Konfirmationsforordningen, 13. januar 1736

Kilder

Kildeintroduktion:

Forordning Angaaende den  tilvoxende Ungdoms Confirmation og Bekræftelse udi deres Daabes Naade, der kendes som konfirmationsforordningen af 13. januar 1736, blev udstedt af Christian 6. (født 1699, regent 1730-1746). Loven gjorde konfirmation obligatorisk for alle børn i kongerigerne Danmark og Norge. Et vigtigt element i loven var, at konfirmanderne skulle gennemgå et undervisningsforløb i kristendommens rette lære, inden de kunne indstilles til konfirmation. I forordningen anføres det, at denne undervisning havde til formål at oplære og opdrage ungdommen i kristendommen. Fra den pietistiske Christian 6.s synsvinkel var der et behov herfor, fordi der herskede en udbredt uvidenhed og ligegyldighed over for kirkens lære i befolkningen. Behovet skal også ses i lyset af reformationen i 1536, der havde flyttet ansvaret for dyrkelsen af kristendommen fra at være kirkens ansvar til at være et personligt ansvar. Med dette ansvar fulgte et behov for instruktion i den rette lærdom. I forlængelse heraf er forordningen blevet set som en reaktion på, at statskirkens enhed var udfordret af flere konkurrerende udlægninger af kristendommen. Ved at lade alle modtage en ensartet undervisning i forbindelse med konfirmationsforberedelsen søgte centralmagten at modvirke alternative læsninger.

Ved konfirmationsforberedelsen blev der undervist i den tyske reformator Martin Luthers Lille Katekismus. Konfirmationsforordningen kom netop i 200-året for reformationen i Danmark i 1536. I 1737 udkom Erik Pontoppidans katikismeforklaring ”Sandhed til Gudsfrygtighed”, der blev den obligatoriske lærebog i forbindelse med konfirmationen. Herigennem kunne de kommende konfirmanter tilegne sig den kristne børnelærdom inden den offentlige eksamination ved konfirmationen i kirken. Konfirmationsforordningen fik stor betydning for udviklingen af skolesystemet i Danmark, idet det blev en statslig opgave at sikre alle mulighed for undervisning inden den tvungne konfirmation. Ved skoleloven af 1739 blev der efterfølgende indført undervisningspligt for alle børn. Undervisningen foregik som indlæring af udvalgte religiøse tekster og fik på den måde stor betydning for befolkningens læsekundskaber og med tiden også skrivekundskaber. Evner, der ofte fremhæves som væsentlige for den administrative og politiske inddragelse af dele af befolkningen i 1800-tallet.

Redaktionen på danmarkshistorien.dk har udarbejdet denne oversigt over indholdet af konfirmationsforordningen:

Forordning Angaaende den  tilvoxende Ungdoms Confirmation og Bekræftelse udi deres Daabes Naade.

[Forord]

VI Christian den Siette, af GUds Naade, Konge til Danmark og Norge, etc. etc. Gøre alle vitterligt: At saasom Vi efter god og grundig Overleggelse[1], som og efter nogle af Vores Biskopper efter Ordre allerunderdanigst til Os indgivne Betænkning, have fundet, at det kunde være Vore Kiære og troe Undersaatter, og i sær den opvoxende Ungdom til Gavn og Opbyggelse, i Fald den alt for temmelig lang Tiid siden hidset og her i Christenheden indført, ja og i mange Evangeliske Meenigheder[2], særdeles udi Vore egne Hertugdømmer og Herskaber allerede brugelige Børns Confirmation, eller offentlige Bekræftelse udi den dem i Daaben skienkte Naade, de Børns, nemlig, som Første Gang ville gaae til HErrens Bord[3], ogsaa blev introduceret og kom i Gang udi begge Vore Riger Dannemark og Norge, endeel paa det man desmeere kunde forbereede Ungdommen til saa Helligt et Verk, som Alterens Sacramentes Brug er, saavel som med Eftertryk opvække[4] dem til bestandig Troeskab i den Naade, som de have annammet[5]i Daaben, men endeel og, at man kunde erindre de fuldvoxne om den Pagt, de ere traadne i mod GUd udi Daaben, og det Løfte, deres Faddere der have gjort for dem, og man paa saadan Maade Kunde faae den gandske Meenighed sin Pligt alvorligen indskærpet, og kunde give dem en herlig Anledning til nogen god og frugtbarlig Opbyggelse i deres Christendom. Saa er det Vores Allernaadigste Villie og Befaling, at dette Christelige, gamle, opbyggelige og priselige Verk paa denne Maade, som her er foreskrevet, skal indrettes udi alle Meenighederne i begge Vore Riger, og at der bestandig skal holdes derover, nemlig:

Skal Børnenes Confirmation og Indvielse saavel som deres offentlige Examen og Prøvelse, være en almindelig Regel og skyldig Pligt, som alle Børnene udi Meenigheden, ingen undtagen, af hvad Stand og Condition de end maatte være, skal nødvendig være bunden til, paa det ikke Persons Anseelse skal giøre nogen Spliid udi Meenigheden.

2. [Om undervisningspligt]

Skal ingen Børn til Confirmation blive antagen, hvilke ikke tilforne[6] ere blevne holdne til Skole og underviiste udi de nødvendigste Christendoms Stykker, eller hvor der endnu ikke ere nogle offentlige Skoler blevne indrettede udi Meenigheden, der maae de dog først af Klokkeren eller et andet beqvemt Menneske være anførte til at kiende GUD, førend de til sidst af Præsten blive catechiserede[7], examinerede og confirmerede.

3. [Om forældrenes ansvar for at sende børn til konfirmationsforberedelse]

Og som mange Forældre her udi ofte forglemmer deres Pligt, at de ikke i Tiide lader deres Børn underviise, saa skal Læreren udi Meenigheden vel give Agt paa, om saadanne Børn, som snart tænke til at gaae til GUds Bord, (hvilke han og i Tiide maae giøre et Register over saavidt mueligt er) af deres Forældre ere blevne holdte til Skole, og i Fald de derudi ere forsømmelige, dennem da der udi opmuntre; Men i Fald de paa ingen slags Maade have villet lade deres Børn underviise, og Børnene, naar de kommer frem, blive befundne u-dygtige, da skal Læreren afholde dem fra Confirmationen, indtil de have faaet noget bedre Underviisning.

4. [Om undervisningens formål]

Skal Læreren selv, ikke alleene udi de ordinaire Examinibus[8] udi Kirken ved Spørgsmaal og Giensvar fornemmelig[9] og frem for andre øve den Ungdom, der fremstilles til Confirmationen, men end og udi det Aar tilforn, førend han meener de vil komme, undertiden, ligesom hans Embedes Omstændigheder kan taale, lade dem komme til sig i sit Huus, for at underviise dem i deres Christendom, og det saaledes, at de ikke alleene blive anførte til at fatte den Bogstavelige Meening af de fornødenste Troes Artickler, men end og blive opmuntrede til at faae fat paa den levende Kundskab deraf, og at føre dem i Øvelse, paa det at Ungdommen kand ved det GUds Sandheder blive dem ret opvækkelig og alvorlig forestillede og indskærpede, opvækkes til at give Sandheden Rum, og de maae derved bringes til en ret Smag og Aandelig Erfaring til at efterfølge den i deres Liv og Levnet[10], og saa med et Ord, bringes til en sand Hiertens og Sinds Forandring.

5. [Om tilrettelæggelse af konfirmationsdagen]

Hvad Tide[n] til Confirmationen angaaer, saa bliver, efter den første Kirkes Exempel, den Første Søndag efter Paaske Qvasi modo geniti kaldet[11], dertil forordnet, men hvor Meenighederne ere store, kand endnu den Første Søndag efter Michaelis[12], eller og hvor Meenighederne ere overmaade store, maae ogsaa den Første Søndag efter Nyt-Aar dertil bestemmes; Og have Læren efter sin Skiønsomhed at see derhen, at ikke alt for mange blive antagne til Confirmation paa engang, og at derved meere bliver reflecteret paa deres Dygtighed, end paa deres Aar. Paa disse til Confirmationen forordnede Dage skal Præsten, den Dag Confirmationen skal forrettes, indrette sin Prædiken paa det allerkorteste, saa at GUds Tieneste med Prædiken, Sang og Confirmation i alt kand være til Ende paa den ellers sædvanlige Tiid, at ikke Meenigheden skal vorde[13] opholdet, eller tage Anledning at gaae af Kirken, førend Confirmationen og all GUds Tieneste er til Ende, til hvilken Ende Vi Allernaadigst ville, at ingen Communion[14] paa de Dage Confirmationen forrettes, skal være, men i Vores Kongelig Residentz-Stad Kiøbenhavn, og saadanne Stæder, hvor Meenighederne ere store og hvor det kunde behøves, kand da Communionen, i Stæden for til Høymesse, paa samme Dage forrettes til Froe-Prædiken[15].

6. [Om tilrettelæggelse af konfirmationsforberedelsen]

Naar den Tiid paa Aaret nærmer sig, da Confirmationen og Bekræftelsen udi Daabens Naade skal vorde foretaget, skal forældrene i Tiide lade Læreren viide, at de have Børn, som skal til Confirmationen, men han skal lade dem komme til sig i sit Huus, at han kand erfare, hvorledes de ere grundede i deres Christendom, og dennem der udi examinere og underviise; Hvormange Uger for Confirmationen, saadant skal skee, overlader man billig til enhver Læreres Skiønsomhed, at han maae viide at rette sig efter de Omstændigheder, hans Meenighed staaer udi, og eftersom deres Trang udkræver; men i det mindste, skal saadant skee et Fierding Aar[16] for ud, og tvende Gange i enhver Uge; Paa de Stæder, hvor ikke to eller fleere Prædikerner indfalder, eller Embedes Forretninger ikke ere saa mange, kand Læreren tage Børnene om Søndagen efter Prædiken, og i Fasten efter Passions Prædiken i Ugen hjem i sit Huus, og dennem der underviise, saasom Børnene ofte ere meget langt fraværende, og de andre Dage, have deres Arbeyde at forette[17].

7. [Om børnenes sande omvendelse]

Hvad Underviisningen i sig selv angaaer, da maae Læreren derved beflitte[18] sig paa største Tydelighed og Venlighed, og at han, naar han fremsetter de Guddommelige Sandheder, da immerfort[19] lader løbe nogle Opvækkelser ind med til at øve sig flittig der udi, spørger Ungdommen iblant ad, om de ikke har erfaret og merket noget af den eller den Sandheds Kraft paa deres Siæle; Og ligesom han dem alle tilsammen underviiser, saa bør han nu og da, tage et andet Barn for sig i sær, og spørge det om sin Siæles Tilstand, hvad det merker hos sig af Omvendelse og Troe, og i Fald han veed om et eller andet Barn, hvad Synder det i Sær kand være tilbøyeligst til, og hvad særdeles Omstændigheder det kand staae udi, saa maae han af forbarmende Kiærlighed foreholde samme Barn sin Siæls elendige Tilstand, og enten give det Anledning til en sand Omvendelse, eller og stadfæste det udi det Gode.

8. [Om indstilling til konfirmation]

Skulde Læreren, efter noksom[20] Underviisning finde, at de eller de Børn ikke vare i den Stand, at han kunde lade dem komme til Confirmation, bør han i all Venlighed forestille dem og deres Forældre saadant, overbeviise dennem derom, og raade dem at sætte saa vigtigt Verk op til næste Tiid Igien[21], og saafremt de ikke vil lade sig bevæge med det Gode, da viise dem bort, dog med den Forsigtighed, at hvad han udi dette Fald giør, han altiid er vis paa, at det kunde forsvare, saasom Barnet eller dets Forældre kand paa behørige Stæder besværge[22] sig over Læreren, saafremt de finde sig aabenbare af hannem graverede[23]; Men de Børn, som han finder dygtige og beqvemme, dem skal Læreren, naar det nærmer sig imod Confirmations Dagen, underviise om Confirmationens Natur, Beskaffenhed og Vigtighed, at de nu selv skal igientage og stadfæste den Pagt, som Fadderne ved deres Daab have giort for dem, og at de nu i disse Dage vel maae prøve sig for HErren, hvorledes de have holdet deres Daabes Pagt, og om de befinde sig i den Stand, som GUD ved Daaben haver sat dem udi, saasom de ellers ikke vare værd at komme frem for HErren og for den Christen Meenigheds Ansigt.

9. [Om forbøn for konfirmanderne]

Læreren haver 8te Dage tilforn at give Meenigheden den forestaaende Confirmation tilkiende; Men paa Confirmations Dagen skal han selv med Fliid tage Anledning udi sin Prædiken til at tale om denne Sags Vigtighed, og at opvække den gandske Meenighed til en hiertelig Forbøn for dem, som da skal vorde confirmerede, til hvilken Ende han bør selv paa Prædikestoelen paakalde GUd, tillige med Meenigheden, udi en bevægelig Bøn.

10. [Om overhøringen af konfirmanderne]

Naar Confirmationen skal angaae, da skal efter Prædiken og strax for den Gudelige Confirmations Forretning, begyndes at siunges: I JEsu Navn skal ald vor Gierning skee! eller: Kom GUd Skaber O Hellig Aand! Derpaa lader Læreren Børnene op for Alteret, eller og han gaaer ned paa Kirke-Gulvet, og lader Drengene staae paa den eene, og Pigerne paa den anden Side, saa begynder han denne Hellige Forretning med en hiertelig Bøn, holder en kort Tale, uden vidtløftig Harangveren[24], saasom hans Embede da fornemmelig er, ved Spørgsmaal, at give Børnene Anledning til at giøre den gandske Meenighed reede for det Haab, som er udi dem; Men udi Overhøringen i sig selv, gaaer han enten Catechismi fem Hoved-Parter igiennem, eller han tager Saliggiørelsens Orden for sig, eller og Pænitenses[25] Parterne, og søger at faae dem de øvrige Troens Articler indpræntede; Herpaa gaaer han fra Barn til Barn, og ikke af Passion eller Affecter, gaaer et eeneste forbi, saasom hvert Barn maae lade Meenigheden høre, hvad det haver lært; Er der et Barn, som ikke kand svare til et eller andet Spørgsmaal, da gaaer han det forbi, og spørger det andet derom, som staaer næst ved, og det uden at beskiæmme det andet Barn med noget Ord for Meenigheden, saasom Læreren ved dette hellig Verk, over alt maae entholde[26] sig fra ald Parthiskhed og Persons Anseelse; Og formerker han, at Børnene ikke svare tydelig og forstaaelig nok, saa opmuntrer han dem med Sagtmodighed til at tale frit, høyt og saa Folk kand forstaae det.

11. [Om konfirmationshandlingen]

Naar Examen er forbi, da gaaer Læreren til Confirmationen i sig selv; Til hvilken Ende han foreholder Børnene, hvor vigtig deres Daabes Pagt er, giver dennem tilkiende, at de nu selv skal igientage det, som Fadderne ved deres Daab, forhen have tillagt og giort GUD Løfte om paa deres Vegne, og sligt[27] opvækker han dem til, vel at betænke; Derpaa tilspørger han enhver i Særdeleshed, om han af gandske Hierte forsager[28] Diævelen og alt hans Væsen og alle hans Gierninger (hvilket maae først vel forklares, hvad det haver udi sig) dernest om han af gandske Hierte troer paa GUd Fader, Søn og Hellig Aand (efter at han først vel haver forklaret den saliggiørende Troes Natur og Egenskab) for det tredie, om han vil blive udi saadan sin Daabes Pagt indtil sin sidste saglige Ende, saa maae han saadant med et tydelig Ja stadfæste og bekræfte, og give hannem sin Haand derpaa; Naar Confirmandus saadant haver giort, legger Læreren efter Christi Exempel hans Haand paa Barnets Hoved, og giører han omtrent saadan en kort Bøn.

Den Tre-Enige GUD, som fordum[29] haver antaget dig til sit Barn udi den Hellige Daab, og giort dig til en Arving til det evige Liv, Han vilde opholde dig udi saadan din Daabes Naade, indtil din saglige Ende; Han give dig Bestandighed i din Troe, din Siæl til Saglighed.

Naar saadan Indvielse er skeed ved et hvert Barn, holder Læreren en kort Tale, og viiser der udi Børnene, først hvad de nu have giort og givet GUD Løfte om, og at saadant er en Formelle Eed for HErren, hvorudover de saa maget meere ere forpligtede til, desto troeligere og fastere at holde den fornyede Pagt, saa og aldrig nogen Tiid at forlade den sande Evangeliske Religion, eller i deres Liv og Levnet at vige af fra de Sandheder, der udi indeholdes, hvilke de nu haver bekiendt, og soret[30] sig til. For det andet skal Læreren opvække de kiære Børn, til en sand hiertelig Taknemmelighed imod GUd, for den Naade, som GUd dennem udi deres Daab haver ladet vederfare[31], og for den dem nu forleenede[32] Kundskab om den rette Vey til Livet, og at dennem nu og skal vederfares Naade,  at de maae annammes[33] iblant deres Tal, som nyder Sted ved JEsu Bord; For det tredje formaner[34] han dennem og hiertelig til, vel at betænke deres Daabes Pagt, den de nu haver giort Eed paa, og at lade all Verden see og kiende, at de ere blevne GUds Bunds Forvante, og til den Ende at lade deres sande levende Troes, og en retskaffen Christendoms Lys skinne og lyse for all Verden, at de maae see deres gode Gierninger og prise deres Fader i Himmelen; Hvad Tiid de Confirmerte Børn derpaa kand gaae til GUds Bord, det maae overlades deels til deres egen Attraae[35] og Drift, deels til deres Forældres Villie, men deels ogsaa til deres Læreres Gotbefindende, og omendskiønt Læreren vel maae raade Børnene at de endnu fremdeeles skulle komme i Catechisation med andre Børn, saa forundes dem dog der udi deres Frihed; Men dertil skal Læreren hiertelig formane og forbinde alle Confirmerte Børn, at de aldrig uden sand Prøvelse og Forberedelse komme frem til HErrens Bord, og at de for alting stræber efter udi Omvendelse og Bøn at bringe det dertil, at de den Første Gang maae gaae dertil med en inderlig Hiertens Bevægelse, saasom saadant vilde give en kraftig Indtryk i deres Siæle, saa længe de levede; Er der fleere end en Lærere udi Meenigheden, bliver Børnene ved Confirmationen givet den Frihed, at de maae gaae til Skrifte, hos hvilken Lærere de vil; Naar denne Forretning med Børnene er til Ende, skal Læreren opmuntre den gandske Meenighed til hiertelig Taknemmelighed og Lov og Priis for den herlige og store Naade, som disse Børn er vederfaret, saavel som og til en andægtig Forbøn for disse kiære Børn, at de maae voxe og blive bestandig udi alt Got, Fremdeles giver Læreren, samtlige sine Tilhørere en Opvækkelse i Samvittigheden, hvor vidt de vel har holdet det Løfte, de fordum have giort ved deres Daab, opmuntre dem til at omvende sig, og efter JEsu Vilie, at blive som Børn; Forældrene formaner han hiertelig, at de skal takke GUd for deres Børn, at de skal styrke dennem udi alt Got, at de skal holde dem, til at komme i den offentlige Catechisation, og altiid gaae dem for med et got Exempel, og for ingen Deel med forargelige Ord og Gierninger, drive den værdige Hellig Aand, som nu hviler paa deres Børn, ud af deres Hierter, og derved blive til Siæle-Mordere. Hvorpaa han skal slutte alting med en hiertelig Bøn saaledes som efterfølger:

Ævige og Almægtige GUD vor HErres JEsu Christi og vor Fader, af hvilken all Faderlighed kaldes i himlene og paa Jorden; vi bøye Knæ for Dig og tilbede Din Faderlige Kierlighed, med hvilken Du hidindtil haver elsket og herefter vil elske os. Dine Velgierninger ere fleere end at vi ret kand tælle dem, og større end at vi nok kand takke for dem; At vi leve, er Din Godhed, at vi have et Liv, bedre end dette i vente, er Din Miskundhed; Du oplærer os i dette Liv til det andet, som Din Søn fortiente os, og did Din Aand veyviser os; Vi vare neppe indkomne i Verden, før DU rensede os, ved Vandbadet i Ordet, af den Besmittelse, Vi bragte med os; Du lovede at være vor Fader, at annamme os, som Din Søns Brødre, du gav os Din Hellig Aand til et Pant og Forsikkring om Din Kierlighed og den de Helliges Arvedeel, der for os er til Beste hos Dig, vi lovede derhos at forsage Din og vor Fiende, at skye alt hvad der kand være stridigt mod Din Ære og vor Saglighed. Du haver holdt Dit Løfte, thi vi finde Dig en Mageløs Fader indtil denne Dag; Men hvorledes vore Løfter ere efterlevede, sligt er dig alleene best bekiendt; thi vel viide vi os at være Syndere, men du veed dog fleere og større Synder med os, end vi selv viide.

Da vi forbandt os til Dig, imod at Du virkede Troen i os og gav Aanden til os, vare vi endnu spæde og u-myndige, vi vidste ey engang forskiel imellem vor høyre og venstre Haand, dog var det Dig behageligt, at vi endskiønt, som smaae Børn skulde komme til Dig, thi Du vilde forsikkre os om den Ret, som vi af Din Naade, have til Himmeriges Rige, saafremt vi ey selv forsømmer slig Sagliggiørelse, og giør os u-værdige det ævige Liv.

Men som Din Godhed er uden Liige, saa er det billigt[36] at Dig derfor skeer Taksigelse offentlig i den Meenighed, hvilken Din Søn med sit dyrebare Blod, saa dyre har betalt; Det er nødigt at hvad Dig er lovet af dem, der ey selv forstoed hvad Løfter andre, paa deres Vegne, giorde, igientages af samme, naar de viide at forklare deres Hierters Tanker og desmere kunde forbinde dem til Dig Selv; Du vor GUd vinder Ære derved, thi end og den Lov, som Du bereeder Dig af de U-myndiges Mund, forsmaaer Du ikke, de bestyrkes i Troen, og bindes med des fastere Baand til Dig; Vi opbygges ved at høre hvorledeedes de kunde giøre Reede for det Haab, som er i dennem.

I sligt Ærinde have adskillige af Dine Børn, denne Dag, her været forsamlede og en alleene gotgiort, at de ere oplærde om Din Vilie og Dine Velgierninger, efter GUds Ord og den u-forandrede Augsburgiske Confession[37], men end og have igientaget det Forbund, som af dem, i den Hellige Daab er indgaaet med Dig; Giv at deres Hierter, efter denne Dag, aldrig henfalde til nogen eller noget, uden til Dig alleene, og det som Dig er velbehageligt.

Hielp dem at betænke hvad Naade Du, i den hellige Daab beviiste dem, da de, der vare fødde i Synden og derved fortiente Døden, blev, ved Igienfødelsen, saaledes befriede fra begge Deele, at Synden kand ey fordømme dem, og Døden ikke skade dem, naar de selv ey vilde modtvilligen synde, og evindeligen døe; Hvor stor var ey Din Godhed, der forsikkrede dem om Børnenes Udkaarelse, i hvorvel Du havde langt bedre Børn i Din eeneste ævigfødde Søn, i de hellige Engle, som alle ere Dine Børn, endskiønt ikke Din Søns Brødre. Du har Lod-taget dem ved Daaben i Dine Børns Herligheds Frihed, forsikkret dem om Dit Faderlige Hierte, berettiget dem til det ævige Liv og Livsens Crone, giort dem til de Helliges Medborgere og Dine Huus-Egne[38]; Hvad større Naade kunde du yde til nogen? Hvad større Godhed kunde de ventet af Dig eller nogen.

HERRE! lær dem at betænke hvor grundløs Din Godhed er imod dem, at begræde hvor lidet de have skiønnet paa saadan Din Himmelske Velgierning; Lær dem at anklage sig selv, som Overtrædere af Moders Liv, som de, hvis Hierters Tankers Paafund haver været ond af deres Ungdom op, i det de ofte have vandret paa deres Hiertes Veye og efter deres Øyes Syn, hvor ilde end deres Hierte og deres Øye, iblandt Vey-viiste dennem; Giv dem altiid at erkiende og fortryde saadanne Vildfarelser, stridende imod Din Hellige Villie og imod deres, saa helligen til Dig giorde Løfter.

Din Naade haver sparet dennem til denne Tiid, at de kunde, i Din Meenigheds Paahør, igientage hvad Tilsagn Du imodtog af dem, den Tiid de blevne rensede formedelst[39] Vandbadet i Ordet, lad dem, alle deres Lives Dage, arbeyde at holde saadanne Løfter, samt med Bevelse af Frygt, for nogensinde at bryde dem, forarbeyde deres egen Salliggiørelse! Udret i dem det, at de vilde tiene Dig, som helliger deres Villie, virke og at de kunde udrette hvad Du vil og de selv bør vilde, saa forfremmer Du deres Gierninger, og efterdi de, uden Din Søn kunde slet intet giøre, saa lad Ham blive i dem, og dem blive i Ham, at Han og de maae være Et, ligesom Du og Han er Et, paa det de ved Ham, maae kunde de hvad af dem selv i ingen Maade kunde; Vær deres Ungdoms Tugtemester, saa de de ey alleene af at giøre ilde, men lære end og, at giøre vel, saa skye de ey alleene den Forkrænkelighed, der er i Verden, men legge desforuden vind paa i deres Troe at beviise alle Christelige Dig velbehagelige og dem selv best anstændige Dyder, at de maae blive hellige Templer og reene Boeliger for Din Aand, som afstoede dem i Daaben, og er stedse villig at deele Sine Gaver med dem.

De have nu frivilligen og i alles vor paahør, tilsagt at forsage Dievelen, ald hans Væsen og alle hans Gierninger; Hielp at sligt gaaer dem aldrig af Glemme, lad dem, med et fuldkommen had, hade alle Dine Fiender, som deres Siæles og deres Saligheds Fiender. Forbyde Du FADER, at de nognsinde skulle give Dievelen Rum, enten at giøre hvad han vil, eller høre efter hvad han raader, thi hans Væsen er bedrageligt og strider imod deres Frelse, hans Gierninger ere skiendige og sigte til deres Fordervelse. Lad dem ikke falde i de Fienders Haand, af hvilken Du haver forløst dem, men hielp dem at tiene Dig i Hellighed og Retfærdighed alle deres Lives Dage; Løber end Satan, som deres Modstander, om, saa vil Du dog hindre, at han ey opsluger dem; Giv dem deres Forstands oplyste Øyne, paa det hans Anslag ikke skal være dem u-bekiendt! Rekke dem Troens Skiold, at de i samme, maae slukke hans gloende Piile! Giv dem efter Din Herligheds Rigdom, at de blive mægtelig bekræftede, formedelst Din Aand i det indvortes Menneske, at Din Søn maae boe formedelst Troen i deres Hierter, saa er Han, som er i dem, større end den, der er i Verden og imod dem; Saa vorde de stærke, og Dit Ord bliver saa i dennem, at de overvinde den Onde.

End have de forbundet dem til at troe paa Dig, Din Søn, Din og Din Søns Hellig Aand! Hielp dem at betale saadant deres Løfte hver Dag, at troe paa Dig af gandske Hierter, og aldrig slippe den Troe, der eengang er overantvordet[40] de Hellige, men følge den, som en u-ryggelig og u-foranderlig og u-igienkaldelig Sandhed, der er det evige Livs Ord og Vey-viiser dem til det evige Liv, Lad dem kiende, at de aldrig kunde giøre bedre, end give nøye Agt paa samme Ord, hvilket, siden der skinner som et Lys i et mørkt Sted, saa skinne det ind i deres Hierter til Din Søns herlige Kundskabs Oplysning! Det oplyse deres Forstand, hellige deres Villie, raadføre dem til alle deres Gierninger! Lad det, at de har kaldet Dig Fader, minde dem om den Ære, gode Børn skylde til saa god en Fader! Det at de have tilbedet Din Søn, som er en HErre, vedligholde den Frygt i deres Hierter, hvilken fromme Tienere bør være for den HErre, der er Himmelens og Jordens HErre! Det, at de tilbade Den Hellig Aand, minde dem, hvorledes de bør følge Hannem til at vandre i ald Sandhed og paa Dine Veye. Lad dem derhos[41] aldrig glemme, hvorledes de i Dag have soret og bør saaledes holde hvad de have soret, at de hver Dag bevare Din Retfærdigheds Domme.

Dine Tienere have ved Haands Paalæggelse, velsignet dem og indbudet Din Hellig Aand at formeere sine Gaver over dem og i dem; HErre tag aldrig Din Haand, tag aldrig Din Hellig Aand fra dem; Regiere dem som Dine Hænders Gierninger! Udret Din Haand og styrke, hielpe og forsvare dem mod alle deres Aandelige Fiender, og lad ingen rive dem af Din Haand.

De have nu erkiendt Dig, offentlig for deres GUD, samt gotgiort at de ey ere u-vidende om Dig, Din Villie og Dine Velgierninger, hvorudover dem stædes Adgang til Din Søns Hellige Legme og Hans dyrebare Blod i det Høyværdige Alterens Sacramente.[42] Lad dem aldrig, uden vel prøvede og vel bereedte indfinde dem til sligt Saligheds Maaltiid, men betænke hvad de der nyde, og hvad Udgangen vil blive, saafremt de møde der, som u værdige Giæster. Ifør dem Selv de rette Bryllups-Klæder, danne dem saaledes, som Du vil have dem, og lad dem saa imodtage Dit Huses Gode og Din Tempels Hellige Ting, som de, der agte at leve og døe forsikkrede om at lodtages i Din Himmel og Herlighed, i Din Ære og Saglighed; Giør at de ikke nogensinde glemme, hvorledes Du har givet dem et Rum i Dit Huus, et Navn bedre end Sønners og Døttres; Hielp dem hver Gang, de betræde Dine Forgaarde, at findes i Dit Huus som Dine Huus-Egne, samt, inden og uden for det, at kunde kiendes for Dine Sønner og Døttre; Din sagliggiørende Naade tugte og oplære dem at forsage U-gudelighed, og de verdslige Begierligheder, at leve tugteligen, retfærdeligen og Gudfrygteligen i denne Verden, som de, der vente og ere forvissede at lide evigligen vel i den anden; Thi naar de tænke paa Dig deres Skabere, i deres Ungdom, da vil Du tænke paa dem til det Beste her og hisset, i Tiden og i Evigheden.

Hielp os alle, saavel Gamle, som Unge, saavel Forældre, som Børn, saavel Huusbonder, som Tiunde[43], at betænke og begræde, hvor liden Tak vi have ofret Dig, for Din Naade beviist os i den Hellige Daab, samt hvor slet vi have betalt Dig de der af os giorde saa dyre Løfter; Din gode Hellig Aand føre os herefter til at skye alt, hvad Dig mishager, men holde fast ved Dig alleene; I sær lad os aldrig, ved et ryggesløs og forargeligt Levnet ved Ord, der enten stride mod Din aabenbarede Sandhed, eller mod ald sømmelig Ærbarhed, forage nogen af de Smaae og Unge, der kand være om os; Thi da maatte vi forvolde ey alleene vore, men end og deres Siæles evige Fordervelse.

Strid med og for Din stridende Kirke, hvis Lemmer de ere, som denne Dag offenligen have aflagt deres Troes Bekiendelse; Dit Hellige Ord, Dine Høyværdige Sacramenter blive hos os, uden ringeste Forandring, indtil Verdens Ende, at vi, ved begge Deele, maa stedse komme Dig jo nærmere og nærmere.

Din Salvede Vor Allernaadigste Arve-Herre og KONGE, KONNING CHRISTIAN den Siette, være og blive velsignet af Dig nu og herefter, i denne og den tilkommende Verden; Lad Ham høste Frugten, end og af denne Dags Forretning, saa at Han i alle dem, der have fornyet deres Daabes Løfte, maa finde gode og lydige Undersaatter, som viide at enhver, der frygter GUD, skal ære Kongen.

Byd Liv og Lykke, byd Held og Hæder, byd alt Dit Gode at være hos og over Hendes Majestæt Vor Allernaadigste Dronning SOPHIA MAGDALENA, Hendes Veye stadfæstes i Din Frygt!

Din Villie være Hendes Majestæts Villie, og lad aldrig af at give Hende nye Beviis paa Din Guddommelig Kierlighed.

Hans Kongelig Høyhed Vor Naadigste Arve-Prince og Herre Prince FRIDERICH, samt begge de Kongelige PRINCESSER finde hver Trin, de gaae, Dig som Ledsagere og Din Miskundhed[44], som Beskiermelse; Boe Du i Deres Hierter og lad Dem hvile i Dine Arme.

Giør vel imod det gandske kongelige Arve-Huus, forleene Det med Din Naade, og formeere Dine Velsignelser over Det!

Antag Dig den gandske Christelighed! Handthæve og forsvare disse Riger og Lande, samt hver Indbyggere i dem; Giv os Fred trindt omkring, men fornemmelig Fred med DIG! Bevar os fra smitsom Syge, men i sær, fra den Synd, der besmitter vore Siæle! Deel Brødet ud til alle Hungriges Munde, Byd Trøsten ind i alle Bedrøvedes Hierter! Din Haand værge alle Enker, Faderløse og Forladte; Dit Øye gaae for de Reisende! Din Velsignelse følge de Handterende! Dit Hellige Ord omvende Syndere! Din u-endelig Barmhiertighed benaade de Omvendte! Giør at de Syges Siæle maae lide vel og viise de i Troen Døendes sidste Suk, Veyen til Dit Hierte! Giv os alle mere end vi have bedet om, samt meere end vi forstaae at bede om, Bevar og vor gandske Aand og Siæl og Legeme u-straffelige indtil vor HErres JEsu Christi Tilkommelse[45]! Amen i JEsu Navn Amen.

OG derpaa Fader Vor! Og HErrens Velsignelse; og efter at samme Hellige Forretning saaledes er til Ende, siunges: Mit Barn frygt Den sande GUD! Eller: GUd Fader udi Himmerig Sin Villie Han os kiende; Derpaa læses af Degnen den sædvanlige Bøn i Chors-Døren, hvormed den heele GUdstieneste for den Gang bliver besluttet og skal være til Ende.

12. [Om valg af præst og forordningens ikrafttrædelse]

