Kroning, salving og kongeudråbelse

Artikler

Kroninger, salvinger og kongeudråbelse er ceremonier vis primære formål er at styrke den herskende konges legitimitet og øge kongemagtens autoritet. Kroning og salving repræsenterer således Guds indsættelse af kongen i hans embede, evt. formidlet gennem kirken. I Danmark blev kongerne kronet i perioden 1170-1648. Under det enevældige styre fra 1660-1848 blev den nye konge blot salvet allerede iført den krone, han havde arvet. Fra 1848 og frem er kongerne blevet udråbt af statsministeren.

Tidlige kroninger

Det er meget sandsynligt, at Knud den Store (1018-1035) i sin egenskab af engelsk konge bar krone, og vi ved, at kong Niels (1104-1134) gjorde brug af kongelige værdighedstegn, uden at vi ved hvilke. Kongerne Magnus og Svend Grathe fik i henholdsvis 1134 og 1152 overdraget kroner af den tyske kejser i deres egenskab af dennes lensmænd. Imidlertid er det først fra og med 1170, at vi med sikkerhed ved, at danske konger blev kronet ved deres tiltræden af embedet. Knud 6.s kroning ved den såkaldte Kirkefest i Ringsted 1170 er den første kroning på dansk grund vi kender til med sikkerhed.

Årsagen til, at kroningsceremonien efter vesteuropæiske forbillede vandt indpas i Danmark på dette tidspunkt, var først og fremmest, at Valdemar den Store ønskede at bevare sin egen gren af kongeslægten på tronen og udelukke de andre kongeætlinge fra at kunne gøre krav på kongeværdigheden. I realiteten ønskede han at gøre kongedømmet arveligt for hans efterkommere. Dette ville sikre rigsenheden og forhindre den slags tronstridigheder, som var medvirkende årsager til de borgerkrige der hærgede landet i 1131-34 og 1146-57.

 

Frederik 2's kroning i København 1559
Frederik 2.s kroning i København 1559. Fra
Danmarks Riges Historie (1896-1907).

Kroningsceremonien

I Danmark brugte man middelalderen igennem de tyske kroningsforskrifter. Ifølge disse foregik kroningsceremonien som følger: Under en højtidelig messe placerede man først kronen, symbolet på kongens magt og værdighed på alteret. Herefter aflagde kongen ed på, at han ville regere som ”rex iustus” – den retfærdige konge. Efterfølgende blev kongen salvet på hoved, højre arm og på skuldrene, hvilket skulle symbolisere Guds overdragelse af kongelig værdighed til kongen. Herpå fik han overrakt sværdet som symbol på kongens funktion som lovenes håndhæver. Derefter fik kongen kronen sat på hovedet og blev, som i resten af Europa, udstyret med scepter og rigsæble – symboler på kongens dommerfunktion og hans universelle herredømme.

Af symbolerne var det vigtigste kronen. Denne kan tilbageføres til den romerske sejrskrans, corona, som blev brugt som civil og militær udmærkelse. I senantikken blev denne krans, som for det meste bestod af laurbærblade, erstattet af det i Orienten brugte diadem. Middelalderens krone var en videreudvikling af diademet, og varierede i udformning. Det var normalt tale om åbne kroner med lilje- eller korsudsmykninger.

Efter 1170 blev alle de følgende konger frem til 1648 kronet - med undtagelse af Valdemar 3. (1326-28), Valdemar Atterdag og hans barnebarn Oluf.

I det meste af middelalderen var der ingen fast tradition for, hvor kongerne skulle krones, selvom ærkebispens domkirke i Lund synes at have været det foretrukne sted. Fra Christian 1.s kroning 1448 foregik kroningerne frem til Enevældens indførelse i Vor Frue Kirke i København.

 

Christian 1 modtager den gyldne Rose af
Christian 1. modtager den gyldne Rose af Paven.
Fra
Danmarks Riges Historie (1896-1907).

Salvinger og kongeudråbelser

Fra og med 1300-tallet kom rigsråder til at deltage i påsættelsen af kronen som symbol på rigsrådets magt til at vælge kongen. Bl.a. dette var årsagen til, at egentlige kroninger ikke fandt sted under Enevælden efter 1660, idet adelen nu havde mistet sin indflydelse på udnævnelserne. Derimod blev kongerne frem til 1840 fortsat salvede som symbol på, at de fik deres magt direkte fra Gud. Dette foregik ved pragtfulde ceremonier i Frederiksborg Slotskirke.

Efter Grundlovens indførelse 1849 har der hverken fundet kroninger eller salvinger sted i Danmark. Som et symbol på monarkiets konstitutionelle status er konger eller regerende dronninger efter 1849 blevet udråbt af statsministeren med de berømte ord: ”Kongen er død, kongen længe leve”.

Om artiklen

Forfatter(e)
Stefan Pajung
Tidsafgrænsning
1170 - 1648
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. juli 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Hoffmann, Erich: Königserhebung und Thronfolgeordnung in Dänemark bis zum Ausgang des Mittelalters (1976).

Hoffmann, Erich: "Coronations and Coronation Ordines in Medieval Scandinavia" i Bak, János M. (red.): Coronations (1990).

Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder bd. 9 (1964).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Stefan Pajung
Tidsafgrænsning
1170 - 1648
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. juli 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Hoffmann, Erich: Königserhebung und Thronfolgeordnung in Dänemark bis zum Ausgang des Mittelalters (1976).

Hoffmann, Erich: "Coronations and Coronation Ordines in Medieval Scandinavia" i Bak, János M. (red.): Coronations (1990).

Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder bd. 9 (1964).

Udgiver
danmarkshistorien.dk