Artikler

Knud 6 1163-1202

Knud 6. Valdemarsen, 1163-1202, konge af Danmark fra 1182; søn af Valdemar 1. den Store og dronning Sophie.

Støttet af energiske mænd som ærkebiskop Absalon og sin bror, den senere Valdemar 2. Sejr, fortsatte Knud fra 1182 sin fars selvstændiggørelse af den danske kongemagt. Interne stridigheder i det tyske kejserrige gjorde det muligt for den danske konge at gøre sig politisk gældende i tyske og slaviske områder nord for Elben; Knud blev lensherre over Pommern i 1184 og herre over Lübeck i 1201, mens Holsten erobredes 1194-1203. Som hersker over Nordeuropas stærkeste stat afviste Knud at forny sin fars lensed til den tyske kejser, og han accepterede, at søsteren Ingeborg blev gift med den franske kong Filip 2. August i 1193. Indenrigspolitisk søgte kongemagten at bremse stormandsslægternes voldsudøvelse gennem en fredslovgivning, der bl.a. begrænsede blodhævn. Forholdet mellem kongen og de herremænd, der stod i personligt troskabsforhold til ham, blev reguleret ved Vederloven.

Knud 6. Valdemarsen. Eftertiden huskede Knud som både krigsherre og fredsfyrste, som han fremtræder her på et af Hans Kniepers Kronborgtapeter over danske konger, udført 1582-84. Tapetets tekst (ej gengivet) opregner nogle af kongens krige, og en af dem blev husket i den danske kongetitel. I 1184 fik Knud højhedsretten over Pommern og titulerede sig herefter vendernes konge. Titlen de venders konge indgik i den danske kongetitel indtil tronskiftet i 1972. © Nationalmuseet, København. Illustration fra denstoredanske.dk.

Læs mere om Knud 6 på denstoredanske.dk