Landefredsforordningen 1360

Kilder

Kildeintroduktion:

Landefredsforordningen fra 1360 er hoveddokumentet indenfor rigslovgivningen under Valdemar Atterdag (ca. 1320-1375; konge 1340-1375). Det er en kontrakt mellem kongen og riget og markerer afslutningen på det andet af tre oprør blandt de jyske herremænd mod kongen.

Da Valdemar Atterdag blev konge i 1340, var riget opdelt blandt en række udenlandske fyrster, som besad forskellige dele af landet som pant for store beløb, som kongemagten skyldte dem. Det blev så Valdemar Atterdags opgave at samle det splittede rige. En opgave, som strakte sig over ca. 25 år til ca. 1365.

Forud for landefredens vedtagelse var Jylland, Sjælland med øer samt halvdelen af Fyn i kongens besiddelse. At dele af riget endnu ikke var underlagt Valdemar Atterdags styre fremgår direkte af landefredsforordningen. Senere samme år lykkedes det at erobre Skåne, Blekinge og halvdelen af Halland, som siden 1332 havde været i den svenske konges besiddelse.

Ud over at få herredømmet over alle rigets dele var det en væsentlig målsætning for Valdemar Atterdag at styrke kongemagten økonomisk, militært og juridisk. Den økonomiske styrkelse skete bl.a. ved at erhverve gods fra diverse herremænd ved køb, men især ved konfiskation af gods, som ofte blev fradømt ejerne af kongens egen domstol, det kongelige retterting. Det skete ofte med den begrundelse, at nuværende eller tidligere besiddere af godset havde forbrudt deres ejendomsret ved at gøre oprør mod kongemagten.

Kongens appetit på adelens gods var én af årsagerne til de to mislykkedes jyske oprør i henholdsvis 1351-53 og 1357-1360. Efter begge oprør blev en fred indgået og nye lovbestemmelser vedtaget. Efter det første oprør fulgte en forordning i 1354, hvor en række konkrete juridiske problemer blev søgt afklaret, mens landefreden i 1360 havde en mere langsigtet og principiel karakter. Den fastlægger de grundlæggende normer for rigsstyringen og gør det således (bl.a.) ud for den håndfæstning, Valdemar Atterdag ikke tidligere havde udstedt.

Forordningen er todelt: først omtaler den kongens forpligtigelser over for folket og dernæst folkets forpligtigelser over for kongen. Folkets indrømmelser synes at være markant større end kongens, hvilket er enestående sammenlignet med tidligere kontrakter (håndfæstninger) mellem kongen og folket, hvor det typisk kun er kongemagtens forpligtelser, der søges reguleret. De vigtigste punkter er de følgende:

  • styret og retsvæsenet skulle være bundet af landets love og de privilegier, der var tildelt forskellige samfundsgrupper (stænder).
  • kongen måtte ikke fængsle nogen uden lov og dom, medmindre personen blev grebet på fersk gerning.
  • Danehoffet, som bl.a. var landets højeste domstol og lovgivende myndighed, skulle afholdes årligt ved midsommer.
  • kongen og hans embedsmænd måtte ikke lægge folk for had, som med rette førte sag mod ham.
  • alle skulle medvirke til, at freden i landet opretholdtes. Væbnet oprør mod kongemagten i alliance med udenlandske magter stemples utvetydigt som landsforræderi, der skulle straffes med tab af liv og gods. Selvom det ikke nævnes lige ud, skulle den samme straf gælde for angreb mod kongen og kongedømmet, idet der da var tale om majestætsforbrydelse. En ret til oprør mod en kongemagt, der blev opfattet som uretfærdig, skulle altså ikke (længere) gælde, ligesom det klart blev forbudt at fejde mod kongemagten. Sidstnævnte var vigtigt, da private fejder (med visse begrænsninger) var tilladt gennem hele middelalderen.
  • ingen måtte forhindre en svagere person i at forfølge sin ret for domstolene, og ved de højere retsinstanser skulle det være strafbart at true sin modpart under en retssag.
  • man måtte ikke sætte sig op mod kongen eller hans embedsmænd, hvis disse gennemførte en lovlig idømt straf.

Den sidste bestemmelse opregner alle de grupper ”for hvem herr kongen har og er skyldig at svare”. Det vil sige de grupper, han skal værne over for udenforstående. De er under hans værn, som det hed. Her opregnes tilsyneladende alle grupper i samfundet: kirken, byboere, selvejerbønder og (andre) jorddyrkere – undtagen herremændene (riddere og væbnere), jf § I 8. Men da herremændene som godsejere var værnere for deres egne undergivne jorddyrkere (fæstebønder og lignende), er det kun de jorddyrkere, der dyrker jord, ejet af kongen, som her er på tale. Paragraffen afslører et samfund, hvori alle lavere samfundsgrupper er underkastet værn – enten kongemagtens eller herremændenes (som bisperne i en vis forstand tilhørte). Når man analyserer dokumentet til bunds ser man, at forordningen reelt er en kontrakt mellem værnerne – kongemagten på den ene side og herremænd og bisper på den anden. Det var disse, der havde politisk indflydelse i senmiddelalderens samfund, idet de repræsenterede resten af befolkningen, for hvem de var ”skyldig at svare”. De, der ovenfor blev kaldt for folket, er altså reelt herremændene.

1360. 24. maj. Kalundborg[1]

I Herrens navn, amen. Vi Valdemar, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, og Kristoffer, vor elskede søn, hertug af Lolland[2], har for på held­bringende måde at råde bod på og bortrydde den overmåde store nød og de utallige trængsler, som indtil nu - ak, desværre - på grund af den opståede splittelse har ramt vort rige Danmark, holdt et særligt rigsmøde i Kalund­borg i det Herrens år 1360 på pinsedag med vore elskede mænd og vasaller[3], de berømmelige fyrster, herrerne Valdemar og hans søn Henrik[4], af samme nåde hertuger af Jylland, med de ærværdige fædre og herrer bisper, riddere, væbnere og med vort rige Danmarks øvrige nedennævnte samfund og ind­byggere, på det at vort rige Danmark må få større styrke og bedre kår med nådig bistand af den syvfoldige ånd[5], eftersom disse bestemmelser, 'hånd­fæstninger'[6] og beslutninger er affattede og stadfæstede på selve hellig­åndens dag[7].

For det første lover vi ved vort kongelige ord og vor fornævnte søn Kri­stoffer fast og ukrænkeligt at ville overholde alle nedennævnte artikler.

[I 1] For det første skal alle de lande[8], der nu ligger til Danmarks rige eller i frem­tiden med Guds hjælp måtte erhverves, frit nyde deres love og rettigheder, således som de findes i de rette gamle lovbøger[9], (og) således som de siden kong Valdemars[10] og vore andre forgængeres tid - lykkelig ihukommelse - ­frit og mest fordelagtigt har været vant til at nyde dem.

[I 2] Fremdeles skal de herrer Valdemar og hans søn Henrik, de fornævnte hertuger af Jylland, og deres arvinger frit og fordelagtigt nyde alle deres love, rettigheder, som nogen hertug af Jylland frit og mest fordelagtigt har kunnet det fra arilds tid[11].

[I 3] Fremdeles lover de samme herrer hertuger på deres tro, at de vil tillade deres mænd[12] og alle indbyggerne i deres herredømme frit og fordel­agtigt at nyde alle deres rettigheder, således som nogen af deres forfædre har til­ladt deres mænd og indbyggere frit og mest fordelagtigt at bruge og nyde dem, og samme hertugers mænd skal virksomt virke for, at de samme hertuger og deres arvinger frit og fordelagtigt må nyde deres rettigheder, så­ledes som samme hertugers forfædre mest fordelagtigt og i videste omfang har været vant til at nyde dem fra arilds tid.

[I 4] Fremdeles skal enhver biskop i Danmarks rige frit og fordelagtigt nyde sine rettigheder og friheder, således som deres forgængere fra arilds tid frit og mest fordelagtigt har nydt deres rettigheder og friheder.

[I 5] Fremdeles hvis nogen biskop i Danmarks rige, som ikke nu er til stede, vil nyde disse bestemmelser og friheder, skal han tiltræde disse bestemmelser og 'håndfæstninger' og bekræfte dem sammen med os med sit segl.

[I 6] Fremdeles hvis nogle lande eller herredømmer i fremtiden skulde blive erhvervet til Danmarks rige og krone, og hvis ind­byggerne i disse lande og herredømmer beslutter frit og uindskrænket at ville bruge disse samme bestemmelser og 'håndfæstninger', rettigheder og friheder, da skal de bekræfte samme bestemmelser og 'håndfæstninger' ved sammen med os at vedhænge deres segl.

[I 7] Fremdeles skal kapitler[13], klostre, kirker, gejstlige personer, såvel de, der er viede til de højere gejstlige grader, som de, der er viede til de lavere, frit og mest fordelagtigt nyde deres rettigheder og friheder, således som de frit og mest fordelagtigt fra arilds tid har været vant til. [I 8] Fremdeles skal riddere, væbnere, fruer, jomfruer, købmænd, gæster, selvejerbønder og jorddyrkere frit og på fordelagtig måde nyde deres gamle rettigheder, således som de fra arilds tid frit og mest fordelagtigt har nydt dem.

[I 9] Fremdeles skal ingen i vort rige Danmark fængsles, medmindre han er grebet på fersk gerning eller er fældet efter loven (eller tilstår på tinge).

[I 10] Fremdeles har vi med endrægtigt råd og enstemmigt sam­tykke af vort rige Danmarks stormænd besluttet, at det rigsmøde, som kaldes 'danehof'[14], de nærmestfølgende tre år skal afholdes i Kalundborg; og efter de tre års forløb skal dette rigsmøde årligt holdes i Nyborg på St. Hans dag, således som det fra arilds tid har været sædvane.

[I 11] Fremdeles hvis nogen vil indstævne eller anklage nogen for dette rigsmøde, 'danehof', da skal han først give ham varsel i forvejen og lovligt stævne ham på hans herredsting[15] til at give møde på danehoffet for efter loven at svare på det, der fremsættes mod ham, medmindre han beviser at være forhindret ved lovligt forfald.

Vi, hertuger, bisper, riddere, væbnere og hele det danske samfund, og hver især af os, er enstemmigt enedes om på grund af den store nåde og in­derlige velvilje, som vor elskede herre fornævnte kong Valdemar så ofte og mangfoldigt tidligere har bevist os, men nu i særdeleshed beviser os, og som vi håber ved Guds nåde han også i fremtiden vil bevise os, og lover på vor tro og forpligter os, og enhver af os for sig, til at holde alle de nedennævnte bestemmelser, 'håndfæstninger', (rettigheder)[16] og artikler, idet vi erkender, at dette er vederfaret os ved særlig nåde fra den helligånd, på hvis højtidsdag dette er forhandlet.

[II I] For det første skal enhver af de nedennævnte, der vil nyde og bruge disse bestemmelser, 'håndfæstninger', rettigheder og fri­heder, styrke dette brev ved at vedhænge deres segl, og hvis de ikke vil hænge deres segl under, skal de ikke bruge denne 'håndfæstning' og disse rettigheder sammen med os.

[II 2] Fremdeles hvis nogen af de nedennævnte eller en hvilken som helst anden i Danmarks rige vil gå imod eller sætter sig op mod disse bestemmelser og 'håndfæstninger', bør vi alle virksomt hjælpe til, at den, der bryder bestemmelserne, dømmes og tilbørligt straffes i overensstem­melse med landets love; især skal det også gælde over for sådanne, som inden for Danmarks rige anstifter plyndring og brand og foretager fængslinger, samt med råd eller i dåd fører udenlandske herrer og mænd ind i riget, som på nogen måde kan være Danmarks rige til skade og fordærv; og enhver, som bryder denne bestemmelse eller bliver grebet på fersk gerning eller lov­ligt dømt, skal miste fred, gods og liv.

[II 3] Fremdeles skal enhver af de nedenfor anførte eller andre, af hvad stand eller stilling han end er, som i bemærkelsesværdig grad forser sig mod vor herre kongen, hans søn og Danmarks krone dømmes og tilbørligt straffes i overensstemmelse med landets love; og hertil vil vi alle i fællesskab og hver for sig medvirke af al vor magt.

[II 4] Fremdeles lover vi, alle og hver især, på vor gode tro som før, at ingen af os uden ret og skel skal tage ind som gæst hos nogen uden med værtens gode vilje[17]. Men hvis nogen af os, som anføres nedenfor, eller hvilke som helst andre i Danmarks rige handler herimod - det ske ikke - ­og de bliver grebet på fersk gerning eller lovligt overbevises, skal de dømmes som åbenbare røvere og straffes tilbørligt i overensstemmelse med landets love; og hertil skal vi af al vor magt medvirke.

[II 5] Fremdeles skal rigs­mødet, som kaldes 'danehof', i de tre førstkommende år holdes årligt på St. Hans dag i Kalundborg; men efter de tre års forløb skal dette rigsmøde år­ligt holdes i Nyborg på fornævnte St. Hans dag, således som det er skik fra arilds tid. Men hvis nogen vil søge samme rigsmøde, skal han fuldt ud 15 dage efter nævnte St. Hans dag nyde et ubeskåret, fuldkomment og godt lejde; dette lejde vil vi ikke bryde, og hvis nogen af os eller en anden på nogen måde bryder dette lejde, skal han vide, at han herved ifalder orbode­målsstraffen.[18] Men hvis nogen ifalder orbodemålsstraffen, skal han på tilbørlig vis straffes af vor herre kongen, hans foged og deres officialer i overensstem­melse med landets love; og hertil skal vi af al magt medvirke.

[II 6] Fremdeles må ingen, af hvad stand eller stilling han end er, undertrykke nogen, der står under ham eller er svagere, eller øve tvang mod ham, så at han ikke tør for­følge sin ret på tinge eller for domstolene; hvis han gør det, og det med gode grunde kan godtgøres eller bevises mod ham, skal han først miste det, hvor­om sagen handler, og siden skal han bøde herr kongen fuldt ud i overens­stemmelse med landets love, som havde han efter loven været den tabende part i en proces.

[II 7] Fremdeles skal enhver, som tiltaler eller forulemper en anden med onde og hånende ord, som kaldes 'maning'[19], i fornævnte vor herre kongens nærværelse eller i hans gård eller i nærværelse af drosten eller marsken[20], når de præsiderer i retten, eller på rigsmødet, på retterting og på Danmarks landsting (eller på særlige ting)[21], for det første miste det, an­gående hvilket og for hvilket der føres sag, og derudover bøde i overensstem­melse med landets love. [II 8] Fremdeles hvis vor fornævnte herre konge, hans fogeder og officialer[22] i anledning af en eller anden forseelse med rette straffer i overensstemmelse med landets love, må det ikke på nogen måde regnes ham eller dem til fjendskab eller had.

[II 9] Fremdeles hvis nogen lider uret fra vor herre kongens, hans fogeders eller officialers side - det ske ikke - og han med rette fører klage over dette og forfølger sagen for retten, skal han ikke af den grund lide nogen hævn fra vor herre kongens eller hans folks side.

[II 10] Fremdeles lover vi, som nedenfor anføres, og enhver af os for sit vedkommende, og hele det danske riges samfund som tidligere på vor tro, at vor herre kongen, hans søn Kristoffer og Danmarks krone fuldkom­ment skal nyde alle deres rettigheder, og hertil bør vi i fællesskab og hver for sig af al evne og magt bidrage og samvittighedsfuldt medvirke i overens­stemmelse med, hvad landets love kræver.

[II 11] Ydermere skal det være kirker, klostre, jomfruer, enker, myndlinge og forældreløse børn og andre, som ikke har lovlige værger, bymænd, borgere, selvejerbønder, købmænd, gæster, jorddyrkere, tremarksmænd[23], alle kongens undergivne og alle, for hvem herr kongen har og er skyldig at svare, tilladt frit og mest fordelagtigt at nyde al deres ret og landets love og friheder; og hertil bør vi, som nedenfor anføres, alle og hver især, og enhver for sit vedkommende, medvirke med råd og dåd og af al magt.

Og vi fornævnte kong Valdemar og vor søn Kristoffer vil og skal udlægge disse bestemmelser og denne 'håndfæstning' og alt det andet til det bedste for alle vore nedennævnte mænd, og for enhver af de nedennævnte, og for de øvrige indbyggere i vort rige.

Og vi nedennævnte hertuger, bisper, riddere, væbnere, og alle Danmarks riges indbyggere vil og skal udlægge alle de ovennævnte bestemmelser og 'håndfæstninger' og alt andet til det bedste for vor herre kong Valdemar, hans søn Kristoffer og Danmarks krone.

Men for at alt og hvert af det ovenstående kan opnå bestandighedens styrke og komme til sin fulde virkning samt, for at det fastere må blive over­holdt af alle os efterskrevne og af hver enkelt af os, har vi ladet vore segl hænge under dette brev: Vi Valdemar, af Guds nåde konge, Kristoffer, her­tug af Lolland, Valdemar og Henrik, fornævnte hertuger af Jylland, Niels af Odense, Peder af Viborg, Peder af Ribe, Henrik af Roskilde, Povl af Arhus og Mogens af Børglum, af Guds miskundhed kirkernes bisper, Stig Andersen, Klaus Limbæk, Henning Podebusk, Erik Barnumsen, Benedikt Ahlefeld den Ældre, Bo Falk, Erik Nielsen, Peder Larsen, Palle Jensen, Evert Moltke, Fikke Moltke, Peder Grubbe, Niels Knudsen, Jakob Bæger, Peder Bæger, Oluf Jensen, Peder Nielsen, Anders Frost, Esger Krog, Jakob Oluf­sen, Johan Hummersbüttel, Heine Kabolt, Benedikt Ahlefeld den Yngre, Otto v. Hoo, Uffe Pedersen, Peder Ludvigsen, Arnold Moltke, Kristian Kule, Lyder Limbæk, Jens Nielsen, Niels Uffesen, Erland Kalv, Peder Munk, Niels Glob, Ove Steg, Jens Absalonsen, Peder Albertsen, Jakob Splitaf, Lars Hvas, Jens Vendelbo, Niels Hase og Niels Vind, riddere, Niels Eriksen af Linde, Jens Larsen, Niels Jensen af Keldebæk, Knud Bugge, Povl Glob, Niels Esger­sen, Valdemar Sappi, Jens Kås, Niels Tuesen, Strange Ebbesen, Bo Høg, Thomas Nielsen, Lave Uffesen, Peder Ivarsen, Kristian Kås, Oluf Pedersen af Nyrup, Oluf Pedersen Lunge, Oluf Olufsen Lunge, Mads Falster, Niels Karlsen, Peder Hvid og Knud Hæring, væbnere. Givet ovennævnte år, dag og sted.


 

[1] Landefredsforordningen findes i to udgaver. Den ene menes at være et udkast/forhandlingsgrundlag og dermed ikke det endelige dokument, som er det, der er gengivet her. Det formentlige udkast kan findes i Danmarks Riges Breve III. rk., 5. bd. nr.325 (F teksten).

 

[2] Kristoffer: Valdemar Atterdags eneste søn, der nåede voksen alder. Han døde i 1363 som ca. 22-årig og fik titel som hertug af Lolland i 1359.

 

[3] Vasal: en person, som havde fået overladt de fyrstelige rettigheder i et landområde som såkaldt len mod at tjene lensherren militært og på anden måde. Sådanne len var som regel arvelige (fyrstendømmer). Sådanne såkaldte feudale len blev i Danmark givet til yngre mandlige medlemmer af kongeslægten med eller uden arveret. Størst betydning fik hertugdømmet Slesvig eller Sønderjylland mellem Kongeåen og Ejderen, som fra 1232-1375 som regel var besiddet af kongesønnen Abel og hans efterkommere, senere af andre. Dette hertugdømme kaldes i samtiden oftest som her i dokumentet ”Hertugdømmet Jylland”. Desværre kaldes de administrationsdistrikter, som den kongelige lokaladministration var inddelt i også for len, men her er tale om i princippet afsættelige embedsmænd uden arvelig adkomst til deres embeder.

 

[4] Hertug Valdemar 5 var født 1315 og havde efter sin faders død 1325 overtaget hertugværdigheden under formynderskab af sin morbror grev Gerhard af Holsten. 1326-30 havde han været dansk konge under samme morbrors formynderskab. Hans søster var gift med Valdemar Atterdag. Han døde 1364, hvorefter hans søn Henrik overtog som sidste mand af Abelslægten til sin død i 1375.

 

[5] Jf. Johannes Åbenbaring kap.7.5 og 5.6

 

[6] Håndfæstning: betyder egentlig blot en skriftlig forpligtelse. Ordet bruges normalt om kongernes forpligtelsesbreve over for undersåtterne, men kunne også bruges om andre forpligtelser.

 

[7] Helligåndens dag: 24. maj.

 

[8] Lande: dvs. Landsdele.

 

[9] Her tænkes især på de såkaldte landskabslove: lidt varierende lovkomplekser for Skåne, Sjælland og Jylland.

 

[10] Valdemar Sejr, konge 1202-41, som ofte i eftertiden fik æren for de i forrige note nævnte landskabslove. Han var ophavsmand til Jyske Lov udstedt 1241.

 

[11] Arilds tid: betyder meget gammel tid, for meget længe siden.

 

[12] Mænd: dvs. herremænd. Mænd som havde aflagt en særlig ed på at tjene fyrsten fuldt rustet i krig og i andre forbindelser.

 

[13] Kapitler: de samfund af kanniker (højere gejstlige), som fandtes ved domkirkerne og enkelte andre store kirker.

 

[14] Danehof: rigets øverste domstol, hvortil det var muligt at appellere kongelige afgørelser. Hvis Danehoffet ikke afholdtes, bortfaldt appelretten. På Danehoffet kunne, som det er tilfældet med denne forordning, også gives love og indgås politiske aftaler.

 

[15] Herredsting: ting (domstolsforsamlinger) i de lokale administrationsområder herrederne.

 

[16] Dette ord findes kun i én af de fem overleverede versioner af teksten.

 

[17] Såkaldt ulovligt gæsteri eller voldgæsteri synes at have været et stående problem i middelalderen, idet langt de fleste love rummer bestemmelser rettet imod dette. Det var fristende for de bevæbnede herremænd og deres følger at forsyne sig selv uden betaling, når de drog rundt i riget.

 

[18] Orbodemålsstraf: et retsbrud, som er uden for bøde og derfor medfører fredløshed.

 

[19] Maning: besværgelser eller trusler.

 

[20] Drost og marsk var embedsmænd, der henholdsvis kunne optræde som kongens stedfortræder og som leder af militæret.

 

[21] Her er tale om de højere retsinstanser: det kongelige retterting under forsæde af kongen eller en embedsmand på hans vegne eller det der blot kaldes retterting, som fungerede under ledelse af en særlig kongelig embedsmand. Hertil kommer så danehoffet og landstingene for de enkelte landsdele, som havde videregående kompetencer i forhold til de laveste retsinstanser herreds- og byting.

 

[22] Officialer: embedsmænd.

 

[23] Tremarksmand: en mand med en formue på 3 mark. Her og mange andre steder betyder det en mand, som er idømt en bøde på tre mark. En sådan nød kongelig beskyttelse, til bøden var betalt og modparten havde fået erstatning for at forhindre modparten i at hævne sig på ham.

 

Om kilden

Forfatter(e)
Valdemar Atterdag
Dateret
24.05.1360
Oprindelse
Blatt, Franz (red.): Danmarks Riges Breve, Række 3, 5. bind: 1357-1360, nr.325. Gengivet med tilladelse fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
Kildetype
Lov, forordning, Håndfæstning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. august 2011
Sprog
Dansk oversættelse
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Forfatter(e)
Valdemar Atterdag
Dateret
24.05.1360
Oprindelse
Blatt, Franz (red.): Danmarks Riges Breve, Række 3, 5. bind: 1357-1360, nr.325. Gengivet med tilladelse fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
Kildetype
Lov, forordning, Håndfæstning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. august 2011
Sprog
Dansk oversættelse
Udgiver
danmarkshistorien.dk