Kvinder i Folketinget, 1972-1993

Artikler

I 1970’erne og 1980'erne steg andelen af kvinder i Folketinget støt. Kvindekamp og ligestilling var kommet på den politiske dagsorden. Dette skyldtes dels et udenomsparlamentarisk pres fra kvindebevægelsen og dels en ny generation af folkevalgte kvinder, som satte fokus på ligestillingshensyn i forbindelse med lovgivning.

Kvinder begyndte således også i højere grad at blive anset som mulige kandidater, når ministerholdet skulle sammensættes.

Ønsket om at tiltale de kvindelige vælgere

I takt med venstreorienterede strømninger, ligestillingskamp og kvindefrigørelse i det omgivende samfund blev det også i de fleste partier i stigende grad set som en politisk nødvendighed at have en kvindelig kandidat højt på stemmesedlerne ved folketingsvalgene.


Eksempelvis så Det Konservative Folkeparti det som en fordel at have en markant skikkelse som Grethe Fenger Møller (f. 1941) i front. Hun var nemlig samtidig engageret i ligestillingsarbejdet i Dansk Kvindesamfund, hvor hun var med i hovedbestyrelse og forretningsudvalg fra 1967 og landsformand fra 1974 til 1981. Det kunne trække stemmer. Det generede dog også flere af de konservative partikollegaer, når Grethe Fenger Møller for eksempel argumenterede for positiv særbehandling af kvinder på arbejdsmarkedet og i uddannelsessektoren.  Fra talerstolen på partiets landsmøde i 1979 bad Det Konservative Folkepartis næstformand Palle Simonsen (1933-2014) hende således om at vælge mellem partiet og Dansk Kvindesamfund. Noget hun dog aldrig gjorde.


Ved det første direkte valg til Europa-Parlamentet i 1979 var en tredjedel af de valgte kandidater kvinder. Heriblandt var en række stærke profiler og tidligere ministre som Tove Nielsen (Venstre, f. 1941), Eva Gredal (Socialdemokratiet, 1927-1995), Else Hammerich (Folkebevægelsen mod EF, f. 1936) og Margrete Auken (Socialistisk Folkeparti, f. 1945). 

 

Kønsfordeling i Folketinget og i partierne

Efter folketingsvalget i 1968 var godt 10 % af medlemmerne i det nye Folketing kvinder. I 1994 var det tal steget til omkring 33 %. I 1971 blev i alt 30 kvinder valgt ind i Folketinget, og i 1979 og 1981 fik 42 kvinder et mandat.


Der var dog forskel på kvindeandelen i de forskellige partier. I 1975 var kun 12 ud af 53 medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe kvinder, og generelt var Socialdemokratiet sammen med Venstre de dårligste til at opstille kvindelige folketingskandidater. Indtil 1979 havde begge partier mindre end 15 % kvindelige folketingsmedlemmer. Ved dette valg voksede den socialdemokratiske andel imidlertid markant til 24 %., mens Venstre fortsat lå omkring 14 %. Ved samme valg udgjorde kvinder ca. 30 % af Det Radikale Venstres og Det Konservative Folkepartis indvalgte folketingsmedlemmer, og i Socialistisk Folkeparti var hele 7 ud af 11 medlemmer i folketingsgruppen kvinder. 

 

Kvindelige ministre og partiledere

I perioden 1972-1993 var alle tre statsministre mænd: Anker Jørgensen (1972-1973, 1975-1982), Poul Hartling (1973-1975) og Poul Schlüter (1982-1993). Først i 2011 fik Danmark sin første kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt (f. 1966) fra Socialdemokratiet.


Alle partilederne i perioden 1972-1993 var også mænd med undtagelse af Mimi Jakobsen (f. 1948), der i 1989 blev formand for Centrum-Demokraterne, og Marianne Jelved (f. 1943), der i 1990 blev leder af Det Radikale Venstre. Det var således først i slutningen af perioden, at kvinder blev set som mulige partiledere.
Antallet af kvindelige ministre i 1970'ernes og 1980'ernes regeringer var lavt, set i forhold til i dag, men ligestillingshensynet begyndte med tiden at spille en mere udtalt rolle, når ministerholdet skulle sammensættes. I sine første regeringer havde Anker Jørgensen to-tre kvindelige ministre, og på trods af en større opmærksomhed på ligestilling og kønspolitik steg til det tal kun til tre-fire i hans sidste tre regeringer. I 1980’erne under Poul Schlüters borgerlige regeringer var der i gennemsnit fire-fem kvindelige ministre.


Især i 1970’erne fik de kvindelige ministre generelt ’bløde’ porteføljer som f.eks. Kirkeministeriet, Kulturministeriet og Undervisningsministeriet. Socialområdet blev typisk betragtet som tilhørende den kvindelige omsorgssfære. Socialministeriet var samtidig et stort og omkostningstungt ministerium, der var centralt i krisetider, og det havde i perioden enkelte mandlige, men som regel kvindelige ministre. De tunge ministerier som eksempelvis Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Finansministeriet forblev imidlertid mandsdominerede. Men der var undtagelser: Venstres Nathalie Lind (f. 1918) var således justitsminister i to omgange, dels under Poul Hartlings Venstreregering 1973-75, dels under SV-regeringen 1978-79.


I løbet af 1980’erne fik kvinderne stadigt flere af de tunge ministerposter. Den konservative Grethe Fenger Møller tog i 1982 uriasposten som arbejdsminister i Poul Schlüters første regering, efter at flere af hendes (mandlige) kolleger havde betakket sig, og Venstres Britta Schall Holberg (f. 1941) var både indenrigs- og landbrugsminister i samme regering. Kvinderne opnåede dog ikke i perioden at få statsministerposten eller de klassiske nr. 2 og 3 i rang: udenrigsminister og finansminister. Ligeledes var de vigtige departementschefer i ministerierne mænd.

 


Fordelt på ministerier så de kvindelige ministerposter således ud i perioden 1972-1993:

Ministeriet Anker Jørgensen I Fra 5. oktober 1972 til 19. december 1973:

Socialminister: Eva Gredal (S)

Kirkeminister: Dorte Bennedsen (S)

Undervisningsminister fra 27. september 1973: Ritt Bjerregaard (S)

 

Ministeriet Poul Hartling Fra 19. december 1973 til 13. februar 1975:

Justitsminister og minister for kulturelle anliggender: Nathalie Lind (V)

Undervisningsminister: Tove Nielsen (V)

 

Ministeriet Anker Jørgensen II Fra 13. februar 1975 til 30. august 1978:

Socialminister: Eva Gredal (S)

Undervisningsminister: Ritt Bjerregaard (S)

Minister uden portefølje med særligt henblik på udenrigspolitiske spørgsmål: Lise Østergaard fra 26. februar 1977 (S)

 

Ministeriet Anker Jørgensen III Fra 30. august 1978 til 26. oktober 1979:

Justitsminister: Nathalie Lind (V)

Undervisningsminister: Ritt Bjerregaard (S) til 22. december 1978. Derefter Dorte Bennedsen (S)

Minister uden portefølje med særligt henblik på udenrigspolitiske spørgsmål: Lise Østergaard (S)

 

Ministeriet Anker Jørgensen IV Fra 26. oktober 1979 til 30. december 1981:

Socialminister: Ritt Bjerregaard (S)

Undervisningsminister: Dorte Bennedsen (S)

Minister for kulturelle anliggender: fra 28. februar 1980 Lise Østergaard (S)

Kirkeminister og minister for Grønland: fra 20. januar 1981 Tove Lindbo Larsen (S)

Minister uden portefølje med særligt henblik på udenrigspolitiske spørgsmål: Lise Østergaard til 28. februar 1980 (S).

Minister for nordiske anliggender: Lise Østergaard fra 28. februar 1980 (S)

 

Ministeriet Anker Jørgensen V Fra 30. december 1981 til 10. september 1982:

Undervisningsminister: Dorte Bennedsen (S)

Minister for kulturelle anliggender og minister for nordiske anliggender: Lise Østergaard (S)

Kirkeminister og minister for Grønland: Tove Lindbo Larsen (S)

 

Ministeriet Poul Schlüter I Fra 10. september 1982 til 10. september 1987:

Indenrigsminister: Britta Schall Holberg (V) til 12. marts 1986

Landbrugsminister: fra 12. marts 1986 Britta Schall Holberg (V)

Socialminister: fra 23. juli 1984 Elsebeth Kock-Petersen (V). Fra 12. marts 1986 Mimi Stilling Jakobsen (CD)

Arbejdsminister: Grethe Fenger Møller (K) til 12. marts 1986

Minister for kulturelle anliggender: Mimi Stilling Jakobsen (CD) til 12. marts 1986

Kirkeminister: Elsebeth Kock-Petersen (V) til 23. juli 1984, derefter Mette Madsen (V)

Minister for Grønland: fra 1. september 1987, Mimi Stilling Jakobsen (CD)

 

Ministeriet Poul Schlüter II Fra 10. september 1987 til 3. juni 1988:

Socialminister: Mimi Stilling Jakobsen (CD)

Kirkeminister: Mette Madsen (V)

Sundhedsminister: Agnete Laustsen (K)

 

Ministeriet Poul Schlüter III Fra 3. juni 1988 til 18. december 1990:

Sundhedsminister: Elsebeth Kock-Petersen (V) til 7. december 1989

Industriminister: fra 2. december 1989 Anne Birgitte Lundholt (K)

Boligminister: Agnete Laustsen (K)

Miljøminister: Lone Dybkjær (RV)

Socialminister: Aase Olesen (RV)

 

Ministeriet Poul Schlüter IV Fra 18. december 1990 til 25. januar 1993:

Industriminister og energiminister: Anne Birgitte Lundholt (K).

Sundhedsminister: Ester Larsen (V)

Socialminister: Else Winther Andersen (V)

Kulturminister: Grethe Rostbøll (K)

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl
Tidsafgrænsning
1972 - 1993
Sidst redigeret
7. november 2018
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring og Niels Wium: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 1 (2017)

Wium, Niels og Thorsten Borring Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2 (2018)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl
Tidsafgrænsning
1972 - 1993
Sidst redigeret
7. november 2018
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring og Niels Wium: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 1 (2017)

Wium, Niels og Thorsten Borring Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2 (2018)

Udgiver
danmarkshistorien.dk