Knud Kristensen, 1880-1962

Artikler

Knud Kristensen var statsminister i Venstreregeringen 1945-47. Under besættelsen var han indenrigsminister, og han sad i Folketinget for Venstre 1920-29 og 1932-49. Hans bondemanerer og jyske sindighed gav ham folkelig appel, ikke mindst i den urolige tid efter befrielsen. Hans statsministertid var præget af diskussionerne om Sydslesvigs mulige indlemmelse i Danmark, hvor Knud Kristensen over for Folketingets flertal fastholdt, at muligheden skulle holdes åben. Efter sin afgang forlod han både Folketinget og Venstre og var i 1953 medstifter af højrefløjspartiet De Uafhængige.

Baggrund og tiden under besættelsen

Knud Kristensen var af gårdmandsslægt og født og opvokset i Vestjylland ved Ringkøbing Fjord. Han købte og drev en gård nær Vejle, men skiftede den ud med en ved Humlebæk i Nordsjælland, da han blev indvalgt i Folketinget for Venstre i 1920.

Han spillede ingen fremtrædende rolle i dansk politik i mellemkrigstiden, selvom hans indflydelse i Venstre voksede med ancienniteten. Ved Danmarks besættelse i 1940 havde han dog nået en så fremtrædende position, at han i juli 1940 blev indenrigsminister i den første af besættelsestidens samlingsregeringer. Knud Kristensen og Venstre tog sig betalt for regeringsdeltagelsen, blandt andet ved at kræve en betragtelig reallønstilbagegang for arbejderne, hvilket Socialdemokratiet måtte godtage. Knud Kristensen forblev indenrigsminister frem til 1942 hvor han trådte tilbage, fordi han nægtede at sidde i et ministerium med Erik Scavenius som statsminister.

Knud Kristensen var indenrigsminister i samlingsregeringen under besættelsestiden og befrielsesregeringen. statsminister i venstreregeringen 1945-47

Knud Kristensen var indenrigsminister i samlingsregeringen under besættelsestiden og i befrielsesregeringen. Statsminister i venstreregeringen 1945-47. Foto: Fra Frihedsmuseets billedarkiv

Statsministertid og Sydslesvig-spørgsmålet

Ligesom de fleste politikere, der deltog i samarbejds- og forhandlingspolitikken under besættelsen, havde Knud Kristensen været afvisende over for modstandsbevægelsen og til forskel fra eksempelvis Socialdemokratiet og De Konservative havde Venstre kun haft ringe kontakt med modstandsbevægelsen. Efter befrielsen erklærede Knud Kristensen dog, at han havde taget fejl af modstandsbevægelsen. Sammen med hans afvisning af at sidde i regering med Scavenius indgød dette respekt i brede kredse. Da Socialdemokratiet ved valget i 1945 gik tilbage med 18 mandater, mens Venstre gik 10 frem, blev resultatet en Venstre-regering med Knud Kristensen som statsminister. I en urolig tid ønskede mange en statsminister, der signalerede solid bondefornuft.

Knud Kristensen var dog ikke et naturtalent som statsminister. Han kendte ikke mange mennesker uden for en snæver kreds, han var en svag leder af ministermøderne, og han kunne finde på at rejse til udlandet uden at sige det til nogen. I Sydslesvig-spørgsmålet insisterede han på sin ret til at have en anden holdning som privatperson end som statsminister, hvilket skabte forvirring i udlandet og kritik fra oppositionen.

Netop Sydslesvig-spørgsmålet kom til at dominere statsministertiden. Et flertal i Folketinget ønskede at fastholde 1920-grænsen. Dette var også regeringens officielle holdning, men i løbet af 1946 udviklede Knud Kristensen en stærk personlig interesse i Sydslesvig-spørgsmålet og gjorde sig på offentlige møder til talsmand for en grænserevision, selvom han over for Folketinget måtte bekræfte regeringens officielle politik. Knud Kristensen kunne høste stor popularitet i Sydslesvig-sagen, da et flertal af befolkningen var tilhængere af en indlemmelse af i det mindste dele af Sydslesvig, mens de konservative under Christmas-Møller var splittede i spørgsmålet. Venstre kunne således fremstå som det eneste af de store partier, der kæmpede for de danske syd for grænsen.

Knud Kristensens ”private” holdning i Sydslesvig-sagen førte i sidste ende til regeringens fald i 1947, hvor De Radikale ikke længere kunne godtage dobbeltspillet. Venstre fik stor fremgang ved det følgende valg på grund af Knud Kristensens holdning, men måtte af samme årsag afgive regeringsmagten. Hans Hedtoft dannede efter valget en socialdemokratisk mindretalsregering og overtog til Knud Kristensens store harme hans egen udenrigsminister Gustav Rasmussen, som de facto havde modarbejdet sin statsminister i Sydslesvig-spørgsmålet.

Efter afgangen

Knud Kristensen trådte ud af Folketinget i 1949 i protest mod tingets valne holdning i Sydslesvig-spørgsmålet. Han trådte samme år tilbage som Venstres formand. I 1953 forlod han helt Venstre i protest mod den nye grundlovs afskaffelse af to-kammersystemet. Samme år var han medstifter af det højreorienterede parti De Uafhængige, der dog først opnåede repræsentation i Folketinget i 1960, efter at Knud Kristensen havde trukket sig tilbage fra politik.

Med sin stærke jyske accent og sit bevidste spil på rollen som den ligefremme og uimponerede bonde sikrede Knud Kristensen sig en vis folkelig appel. Han blev tillige udødeliggjort gennem flere vestjyske one-liners, såsom "a sæjer walbekom" som var hans kommentar til Hedtoft, da denne overtog Gustav Rasmussen som udenrigsminister, samt "hvis det æ fakta, så benægter a fakta", som dog er af ældre dato, men ofte tilskrives ham.

Om artiklen

Forfatter(e)
Peter Yding Brunbech
Tidsafgrænsning
1880 - 1962
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. februar 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Kaarsted, Tage: De danske ministerier 1929-1953 (1977).

Mørch, Søren: 24 statsministre (2001).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk