Krigsministeriet om indtrædelse i Frikorps Danmark 8. juli 1941

Kilder

Kildeintroduktion:

Umiddelbart efter Tysklands angreb på Sovjetunionen i juni 1941 begyndte en ny fase af hvervningen af danske soldater til tysk krigstjeneste. Frikorps Danmark blev oprettet den 29. juni 1941, og den 8. juli 1941 udsendte Krigsministeriet en skrivelse, der muliggjorde, at danske soldater kunne træde uden for nummer, det vil sige tage orlov, mens de tjente Frikorps Danmark ved østfronten. Hvervningen af danske soldater til fremmed krigstjeneste havde indtil da været ulovlig, men at den havde fundet sted, var de danske myndigheder bekendt med. Krigsministeriets skrivelse gjorde hvervningen offentlig og sikrede, at danske soldater ikke som tidligere var nødt til at tage deres afsked, men blot kunne tage orlov, hvis de lod sig hverve til tjeneste ved østfronten. Skrivelsen kunne opfattes som en opbakning til korpsets etablering, idet alle i hæren havde mulighed for orlov. Skrivelsen udvidede således regeringens tilladelse af 3. juli 1941, hvor oberstløjtnant C. P. Kryssing og hans stabschef fik orlov og med den danske regerings billigelse overtog kommandoen over Frikorps Danmark.

Et tidligere udkast til Krigsministeriets skrivelse fra 1941 viser dog, at man i den endelige skrivelse fra regeringen har forsøgt at give besættelsesmagten så få indrømmelser som muligt. Skrivelsen skal formentlig ikke ses som en direkte opfordring til at lade sig hverve til tysk krigstjeneste, men som et led i samarbejdspolitikken. Allerede få uger efter Frikorps Danmarks oprettelse havde 500 soldater meldt sig ind i korpset. Regeringens velvilje havde dog ikke nødvendigvis stor betydning for hververesultatet. Korpset blev opløst i 1943 efter interne stridigheder. Krigsministeriets cirkulære blev centralt i retsopgøret, da det blev anvendt som bevis på, at regeringen havde godkendt hvervningen til korpset, og at soldater der havde meldt sig til Frikorps Danmark derfor ikke havde gjort noget strafbart. De fleste af korpsets soldater blev dog dømt efter love med tilbagevirkende kraft, hvilket blev et af de alvorligste kritikpunkter i den efterfølgende diskussion af retsopgøret og de gældende principper for en retsstat.

Krigsministeriets Cirkulæreskrivelse om Indtræden i Frikorps "Danmark".[1]

8. juli 1941

Den danske Regering har givet Tilladelse til, at faste Befalingsmænd af Linien, Reserven (Forstærkningen) o.l. og hjemsendte værnepligtige (Befalingsmænd o.l. og menige) fra den danske Hær melder sig til Frikorps ”Danmark”. Medlemmer af Frikorpset vil faa Lønning m.v. i Overensstemmelse med tyske Bestemmelser og for deres Person og Familie være undergivet de almindelige tyske Forsorgsbestemmelser.

Adgang til at melde sig til Indtræden i Frikorpset har enhver til Hæren hørende fast Befalingsmand af Linien, Reserven (Forstærkningen) o.l. samt enhver hjemsendt værnepligtig (Befalingsmand o.l. og menig). Tjenstgørende værnepligtige (Befalings­mænd o.l. og menige) til pligtig Tjeneste har ikke Adgang til at melde sig. Anmeldelse til Frikorpset sker paa de i Pressen opgivne Steder.

Ovenstaaende vil af Afdelinger m.fl. være at bekendtgøre for tjenstgørende faste Befalingsmænd af Linien, Reserven (Forstærkningen) o.l., ligesom der vil være at give de paagældende fornøden Frihed til Anmeldelse (Mønstring) ved Frikorpset.

Faste Befalingsmænd af Linien, Reserven (Forstærkningen) o.l., der efter Anmeldelse til Korpset faar Meddelelse om at være antaget, indsender Ansøgning om Tilladelse til at træde uden for Nummer samt om Rejsetilladelse til Udlandet. Personel, der faar Tilladelse til at træde uden for Nummer, vil kunne forvente at faa Tilladelse til at genindtræde i Nummer, naar Tjenesten ved Korpset ophører paa lovlig Vis.

Samtlige Ansøgninger fra faste Befalingsmænd o.l. i Sagens Anledning frem­sendes uopholdeligt ad Kommandovejen til Krigsministeriet. Ingen kan frigøres, førend Krigsministeriets Bestemmelse foreligger. Ansøgninger vil kunne forventes imøde­kommet i det Omfang, Tjenesten tillader dette.

Hjemsendte værnepligtige (Befalingsmænd o.l. og menige), der Ønsker at indtræde i Frikorpset, skal indsende Ansøgning om Rejsetilladelse til Udlandet gennem deres militære Underafdeling. Saadan Rejsetilladelse meddeles de paagældende af den dertil beføjede Myndighed, idet der ses bort fra, om de paagældende maatte være bestemt til Genindkaldelse.

Det maa ikke vanskeliggøres for de paagældende at indtræde i Korpset.


 

[1]

Om kilden

Forfatter(e)
Søren Brorsen, Krigsministeriet
Dateret
08.07.1941
Oprindelse
Alkil, Niels(red.): Besættelsestidens Fakta. Dokumentarisk Haandbog med Henblik paa Lovene af 1945 om landsskadelig Virksomhed m.v., bd.1 (1945), s.205-07.
Kildetype
Cirkulære
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. februar 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Forfatter(e)
Søren Brorsen, Krigsministeriet
Dateret
08.07.1941
Oprindelse
Alkil, Niels(red.): Besættelsestidens Fakta. Dokumentarisk Haandbog med Henblik paa Lovene af 1945 om landsskadelig Virksomhed m.v., bd.1 (1945), s.205-07.
Kildetype
Cirkulære
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. februar 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk