"Kvinder i politik", i Kvinden og Samfundet februar 1974

Kilder

Kildeintroduktion:

Den 5. marts 1974 blev der afholdt kommunalvalg i Danmark. Som optakt hertil bragte tidsskriftet Kvinden og Samfundet i februar samme år følgende indlæg, hvor kvindelige politikere fra en række af de partier, der stillede op til kommunalvalget, kommenterede på betydningen af at have kvindelige medlemmer i kommunalbestyrelserne.

Fra slutningen af 1960'erne havde forskellige grupper af kvinder i stigende omfang gjort oprør imod den traditionelle kvindeopfattelse, og 1970'erne og 1980'erne blev en periode præget af debatter om kønsroller og ligestilling - også indenfor politik. I de kvindelige politikeres kommentarer nedenfor er gennemgående tematikker da også, dels at der er brug for flere kvinder i kommunalpolitikken, dels at kvindelige politikere ikke blot skal beskæftige sig med "traditionelle kvindeområder" som social- og skolepolitik, men også med traditionelt set mandlige domæner som byplanlægning, økonomi og teknik.

Kvinder fik i 1908 ret til at stemme ved og stille op til de kommunale valg. I 1970'erne var den kvindelige repræsentation i de kommunale råd dog fortsat meget begrænset. Efter 1974-kommunalvalget var blot ca. 12 % af kommunalrådsmedlemmerne kvinder. Ved kommunalvalget i 2017 var ca. 33 % af de valgte kvinder, mens den kvindelige andel af de opstillede lå på godt 32 %.

Kvinden og Samfundet er siden tidsskriftets oprettelse i 1885 blevet udgivet af Dansk Kvindesamfund for at oplyse og skabe debat om kvinders stilling i Danmark.    

 

De kvindelige politikere, der i Dansk Kvindesamfunds tidsskrift Kvinden og Samfundet (februar 1974) udtalte sig om betydningen af kvinders deltagelse i politik, var: Lillian Svenningsen fra Socialdemokratiet, Birthe Knudsen fra Radikale Venstre, Inger Steen Madsen fra De Konservative, Lis Starcke fra Danmarks Retsforbund, Ebba Strange fra Socialistisk Folkeparti, Birgit Fjelde fra Centrumdemokraterne, Grethe Kirketerp Nielsen fra Venstre, Else Egelund fra Venstresocialisterne og Eva Rothenborg fra Fremskridtspartiet. Fra: Dansk Kvindesamfund

Kvinder i politik


Kvinden og Samfundet har bedt en kvindelig repræsentant for hvert af de politiske partier, der stiller op til kommunevalget den 5. marts, om at svare på spørgsmålet om betydningen af at kvinder er med til at bestemme i de kommunale råd. Følgende svarede:


Det har altid været vigtigt, at vi kvinder har været villige til at lade os vælge til kompetente forsamlinger.

Når vi ser på, hvordan fordelingen er mellem mænds og kvinders repræsentation i f. eks. kommunalbestyrelserne, er der noget at tænke over.

Er der virkelig en forskel på mænd og kvinder, som man ikke vil og kan acceptere.

De argumenter, der er blevet brugt i denne debat, kender vi alle til hudløshed, nemlig samfundets og familiens forventninger til kvinden. Det er ikke kvindens [egne] forventninger til sig selv som menneske.

Hver gang der er valg, siger man, at denne gang er det vigtigt. Jeg vil dog vove at påstå, at dette kommunevalg er vigtigere end nogen sinde.

Mit udgangspunkt er den nyligt udkomne PP-2 plans[1] redegørelse især afsnittet vedr. "Omsorg for børn".

Ganske kort skal bemærkes, at omtalte PP-2 plan er en fortsættelse af PP-1 fra marts 1971. Regeringen satte det mål vedr. PP-2, at man "bør søge frem til en nærmere vurdering af udviklingstendenserne og udviklingsmulighederne i de private erhverv og dermed af de samlede produktions- og forbrugsmuligheder for det danske samfund".

Som kvinder må vi være på vagt overfor og deltage aktivt i debatten om disse "udviklingstendenser og muligheder", der her lægges frem til debat og som et eksempel især afsnittet vedr. "Omsorg for børn".

I mine øjne er disse samfundsmæssige betragtninger et fornyet men camoufleret forsøg på i samfundets navn at genindføre et gammelt begreb: "kvindens plads er i hjemmet - i køkkenet - etc".

Hvordan kan jeg nå til denne slutning?

Udgangspunktet for min påstand er PP-2's betragtninger vedr. omsorgen for børn, der siger at det samfundsmæssigt ikke kan betale sig at bygge institutioner til vore børn - for der kommer jo ikke flere kvinder i arbejde.

Med udgangspunkt i gifte kvinders erhvervsfrekvens opstilles et stærkt forenklet regnestykke, der siger: "Opførelsen af 100 nye børnehavepladser medfører således en nettoforøgelse af arbejdsstyrken på 18 heltidsbeskæftigede, mens opførelsen af 100 vuggestuepladser medfører et nettofald på 2 heltidsbeskæftigede".

Med andre ord - det kan ikke betale sig for samfundet.

Andet sted i samme afsnit siger man: "Der kan næppe være tvivl om, at efterspørgslen ville falde væsentlig, hvis brugere uden særlig sociale behov skulle betale den fulde pris for en institutionsplads".

Med andre ord - kvindens plads er i hjemmet.

Den ellers udmærkede PP-2 redegørelse lægger nu op til en længe ventet målsætningsdebat. Regering og centraladministration på den ene side og folketinget på den anden skal nu til at arbejde. Men uanset hvad man når frem til, er det i sidste ende dog trods alt i kommunerne planerne skal virkeliggøres.

Det er her, det enkelte menneske vil mærke følgerne af dette arbejde. Det er herunder kommunernes, de enkelte kommunalbestyrelsers indvendinger og målsætninger i et vekselspil skal afpasses med og påvirke de beslutninger, der skal træffes på overordnet plan.

Det er muligt at gratisydelserne er blevet for store det bør undersøges. Det er muligt, vi skal til at lægge vægten på andre ting.

En ting er dog sikkert - vi må som kvinder - halvdelen af befolkningen - absolut og ubetinget være med til at afgøre hvordan fremtiden formes.

Derfor denne korte gennemgang af et enkelt afsnit af PP-2 til, ud fra et enkelt område, at belyse hvorfor netop dette kommunevalg er vigtigere end nogen sinde.

For at være sikker på at også kvindens interesser tilgodeses, må den kvindelige repræsentation i kommunalbestyrelserne være større, og derfor kan vi, der er opstillet til det kommende kommunevalg, kun være glade for den opbakning Dansk Kvindesamfund[2] giver os.

Til slut er det vel unødvendigt at nævne, at PP-2 redegørelsen er udarbejdet af ca. 40 mænd og vistnok 1 kvinde.

Lillian Svenningsen[3]

Socialdemokratiet

 

Hvorfor skal vi have flere kvinder i de lokale råd? Der er den helt indlysende grund, at kvinderne er groft underrepræsenterede i dag. Det er en oplagt uretfærdighed, at halvdelen af Danmarks befolkning kun er repræsenteret med 10% i de kommunale råd.

Men vi skal osse have kvinderne med, fordi de er kvinder og dermed forskellige fra mænd - ikke fra naturens hånd (bortset fra den lille forskel), men gennem generationers opgavedeling og opdragelse. Kvinderne må med i et sådant tal, at de ikke mister deres kvindelige identitet og bliver kopier af de mandlige politikere, der jo er et produkt af mandssamfundet med dets værdinormer og idealer. Hvis vi får tilstrækkelig mange kvinder med, har vi en chance for, at de kan være med til at give vores politiske liv en hårdt tiltrængt fornyelse.

Men så skal kvinderne med alle steder, det er ikke nok de er med i socialudvalg og skoleudvalg. De må med i økonomiudvalg - så vi kan få en mere menneskevenlig prioritering af de store opgaver. De må med i de tekniske udvalg - så vi kan få en bedre miljøpolitik - Da det traditionelt er kvinderne, der har ansvaret for familietrivslen, har de bedre forudsætninger for at opstille en politik med trivsel for lokalsamfundene.

Kort sagt politik trænger til kvinder. Kvinder, der er parate til at arbejde på lige fod med mændene uden dog at tage mandssamfundets sko på. De skal være med til at ændre det effektive, karriereprægede, mandsdominerede samfund til et mere menneskeligt samfund.

Først når kvinder er ordentligt repræsenteret i alle politiske led har vi et folkestyre - og ikke som nu et mandfolkestyre, derfor skal vi opfordre alle til at stemme personligt på kvinder d. 5.3.

Birthe Knudsen[4]

Radikale Venstre

 

Mon ikke der for længere tid fremover er sat bom for den stadige velstandsstigning, som kendetegnede 60erne. Energikrisen og dens følger[5] har ramt et svækket Danmark - svækket fordi inflationen i forvejen var større hos os end i andre lande, og fordi vi trods det krafttilskud, som Danmarks indtræden i EF betød[6], ikke løste vore betalingsbalanceproblemer.

Den første perspektivplanredegørelse var en advarsel - men den blev ikke hørt af de ansvarlige politikere. Nu må der kraftigere midler til for at bringe økonomien på fode.

Det vil mærkes i vore hjem, og her er vel ingen tvivl om, at kvinderne må påtage sig over 50 % af ansvaret for, at det kommer til at løbe rundt. Men de kvinder, der klarer ansvaret derhjemme er også dem, der kender kommunen bedst med deres kontakter til børneinstitutioner, skoler og fritidsfaciliteter. Det er dem, der foretager de daglige indkøb og besøger de gamle. De ved, hvordan der administreres mest fornuftigt, uden at der slås noget i stykker.

Det må derfor tillægges afgørende betydning, at det kvindelige element er vel repræsenteret i kommunalbestyrelsen.

I dag står det ilde til. Der er i gennemsnit 1,7 kvinde i hver kommunalbestyrelse, og det er selvfølgelig helt utilfredsstillende. Men nu er det så heldigt, at der skal være kommunalvalg d. 5. marts. Og selv om de kandidatlister, vi hidtil har set, er helt traditionelle i deres opbygning med et overtal af mænd og med mænd på de bedste pladser, har vi mulighed for gennem personlig stemmeafgivning at rette op på dette forhold.

Flere dygtige, energiske og samfundsbevidste kvinder i de kommende kommunalbestyrelser - det er det, der skal til.

Vi konservative vil forandre for at bevare - og her er et punkt, hvor der trænges til forandring - for at bevare det bedste vi har i vort samfund.

Inger Steen Madsen,[7]

Konservativ

 

Betydningen af, at kvinder er med?

Jeg gad vidst, hvad mændene ville svare, hvis man spurgte dem om betydningen af, at mænd er med til at bestemme i de kommunale råd? - Men selvfølgelig forstår jeg godt årsagen til opgavens ordlyd.

Da vi - kvinder og mænd - hver udgør ca. halvdelen af den valgbare del af befolkningen og hver ca. halvdelen af den befolkning, der skal virke i amter og kommuner, ville det være rimeligt, om vi havde en mere ligelig repræsentation i amtsråd og kommunalbestyrelser.

Betydningen ligger i, at beslutninger, der angår os alle, da ville blive truffet efter en saglig vurdering, bedømt fra såvel kvindelig som mandlig synsvinkel. Kvinder og mænd bedømmer i mange tilfælde tingene ens, men der er områder, hvor vi har forskellig mening og f.eks. ikke prioriterer på samme måde.

Der kommer til at mangle noget i den alsidige vurdering og i de beslutninger, der angår den fælles kommune, hvis kvinderepræsentationen er for lille - eller helt mangler i de kommunale og amtskommunale råd.

Det er derfor beklageligt, at der er så forholdsvis få kvinder i det kommunale arbejde. - Det afhjælpes vel først rigtigt, når vi - hvor kvinden også har udearbejde - opbygger en anden tradition end den nuværende, hvor ansvaret for børnene og hele hjemmets gang hovedsageligt hviler på kvinden. Det kræver et ekstra overskud af tid og kræfter at beskæftige sig med politik - og det er nu engang kvinden, der må føde børnene.

Jeg synes ikke, at det gør noget, at kvinderepræsentationen er størst i socialudvalg, kulturudvalg og skolekommissioner. Det er nok de områder, der har de fleste kvinders særlige interesse. Det er her rent menneskelige problemer, man beskæftiger sig med, på linie med kvindens hjemlige opgaver. - Men velgørende ville det være at se flere kvinder på formandsposter og at se, at der var plads i økonomiudvalg og teknisk udvalg for de kvinder, hvis evner og uddannelse berettiger dem til sådanne poster. Hermed ønsker jeg at slå fast, at kommunalbestyrelsesmedlemmer bør vælges efter kvalifikationer - ikke efter køn - og at det samme bør være tilfældet, når udvalgsposter skal besættes.

Er kvalifikationerne ens, foretrækkes manden ofte - og det er ikke retfærdigt.

Det er min erfaring, at kvinder i politik er mindst lige så saglige som mænd.

For Danmarks Retsforbund[8]

Lis Starcke[9].

 

Hvis der ikke var forskel på kvinder og mænd, ville sammensætningen af kønnene i de folkevalgte organer være ligegyldig. Når vi mener, at det er vigtigt, at kvinder er repræsenteret i disse organer betyder det vi accepterer, at der er en forskel. Denne forskel må give sig udtryk på nogle områder, vi må kunne gøre op: Hvad har det betydet, at vi fik kvinder ind? Hvordan har det ændret de beslutninger, der er blevet truffet? Dette er en spændende analyse, der dog ligger uden for mulighederne i denne besvarelse.

Men jeg mener, at det er vigtigt, og det vil sige, at jeg accepterer, at der stadig trods stigende ligeberettigelse er forskel på mænds og kvinders interesseområder og måder at løse problemer på. Dog tror jeg forskellene bliver mindre og mindre markante, efterhånden som kønsrollerne udviskes. Vi må have kvinder ind, og det må vi i alle partier, for at være med til at løse de problemer, som kvinder ser og anskuer på en anden måde end mændene. Det er stadig sådan, at kvinder har det største ansvar for hjemmets drift og børnenes liv. Derfor må kvinderne være med til at træffe beslutninger om børneinstitutioner, skoler, fritidsfasciliteter, boligmiljøer, indkøbsmiljøer, legemuligheder m.v. Men ikke bare på disse sociale og kulturelle områder er kvindesynspunkter nødvendige. Efterhånden som kvinder bevæger sig ind på de forskellige områder af arbejdsmarkedet, vil de også opleve de mere teknisk betonede spørgsmål i deres hverdag. Og da kvinder som regel er vant til at planlægge hjemmenes økonomi og teknik, vil de kunne tilføje debatten om byplan, trafik, forurening og økonomi synspunkter, der tager udspring i personlige oplevelser af tingene, og som derfor sandsynligvis har gode chancer for også at kunne fungere hensigtsmæssigt i deres udførelse.

Alle disse spørgsmål løses jo netop i de kommunale råd, derfor er den kvindelige repræsentation der af særlig betydning.

Ebba Strange[10]

SF

 

At arbejdet i de kommunale råd er et for hele folkestyret overmåde væsentligt arbejde, bør der ikke herske tvivl om. Eftersom kvinder udgør jævnt halvdelen af landets vælgerbefolkning ville det også være rimeligt, at ikke alene de kommunale råd, men alle parlamentariske forsamlinger havde en repræsentation af kvinder, der er langt større, end tilfældet er.

Men kvinder bør ikke lade sig opstille og vælge, blot fordi de er kvinder, men fordi deres ansvarlighed for folkestyret og samfundet er ligeså stor som mænds.

Netop derfor bør de kvinder, der opstiller og bliver valgt, ikke lade sig nøje med arbejdet på traditionelle kvindeområder som skolevæsen og socialvæsen, men de bør - da de jo ikke er ringere udstyret kundskabsmæssigt - i høj grad beskæftige sig med planlægningen og økonomien, og de bør føre sig frem med den styrke, som valget har givet dem og ikke spekulere så meget over, om de ved tilfældighedernes spil er blevet udstyret med det ene eller andet

Birgit Fjelde[11] MF

Centrumsdemokraterne[12]

 

Det er med en vis beklagelse, at man anno 1974 skal fortsætte med at forklare, at det er vigtigt, at også kvinder er repræsenteret i kommunalråd. - Men åbenbart stadig nødvendigt. Tallene taler jo deres tydelige sprog.

Der er i kvindeorganisationer og i de politiske partiers særlige kvindeudvalg gjort et stort arbejde for at aktivisere kvinderne, for at de skulle blive så politisk bevidste, at de indså nødvendigheden af og rimeligheden i, at den kvindelige halvdel af befolkningen også var medbestemmende i kommunerne.

Partiet Venstre havde indtil 1970 en sådan kvindeorganisation: Venstres Kvinder[13]. Den blev ophævet, idet man mente, at nu måtte kvinder på lige fod med mænd gøre sig gældende gennem vælgerforeninger og ikke sidde i særlige enklaver. Virkningen kan der ikke siges meget om på nuværende tidspunkt, men jeg mener, at der nu er flere kvinder i organisationsarbejdet, og at flere deltager i møder og konferencer.

Kvinderne i vort land er i høj grad med til at forvalte hjemmenes økonomi.

Og hvad er kommunalt arbejde?

Det består i at forvalte kommunernes økonomi, altså at forvalte de skatter, kommunerne opkræver hos borgerne.

De fleste af de kommunale opgaver er pålagt kommunerne ved lov, men det er i høj grad kommunalbestyrelsens ansvar, hvorledes disse opgaver løses.

Skolevæsen, børnehaver og dagpleje, fritidsundervisning, biblioteksvæsen, omsorg for ældre, plejehjem, veje, byplanlægning, miljø og forurening er et uddrag af de opgaver, kommunalrådsmedlemmer beskæftiger sig med.

På amtsrådsplan er det største område sygehus- og sundhedsvæsen. Desuden kan nævnes gymnasier, specialskoler for handicappede børn og observationsskoler, specialplejehjem, veje og vandløb og - det ikke mindst vigtige - planlægning og koordinering inden for hele amtskommunen.

Er alt dette ikke opgaver, vi alle brænder efter at få løst på bedst mulig måde? Det er ting og sager, der kommer os alle ved, så derfor må såvel kvinder som mænd med i dette arbejde, og arbejdet gøres i kommunalbestyrelserne, og muligheden for at præge og være medbestemmende er at gå ind i det politiske kommunale arbejde eller støtte de kvinder, der har lyst, vilje og evne til at tage sin tørn.

Gør det den 5. marts 1974.

Grethe Kirketerp Nielsen[14]

Venstre

 

Der spørges om betydningen af, at kvinder er med til at bestemme i de kommunale råd. Egentlig viser selve dette, at man stiller et sådant spørgsmål, jo i en nøddeskal, hvor tåbeligt vort samfund er indrettet, og hvor stærk kvindediskriminationen stadig er.

Det skulle vel være en selvfølge, at kvinderne var repræsenteret ligeligt med mændene i de kommunale råd, såvelsom i folketing og på alle andre poster i samfundet, der var behæftet med magt og indflydelse på tingenes udvikling. Men sådan er det jo altså ikke.

Kvinder er stadigvæk i høj grad henvist til ufaglært eller andet mindre kvalificeret arbejde, til lavere grader på embedsstigen, og de er svagt repræsenteret i ledelsesfunktioner af enhver art.

Men selv ud fra dette lavere stade er der al mulig grund til at sætte kvinder ind i de kommunale råd. Kvinderne, det være sig de hjemmegående, de halvdagsudearbejdende og de heldagsudearbejdende bruger alle byen på en anden måde end mændene, og er stærkt interesserede i ting, som mange mænd endnu ikke er nær så optaget af. Jeg tænker her på legepladser, parker, bademuligheder, børneinstitutioner, skoler, hospitaler og gamleforsorg. En større kvinderepræsentation kunne måske ændre lidt i kommunernes prioriteringer, - så mennesker for eksempel blev prioriteret højere end bilerne og deres vejanlæg -, så et godt trivselsmiljø med dertil hørende udtynding af byen, navnlig af brokvartererne, blev prioriteret højere end at udnytte hver kvm. til kontorhuse, forretningsejendomme eller til ny tæt bebyggelse med små, dyre lejligheder.

Hermed være ikke sagt, at kvinderne skal indskrænke sig til de traditionelle kvindelige arbejdsområder. Netop ved at kvinderne tager andre opgaver op, eller tilkæmper sig andre arbejdsområder skulle man måske snarere sige, kunne de forhåbentlig bringe nye aspekter ind i arbejdet. Samtidig hermed kunne de dygtiggøre sig selv, - ville de utvivlsomt vokse med opgaverne. Også dette er en vigtig side af kvindernes deltagelse i de kommunale råd og i de beslutninger, der tages der.

Else Egelund[15]

Venstresocialisterne[16]

 

Kvinder har været aktivt med i politik siden oldtiden, men deres indflydelse har - qua deres samfundsstilling - været begrænset til, hvilken indflydelse [de] seksuelt har haft på historiens statsmænd.

Hvorfor er så kvindernes indflydelse i politik, både på landsbasis og i den lokale politik endnu i dag så ringe, til trods for den store emancipation[17] og ligestilling, vi har trællet os frem til?

Først og fremmest har vi årtusinders maskuline fordomme at overvinde, fordomme, vi alle ved eksisterer lige så vel i dag som før, trods aldrig så stor ligestilling. Kvinden er på bunden "en nuttet lille tingest", og vil hun lege med i politik, kan hun da gerne få lov til det. Vi mænd behøver jo ikke at lægge så meget mærke til, hvad hun siger, for vi ved nu engang bedst. Beviset har vi fået gennem de senere år, hvor flere fremragende kvindelige kommunalpolitikere har trukket sig tilbage, simpelthen fordi de blev totalt overset og overhørt i de bestyrelser, de sad i.

Og dog - der er et gammelt ord, som siger, at ethvert land har de mænd, som kvinderne fortjener. Det, jeg selv personlig har set og hørt til kvindelige politikere, såvel på landsbasis som på det kommunale plan, har for en stor del givet mig indtryk af en flok syklubdamer, som til deres store forundring pludselig har opdaget, at de kan andet end at tælle korssting men at de ikke rigtig ved, hvad de skal stille op med det. Hvordan vil man så, at trænede mandlige kolleger skal lytte til vore ord?

Kvindelige politikere må først og fremmest lære at optræde med en naturlig myndighed og overbevisning, i de bestyrelser, hvor de sidder. Dette kan udmærket mobiliseres, uden at de sætter noget af deres kvindelighed over styr. Og så må de lære primært at udtrykke sig stringent og koncist, så vinder de også automatisk gehør.

Fremskridtspartiet[18] har adskillige kvinder i den gruppe, som har samarbejdet op til valget 5. marts, og vi har haft den lykke at kunne se helt bort fra kønsrollerne og få etableret det "een for alle, alle for een", som burde være en naturlig forudsætning for ethvert parti. Derfor regner vi med at få ikke alene et godt valg men også en god fremtid for partiet, fordi vi ikke er belastet med nogen af de traditionelle fordomme, der i for høj grad kendetegner gammelpartierne.

Der er kvinder i byplanlægningsgruppen, i budget- og økonomigruppen, i den sociale gruppe osv., og vær sikker på at de er fuldt kompetente til at vise andre danske kvinder, at vor indsats i dansk politik både er påkrævet og ikke bliver den ringeste.

Eva Rothenborg[19]

Fremskridtspartiet

 

 


[1] PP-2 plan: i 1971 og 1974 blev henholdsvis Perspektivplan 1 og 2 (PP-1 og -2) udarbejdet på foranledning af den danske regering. Formålet hermed var at klarlægge tendenser i samfundsudviklingen, især betydningen af den offentlige sektors stærke vækst.

[2] Dansk Kvindesamfund: Danmarks ældste kvindeorganisation stiftet i 1871 af Matilde og Fredrik Bajer. Fra 1885 udgiver af tidsskriftet Kvinden og Samfundet.

[3] Lillian Svenningsen: medlem af Karlebo Byråd for Socialdemokratiet 1974-1988.

[4] Birthe Knudsen (1936-): medlem af Kerteminde Byråd for Radikale Venstre 1970-1975, bl.a. som viceborgmester.

[5] I 1973-1974 fandt en oliekrise sted. Årsagen til den internationale krise var, at olieproduktionen på foranledning af de olieeksporterende landes organisation OPEC blev reduceret og oliepriserne derfor steg kraftigt. I Danmark (som i mange andre lande) resulterede krisen i store økonomiske problemer, øget arbejdsløshed m.v.

[6] Danmark blev medlem af EF i 1973, efter der året før var blevet afholdt en folkeafstemning for eller imod dansk medlemskab. I de politiske diskussioner op til afstemningen havde tilhængere af dansk medlemskab slået på de økonomiske fordele herved. Disse forventninger blev imidlertid skuffede som konsekvens af oliekrisen.

[7] Inger Steen Madsen (1925-2015): medlem af Lundby-Taarbæk kommunalbestyrelse for Konservative 1973-2003, bl.a. med poster som socialudvalgsformand og viceborgmester.

[8] Danmarks Retsforbund: politisk midterparti, stiftet i 1919/1922. Grundideerne var dels tanken om, at ejerskabet til jord og jordens værdistigning tilfaldt alle og ikke kun nogle få, dels at staten og dens funktioner skulle minimeres for at give det enkelte individ den størst mulige grad af frihed. Partiet var repræsenteret i Folketinget 1926-1960, 1973-1975 og 1977-1981; siden 2005 har partiet ikke været opstillet til folketingsvalg.

[9] Lis Starcke (1909-1998): medlem af Folketinget for Danmarks Retsforbund 1977-1981. Lis Starcke stillede op til 1974-kommunalvalget i Lyngby-Tårbæk Kommune uden at blive valgt.

[10] Ebba Strange (1929-2012): medlem af Folketinget for Socialistisk Folkeparti 1973-1994.

[11] Birgit Fjelde (1945-): medlem af Folketinget for Centrum-Demokraterne 1973-1975.

[12] Centrum-Demokraterne: politisk midterparti, stiftet 1973 og nedlagt i 2008. Blandt partiets mærkesager var gode vilkår for almindelige hus- og bilejere samt en stærk bekendelse til EF/EU og NATO. Partiet var repræsenteret i Folketinget 1973-2001.

[13] Venstres Kvinder: politisk organisation for kvinder i partiet Venstre, stiftet 1928-1929 og nedlagt i 1970.

[14] Grethe Kirketerp Nielsen (1910-1998): medlem af Hobro Byråd for Venstre 1950-1952, medlem af Aalborgs Amtsråd ligeledes for Venstre 1954-1978; her bl.a. med posten som landets første kvindelige amtsborgmester 1970-1978.

[15] Else Egelund (1909-1995): medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Socialistisk Folkeparti 1962-1967 og Venstresocialisterne 1967-1970 og 1975-1981.

[16] Venstresocialisterne: politisk venstrefløjsparti, stiftet 1967 som udbryder fra Socialistisk Folkeparti, omdannet fra parti til forening i 1998. Partiet var i de første år præget af interne stridigheder om den politiske linje, men overordnet set lå partiet til venstre for Socialistisk Folkeparti, og var mere kritisk over for lande som Sovjetunionen end Danmarks Kommunistiske Parti.

[17] Emancipation: frigørelse; i nyere tid brugt om frigørelse af bestemte samfundsgrupper, der fx på grund af køn har stået i et underdanighedsforhold.

[18] Fremskridtspartiet: ultraliberalistisk protestparti, stiftet i 1972. Blandt partiets mærkesager var afskaffelse af indkomstskatten og kraftig reduktion af den offentlige sektor. Partiet var repræsenteret i Folketinget 1973-1999, og har siden 2001 ikke stillet op til folketingsvalg.

[19] Eva Rothenborg (o. 1919-2005): medlem af Folketinget for Fremskridtspartiet 1975-1976.

Om kilden

Dateret
02.1974
Oprindelse
"Kvinder i politik" i Kvinden og samfundet, februar 1974
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. juni 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
02.1974
Oprindelse
"Kvinder i politik" i Kvinden og samfundet, februar 1974
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. juni 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk