Konservatisme

Artikler

Konservatismen er en politisk ideologi, der opstod i løbet af det 18. århundrede som en reaktion på den radikale oplysningstænkning og en række fænomener knyttet til den moderne verden. Konservativ tænkning stod i sit udgangspunkt i opposition til moderniteten, men udviklede sig efterhånden i en løbende dialog med den. Konservatismen opfattes oftest som en ideologi, der betoner den organiske udvikling, menneskets afhængighed af samfundet og samfundets fundering i historisk betingende institutioner. I Danmark har der været en række konservative partier - mest markant Højre og siden dets arvtager, Det Konservative Folkeparti.

Konservatisme som ideologi

Konservatismen som politisk ideologi er knyttet til den britiske statsmand Edmund Burkes (1729-1797) opgør med Den Franske Revolution i 1789. Burkes opgør rettede sig mod den politiske radikalisme, som han opfattede som et udslag af oplysningstidens politiske filosofi. I andre europæiske lande formuleredes i samtiden lignende tanker af blandt andre franskmanden Joseph de Maistre og tyskeren Justus Möser. De tidligste konservative var kendetegnet ved et forsvar for den bestående orden i form af kirken, monarkiet og aristokratiet. De givne institutioner blev enten opfattet som en guddommelig indretning af samfundet eller som et udslag af en naturlig orden præget af harmoni, stabilitet, hierarki og en øvrighed med et socialt ansvar over for almuen. Denne guddommelige eller naturlige orden burde mennesket ikke udfordre.

Fra at være et forsvar for nogle konkrete institutioner udviklede konservatismen sig efterfølgende til en egentlig politisk filosofi med et særligt menneskesyn, der betonede menneskets svaghed, dets behov for at høre til i et samfund og dette samfunds afhængighed af historiske institutioner.

Ud fra denne grundindstilling udviklede konservatismen sig igennem det 19. århundrede i forskellige retninger i Europa. Konservatismen kom under indflydelse fra både moderne liberalisme såvel som nationalisme. Et hovedskel gik mellem den britiske konservatismes pragmatiske frihedstradition og den mere antiliberalt og romantisk prægede konservatisme på det europæiske kontinent. I England opstod i sidste halvdel af det 19. århundrede en social-konservativ tradition, som var kritisk over for den fattigdom, der fulgte med industrialiseringen. På det europæiske kontinent udviklede sig derimod en højre-radikal konservativ retning efter 1. verdenskrig, som knyttede stærkt nationalistiske holdninger til en revolutionær dagsorden og i nogle lande var under påvirkning af fascismen. Efter 2. verdenskrigs afslutning var det stærkt social-konservative strømninger, der prægede konservatismen, men fra 1980’erne blev konservatismen stærkt påvirket af liberalistiske filosoffer og økonomer. I de senere år har konservatismen imidlertid særligt været præget af en tilbagevenden til et øget fokus på kultur og værdier som samfundsordenens grundlag.

Dansk konservatisme

Den første danske konservatisme markerede sig som en spredt og ikke særligt ideologisk funderet modstand mod de nationalliberale ideer, som begyndte at præge den offentlige debat fra 1830’erne. En egentlig dansk konservatisme opstod dog først i forbindelse med partiet Højre, der fra 1865 og frem til 1901 dominerede dansk politik gennem sin alliance med kongemagten. I denne periode opnåede Højre en fastere organisering, der gjorde det til en stærk platform for konservativ politik samtidig med, at Det moderne gennembruds kritik af sædelighed og kristendom tvang danske konservative til mere eksplicit at formulere et konservativt forsvar for den borgerlige orden.

Med Systemskiftet i 1901 og grundlovsændringen i 1915 forstærkedes behovet for en bred, folkelig konservatisme, som ikke kun var baseret på godsejernes privilegerede position. Det førte til stiftelsen af Det Konservative Folkeparti i 1915, der i løbet af 20’erne og 30’erne udviklede sig til et nationalt og social-konservativt parti. Samtidig opstod en række radikal-konservative grupper både inden og uden for Det Konservative Folkeparti. I hovedsagen fastholdtes og udbyggedes dog i Det Konservative Folkeparti den politisk liberale social-konservatisme under partiformanden John Christmas Møller.

Denne linje videreførtes efter krigen, hvor dansk konservatisme prægedes af, at den stærke nationale retorik trådte i baggrunden, mens kritikken af velfærdsstaten efterhånden afløstes af en pragmatisk meddeltagelse i dens opbygning. I dansk konservatisme slog den stærkt økonomisk liberale konservatisme ikke igennem i 1980’erne. Til gengæld opstod i perioden en konservativ højrekritik af Det Konservative Folkeparti med udgangspunkt i partiuafhængige borgerlige intellektuelle. Den fortsatte kritik og debat understreger, at konservatismen aldrig har været snævert knyttet til et enkelt parti. Ofte har konservativ tænkning haft indflydelse på andre partier som Venstre og Socialdemokratiet. Den mest markante udvikling de seneste år har været stiftelsen af Dansk Folkeparti i 1995, som fra begyndelsen baserede sin politik på en blanding af konservativt, nationalt og socialdemokratisk tankegods.

Om artiklen

Forfatter(e)
Christian Egander Skov
Tidsafgrænsning
1789 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. november 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Muller, Jerry Z.: Conservatism. An Anthology (1997)

O´Sullivan, Noël: Conservatism (1976)

Tamm, Ditlev: Det høje C (1999)

Udgiver
danmarkshistorien.dk