Kommunistinterneringerne under besættelsen, 1941-1945

Artikler

Da Hitler natten til den 22. juni 1941 beordrede det tyske angreb på Sovjetunionen iværksat, fik det store konsekvenser i Danmark, der havde været besat af Tyskland siden den 9. april 1940. Besættelsesmagten stillede nemlig med fem krav, blandt andet, at alle ledende danske kommunister skulle anholdes og interneres. I de følgende måneder anholdtes 339 personer, som uden grundlovsforhør blev indsat i danske fængsler. Mange blev efterfølgende løsladt igen. Den 22. august 1941 blev anholdelserne og interneringerne lovhjemlede med tilbagevirkende kraft, da Rigsdagen vedtog den såkaldte kommunistlov, der blandt andet forbød alle former for kommunistisk virksomhed. De tilbageværende anholdte blev overført til interneringslejren i Horserød, hvor flere senere kom til. De indsatte blev deporteret til den tyske koncentrationslejr Stutthof i oktober 1943, efter at den dansk-tyske samarbejdspolitik brød sammen. I alt døde 22 personer.

Felttoget mod Sovjetunionen

I det meste af 1930’erne havde de danske kommunistiske kredse i stærke vendinger kritiseret udviklingen i Tyskland og erklæret modstand mod fascistiske og nazistiske tendenser. Imidlertid indgik Sovjetunionen og Tyskland en såkaldt ikke-angrebspagt i 1939, og dette tvang de danske kommunister til at holde inde med deres kritik af nazismen. Den politiske borgfred mellem USSR og Tyskland holdt dog ikke længe, og kl. 3 om morgenen den 22. juni 1941 påbegyndte Hitler sit felttog – operation Barbarossa - mod Sovjetunionen.

Optakt til interneringerne

Samtidig med, at Hitler den 22. juni 1941 indledte sit angreb på Sovjetunionen, blev den danske direktør for Udenrigsministeriet, Nils Svenningsen (1894-1985), ringet op. Han blev bedt om at møde på Kastelsvej på Østerbro i København, hvor det tyske gesandtskab, datidens betegnelse for en ambassade, holdt til. Her blev han mødt af det tyske riges befuldmægtigede, Cecil von Renthe-Fink (1885-1964), som var Tysklands højeste politiske myndighed i Danmark. Renthe-Fink fortalte Svenningsen om felttoget mod Sovjetunionen og bad ham herefter tage hen på Dagmarhus, hvor den tyske civiladministration havde til huse. Her ville han få nærmere besked om, hvilke forholdsregler besættelsesmagten ønskede gennemført i forbindelse med de ændrede forhold, som udvidelsen af krigen medførte.

På Dagmarhus var også departementschef Eivind Larsen (1898-1971) blevet tilkaldt, og de danske embedsmænd fik overrakt et såkaldt ’aide mémoire’, en skriftlig diplomatisk meddelelse, der indeholdt fem krav, som tyskerne ønskede gennemført. Hovedparten af kravene drejede sig om sovjetiske borgere, men det mest opsigtsvækkende var dog kravet om anholdelse og internering (frihedsberøvelse) af alle ledende danske kommunister, heriblandt de tre kommunistiske folketingsmedlemmer. Der blev udleveret en liste med 72 navngivne personer, som man som minimum ønskede anholdt. Listen var identisk med et kartotek over danske kommunister, udarbejdet af dansk politi og senere overdraget til det tyske politi som et led i samarbejdet imellem disse. Kartoteket var blevet udfærdiget i forbindelse med politiets overvågning af yderliggående politiske partier i mellemkrigstiden. Det stod færdigt i september 1940 og blev umiddelbart herefter videregivet til det tyske politi.

Efter kort at have konfereret med statsminister Thorvald Stauning (1873-1942) og udenrigsminister Erik Scavenius (1877-1962) kunne Svenningsen meddele, at de tyske krav blev accepterede. Da det ikke var muligt at opnå telefonisk kontakt med justitsminister Harald Petersen (1895-1977), måtte man undvære dennes tilsagn.

Kommunistinterneringerne frem til den 22. august 1941

Efter at have indhentet statsministerens godkendelse blev aktionen iværksat. Eivind Larsen, der var departementschef i Justitsministeriet, gik straks i gang med at videreformidle de tyske krav til landets politimestre, idet han dog udvidede de oprindelige anholdelseskrav til også at omfatte, at ”enhver Person, hvis Adfærd i øvrigt er mistænkelig” skulle anholdes.

