Klostervæsen

Artikler

Ordet kloster kommer af latin claustrum, som betyder indelukke, og betegner et sted, hvor mænd eller kvinder lever et religiøst liv efter en fastlagt regel. I det vestlige, latinske klostervæsen blev to regler særligt fremherskende: Benedikts regel og Augustins regel.

Benedikts og Augustins regel

Benedikts regel er forfattet omkring år 535 af Benedikt af Nursia, som grundlagde klosteret Monte Cassino i Italien i 525. Reglens 73 kapitler ordner livet i klosteret i et meget fast mønster med tidspunkter for bøn og messer, arbejde, læsning, måltider og hvile. Munkenes vigtigste opgave var kortjenesten med de otte daglige tidebønner og mindst én messe. Efter en novicetid aflagde de klosterløfterne: lydighed, kyskhed, fattigdom og dertil stedbundethed, dvs. at de skulle forblive i samme kloster og ikke måtte gå ud uden særlig tilladelse. Benedikts regel følges af benediktinere og cisterciensere.

Augustins regel bygger på principper nedlagt af biskop Augustin af Hippo (død 430) og blev i sidste del af 1000-tallet udformet som en regel for præster (kannikker, korherrer), som var tilknyttet en domkirke. Augustiner-kannikkerne levede i fællesskab og fulgte de otte tidebønner. De aflagde også løfter om lydighed, kyskhed og fattigdom, men som præster havde de deres gerning ”ude i verden” blandt lægfolk. Augustins regel følges i forskellige udformninger af præmonstratensere, johanniter, dominikanere, karmeliter og birgittinere.

Klosterordener

I tidlig middelalder var klostrene enkeltstående institutioner, og Benedikts regel beskriver intet om samarbejde mellem flere klostre. Det er derfor misvisende at tale om benediktinerne som en orden i den periode, men i 900-1000-tallet begyndte flere af dem at slutte sig sammen i kongregationer, hvoraf den største hørte under franske Cluny. Den første egentlige orden var Cistercienserordenen, som blev grundlagt med klosteret i Citeaux i 1098 af munke, der ønskede at komme tilbage til en mere bogstavelig overholdelse af Benedikts regel. Cistercienserne havde en fast organisation med supervision mellem moder- og datterklostre og årlige generalkapitler for alle abbeder, og det var med til at sikre deres hurtige udbredelse i 1100-tallet.

Principperne om fast organisation mellem de enkelte klostre blev taget op af de mange ordener, der blev dannet efterfølgende, men mange af dem ønskede en udadvendt tjeneste med aktiv præstegerning og valgte derfor at basere sig på Augustinerreglen. I begyndelsen af 1200-tallet kunne flere se behovet for prædiken og sjælesorg blandt de voksende befolkninger i byerne, og her dannedes dominikanerne (1215) og franciskanerne (1223).

Dominikanerne, franciskanerne og karmeliterne kaldes også tiggermunke, fordi deres ordener ikke måtte eje noget, og de var henvist til at leve af almisser. Egentlig er de ikke munke, fordi de ikke har aflagt løfte om stedbundethed, og det er mere korrekt at kalde dem brødre – henholdsvis sortebrødre, gråbrødre og de hvide brødre.

Alle de nævnte ordener havde også en kvindelig gren med huse for nonner, men for nonnerne gjaldt kloster-klausuren også i tiggerordenerne, dvs. at de ikke færdedes uden for klosterets mure.

I klostrene kunne munke og nonner leve det mest fuldkomne liv, et menneske kunne opnå, helliget bøn og gudstjeneste. Deres måske vigtigste funktion var den forbøn, de derved kunne yde for andre, først og fremmest for dem, der havde stiftet og givet jord og ressourcer til klosteret. Klostrene fungerede også som skoler og lærdomscentre, især i den tidlige middelalder. Desuden drev nogle af dem hospitaler og uddelte mad til de fattige.

 

Klostre i Danmark

De første klostre i Danmark var benediktinske og blev grundlagt af bisper og konger. Oplysningerne om deres grundlæggelse er yderst sparsomme. Det tidligste skriftlige dokument vedrører Odense St. Knuds kloster og er fra omkring 1095, men andre kilder og arkæologiske undersøgelser peger på, at der allerede da eksisterede klostre i Slesvig, Seem, Roskilde, Ringsted, Lund og Veng.

Det første danske cistercienserkloster blev grundlagt i 1144 (Herridsvad i Skåne), og i de følgende årtier oprettede cisterciensere en lang række klostre i landet. Flere steder (Esrum, Sorø, Veng) overtog de et kloster fra benediktinere, som mere eller mindre frivilligt blev reformeret til den nye, strengere orden.

Både benediktiner- og cistercienserklostre var jordejende landklostre, der med tiden opbyggede betydelige jordtilliggender. Derimod var tiggerordenernes klostre altid placeret i byer, og deres økonomi var baseret på indsamling blandt indbyggerne. Dominikanerne kom til Danmark allerede i 1220’erne, hvor de oprettede klostre i Lund, Ribe og Aarhus. Franciskanerne fik deres første danske kloster i Ribe i 1232. I løbet af senmiddelalderen oprettedes der Helligåndshuse, som tog sig af syge og fattige, i de fleste danske købstæder. De var verdslige institutioner, men fra midten af 1400-tallet blev nogle af dem optaget i Helligåndsordenen.

I alt blev der grundlagt omkring 137 klostre i middelalderens Danmark. Nogle sygnede hen og blev nedlagt i løbet af middelalderen, men størsteparten blev afviklet i forbindelse med Reformationen i 1536. Tiggerbrødrene blev drevet ud af landet allerede fra 1520’erne og helt forbudt i 1537, mens f.eks. benediktinere og cisterciensere som regel fik lov at blive boende i deres kloster resten af deres levetid.

Om artiklen

Forfatter(e)
Ane Bysted
Tidsafgrænsning
1095 - 1536
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
26. februar 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Tore Nyberg: Monasticism in North-Western Europe, 800-1200 (2000)

Hans Krongaard Kristensen: Bed og arbejd. Livet i de østjyske klostre (1997)

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk