Kvinder i middelalderen

Artikler

En kvinde i middelalderen blev kaldt en 'dannekone', ligesom en mand blev kaldt en 'dannemand'. Men selvom begrebet dækkede bredt, var middelalderens kvinder, som det samfund de levede i, stærkt klasseinddelte. Øverst i hierarkiet var rigets mægtige fruer, dvs. dronningen og kongens døtre samt de rige adelsfruer. Under dem var borgernes hustruer og på landet bondekonerne, mens man nederst i hierarkiet fandt tjenestepigerne og de fattige.

Kvindens opgaver

Middelalderens ægteskaber var et samarbejde mellem mand og kvinde. Udover moderrollen havde kvinden ansvar for husholdet, herunder madlavning, vask, produktion af tøj m.m. Andre sysler kunne være brodering, og der er fundet fingerbøl fra middelalderen netop til dette formål. Inden for samfundets øverste lag samarbejdede det adelige ægtepar om administrationen af godser. Der var også egentlige erhverv, der blev anset for at være kvindehverv. Det var eksempelvis kvinderne, der bryggede øllet. På de mange kroer var der krokoner, og kvinder har formentlig i nogle tilfælde selv drevet kroer. I byerne fandt man desuden småhandlende kvinder i boder.

Ægteskab

Fra samfundets øverste lag er der eksempler på, at elitens døtre arvede store godsbesiddelser, da ejendomsretten gik i arv, og i Danmark også gjaldt kvinder. Disse besiddelser kunne bruges til at tiltrække gode ægteskabsalliancer, og gennem ægteskab kunne slægten gifte sig til gods, rigdom og politisk indflydelse.

Der var storpolitiske interesser på spil, når det gjaldt kongelige ægteskaber. De danske middelalderdronninger blev hentet fra hele Europa, da de kongelige ægteskaber var af afgørende betydning i forhold til at sikre de rigtige udenlandske alliancer. Ægteskabet mellem Christian 2. (1481-1559) og Isabella af Habsburg (1501-1526), der på dansk fik navnet Elisabeth, er et eksempel herpå. Ægteskabet medførte både politisk støtte fra kejsermagten samt prestige og gode handelsforbindelser til Nederlandene.

I de lavere samfundslag var det almindeligt at leve i et mere uformelt parforhold. En ugift kvinde, der levede sammen med en mand, blev kaldt for hans ”slegfred”. I løbet af middelalderen blev dette ændret med det såkaldte hævdægteskab, der ifølge Jyske Lov gjorde ”slegfreden” til ægtehustru, når hun havde levet med manden i tre år og åbenlyst boet, sovet og spist sammen med ham samt rådet over husets nøgler.

Livet som enke

Mange af middelalderens adelskvinder var dygtige godsadministratorer. Dette ses ofte, når de som enker selv skulle drive deres godser. I mange ægteskaber var manden en del ældre end kvinden, og hustruen måtte derfor selv videreføre godset som enke. Som enke var den godsdrivende adelskvinde særlig afhængig af sit sociale netværk og havde brug for mandlige slægtninge til at værge for hende i eksempelvis retslige anliggender såsom arvestridigheder. Havde hun ikke dette, kunne hun henvende sig til kongen. Han havde nemlig en særlig forpligtigelse til at tage sig af folk, der havde brug for hjælp og støtte, hvilket også omfattede enker.

Det var ikke kun adelsstandens enker, der kunne hente hjælp ved deres ”herrer”. Der er også eksempler på bondeenker, der beder deres godsejere om hjælp i de såkaldte supplikker (bønskrifter).

Middelalderens enkedronninger var magtfulde politiske aktører, der besad næsten lige så stor indflydelse som kongen selv.

Klosterliv

I middelalderen valgte mange velhavende folk ved slutningen af deres liv at indgå i et kloster for at tjene Gud og samtidig blive plejet på deres gamle dage. Der er bevaret en del dokumenter der viser, at velhavende kvinder mod betaling fik lov til at opholde sig i et kloster. Fru Gro, der var enke efter hr. Esbern Vagnsen, valgte i sit reviderede testamente fra 1268 at indgå i Skt. Clara nonnekloster i Roskilde (den kvindelige del af Franciskanernes tiggerorden). I hendes testamente lyder det ”… i hvis Ordensdragt ogsaa jeg Resten af mit Liv vil underkaste mig Klostertugten og Ærefrygt for Gud”.

Almindelige fattige mænd og kvinder kunne ligeledes finde deres plads inden for klostrenes mure som lægbrødre og lægsøstre. De var som regel bønder og håndværkere og tog sig af det fysiske arbejde som dyrkningen af klostrenes jorde. I løbet af middelalderen forsvandt denne ordning dog som klostrene mere og mere fik dyrket deres jordejendomme af fæstebønder.

En af de mest populære kvindelige klosterordener i Danmark i middelalderen var stiftet af en svensk adelskvinde kaldet Den Hellige Birgitta af Vadstena (ca. 1303-1373). Hun stiftede i 1370 Birgittinerordenen. I Birgittinernes klostre var abbedissen den øverste myndighed, og kvinder skulle være 18 år for at blive optaget i ordenen og indgå i den lukkede klosterverden. I Danmark var der i middelalderen to Birgittinerklostre – et i Maribo og et i Mariager.

Om artiklen

Forfatter(e)
Helle Pedersen
Tidsafgrænsning
1050 - 1536
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. juli 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Larsen, Jytte: Dansk kvindebiografisk leksikon (2001)

Larsen, Jytte: Alle tiders danske kvinder (2000)

Nielsen, Niels Skyum: Fruer og Vildmænd: bind I, Danske middelalderhistorie 1250-1340 (1994), bind II, Dansk middelalderhistorie 1340-1400 (1997)

Poulsen, Bjørn: ”Den kvindelige godsejer som aktør i 1400-tallets Danmark – Eksempel Birgitte Perdersdatter Flemming”, i Den Jyske Historiker nr. 125 (2010)

Enemark, Poul: ”Adelige ægteskaber med unionspolitisk sigte ca. 1420-1460”, i Rige, Magten og Æren – Den danske adel 1350-1660 (2001)

Jørgensen, Jens Anker og Thomsen, Bente: Gyldendals bog om danske klostre (2004)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Helle Pedersen
Tidsafgrænsning
1050 - 1536
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. juli 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Larsen, Jytte: Dansk kvindebiografisk leksikon (2001)

Larsen, Jytte: Alle tiders danske kvinder (2000)

Nielsen, Niels Skyum: Fruer og Vildmænd: bind I, Danske middelalderhistorie 1250-1340 (1994), bind II, Dansk middelalderhistorie 1340-1400 (1997)

Poulsen, Bjørn: ”Den kvindelige godsejer som aktør i 1400-tallets Danmark – Eksempel Birgitte Perdersdatter Flemming”, i Den Jyske Historiker nr. 125 (2010)

Enemark, Poul: ”Adelige ægteskaber med unionspolitisk sigte ca. 1420-1460”, i Rige, Magten og Æren – Den danske adel 1350-1660 (2001)

Jørgensen, Jens Anker og Thomsen, Bente: Gyldendals bog om danske klostre (2004)

Udgiver
danmarkshistorien.dk