tyske Minekommando repræsenterer for Kommunerne.” Meget tyder på, at det høje tempo gjorde minerydningen farligere, end den burde have været. Holland rettede kritikken mod de danske myndigheder, som han mente pressede ham til at sætte tempoet i vejret. Både briter og danskere havde en fælles interesse i at få opgaven afsluttet hurtigst muligt, og intet tyder på, at de danske myndigheder forsøgte at få briterne til at sætte tempoet ned.

Arbejdspresset er dog ikke hele forklaringen på de mange ulykker og det forholdsvis høje tabstal. I begyndelsen foregik rydningen ved, at soldaterne arbejdede i række og geled, og det viste sig meget farligt. Senere ændredes arbejdsmetoden, så man arbejdede i flere felter samtidigt i mindre hold og med større afstand. Dertil kom, at ikke alle mineryddere var tilstrækkeligt uddannet til opgaven. Flere ulykker skete på grund af tekniske mangler eller defekter i tændere, der derfor udløstes ved den mindste berøring. Endelig var der unøjagtigheder i minekortene, og det gjorde rydningen langsommere og mere usikker. Af den tyske rapport fra Dienstgruppe Dänemark fremgik det, at fx flyvesand og oversvømmelser komplicerede minerydningen, fordi det betød, at minekortene ikke længere passede.

Områderne med landminer var afspærret med pigtråd og varselsskilte. Foto: Vardemuseerne.

De sidste miner

Den 1. oktober 1945 var minerydningen officielt afsluttet. Tilbage var enkelte komplicerede felter, bl.a. halvøen Skallingen syd for Blåvand, hvor minerydningen fortsatte i 1946 og blev afsluttet den 21. juni 1947. Den 1. januar 1948 blev de sidste seks tyske mineryddere hjemsendt til Tyskland. På Skallingen blev et felt med ca. 11.000 miner dog opgivet, og området var afspærret de følgende mange år. Disse sidste miner fra besættelsen blev med moderne minerydningsteknikker ryddet fra 2006 til 2012.

     

     

Den tyske besættelsesmagt udlagde forskellige minetyper ved den jyske vestkyst. Disse er fra minerydningen på Skallingen fra 2006 til 2012, hvor flere tusinde miner blev fundet og uskadeliggjort. 
Øverst til venstre: Schützmine (antipersonnel), 200 g sprængstof. Øverst til højre: Stockmine (antipersonel med indstøbte metalstykker og snubletråd), 100 g sprængstof. Nederst til venstre: Holzmine (antitank), lavet af træ, 5 kg sprængstof. Nederst til højre: Tellermine (antitank), 5 kg sprængstof. Fotos: Kystdirektoratet

Var der tale om krigsforbrydelser?

I samtiden synes minerydningen og dens menneskelige omkostninger ikke at have været kontroversiel. Hverken Storbritannien eller Danmark blev anklaget for krigsforbrydelser i forbindelse med minerydningen, og diskussionen herom opstod først mere end 50 år efter begivenhederne. Helge Hagemann (f. 1941) udgav i 1998 bogen Under tvang, der anlagde et meget kritisk syn på rydningen af de tyske miner på den jyske vestkyst. Han hævdede, at Danmark overtrådte Genèvekonventionerne ved at benytte tyske krigsfanger ved det farlige minerydningsarbejde. Endvidere påpegede han, at der i 1945 ikke var nogen danske politikere, jurister eller officerer, som trådte frem i offentligheden og gjorde opmærksom på, at Genèvekonventionen var gældende dansk ret. De tyske soldater, der arbejdede med minerydningen på Vestkysten, var ud fra denne opfattelse omfattet af krigsfangebestemmelserne og den beskyttelse, der lå deri. Ved denne undladelse gjorde Danmark sig ifølge Hagemann skyldig i krigsforbrydelser.

Siden har det været omstridt, hvorvidt der med minerydningen på den jyske vestkyst var tale om danske/britiske krigsforbrydelser. Hagemanns synspunkt er blevet imødegået med, at der netop i bl.a. Danmark efter krigen ikke var tale om krigsfanger, men om 'surrendered enemy personnel', det vil sige funktionsduelige militære enheder under tysk kommando. Derudover tyder det ikke på, at begrebet 'surrendered enemy personnel' af de allierede blev konstrueret og taget i anvendelse for at omgå Genève-konventionens forbud mod at benytte krigsfanger til eksempelvis minerydning, men som en foranstaltning, så briterne og de allierede havde mulighed for at håndtere de store grupper af overgivne militære styrker i forbindelse med det tyske nederlag og 2. verdenskrigs afslutning. Beskrivelser af forholdene for de tyske mineryddere i Danmark vækker også først og fremmest mindelser om livet på en almindelig militærkaserne og ikke en fangelejr. De tyske befalingsmænd havde for eksempel ret til at bære våben.

Endelig peger nyere forskning på, at briterne i vid udstrækning søgte at leve op til Genèvekonventionens bestemmelser. I kontrast hertil står situationen i flere andre lande. I Frankrig tillod regeringen at benytte tusindvis af tyske krigsfanger til minerydningen og med store tabstal til følge.

Minerydningen på den jyske vestkyst efter 2. verdenskrig blev for alvor kendt i den brede offentlighed med biografpremieren på Martin Zandvliets film Under sandet fra 2015. Filmen er kritisk over for den danske indsats ved minerydningen. Filmens synspunkter er dog omdiskuterede.

 

Artiklen er udgivet i samarbejde med Vardemuseerne.

Om artiklen

Forfatter(e)
John V. Jensen
Tidsafgrænsning
1945 - 2012
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
16. juni 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Borberg, Peter og Lauritsen, Thorsten Asbjørn: Minerydning Skallingen. Historien om Danmarks sidste minefelt (2012)

Hagemann, Helge: Under tvang (1998)

Jensen, John V.: Der er mere Under Sandet. Minerydningen efter besættelsen i: Opdatering 2015 (2016)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
John V. Jensen
Tidsafgrænsning
1945 - 2012
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
16. juni 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Borberg, Peter og Lauritsen, Thorsten Asbjørn: Minerydning Skallingen. Historien om Danmarks sidste minefelt (2012)

Hagemann, Helge: Under tvang (1998)

Jensen, John V.: Der er mere Under Sandet. Minerydningen efter besættelsen i: Opdatering 2015 (2016)

Udgiver
danmarkshistorien.dk