Hvad Lærerne angaaer, som Confirmationen skal forrette; Saa skal Forældrene paa saadanne Steder, hvor der findes meere end som een Lærere (thi hvor der ikkun[46] er een Lærere, der beholder han Examen og Confirmation) have den Frihed, at de maa sende deres Børn til hvilken Lærere de vil, den samme underviiser nu Børnene hjemme i sit Huus; men ved Confirmationen examinerer enhver Lærere sine Børn, som han haver underviist, og det efter den Orden, som er imellem dem i Henseende til deres Embeder, den eene lader den anden have Tiid dertil, den eene confirmerer eengang, den anden en anden gang; Paa de Steder, hvor det hidindtil har været brugeligt[47], at give noget for deres Examen, som Første Gang vil gaae til GUds Bord, der maa endnu fremdeeles enhver Lærere beholde dette for sit arbeyd, dog saaledes, at de Fattige vorde forskaanede; Men paa saadanne Steder, hvor sligt ikke hidindtil har været brugeligt, maa Meenigheden ikke med nogen nye Paalæg vorde bebyrdet; Og det, som i Almindelighed er at merke, er dette, at denne Hellige Forretning skal Lærere udi alle Omstændigheder indrette til Meenighedens Opbyggelse; Men Tilhørere med hellig Andagt omgaaes den; Hvorefter de vedkommende sig allerunderdanigst haver at rette, ey giørendes herimod, eftersom forskrevet staaer, Hinder eller Forfang i nogen Maade, under Vor Hyldest og Naade; Og byde og befale Vi hermed Vores Statholder i Vort Rige Norge, Grever, Stift-Befalingsmænd, Friherrer, Biskopper, Amtmænd, Landsdommere, Laugmænd, Præsidenter, Borgmestere og Raad, Fogeder og alle andre, som denne Vores Forordning under Vort Cancellie-Seigl tilskikket vorder, at de den paa behørige Steder saavel som og af Prædikestoelene til alles Efterretning strax lader læse og forkynde. Givet paa Vort Slot Friderichsberg den 13 Januarii Anno 1736.

Under Vor Kongelig Haand og Signet.

Christian R.


Ordforklaringer m.m.

[1] Overleggelse: overvejelse.

[2] Evangliske meningheder: menigheder, der sætter evangeliernes autoritet højest. Protestantiske menigheder.

[3] Gå til Herrens bord eller Guds bord: altergang.

[4] Opvække: opfordre.

[5] Annammet: (i denne sammenhæng) tilegnet sig.

[6] Til forne: i forvejen.

[7] Catechiserede (katekiserede): Katekisation er en undervisningsform, hvor læren med henblik på systematisk udenadslære stiller spørgsmål og eleverne svarer.

[8] Ordinaire Examinibus: det vil sige, den udspørgning konfirmanderne skal gennemgå i kirken som optakt til selve konfirmationen.

[9] Fornemmelig: først og fremmest.

[10] Levnet: levevis.

[11] Første søndag efter påske kaldes nogen gange for Quasi modo geniti  eller Quasi modo søndag efter det tekststykke i biblen, man indledte den katolske højmesse med søndagen efter påske (Første Petersbrev 2.2.).

[12] Det vil sige første søndag efter Sankt Michaelis dag den 29. september.

[13] Vorde: blive.

[14] Communion (kommunion): altergang.

[15] Froe-prædiken (froprædiken): bruges om den tidlige gudstjeneste før højmessen.

[16] Et Fierding Aar: et kvart år.

[17] forrette: udføre.

[18] Beflitte: gøre sig umage.

[19] Immerfort: til stadighed.

[20] Noksom: tilstrækkelig.

[21] Det vil sige, at læren skal råde det pågældende barn og dets forældre til at udsætte konfirmationen til næste konfirmationsrunde.

[22] Besværge: klage (i denne sammenhæng).

[23] Graverede: forurettede, krænkede.

[24] Harangveren (harangueren): at haranguere vil sige, at man taler højtideligt.

[25] Pænitense: bod. At gøre bod er at handle på en måde, der skal gøre op for en synd.

[26] Entholde: afholde.

[27] Sligt: (I denne sammenhæng) dette.

[28] Forsage: tage afstand fra.

[29] Fordum: tidligere.

[30] Soret: svoret.

[31] Vederfare: noget der sker for en forårsaget af noget udefra. I denne sammenhæng: de døbte skal være taknemlig for den nåde, Gud skænker dem igennem dåben.

[32] Forleenede: givne, bibragte.

[33] Annammes: (i denne sammenhæng): indlemmes.

[34] Formaner: belærer.

[35] Attraae: længsel, ønske, lyst.

[36] Billigt: i overensstemmelse med retfærdighed og fornuft.

[37] Den Augsburgske Confession (Konfession): bekendelsesskrift for den evangelisk-lutherske kirke. I Danmark har dette skrift været anerkendt som grundlaget for kirkens tro siden reformationen i 1536.

[38] Hus-egne: tilhører en bestemt hustand. I dette tilfælde Guds.

[39] Formedelst: ved, ved hjælp af.

[40] Overantvordet: overgivet, overleveret.

[41] Derhos: desuden.

[42] Det vil sige adgang til altergang for at modtage nadveren.

[43] Tiunde (tyende): tjenestefolk.

[44] Miskundhed: overbærenhed.

[45] Tilkommelse: genopståelse.

[46] Ikkun: kun.

[47] Brugeligt: brugt, almindelig praksis.

Om kilden

Dateret
13.01.1736
Oprindelse
Kong Christian den Siettes Allernaadigste Forordninger og Aabne Breve for Aar 1736.
Kildetype
Lov, forordning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
19. september 2016
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
13.01.1736
Oprindelse
Kong Christian den Siettes Allernaadigste Forordninger og Aabne Breve for Aar 1736.
Kildetype
Lov, forordning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
19. september 2016
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk