Kong Valdemar den Stores brev til Gotlandsfarerne 1177

Kilder

Kildeintroduktion:

Brevet vedrører et gilde, et broderskab eller en sammenslutning af folk, som rejser til Gotland ”for vindings skyld”. Dette gilde er, som den slags oftest var i middelalderen, dedikeret til en skytshelgen. I dette tilfælde den i 1169 af paven kanoniserede Knud Lavard (ca. 1096-1131). Denne var fader til kong Valdemar den Store (1131-82) og kort tid før brevets udstedelse, den 25. juni 1170, var han blevet højtideligt anbragt i et helgenskrin på alteret i den stærkt udvidede og efterhånden helt nybyggede kirke, som hørte til Benediktinerklosteret i Ringsted. Samme dag var kong Valdemars søn, Knud 6. (1163-1202), blevet kronet til faderens medkonge ved den første kongekroning på dansk grund. Det gilde, som brevet vedrører, var i 1177 under stiftelse og havde planer om at opføre et hus. Kong Valdemar melder sig selv ind i gildet og giver sig dernæst til at udstede ordrer om, at de gaver, som gives til gildet, skal sendes til klosterkirken i Ringsted og, må man antage, bidrage til dyrkelsen af Knud Lavard som helgen. De penge, som betales i indmeldelsesgebyr, skal derimod (foreløbig) bruges til opførelsen af gildehuset. Undervejs får kongen beskrevet den middelalderlige lære om, at samfundet af Gud var inddelt i fire grupper eller stænder. På dette tidspunkt opererede man normalt kun med tre: 1) de, som bad (de gejstlige); 2) de, som kæmpede for at beskytte kirke og samfund (herremændene, adelen) og 3) de, som arbejdede for at skaffe føden til sig selv og de to andre grupper (bønderne). Efterhånden kommer en fjerde gruppe med: byborgerne, først og fremmest købmændene, og dette brev er første gang, hvor det sker på dansk grund. Der kan så gives forskellige forklaringer på, at den fornemste stand, gejstligheden, er udeladt i dette brev.

Det er ofte vanskeligt at tolke middelalderkilder, især når man som her har at gøre med noget, som ikke på dette tidspunkt kendes fra andre kilder. Det, som har været mest omdiskuteret er, hvad dette gilde egentlig havde for, og hvem der var medlemmer af det. I den ældste forskning mente man, at Knudsgilderne var såkaldte værnegilder, der havde til opgave at organisere medlemmernes indbyrdes støtte til hinanden på en lang række områder uden noget specifikt erhvervssigte. Senere har det været hævdet, at Knudsgildernes medlemmer bestod af købmænd, som drev fjernhandel/udenrigshandel. Allersenest har det været hævdet, at Knudsgildet i udgangspunktet var en slags korsfarerorden, som så senere blev til organisationer bestående af købmænd. Imidlertid er der meget i dette brev, der taler for, at der er tale om købmænd: De bor i byer og rejser til Gotland for vindings skyld altså for at få et økonomisk udbytte. Gotland var netop på dette tidspunkt stærkt på vej frem som et knudepunkt for al handel i den østlige Østersø, mens der knapt kendes til korstog eller lignende i dette område endnu. Sådanne rejsende købmænd havde, som brevet siger, stærkt brug for indbyrdes støtte og værn. Altså er der tale om et værnegilde specifikt for købmænd. Det kan naturligvis ikke udelukkes, at de skaffede sig varer i det fjerne på anden måde end ved at betale for dem.

Et andet emne, som har været diskuteret, er om der i brevet er tale om ét gilde eller flere gilder. Vedrørende det sidste kan man hæfte sig ved, at Valdemar melder sig ind i et gilde, som skal indvies. Det tyder på, at der er tale om én organisation. På den anden side tales der om ”alle stæder (byer) i vort rige, hvor St. Knuds gilde fejres”. Senere har vi kendskab til mere end 30 Knudsgilder, som var lokaliseret i forskellige byer i Danmark, plus nogle stykker i Sverige, herunder i Visby på Gotland, samt ét i Tallinn i Estland. Lederne af de danske Knudsgilder mødtes i begyndelsen i Ringsted, men senere i Skanør på Skånemarkedet, for at diskutere fælles anliggender. En nærliggende tolkning er, at i brevet er der tale om én organisation, hvis medlemmer rejser til Gotland, men til dagligt bor i forskellige danske byer. Ud af dette er så med tiden kommer særskilte Knudsgilder i diverse byer med et fællesmøde af ledere (oldermænd) som en overbygning.

Endelig har der været forskellige meninger om, hvor gildeshuset skulle opføres: I Ringsted eller på Gotland. Da brevet taler om to opholdssteder for medlemmerne, enten ”hos Eder på Gotland” eller i byer i Danmark, er det mest nærliggende at opfatte det sådan, at huset skulle opføres på Gotland. I Visby ligger der ruiner af en ottekantet kirke, Helligåndskirken, som har været tolket som et resultat af Knudsgildets og dets kongelige medlemmers/støtters indsats. Det var ganske normalt, at købmænd fra samme land eller nation i det fremmede især samledes omkring en fælles kirke. At kongen melder sig ind i gildet viser, at han var stærkt opsat på at have hånd i hanke med landets udenrigshandel; gildet var ”til gavn for os som også for vore efterkommere”.

Senere i middelalderen opstod der mærkeligt nok stærk forvirring om, hvilken Skt. Knud, Knudsgilderne var indviet til, Knud Lavard eller Knud den Hellige (ca. 1042-1086); Knud Hertug eller Knud Konge, som de også kaldtes.

Brevet fra 1177 findes nu kun som et par senere afskrifter efter en middelalderlig afskrift. Disse har ingen datering, men en anden kilde oplyser, at brevet var fra 1177. Det er med sikkerhed udstedt mellem Knud Lavards skrinlæggelse 1170 og Valdemar den Stores død 1182.

Valdemar, af Guds nåde de Danskes konge, til alle, som farer på Gotland, og som hører under hans kongelige majestæts retshåndhævelse, nåde og hilsen.

Det er skik og brug hos alt folket, men især hos de folk, som befarer verdens forskellige egne for vindings skyld, at de forbedrer deres stilling ved love og skikke, fordi de der, hvor en fremmed beskyttelse ikke yder dem værn, ikke vil give afkald på at have en støtte og et værn i egen styrke. Som følge heraf omfatter vi Eders broderskab og gildesammenslutning[1] med megen gunst og nåde, en sammenslutning, som I til ære for martyren St. Knud[2] har stiftet efter en vis beslutning og med en såre gavnlig fremsynethed, især da det på en højst frugtbringende måde vil være til gavn for os som også for vore efterkommere og for den kongelige ære. Men ligesom Gud, alles styresmand, har skabt forskellige lemmer under eet hoved og givet dem et forskelligt virkefelt, har han på samme måde efter forholdenes og tidernes vekslen fastlagt, hvad folk har at gøre. Derfor skylder vi i faderlig kærlighed alle en ligelig afbalanceret ret, hvad enten de giver sig af med handelsanliggender eller slider med markarbejde eller glimrer med ridderbælte.[3] Følgelig vil vi være parthaver i Eders broderskab, som I nyligt har påbegyndt, og vi vil med vor fulde myndighed være delagtige i alt det, som Eders anerkendte samfund måtte give bifald til. Derfor beder og påbyder vi, at I ikke af nogen årsag eller som følge af indsigelse eller strid med nogle modstandere giver op, men tværtimod stræber efter at fuldføre det, som I har påbegyndt, nemlig opførelsen af huset[4] og den højtidelige indvielse af gildet til fastsat 'Og belejlig tid. Og således som I, efter at have indhentet råd fra Otto, vor kapellan[5] og udsending, har lovet at være lydige såvel mod Gud som mod lovene, således skal I overholde det. Thi der står skrevet i evangeliet: Giv Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er.[6] Derfor påbyder vi Eder alle, at de årlige gaver, som fremkommer i samme broderskab, hvad enten hos Eder på Gotland eller i alle stæder i vort rige, hvor St. Knuds gilde fejres, hvert år af tro mænd overføres til samme martyrs hvilested.[7] Indtrædelsessafgiften til samme gilde skal anvendes til opførelse af gildesbrødrenes hus, indtil det er fuldført. Men vi styrker ordlyden af dette nærværende brev med vor majestæts beskyttelse og stadfæstelse og stadfæster det ubrydeligt. Guds og vor evige fred være med dem, der overholder det, som oven for er sagt. Lev vel i Herren.

 


[1] Gilde var eller blev i middelalderen en betegnelse for en lang række sammenslutninger med religiøse og erhvervsmæssige eller blot religiøse funktioner. De havde egne vedtægter til regulering af samlivet, kaldet skråer, og ofte egne huse og altre i kirker mv. I historieskrivningen har ordet ofte været brugt mere snævert om sammenslutninger af købmænd.

[2] Knud Lavard (ca. 1096-1131) var søn af kong Erik Ejegod (ca. 1060-1103). Som følge af rivalisering om, hvem der skulle efterfølge kong Niels (ca. 1065-1134), blev han myrdet af kong Niels’ søn Magnus (ca. 1106-34) i 1131 (og dermed martyr i den senere forståelse). Dette gav anledning til en borgerkrig, der med afbrydelser fortsatte de næste 26 år, indtil Knud Lavards søn Valdemar den Store fremstod som sejrherre i 1157. Bestræbelser hen ad vejen resulterede i, at Knud Lavard blev kanoniseret af paven i 1169 og højtideligt skrinlagt som helgen i Skt. Bendts klosterkirke i Ringsted i 1170.

[3] En reference til den middelalderlige firestandslære ifølge hvilken Gud havde inddelt menneskene i gejstlige, krigere, bønder og købmænd med hver sine opgaver i samfundet. Gejstligheden er dog her udeladt.

[4] Et hus, hvor gildets medlemmer kunne mødes. Sådanne blev ofte senere i middelalderen kaldt kompagnihuse.

[5] Gejstlig, i dette tilfælde i kongens tjeneste. Egentlig betegner titlen en præst, der ikke er knyttet til en

sognekirke, men til et kapel. Altså i dette tilfælde én af kongens personlige præster, men som det fremgår, havde han desuden administrative opgaver. Gejstligheden havde stort set monopol på boglig uddannelse på dette tidspunkt, hvorfor kongen var nødt til at have gejstlige ansat i sin administration.

[6] Bibelcitat, som mere eller mindre ordret kan findes i tre af de fire evangelier i Det nye Testamente.

[7] Benediktinerklosterkirken i Ringsted. Den i 1160’erne og senere totalt ombyggede kirke blev senere gravplads for også Valdemar den Store og fire af hans efterfølgere som konger plus en lang række medlemmer af den kongelige familie.

 

Om kilden

Dateret
1177
Oprindelse
Danmarks Riges Breve, række 1, 3. bind, nr. 63, 1977.
Kildetype
Brev
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. oktober 2011
Sprog
Dansk oversættelse, Latin
Udgiver
danmarkshistorien.dk