Således udstyret med Justitsministeriets ordre begyndte dansk politi at anholde personer rundt omkring i landet. Endvidere ransagedes partikontorer og andre lokaler, der tilhørte danske kommunister. Alle dokumenter og formuer blev beslaglagt. Ved den første aktion blev der anholdt 60 personer i København, herunder to af de tre kommunistiske folketingsmedlemmer, mens der i provinsen blev anholdt 135. Aksel Larsen (1897-1972), som var formand for Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og sad i Folketinget, undgik anholdelse, fordi han befandt sig udenbys. Han blev dog anholdt i 1942. Det lykkedes endvidere et af de andre folketingsmedlemmer, Alfred Jensen (1903-1988), at undslippe fra politiets varetægt. Ved visse anholdelser deltog repræsentanter for det tyske politi. Det var især tilfældet, hvor prominente kommunister skulle anholdes – eksempelvis folketingsmedlemmerne. Uden grundlovsforhør blev de tilfangetagne indsat i fængselsceller rundt om i landet. Størstedelen befandt sig i Vestre Fængsel. I perioden fra den 22. juni 1941 frem til vedtagelsen af kommunistloven – der forbød al kommunistisk aktivitet – den 22. august 1941 blev der anholdt 339 personer. Mange var dog blevet løsladt igen, og der sad således ved lovens vedtagelse 116 personer interneret. 

Griffenfeldsgade 50 på Nørrebro i Københavnunder den første aktion mod de danske kommunister den 22. juni 1941. Her havde Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) kontor på 3. sal, mens Arbejderbladet havde sin redaktion på 1. sal. Foto: Frihedsmuseet

Grundloven og nødretshjemlen

Forløbet omkring anholdelserne og forvaringen af over 300 mennesker på grund af deres formodede politiske overbevisning brød mange grundlovssikrede rettigheder. Det var alligevel ikke grundlovsstridigt, fordi handlingerne kunne hjemles i den såkaldte nødret. Den danske grundlov indeholder ikke en nødretsparagraf, men det er bredt anerkendt inden for retsfilosofien, at en sådan eksisterer. Nødret kan tages i brug ved undtagelsestilstande – eksempelvis når landet er besat af en fremmed magt – og gør det lovligt for myndighederne at suspendere visse grundlovssikrede rettigheder i tilfælde, hvor det er strengt nødvendigt. Man accepterer derfor at bryde et retsgode for at tilgodese et andet og højere retsgode. I forbindelse med kommunistinterneringerne brød man altså kommunisternes krav på beskyttelse for at tilgodese statens sikkerhed og Grundlovens fortsatte funktion, fordi man ville undgå, at samarbejdet brød sammen og besættelsesmagten indsatte en nazistisk regering.

Kommunistloven, 22. august 1941

Selvom de ansvarlige politikere kunne retfærdiggøre anholdelserne og forvaringen af de danske kommunister med henvisning til nødretten, bestod der dog alligevel et ønske om at formalisere interneringerne og gøre dem legitime ved lovhjemmel. Derfor udarbejdede den daværende justitsminister Eigil Thune Jacobsen (1880-1949) sammen med højesteretspræsidenten Troels G. Jørgensen (1874-1970) et forslag til ’Lov om Forbud mod kommunistiske Foreninger og mod kommunistisk Virksomhed’. Den 22. august 1941 vedtog en enstemmig Rigsdag (uden deltagelse af de kommunistiske folketingsmedlemmer) den såkaldte kommunistlov, der indebar et forbud mod kommunistiske foreninger og al kommunistisk virksomhed. Loven gjorde det i realiteten ulovligt at være kommunist, og ”Personer, hvis Adfærd har givet særlig Grund til at antage, at de vil deltage i kommunistisk Virksomhed eller Agitation” kunne interneres, hvis det skønnedes nødvendigt. Loven var på kant med Grundloven, fordi den stred mod den personlige frihed.

Danske kommunister internerede i Horserødlejren før den 29. august 1943, da tyske tropper overtog kommandoen med lejren. Foto: Frihedsmuseet.

Horserødlejren og deportation til koncentrationslejr

Efter kommunistlovens vedtagelse i august 1941 blev de anholdte danske kommunister overført til interneringslejren i Horserød. I de anholdelsesbølger, der fulgte herefter, blev flere personer indsat i Horserødlejren, heriblandt også spaniensfrivillige - danskere, der var taget til Spanien for at kæmpe i den spanske borgerkrig 1936-39.

Da det officielle dansk-tyske samarbejde brød sammen i august 1943, besatte tyske tropper lejren og tilfangetog de indsatte. Det lykkedes dog 90 personer at flygte i ly af tumulten. Ikke desto mindre blev omkring 150 indsatte fra Horserødlejren fragtet til den tyske koncentrationslejr Stutthof, der lå nær Gdansk i Polen. Deportationen foranledigede nogle af de indsattes hustruer til at starte ’Stutthof-komiteen’, der arbejdede på at få sendt nødhjælp til de danske koncentrationslejrfanger. Det lykkedes de såkaldte ’røde enker’ at få Socialministeriets opbakning til planen, og således påbegyndtes afsendingen af livsreddende Røde Kors pakker.

Da Sovjetunionens Røde Hær mod krigens slutning nærmede sig Stutthof, blev alle fangerne beordret ud på de såkaldte ’dødsmarcher’ mod andre lejre i det centrale Tyskland. I alt omkom 22 danskere som følge af deportationen; seks døde i lejren, ni døde på dødsmarchen, mens syv omkom af følgesygdomme efter befrielsen.

Hjemvendte fanger fra koncentrationslejren Stutthof bydes velkommen i København den 2. juni 1945. Foto: Frihedsmuseet.

Eftertidens vurderinger af kommunistinterneringerne og kommunistloven

Interneringerne af de danske kommunister og den efterfølgende lov, der forbød kommunistiske organisationer og kommunistisk virksomhed, er blevet stærkt kritiserede både i samtiden og eftertiden. I samtiden var det især de berørte kommunister selv, der kritiserede foranstaltningerne mod dem, idet de hævdede, at både interneringerne og loven stred mod Grundloven. Højesteret vedtog dog, at loven ikke var grundlovsstridig. Men Højesteret selv og især dennes daværende præsident Troels G. Jørgensen (1874-1970) har været udsat for hård kritik. Jørgensen lavede nemlig både det første udkast til loven og udtalte sig kort efter om lovens gyldighed, inden den havde været til behandling blandt politikerne. Dette vakte kritik, fordi Jørgensen som den højeste repræsentant for den dømmende magt var endog meget involveret i den lovgivende magts arbejde.

Forløbet omkring interneringerne og kommunistloven bliver også hyppigt brugt som et udtryk for, hvordan de danske politikere var villige til at gå meget langt for at opretholde samarbejdet med tyskerne og bibeholde retshåndhævelsen på danske hænder. Forløbet ses på denne måde som et eksempel på, hvordan demokratiet kan strækkes langt for at sikre dets opretholdelse.

Om artiklen

Forfatter(e)
Louise Skovholm Bøgh
Tidsafgrænsning
1941 - 1945
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
3. februar 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Christensen, Claus Bundgård; Lund, Joachim; Olesen, Niels Wium & Sørensen, Jakob: Danmark besat: krig og hverdag 1940-45 (2015).

Koch, Henning: Demokrati – slå til!: statslig nødret, ordenspoliti og frihedsrettigheder 1932-1945 (1994).

Koch, Henning: ”Kommunistinterneringen” og ”Kommunistloven” i Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-45 (2002).

Lidegaard, Bo: Overleveren 1914-1945: dansk udenrigspolitiks historie bd. 4 (2004).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Louise Skovholm Bøgh
Tidsafgrænsning
1941 - 1945
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
3. februar 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Christensen, Claus Bundgård; Lund, Joachim; Olesen, Niels Wium & Sørensen, Jakob: Danmark besat: krig og hverdag 1940-45 (2015).

Koch, Henning: Demokrati – slå til!: statslig nødret, ordenspoliti og frihedsrettigheder 1932-1945 (1994).

Koch, Henning: ”Kommunistinterneringen” og ”Kommunistloven” i Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-45 (2002).

Lidegaard, Bo: Overleveren 1914-1945: dansk udenrigspolitiks historie bd. 4 (2004).

Udgiver
danmarkshistorien.dk