Konge- og julekost i kolonitidens Grønland

Artikler

Fra midten af 1700-tallet indtil 1960’erne var kongens fødselsdag og juleaften ganske særlige begivenheder i Grønland. På dagene blev der uddelt europæisk proviant, kaldt konge- og julekost, til grønlænderne. Den årlige uddeling blev gerne ledsaget af det helt store statslige og religiøse ceremoniel, der skulle medvirke til at knytte den grønlandske befolkning til den danske kolonimagt. 

De første uddelinger af konge- og julekost

I slutningen af 1700-tallet begyndte enkelte koloniembedsmænd at uddele europæisk proviant i de dansk-norske kolonier i Grønland. Uddelingerne fandt sted på kongens fødselsdag og juleaften. Markering af kongens fødselsdag og fejring af jul kendes fra 1720’erne, hvor kolonisterne afholdt drikkegilde og skød med fyrværkeri. Mærkedagene var i begyndelsen et anliggende for de europæiske kolonister. Senere blev den grønlandske befolkning inddraget. Fra 1720’erne indtil 1760’erne nævner hverken købmænd eller missionærer, at kongens fødselsdag blev markeret i kolonierne. Julen blev altid markeret med en prædiken. Men der er ikke noget, der tyder på store festligheder. I 1760’erne og 1770’erne fortæller Henrik Glahn (1738-1804) og Niels Egede (1710-82), at kongens fødselsdag blev fejret i kolonierne. Her begyndte grønlænderne så småt at deltage i festlighederne.

I 1780’erne begyndte nogle kolonier at markere mærkedagene ved at uddele små mængder af europæisk proviant til grønlænderne. Det var altså ikke alle kolonier, der uddelte proviant på mærkedagene. I 1793 begyndte en debat om uddelingerne. Den sydgrønlandske inspektør Andreas Molbech Lund (1749-1820) beskrev forundret den uensartede uddeling som spild af livsvigtige ressourcer. Inspektøren, der var øverste embedsmand, indså dog, at han ikke kunne forhindre uddelingerne. Så uddelingerne fortsatte. Da Englandskrigene brød ud i 1807 forhindrede britiske skibe, at Grønland fik forsyninger. Uddelingerne blev sat i bero under krigen, fordi der ellers ikke var nok fødevarer til at brødføde kolonierne. Udeblevne uddelinger resulterede i, at den grønlandske befolkning blev skuffet over og sure på danskerne. De grønlandske reaktioner viser, at uddelingerne efterhånden havde rodfæstet sig i kolonisamfundet.

Konge- og julekostens indhold indtil 1900

Grønlænderne havde i 1790’erne og 1800’erne vænnet sig til, at de skulle modtage et traktement på kongens fødselsdag og til juleaften. Fra 1780’erne indtil 1860’erne omtales uddelingerne som et ”lidet traktement”, altså et lille måltid mad, og det er først senere, at uddelingerne omtales som konge- og julekost. Kongekost bestod i begyndelsen af en meget beskeden mængde af brød, flæsk, gryn og ærter. Omfanget af udleveret proviant var afhængig af grønlændernes antal ved kolonibyen. Der var tilsyneladende ikke noget fast kvantum. Grønlændere i handelens tjeneste kunne på mærkedagene blive tilbudt et glas brændevin. Også selv om grønlænderne egentlig var forbudt at drikke spiritus. Udskænkninger af brændevin skulle bidrage til at gøre dagen mere særlig. Kongekost blev gerne ledsaget af et stort ceremoniel. Musik, gudstjeneste, kanonskud, flagning og fritagelse for det daglige arbejde bidrog til at gøre kongens fødselsdag helt speciel. Julekost bestod af gryn og ærter, og den blev ledsaget af salmesang og gudstjeneste. Både børn og voksne fik andel i uddelingerne, og det fortsatte frem til 1966.

Grønlændernes adgang til europæisk proviant var kontroversiel i 1700- og 1800-tallet. En instruks fra 1782 fastslog, at grønlænderne skulle fastholdes i deres oprindelige levevis. Den grønlandske befolkning måtte derfor ikke få europæisk proviant undtagen i nødstilfælde. Kolonistyret var af den opfattelse, at grønlænderne ville forblive gode fangere, hvis de var uafhængige af europæiske varer. Alligevel blev adgangen til kaffe og sukker lempet fra 1804 på grund af stor efterspørgsel. Efter afslutningen på Englandskrigene i 1814, blev uddelingerne genoptaget mere systematisk. Embedsmændene var oprindeligt ikke forpligtet til at uddele den europæiske proviant på kongens fødselsdag eller til juleaften. Nærmest tværtimod. Men uddelingerne var blevet en fast tradition, så den fik lov til at genopstå. Kongens fødselsdag og juleaften blev gradvist markeret i alle kolonierne. Fra 1830’erne begyndte den tidligere så forbudte kaffe at blive fast bestanddel i uddelingerne. Modstanden imod kaffe, sukker og lignende varer var formindsket. I 1870’erne omtales uddelingerne efterhånden som konge- og julekost.

Samlingspunkt og magtredskab

Uddeling af konge- og julekost var med til at samle den ellers spredte og nomadiske befolkning i kolonibyerne, der lå langs den vestgrønlandske kyst. Byerne var centre for administration, handel og religion. For at knytte den omflakkende grønlandske befolkning til den danske kolonimagt, var det fornuftigt at gøre kolonibyerne til attraktive steder at besøge i handels- og religionsøjemed. Uddelinger af konge- og julekost var med til at samle områdets grønlændere i byen, fordi dagene blev betragtet som festdage. Kolonibestyrerne for Julianehåb (Qaqortoq) og Jakobshavn (Ilulissat) anførte eksempelvis, at hhv. 234 og 312 personer deltog i fejringen af kongens fødselsdag i 1866 og 1867. Mange grønlændere prioriterede at være i kolonierne på mærkedagene, fordi de ønskede at få del i den gratis mad, og fordi de gerne ville deltage i festlighederne med de andre grønlændere. Besøget i byen var også en fin anledning til at handle hos købmanden og gå i kirke. Grønlænderne anså konge- og julekost som en gave, de havde ret til. Kolonimagten kendte udmærket til de grønlandske følelser, der omgav uddelingerne. Og kolonimagten førte også tilsyn med antallet af deltagere i festlighederne. Det var nemlig relevant at vide, hvor mange ressourcer der omtrent skulle bruges til fejringerne. Samtidig viste deltagertallet, at traditionerne havde en vis betydning i kolonisamfundet.  

Når kanonerne blev affyret, Dannebrog hejst, og maden uddelt, så viste kolonimagten sin styrke. Kanoner og flag udstrålede magt og identitet, og uddelinger af mad viste kongemagtens formåen og godhed. Og når præsten prædikede lydighed imod kongen, blev budskabet slået helt fast. Alt foregik samtidig på grønlandsk, så alle kunne følge med. Ceremoniellet skulle bruges til at knytte grønlænderne til den danske kolonimagt. Tilknytning gav mulighed for at påvirke befolkningen. F.eks. havde traditionerne efterhånden en så stor betydning, at det blev anset som en meget slem straf at blive udelukket fra at modtage traktementet.   

Uddeling af kongekost i Qullissat, 1945. Koloniens embedsmænd har hejst Dannebrog i anledning af kongens fødselsdag, og står klar til at uddele kongekost til de mange fremmødte. Antallet af fremmødte viser, hvor stor en begivenhed uddelingerne var i kolonierne. Foto: Jette Bang og Arktisk Institut.    

 

I Grønland fandtes der ikke noget fængselsvæsen i 1800- og 1900-tallet. Danskerne mente ikke, at grønlænderne egnede sig til europæiske straffe. Den offentlige udskammelse blev derfor anvendt som et alternativ. Offentlig udskammelse blev nemlig brugt i traditionel grønlandsk retspleje. Når forbryderen blev udskammet, så var det traditionelt set en dødsdom. Forbryderen skulle klare sig alene i vildmarken, og det var næsten umuligt. Det var det tankesæt kolonimagten trak på, når forbrydere bl.a. blev udelukket fra konge- og julekost. Alle kunne se, at forbryderen ikke modtog konge- eller julekost. Det virkede angiveligt effektivt. Uddelingerne var altså ikke kun festdage. De gav også kolonimagten mulighed for at vise magt, knytte grønlænderne til sig og påvirke adfærd.

Forandring, fryderåb og afvikling

Sidst i 1800-tallet blev konge- og julekostens indhold ændret. Brød, flæsk og ærter udgik. Hver portion bestod efterfølgende af 15 g kaffe, 15 g sukker til kaffen, 300 g byggryn og 125 g skibskiks. Nu var portionerne standardiserede i modsætning til tidligere. Det er meget muligt, at der blev drukket brændevin og øl på festdagene. Dog ikke på statens regning. Grønlændernes adgang til spiritus blev nemlig lempet flere gange i 1900-tallet, og det gav bedre mulighed for at købe våde varer. Konge- og julekostens indhold afspejlede den lempeligere holdning til europæiske varer hos kolonimagten, der slog rod i 1800-tallet. Kanonskud, flagning og prædikener blev endnu brugt. Børnene meddelte gerne uddelingernes begyndelse ved et karakteristisk fryderåb over den givne koloni eller udsted. Varerne blev uddelt i papirposer fra butikkerne af koloniembedsmænd, der til lejligheden havde iført sig deres embedsuniformer. Kanonskud, flagning, prædikener og uniformer fastslog, at kolonimagten betragtede uddelingerne som højtidelige begivenheder. Uddelingerne benyttede endnu koloniale forestillinger om dansk beskyttelse af og omsorg for den grønlandske befolkning.

Under 2. verdenskrig lykkedes det kolonimagten, takket være forsyninger fra USA, at fortsætte nogenlunde med uddelingerne. Efter radioens indførelse i Grønland blev kongekosten suppleret med radioudsendelser, hvor der blev spillet dansk musik og sunget grønlandske sange. Efter 2. verdenskrig fortsatte uddelingerne som vanligt i et stykke tid. Grønland var i 1953 blevet et dansk amt, og var dermed ikke længere en koloni. I 1950’erne og 1960’erne begyndte flere grønlandske politikere at sætte spørgsmålstegn ved traditionen. Politikerne betragtede traditionen som både gammeldags, kolonial og spild af penge. De årlige udgifter til traditionen, der beløb sig til 53.000 kr. i 1966, skulle i stedet investeres i det grønlandske samfund. I 1966 vedtog Grønlands Landsråd derfor at afskaffe uddelingerne.

Om artiklen

Forfatter(e)
Simon Mølholm Olesen
Tidsafgrænsning
1728 - 1966
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
4. december 2017
Litteratur

Gad, Finn (1969): Grønlands historie, bd. 2, 1700-1782.

Gad, Finn (1976): Grønlands historie, bd. 3, 1782-1808.

Gulløv et al. (2017): Danmark og kolonierne: Grønland – Den arktiske koloni.

Mølholm Olesen, Simon (2016): Da kongekost blev indført i Grønland, i: Siden Saxo (2016:3).

Rud, Søren (2017): Den rette blanding.

Udgiver
danmarkshistorien.dk