Kvindesagsorganisationerne og valgretsspørgsmålet 1871-1915

Artikler

En række forskellige kvindesagsorganisationer var involveret i kampen for at opnå kvindelig valgret. Blandt de mest fremtrædende var Dansk Kvindesamfund, Kvindelig Fremskridtsforening og senere også Landsforbundet for Kvinders Valgret. Foreningerne involverede sig på forskellig vis og med forskellig styrke i kampen for valgretten, og undervejs var der perioder med både øget engagement og stagnation, inden målet blev nået i 1915, hvor kvinder blev tildelt politisk valgret.

Dansk Kvindesamfund og Kvindelig Fremskridtsforening 1871 - 1888

I 1871 blev Dansk Kvindesamfund stiftet som den første danske kvindesagsbevægelse. Blandt stifterne var ægteparret Frederik og Mathilde Bajer. Det var på et møde i denne forening i 1884, at det blev foreslået at kravet om politisk valgret – stemmeret til både Folketing og Landsting i Rigsdagen - skulle indgå som en del af foreningens formålsparagraf. Af frygt for politikernes og den øvrige befolknings reaktion blev forslaget dog nedstemt. Dansk Kvindesamfund definerede sig som den brede, tværpolitiske organisation, der varetog alle kvinders interesser, og derfor kunne foreningen ikke risikere at indtage for radikale standpunkter.

Dansk Kvindesamfund arbejdede stadig for kvindevalgretten, men som en protest mod foreningens moderate kurs blev en ny organisation med navnet Kvindelig Fremskridtsforening oprettet i 1885 med Mathilde Bajer blandt stifterne. Kravet om politisk valgret til kvinder var fra begyndelsen foreningens formål. Det blev skrevet ind i den nye forenings formålsparagraf i 1888, samtidig med at foreningen begyndte at udsende tidsskriftet Hvad-vi-vil med formanden Johanne Meyer som redaktør. Kvindelig Fremskridtsforening havde et klart socialistisk standpunkt og havde tilslutning fra mange arbejderkvinder, ligesom foreningen adskilte sig fra Dansk Kvindesamfund ved kun at optage kvinder som medlemmer.

Første lovforslag og øget organisering 1886 - 1891

I 1886 blev det første lovforslag om kommunal valgret til kvinder stillet i Folketinget af Frederik Bajer, der var venstrepolitiker. Både Dansk Kvindesamfund og Kvindelig Fremskridtsforening sendte støtteerklæringer for lovforslaget til Folketinget, og Dansk Kvindesamfund iværksatte en underskriftsindsamling, der dog kun resulterede i knap 2000 underskrifter. Fordi der i mellemtiden blev udskrevet valg, nåede lovforslaget ikke videre til Landstinget, og anden gang, lovforslaget blev fremsat, indsamledes over 20.000 underskrifter over hele landet, mens Kvindelig Fremskridtsforening i 1887 holdt et stort offentligt protestmøde, hvor valgretskravet blev udvidet til også at gælde valgret til Rigsdagen.

Dansk Kvindesamfund og Kvindelig Fremskridtsforening repræsenterede på mange måder de to hovedstrømme, der kom til at præge kvindepolitikken; den upolitiske, moderate kurs over for den mere radikale holdning, hvor der blev taget klar politisk stilling til fordel for kvindevalgretten.

Flere mente, at Dansk Kvindesamfunds kurs i forhold til valgretsspørgsmålet var for forsigtig, men de kunne heller ikke gå ind for Kvindelig Fremskridtsforenings politik, der ud over valgretstemaet også prioriterede den såkaldte fredssag og arbejdersagen højt. Derfor etableredes Kvindevalgretsforeningen i 1889 som den første rene valgretsorganisation. Foreningen havde kommunal og politisk valgret til kvinder som eneste formål og gjorde sig især bemærket ved på møder op til Rigsdagsvalget i 1890 at stille spørgsmål om kandidaternes holdning til kvindevalgret.

Kvindelig Fremskridtsforening og Kvindevalgretsforeningen havde forskellig opfattelse af flere politiske spørgsmål, men begge havde kvinders politiske valgret på programmet. For at fremme samarbejdet dannede de i 1890 sammen med flere faglige kvindeforeninger paraplyorganisationen De samlede Kvindeforeninger. Dansk Kvindesamfund mente dog ikke de som upolitisk forening kunne deltage i samarbejdet. Formålet med De samlede Kvindeforeninger var kvinders sociale og politiske ligestilling med mændene, og alliancen gjorde det blandt andet muligt at afholde massemøder som eksempelvis kvindernes folkefest i Dyrehaven i København i juni 1891, hvor ca. 10.000 deltog.

Stagnation og fornyet kamp 1890 - 1908

På Rigsdagen, hvor kvindevalgretskampen skulle vindes, var der imidlertid ikke meget hjælp at hente. Lovforslaget om kommunal valgret blev genfremsat en række gange, men resultatet var hver gang, at det blev vedtaget i Folketinget, men nedstemt i det Højredominerede Landsting. Denne fastlåste situation fik også betydning for kvindebevægelsen. Efter 1890 fulgte nogle år præget af stagnation som følge af de manglende resultater, og både Kvindelig Fremskridtsforening og Kvindevalgretsforeningen gik i sig selv, ligesom De samlede Kvindeforeninger blev opløst.

Dansk Kvindesamfund stod dermed for en tid tilbage som den eneste kvindesagsforening, men gik imidlertid stadig ikke entydigt ind for den politiske valgret. I 1898 blev en ny forening, Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg – fra 1904 Valgretsforbundet – imidlertid stiftet, og den havde opnåelsen af kvinders valgret som eneste formål. Fra 1904 og frem stiftedes en række andre selvstændige kvindevalgretsforeninger over hele landet.  Disse sluttede sig i 1907 sammen i paraplyorganisationen Landsforbundet for Kvinders Valgret, der i løbet af nogle år kom til at omfatte 160 lokalforeninger med ca. 12.000 medlemmer. Landsforbundet udsendte desuden tidsskriftet ”Kvindevalgret” fra 1908. I 1906 havde Dansk Kvindesamfund ydermere besluttet at skrive kravet om den politiske valgret ind i formålsparagraffen og arbejdede derefter for kvindevalgretten på lige fod med de øvrige foreninger ved at sende anmodninger til Rigsdagen, afholde foredrag og protestmøder og deltage i den løbende avisdebat.

Opnåelse af valgret 1908 - 1915

Efter 11 fremsatte lovforslag gennem 22 år blev den kommunale valgret for kvinder endeligt vedtaget i 1908. Valgretten til Rigsdagen manglede dog stadig, og kvindesagsorganisationerne fortsatte deres agitationsvirksomhed. Fra 1913 fik de desuden støtte fra Foreningen af Mænd for Kvinders Valgret. Den 5. juni 1915 blev en ny grundlov vedtaget, og som led heri blev der givet fuld valgret til kvinder.

Mange kvinder følte, de måtte vise kongen og Rigsdagen, at de værdsatte erhvervelsen af valgretten. Repræsentanter fra blandt andre Valgretsforbundet, Dansk Kvindesamfund og Landsforbundet for Kvinders Valgret arrangerede derfor et stort kvindeoptog gennem København den 5. juni, hvor mellem 10.000 og 12.000 kvinder deltog. En deputation bestående af repræsentanter for kvindevalgretsorganisationerne og en lang række andre kvindeforeninger overrakte desuden en adresse til kongen og Rigsdagen. Her udtrykte man værdsættelse af den politiske valgret, mens ord som "tak" og "taknemmelighed" bevidst var udeladt for at understrege, at kvinderne egentlig kun havde fået, hvad de havde haft ret til hele tiden.

Efter 1915 opløstes kvindevalgretsorganisationerne, da man anså målet for nu at være nået.

 

Fra valgretstoget den 5. juni 1915 (Statsbiblioteket)

Om artiklen

Forfatter(e)
Lene Elmegaard Bladt
Tidsafgrænsning
1871 - 1915
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. februar 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Strange Petersen, Ellen: Kvinderne og valgretten (1965)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om artiklen

Forfatter(e)
Lene Elmegaard Bladt
Tidsafgrænsning
1871 - 1915
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. februar 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Strange Petersen, Ellen: Kvinderne og valgretten (1965)

Udgiver
danmarkshistorien.dk