Kongeloven af 1665

Ved enevældens indførsel i 1660 fik Frederik 3. overdraget sin håndfæstning fra 1648 i kasseret form, hvilket betød at grundlaget for hans regeringsførelse var ophævet, og dermed var også det hidtidige valgkongedømmes forfatningslov sat ud af kraft. Der blev ganske vist straks nedsat et forfatningsudvalg, men det kunne ikke nå til enighed. Udvalget udtalte sin formodning om, at kongen ville udstede en reces. Selve ordet reces betød en omfattende lov, der var resultat af en forhandling mellem konge og repræsentanter. Ved stændernes følgende mundtlige edsaflæggelse til Frederik 3. som arvekonge den 18. oktober 1660 lovede kongen at udstede en ny regeringsform.

Ved udstedelsen af enevoldsarveregeringsakten den 10. jan. 1661, der var stændernes skriftlige løfte om at overdrage både arveret og enevælde til Frederik 3., lovede kongen at formulere arvefølgebestemmelserne og reglerne for en formynderregering i et testamente. Selve enevoldsarveregeringsakten blev betegnet som lex regia – en betegnelse for det romerske folks overdragelse af den betingelsesløse magt til kejser Augustus.

Frederik 3. spurgte herefter sine råder i hertugdømmerne, regeringskancelliet i Glückstadt, om han skulle udstede et testamente til sine efterfølgere med arvefølgereglerne, eller om han skulle udstede en arvelov. De rådede ham til at udstede en eviggyldig offentlig arvelov.

Det var først, da generalfiskal Søren Kornerup (1624-1674) blev konsulteret, at der dukkede forfatningsbestemmelser op i et latinsk udkast til en kortfattet lov med titlen ”Lex Regia Frederici Tertii”. Nu var grundformen lagt. Den endelige formulering af loven skete i et samarbejde mellem Frederik 3. og hans kammersekretær Peder Schumacher Griffenfeld (1635-1699).

Man kan kun gisne om, hvorfor Danmark som det eneste land med enevældig statsmagt fik en skreven forfatning. Et bud kan være den lange tradition fra håndfæstningerne, der beskrev den til enhver tid gældende magtfordeling mellem konge og rigsråd. Det var både baggrunden for, at der blev nedsat et forfatningsudvalg og at Frederik 3. måtte love at finde frem til et alternativ, da udvalget gav op. En retsstat måtte have orden i papirerne!

Kongeloven er opdelt i en indledning, en afdeling med forfatningsbestemmelser (paragraf 1-7), en afdeling med formynderstyrebestemmelser (paragraf 8-14), om kongens regeringstiltrædelse og salvning (paragraf 15-18), og endelig en afdeling med arverets- og arvefølgebestemmelser (paragraf 19-40).

Indledningen til Kongeloven beskriver, hvorledes Gud både har afværget de store farer, landet stod i under svenskekrigene 1657-1660, og hvorledes det også skyldes ham, at stænderne afstod fra deres valgret og løste kongen fra sin ed og skænkede ham og hans slægt arveretten til tronen og alle ”jura majestatis”, absolut magt og suverænitet. Indledningen påstod endvidere, at dette var sket uden at kongen på nogen måde tilskyndede dem hertil.

Den enevældige konge var ifølge Kongeloven kun bundet af Den augsburgske Trosbekendelse, et krav om at riget ikke måtte deles og så Kongeloven. Han havde ret til at udstede love, undtage hvem han ville for lovene, ret til at udnævne embedsmænd, til at føre krig og indgå og ophæve forbund. Endvidere havde kongen ret til at udskrive skatter og til at styre kirken.

Et særligt problem har tydeligvis optaget forfatterne til Kongeloven: Hvordan sikrede den siddende enevældige konge sig imod, at hans embedsmænd tiltog sig magten og satte ham ud af spillet? Det var selve enevældens strukturproblem. Derfor var der bestemmelserne om, at kongen kunne udnævne, hvem han ville, og afskedige dem igen. Desuden stadfæstedes det, at alle breve skulle udgå i kongens navn og under hans signet, og at han altid selv skulle underskrive dem med sin egen hånd. Som bekendt lykkedes det ikke ad denne vej at sikre sig mod en Griffenfelds og en Struensees magtambitioner.

Arvefølgereglerne bestemte, at der var mandlig arvefølge, hvor den ældste ægtefødte søn automatisk fulgte efter sin fader. Havde den afdøde konge ingen ægtefødte sønner, gik tronen over til hans yngre brødre og derefter til hans farbroders sønner osv. Når den mandlige linje var udtømt, skulle tronfølgen gå til den sidste konges datter og videre til hendes søn. Det afgørende var, at tronfølgerettighederne var erhvervet gennem den mandlige linje. Først når der ikke var flere tilbage fra disse linjer, gik arveretten tilbage til Frederik 3.s døtre og nedarvedes derefter gennem dem.

Kongeloven blev afløst af Danmarks Riges Grundlov i 1849. Arvereglerne blev imidlertid først ophævet med tronfølgerloven i 1853, der gjorde prins Christian af Glücksborg (den senere Christian 9., født 1818, regent 1863-1906)og hans slægt til arvinger til den danske trone.

• Peder Schumacher Griffenfeld, 1635-1699
• Håndfæstning, 1282-1660
• Enevældens indførelse 1660-1661
• Enevoldsarveregeringsakten, 10. januar 1661
• Enevælden 1660-1849
• Christian 7., 1749-1808
• Christian 5., 1646-1699
• Frederik 3., 1609-1670
• Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg, 1628-1685
• Det verdslige juridiske system før 1660
• Konglomeratstaten
• Danske Lov 1683
• Enevældens faser 1660-1848

• Junigrundloven ǀ Danmarks Riges Grundlov, 5. juni 1849
• Enevoldsarveregeringsakten, 10. januar 1661
• Kongeloven, 14. november 1665
• Forordning Om Klædedragt, Bryllupper, Barseler og Giestebudde, 13. marts 1683
• Rangforordningen, 11. februar 1693
• Frederik 3.s håndfæstning, 6. juli 1648

• Kongeloven og dens forhistorie. Aktstykker udgivne af de under kirke- og undervisningsministeriet samlede arkiver (1886/1973).
• Fabricius, Knud: Kongeloven. Dens tilblivelse og plads i samtidens natur- og arveretlige udvikling (1920).
• Olden-Jørgensen, Sebastian: "Enevoldsarveregeringsakten og Kongeloven. Forfatningsspørgsmålet i Danmark fra oktober 1660 til november 1665." i Historisk Tidsskrift 1993, s. 295-321