Kilder
Kong Frederik 6.s svar på de liberale debattørers adresse - "Vi alene vide"
Den 20. februar 1835 blev en liberal adresse overrakt kongen. Baggrunden for adressens indgivelse var rygterne om en skærpet censur fra enevælden, den igangværende debat om trykkefrihedsspørgsmålet samt den igangværende sag om ”skrivefrækhed” mod Fædrelandets redaktør C.N. David.
I adressen udtrykte afsenderne ønske om, at kongen skulle lade den gældende trykkefrihedslovgivning forblive. De ønskede ikke, at lovgivningen skulle strammes, hvilket der gik rygter om. Initiativtagerne bag adressen var en række fremstående mænd fra det københavnske borgerskab.
Kongens svar på adressen blev trykt i ”Collegial-Tidende” den 28. februar 1835. Svarets indhold er senere blevet sammenfattet i sætningen ”Vi alene vide”. Kongens svar afviste borgernes ønske om at øve indflydelse på lovgivningen. Argumentet var, at kongen alene kunne vide hvad der ville være bedst for hans folk.
Med kongeligt allernaadigst Privilegium.
Nr. 9. Den 28de Februar 1835
Redigeret, forlagt og udgivet af Conferentsraad og Generalprocureur Ørsted
Trykt hos J. D. Qvist, Østergade Nr. 53.
Hans Majestæt Kongen har under 26 d. M. allernaadigst rescriberet Cancelliet saaledes:
”I anledning af en til Os indsendt allerunderdanigst Ansøgning ville Vi herved allernaadigst have Vort Danske Cancellie paalagt at foranstalte indrykket i Collegial-Tidenden følgende Vor allerhøieste Resolution:
””Det har været Os uventet at see, at flere af Vore kjære og troe Undersaatter have kunnet ansøge om at ingen Forandring i Trykkefriheds-Anordningen maa foretages; thi ligesom Vor landsfaderlige Opmærksomhed stedse har været henvendt paa at bidrage Alt hvad der stod i Vor Kongelige Magt til at virke for Statens og Folkets Vel, saaledes kan dømme hvad der er begges sande Gavn og Bedste, hvilket Vi ogsaa fremdeles med samme Iver og usvækket Kjærlighed til Vort Folk ville være betænkt paa at fremme.””
Befaldende Eder Gud!”


