Kommunisternes reaktion på forbuddet mod dem, september 1941

Kilder

Kildeintroduktion:

Efter at have erobret Jugoslavien og Grækenland gik Tyskland den 22. juni 1941 til angreb på Sovjetunionen. Samtidig stillede tyskerne en række ultimative krav til den danske regering om forbud mod det danske kommunistiske parti (DKP) og om arrestation og internering af alle førende kommunister, bl.a. partiets tre folketingsmedlemmer. Hvis de danske myndigheder ikke selv gennemførte disse foranstaltninger, ville tyskerne gøre det. Efterfølgende blev ca. 300 kommunister arresteret. Det lykkedes dog kun at anholde det ene af de tre folketingsmedlemmer. De to andre, heriblandt DKP’s leder Aksel Larsen, nåede at 'gå under jorden'.

Den 22. august 1941 blev justitsminister Eigil Thune Jacobsens lovforslag om forbud mod kommunistiske foreninger og mod kommunistisk virksomhed af 20. august, efter visse betænkeligheder, enstemmigt vedtaget af Folketinget. Loven havde tilbagevirkende kraft og legaliserede ikke kun fremtidige, men også allerede foretagne anholdelser af danske kommunister. Loven var grundlovsstridig og et eksempel på, hvor langt den danske regering gik for at opretholde samarbejdspolitikken. Kommunisterne kunne naturligvis ikke deltage i debatten i Folketinget. De udsendte derfor i september 1941 i den illegale pjece "Danske Toner" den tale, som Aksel Larsen ville have holdt, hvis han kunne have deltaget i debatten den 20. august 1941. Pjecen, der var camoufleret som et sanghæfte, var et af de første eksempler på illegal presse. Mange af de kommunister, der ’gik under jorden’, blev aktive i den voksende modstandsbevægelse. Retskrivningen i anden del af den originale kilde er moderne (navneord er uden stort begyndelsesbogstav).

TALEN, SOM BURDE VÆRET HOLDT I FOLKETINGET 20. AUGUST 1941

EN UHOLDBAR BEGRUNDELSE

HVAD MED REGERING OG RIGSDAG ?

VI TAKKER FOR ANERKENDELSEN !

REGERINGENS UDENRIGSPOLITISKE ERKLÆRINGER

HVAD BLIVER DET NÆSTE?


 

[til top]

TALEN, SOM BURDE VÆRET HOLDT I FOLKETINGET 20. AUGUST 1941

Onsdag den 20. August 1941 vedtog det danske Folketing eenstemmigt med 116 Stemmer Justitsministerens Lovforslag om Forbud mod Danmarks kommunistiske Parti og strenge Straffe for enhver kommunistisk Virksomhed. Loven anbefaledes af Ordførerne for Socialdemokratiet, Venstre, Det konservative Folkeparti, Det radikale Venstre, Bondepartiet og Nazistpartiet. Dagen efter, den 21. August, blev den uden Omtale vedtaget eenstemmigt i Landstinget.

Der var i Folketinget ingen Ordfører for kommunisterne, idet hele den kommunistiske Gruppe var fraværende. Martin Nielsen sad i Vestre Fængsel, og Politiet var paa Jagt efter Aksel Larsen og Alfred Jensen. For at forhindre disse i at komme ind i Folketingssalen og forlange Ordet havde man ladet Rigsdagsbygningen besætte med et Par Hundrede civilklædte og uniformerede Politifolk, saa der var Politi i hver eneste Korridor, Værelse og Trappe. Desuden var der givet Rigsdagens Tjenestemænd Ordre til at være Politiet behjælpelig med Anholdelsen af de to Kommunister, hvis de skulde vise sig.

Under disse Omstændigheder kunde Loven vedtages eenstemmigt, og det var umuligt for Kommunisterne i selve Rigsdagen at tage til Orde mod den. Hvis en kommunistisk Folketingsmand havde kunnet slippe ind i Folketingssalen og faa Ordet, vilde følgende Tale være blevet holdt:

I hele den danske rigsdags levetid, siden 1849, har den aldrig været samlet til møde under saadanne omstændigheder som i dag. For to maaneder siden, den 22 Juni, gav regeringen, ved resolution fra statsministeren, politiet ordre til at forhindre et lovligt partis, Danmarks kommunistiske partis virksomhed. Politiet besatte alle vort partis og partipressens samt det kommunistiske ungdomsforbunds og andre lovlige foreningers kontorer. Man afbrød derved vort lovlige politiske arbejde og har siden da forhindret udgivelsen af vor presse. Der er hverken givet eller forsøgt givet grunde for disse overgreb, som staar i aaben strid med grundlovens bestemmelser om foreningsfrihed og pressefrihed.

– Om foreningsfrihed hedder det i grundlovens § 85:

”Borgerne har ret til uden forudgaaende tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed. Ingen forening kan ophæves ved regeringsforanstaltning. Dog kan en forening midlertidigt forbydes, men der skal da straks anlægges sag imod den til dens ophævelse.”

Regeringen har imidlertid ikke udstedt noget midlertidigt forbud og har ikke saa meget som gjort skridt til at anlægge sag. Men den har ladet politiet forhindre vor virksomhed og beslaglægge vore ejendele.

- Om pressefriheden hedder det i grundlovens § 84:

”Enhver er berettiget til paa tryk at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Census og lignende forebyggende forholdsregler kan ingen sinde paany indføres.”

Over hele landet blev der den 22. Juni og følgende dage fængslet, saavidt det foreløbig kan opgøres, 496 personer, fortrinsvis medlemmer eller tilhængere af vort parti. I intet af disse tilfælde er der givet en begrundelse for fængslingen. Der er ikke rejst sigtelse, endsige anklage. Kun I eet eneste tilfælde er saaledes anholdte stillet for en dommer.

(…)

[til top]

EN UHOLDBAR BEGRUNDELSE

Ved forelæggelsen af sit lovforslag i dag har justitsministeren søgt at retfærdiggøre alle disse handlinger. Han maa ganske vist indrømme, at der ikke findes dansk lovhjemmel for dem, men henviser saa til noget, han kalder ”nødretsgrundsætningerne”. Han siger bl.a. i bemærkningerne til lovforslaget: Det er imidlertid anerkendt i den danske statsretlige teori, at regeringen, navnlig under hensyn til at den danske grundlov ikke indeholder hjemmel til at dekretere undtagelsestilstand i tilfælde af krig eller lignende alvorlige begivenheder, er berettiget til, naar en nødssituation foreligger, der udsætter statens sikkerhed og velfærd for fare, at træffe de foranstaltninger, som denne nødssituation nødvendiggør.”

Det er vist solidere at holde sig til grundloven end til de ”statsretlige teorier”, som justitsministeriets sagkyndige, Fritz Clausen-manden Popp Madsen finder paa. Og justitsministeren maa jo selv indrømme, at der ikke findes lovhjemmel for regeringens handlinger. Men det er intet tilfælde, at grundloven ikke indeholder saadanne bestemmelser om undtagelsestilstand o.l. Det var efter grundige overvejelser og fuldt bevidst, at grundlovens fædre i 1849 undlod at sætte saadanne bestemmelser ind i forfatningen. De vilde ikke give nogen regering saadanne fuldmagter, som let kunde misbruges.

Og heller ikke senere har man ønsket at give regeringen saadanne fuldmagter. (…)

Det er med andre ord i bevidst og direkte strid med grundlovens ord og mening, at regeringen nu kommer og paaberaaber sig ”nødretsgrundsætningen”.

(…)

[til top]

HVAD MED REGERING OG RIGSDAG ?

Hvis man vilde værne lovene og modvirke arbejde i fremmed magts tjeneste, saa maatte man altsaa skride ind, ikke mod kommunisterne, men mod de ”danske” nazister. Men regeringen gør det modsatte og stiller derved sig selv i en fremmed magts tjeneste.  Sandheden er, at regeringen, i Tysklands interesse (men til skade for Danmark) ikke alene undlader at hindre Fritz Clausens virksomhed, men oven i købet understøtter den, for eksempel ved at hjælpe ham med den ulovlige hvervning. Sandheden er den, at det er i fremmed magts - Hitler-Tysklands - interesse, at Danmarks kommunistiske parti bliver forbudt. Sandheden er, at ved denne politik og dette forbud stiller regeringen og rigsdagen sig selv i fremmed magts tjeneste.

Og, omend tilsløret, saa erkender man dette tjenesteforhold gennem de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, nemlig henvisningerne til, at den 22. Juni har gjort det ”nødvendigt”. Lad saa al den anden udenomssnak være. Her er vi ved sagens realiteter, ved den virkelige begrundelse for loven. En fremmed magts regering har ønsket, at Kommunistisk Parti og de kommunistiske ledere indstiller virksomheden. Da man regner med, at vi er for rankryggede til at følge andres eksempel og frivilligt og stilfærdigt trække os ud af aktiv politik, saa skal vi spærres inde, og partiet forbydes.

[til top]

VI TAKKER FOR ANERKENDELSEN !

Besættelsesmagtens regering mener altsaa, at vort partis eksistens og virksomhed vil være en fare for dens herredømme over Danmark og for dens krig om verdensherredømmet. Det er et eftertrykkeligt dementi af de utallige, skamløse socialdemokratiske paastande om, at de danske kommunister skulde være Hitler-Tysklands og Nazismens venner og hjælpere - paastande, som man fremsatte mod bedre vidende samtidig med, at regeringen ved sin presse- og mødecensur forbød os at tage til orde derimod og forbød os at bringe vor mening om situationen til udtryk!

Vi skal altsaa forfølges, fordi en fremmed magt – Hitler-Tyskland – sammen med sine betalte agenter og sine lydige tjenere herhjemme frygter for, at vi ikke vil ophøre med, men forstærke vor virksomhed for at organisere folkets frihedskamp og tjene Danmarks sag. Dette er sandheden bag alle fraser og undskyldninger! Lad da ogsaa os give besked paa en maade, saa det ikke kan misforstaas:

Vi har hidtil under krigen og besættelsen rettet os efter regeringens forordninger og henstillinger, skønt disse paa mange omraader begrænsede folkets grundlovssikrede rettigheder, og skønt man kunde nære berettiget tvivl om, at fortielses-systemet, censuren og regeringens udenrigspolitik virkelig var til Danmarks gavn. Vi har ment længst muligt at maatte tage hensyn til regeringens skøn og har givet den en meget bred margin. Vi har haabet, at regeringens hensigt dog maatte være at skabe de bedste forudsætninger for sikring af Danmarks fri fremtid. Vi mente, at man havde pligt til at regne med, at regeringen saa vilde staa fast paa den eneste kendte side af den hemmelige overenskomst med Tysklands regering af 9. April 1940, den side, som var udtrykt gennem Tysklands og den tyske værnemagts ubetingede erklæring om at ville respektere Danmarks territoriale og statslige integritet og ikke at blande sig i dansk indenrigspolitik.

Men efterhaanden som tiden gik, blev det uomtvisteligt klart, at Tysklands magthavere ikke holdt deres løfter, at de aldrig med det gode vil slippe deres greb om Danmark – og at den danske regering over indrømmelsernes farlige vej var naaet til at tilpasse saavel sin udenrigspolitik som sin indenrigspolitik til de fremmede undertrykkeres interesser. Nu er regeringen gaaet til aabent grundlovsbrud af den groveste art, og dermed har den brudt enhver forudsætning for loyalitet fra vor side. Den har ved sine handlinger løst vore bundne hænder. Nu kan, nu bør og nu vil vi sige det danske folk den fulde sandhed:

[til top]

REGERINGENS UDENRIGSPOLITISKE ERKLÆRINGER

Regeringen er gaaet over til udenrigspolitisk som indenrigspolitisk at yde aktiv støtte til Hitler-Tysklands krigsmaal, skønt den ved, at en tysk sejr i krigen betyder varigt slaveri og national ufrihed for det danske folk. Denne politik er karakteriseret ved to regeringserklæringer. Den første blev afgivet af udenrigsminister Scavenius i Juli i fjor og siger bl.a.:

”Ved de store tyske sejre, der har slaaet verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprunden i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave at finde sin plads i et nødvendigt, aktivt samarbejde med Stortyskland. ”

Moralsk ligger hr. Scavenius med denne erklæring paa linje med den norske bondepolitiker Hundseld, der paa samme tidspunkt tilsluttede sig Quisling´erne med den motivering, at ”man maa slutte sig til sejrherrens ideologi”! Men hele regeringen har godkendt denne erklæring, og den er senere mangfoldige gange blevet understreget og forstærket af statsminister Stauning, bl.a. gennem den berygtede studenterforeningstale i vinter og gennem hans sidste udtalelser til det svenske Goebbels-organ ”Aftonbladet”, hvori han i stort som i smaat erklærer sig beredt til at indordne Danmark under den nazistiske ”nyordning” i Europa. Man forstaar efter dette til fulde den varme anerkendelse, der fra tysk-nazistisk hold strømmer hr. Stauning imøde!

(…)

[til top]

HVAD BLIVER DET NÆSTE?

Nu fængsler man Kommunisterne, forbyder Kommunistisk Parti og fastsætter strenge straffe for ”kommunistisk virksomhed”. Men det vil gaa i Danmark som overalt, at overgrebene mod Kommunisterne kun blev indledningen til overgreb mod andre partier og mod det arbejdende folks organisationer og mod alle borgeres demokratiske rettigheder. Der kan ikke i vor politik, vor agitation, vore krav i fagbevægelsen, vore forslag i kommunerne og paa rigsdagen paavises nogetsomhelst, som ikke er i overensstemmelse med det arbejdende danske folks interesser. Det vil blive saadan, at ethvert arbejde i samme retning, uanset hvem der gør det, vil blive stemplet og forfulgt under paaskud af, at det er ”kommunistisk virksomhed”.

Stikordet er jo i øvrigt for længst givet i fagbevægelsen af de værste HIPA-folk [1]. Ligegyldigt om det var nok saa gamle og partitro Socialdemokrater, der fremkom med en kritik af regeringens politik eller et forslag, som ikke passede paa bjerget”, saa blev de stemplet som ”Kommunister” og deres forslag som ”kommunistisk splittelsesarbejde”. Tro ikke, at denne metode ikke fremtidig vil blive tillempet under større former og brugt af andre folk! Hvis fagforeningerne ikke med det samme belaver sig paa noget saadant, saa gaar man løs paa dem, naar man nu mener at have gjort det af med Kommunistisk Parti.

Men friheden vindes ikke ved at bøje nakken. Det danske folk gør sig ikke fortjent til friheden, hvis det nøjes med at sætte sin lid til, at Sovjetunionen og England nok skal give os vort land igen, naar de har knust Hitler. Kampen er haard og verdensomspændende. Dens front gaar ikke blot ved Kanalen, i Ukraine og i Karelen, den gaar gennem hver eneste fabrik, hver eneste landsby i Europas lande. Og ikke mindst i de besatte og underkuede. I den front er det danske folk ved at finde sin plads og udfylde den, og vi kommunister skal vide at føre an!


 

[1] HIPA er Hovedorganisationernes Informations- og Propagandaafdeling. Den socialdemokratiske organisation blev dannet i 1935 for at begrænse kommunisternes voksende vælgertilslutning. Organisationen blev nedlagt den 1. oktober 1941.

Om kilden

Forfatter(e)
Danske Toner, Aksel Larsen
Dateret
09.1941
Oprindelse
Danske Toner, illegal pjece udgivet af Danmarks Kommunistiske Parti (1941).
Kildetype
Pjece
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. februar 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk