Krøniken om Gråbrødrenes fordrivelse fra deres klostre i Danmark fra 1530'erne: uddrag om klostrene i Viborg og Næstved

Kilder

Kildeintroduktion:

Krøniken om Gråbrødrenes fordrivelse fra deres klostre i Danmark handler om, hvordan den evangeliske reformationsbevægelse i løbet af 1520'erne og 1530'erne fordrev franciskanermunkene fra deres klostre i en række danske købstæder. Teksten stammer fra 1530'erne og er interessant, fordi den beskriver begivenhederne fra en katolsk synsvinkel. Skønt krøniken er stærkt kritisk overfor den evangeliske bevægelse og den tyske reformator Martin Luthers (1483-1546) lære, er det en central kilde til at følge spredningen af den evangeliske bevægelse i de danske byer i 1520'erne og 1530'erne. Franciskanerne, som var tiggermunke, blev skydeskive for den evangeliske bevægelse, fordi munkene, trods ordenens forskrifter om streng fattigdom, levede i materiel velstand og omgav sig med rigdomme i deres klostre og kirker.

Krøniken, der kendes fra syv overleverede håndskrifter, hvoraf det ældste og vigtigste altså er dateret til 1530'erne, består foruden af en indledende bøn, af en række indberetninger af varierende længde omkring lukningen og konfiskationen af 15 franciskanerklostre i lige så mange danske købstæder i perioden 1528-1533. Der findes kun to navngivne forfattere i indberetningerne, mens hovedparten ikke har en angivet forfatter. En af disse er broder Jacob Jensen, der er forfatter til kapitel 2 om klosteret i Viborg, som gengives herunder. Jacob Jensen var assistent for provincialministeren, dvs. ordenslederen i den danske provins. Desuden gengives indberetningen om klosteret i Næstved, som er uden forfatter. Indberetningerne er formentlig enten forfattet eller gengivet af øjenvidner fra de enkelte klostre.  

Formålet med skriftet har været omdiskuteret i forskningen. Mest overbevisende i denne diskussion er det standpunkt, at skriftets formål var at vinde de katolske rigsrådsmedlemmers sympati forud for herredagen i 1533, hvor man skulle vælge en ny konge efter Frederik 1.s (født 1571, regent 1523-33) død, og ad den vej få ordenens klostre tilbage. Splittelsen mellem den lutherske og den katolske fraktion i rigsrådet var imidlertid for stor til, at man kunne enes om en ny konge, og i sidste ende mundede splittelsen ud i borgerkrigen Grevens Fejde (1534-1536).

2. kapitel

Om klosteret i Viborg

Men i året 1527[1] kom der en vis frafalden fra johannitterordenens kloster i Antvorskov, magister Hans Tausen, som hidtil havde båret sin klosterdragt eller sin fromhedsdragt, og begyndte i sit klosters kirke at prædike det lutherske kætteri. Og en dag, da han var færdig med at prædike, tog han i kirken sin klosterdragt af, som han havde haft på på prædikestolen, og gik ud derfra sammen med de borgere, der havde hørt hans prædiken; de gik hen til den hellige Johannes' kirke i samme by; og der samlede han ofte folk, der ville høre på hans forpestede kætteri, og der udgød han sin forgiftede tunges edder. Og eftersom dag for dag hans pestbefængte lære øgedes med fejl og yndest af fejl, opfordrede han borgerne til, at vore brødre skulle jages ud derfra ud fra hans lære, der givetvis var luthersk, og at de skulle oprette en skole. Omsider, da den hellige Johannes' kirke ikke var tilstrækkelig til det antal, der ville høre denne nye og uhørte prædiken, bad de brødrene, om ikke kirken ved vort kloster kunne åbnes for hans sekts prædiken om eftermiddagen. Men da det ikke kunne tillades, sendte borgerne i denne by et brev til den kongelige majestæt, i hvilket de bad majestæten om lov til at ødelægge sognekirkerne i denne by, fordi der var alt for mange af dem, nemlig 12; og de bad den kongelige majestæt om at måtte få sortebrødre[2]- og gråbrødreordenernes[3] kirker, så at de i stedet for de mange kirker i byen kunne komme sammen for at holde den (nye) prædikegudstjeneste dèr, og så nedbryde de andre kirker. Det fik de lov til, og de bemægtigede sig så vores klosters kirke. Men tidligere plejede brødrene at prædike før middag og kætterne efter middag, hvorved de lagde brødrene mange besværligheder[4] og hindringer i vejen. Først og fremmest jo, fordi de stødte an ved gennem en åben dør at indføre deres prædikant i vores kirke; og på en allehelgens fest[5]  prædikede deres prædikant to gange om eftermiddagen og lod fremføre tre af deres sekts salmer af de tilstedeværende, hvorved de forhindrede os i at holde vores vesper[6] og vores vigilier[7] for de døde, som brødrene imellemtiden var begyndt at synge. Men senere tog de også kirken fra brødrene, så de måtte holde deres lovsange og messer i et kapel i korsgangen[8] næsten et helt år igennem. Men da de omtalte borgere så, at brødrene heller ikke nu ville forlade deres kloster, indkvarterede de 4 soldater i vores kloster, og befalede brødrene under henvisning til den kongelige befaling, at de skulle give soldaterne kosten. Men guardianen[9], broder Niels Tybo, havde imidlertid besluttet at drage til Salling for at samle almisse. Da han havde påbegyndt sin rejse og var en mil fra byen, kom et bud, nemlig brødrenes tjener, til ham, fortalte ham de sørgelige nyheder og bad ham om straks at vende tilbage. Da han atter kom tilbage og fandt ud af, hvad der var sket i klostret, blev han overbevist om, at de [red. soldaterne] var kommet ind i klostret; men han sørgede for at skaffe de fornødne levnedsmidler til dem. Men en soldat kom ind under middagen og angreb guardianen, greb fat i kraven på ham og slog ham med sit sværd; og senere angreb han to gange samme guardian, den ene gang med et krus fuldt af øl, den anden gang med sit sværd. Brødrene blev imidlertid i klostret sammen med omtalte soldater, skønt de måtte døje megen uret og mange besværligheder. Engang hændte det, at to af soldaterne ville besøge deres kammerater i Hostenborg[10]. De forlangte derfor af guardianen at få klostrets vogn. Men han forsikrede, at det kunne sandelig ikke lade sig gøre, for den kørte stadig korn til møllen. Han lejede så en anden vogn i stedet for, og den måtte guardianen betale for med klostrets almissepenge. Og videre, da han var vendt tilbage, begyndte han at kræve af guardianen lige så mange penge, som rejsen havde kostet ham, eller som han ville have givet ud, hvis han var blevet hjemme; og selv om guardianen ikke frivilligt gav ham det, blev han dog til sidst tvunget til at give ham, hvad han ville have. Til sidst voksede antallet af soldater til 15, og de fortærede vore almisser, så der hverken var vådt eller tørt tilbage i klostret. Guardianen besluttede da at overgive klostrets nøgler til en anden, og rejse til kongen for at klage over uretten mod ham og brødrene, men en borgmester, som han bad om at overtage nøglerne, frarådede ham at rejse, da det kunne blive farligt for ham selv og for klosterbrødrene, fordi han så flygtede og ikke sørgede for den kongelige majestæts tjenere. Guardianen blev derfor i klostret sammen med brødrene, og pantsatte en kalk for at skaffe til føden. Men til sidst rejste guardianen dog til København til kongen og fik også af ham et lukket brev. Da det blev åbnet i Viborg og læst i overværelse af borgerne, blev munkene jaget ud, men med hvilken ret og med hvilken retfærdighed, det må den højeste se og dømme. Dette er fortalt for mig, broder Jacob, den ærværdige fader ministerens medhjælper, af førnævnte ærværdige fader Niels Tybo, dengang guardian for det omtalte Viborg kloster, nu viceguardian i Ribe[11].

Kapitel 13

Om klosteret i Næstved

Historien om eller måden hvorpå det skete, at brødrene fra dette kloster i Næstved blev jaget ud. Det skete i det Herrens år 1532, dagen efter den glorværdige jomfru Maries optagelse [16. august] og fandt sted ved den lejlighed og på den måde, som nu beskrives:

Den ugudelige kætter, hr. Mogens Gøye[12], som både var djævelens slave og soldat, havde nemlig ofte truet med, at han ville jage brødrene bort fra dette sted, selv om hans oldefar og dennes hustru var begravet dèr, og hans oldefar havde skænket en kalk til afkøling for sin sjæl, som han da også tog fra de udjagede brødre. Først sørgede denne Mogens Gøye for, at der blev indført nogle lutherske prædikanter til byen, og han fik dem derpå til at skrige op mod brødrene. Da det ikke hjalp, sendte han derhen nogle frafaldne af vores orden, nemlig Johannes fra Køge og Niels Kristensen, nogle store døgenigte, som skulle agte på broder Rasmus Olsens prædiken; det var ham, der dengang var lektor[13] og troens forkæmper. 

Da de havde gjort det, optegnede de nogle punkter fra hans prædiken, som de med urette fandt mindre sande, og meddelte dem til Mogens Gøye. Og så benyttede Mogens Gøye sig af lejligheden, sendte bud og forbød broder Rasmus og andre med prædiketilladelse at prædike, førend de havde givet møde for den strenge ridder for at forsvare deres punkter. Men da tog den omtalte broder Rasmus den ærværdige fader ministerens medhjælper med sig, det var broder Jacob Jensen, og drog med ham til rigsrådet i København, for selv at forsvare de punkter, han havde prædiket over. Da de var kommet ind i rådet, læste de alle disse artikler på dansk; og straks blev de af alle, både lægfolk og klerikere[14] i rådet, helt og holdent godkendt som særdeles kristelige. Mange græd og frygtede, at Guds straf ville komme over dem, når sådanne artikler blev draget i tvivl. Tyge Krabbe[15] tog så de artikler, der var godkendt af rådet med til kongen, og da kongen så dem, overlod han den til Mogens Gøye til en nærmere undersøgelse; han tilkaldte straks to eller tre lutheranere og fik dem til at undersøge de omnævnte artikler nøjere. Da de var undersøgt og fordømt efter deres blinde bedømmelse, skrev Mogens hemmeligt til Næstved, at de omtalte artikler var blevet erklæret kætterske af rådet, og han lod skrive en aldeles meningsløs bevisførelse; som jeg tror rådmændene har endnu. Da alt dette var sket, vendte de to omtalte brødre tilbage til Næstved. Endnu senere kaldte Næstvedklostrets viceguardian broder Jacob og hans medhjælper, den ærværdige ministers medhjælper, til sig, i overværelse af broder Johannes Nyborg, og sendte dem til Roskilde, til fader ministeren, at han skulle skynde sig til Næstved; men dèr blev brødrene i kraft af et kongebrev uddrevet i overværelse af ministeren og berøvet alle deres indsamlede almisser.

 


[1] Formentlig skrivefejl, det rigtige år er 1525. Vi ved med sikkerhed, at Hans Tausen opholdt sig i Viborg i 1526, da han i oktober modtog kongens beskyttelsesbrev (beskærmelsesbrev).

[2] Sortbrødrene: Dominikanerne

[3] Gråbrødrene: Franciskanerne

[4] Andre oversættelser oversætter dette sted med voldshandlinger.

[5] Allehelgensdag: 1. november 1528

[6] Vesper: katolsk aftenbøn, som munkene beder omkring solnedgang

[7] Vigilie: nattevågen eller vagthold. Betegner kirkebøn eller gudstjeneste dagen og natten før en stor fest i den katolske kirke, her allehelgensdag.

[8] Korsgangen: gang rundt om den ofte kvadratiske klostergård. Gangen forbinder klosterets forskellige dele.

[9] Guardianen: Klosterforstander (abbed/prior) inden for franciskanerordenen

[10] Ukendt sted

[11] Minister: provincialminister, ordensleder inden for franciskanerordenen. I dette tilfælde ordenslederen for provinsen Danmark (lat. Dacia), der igen var opdelt i mindre enheder, såkaldte custodier. Provinsen Dacia bestod af fem custodier: Ribe, Viborg, Odense, Roskilde og Lund.

[12] Mogens Gøye (f. ca. 1470-d. 6. april 1544): luthersk, rigshofmester under Frederik 1. 

[13] Lektor (læsemester): teologisk lærer ved et kloster.

[14] Klerikere: gejstelige

[15] Tyge Krabbe (f. ca. 1471-d. 23. juni 1541): katolsk rigsrådsmedlem, og marsk under både Frederik 1. og Christian 3.

Om kilden

Dateret
1530'erne
Oprindelse
Originaltitel: Cronica seu breuis processus in causa expulsionis fratrum Minoritarum de suis cenobiis prouincie Danice. Fra: www.martinluther.dk. Gengivet på danmarkshistorien.dk efter aftale med Richardt Riis.
Kildetype
Krønike
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
7. marts 2017
Sprog
Dansk (oprindelig latin)
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
1530'erne
Oprindelse
Originaltitel: Cronica seu breuis processus in causa expulsionis fratrum Minoritarum de suis cenobiis prouincie Danice. Fra: www.martinluther.dk. Gengivet på danmarkshistorien.dk efter aftale med Richardt Riis.
Kildetype
Krønike
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
7. marts 2017
Sprog
Dansk (oprindelig latin)
Udgiver
danmarkshistorien.dk