Frederik Borgbjergs tale i Folketinget om den kriminelle retspleje, 28. marts 1901

Kilder

Kildeintroduktion:

Den fremtrædende socialdemokratiske politiker Frederik Borgbjerg (1866-1936) holdt den 28. marts 1901 en tale i Folketinget, hvor han rettede et skarpt angreb mod den måde, som danske straffesager blev ført på. Straffeprocessen byggede på det såkaldte inkvisitionsprincip, der betød, at en straffesag blev ført af en forhørsdommer, som reelt set var dommer, anklager og forsvarer i én og samme person. Formelt set skulle de lokale myndigheder rejse tiltale og udnævne en anklager og en forsvarer, men det skete først efter vidneafhøringer, bevisførelse og eventuel tilståelse. Sagførerne var altså reelt statister i straffesager, og det var ikke en neutral dommer, der afgjorde sagen.

Inkvisitionsprincippet anføres i Borgbjergs tale som årsag til både uretfærdige kendelser, forkerte varetægtsfængslinger og som en mulighed for embedsmisbrug af dommerne. I talen nævner han en række konkrete eksempler på sager, hvor personer er blevet uretfærdigt behandlet, og han argumenterer for flere ændringer af straffeloven. Ændringerne af straffeloven kom 18 år senere, hvor retsplejereformen i 1919 indførte det system, som vi kender i dag, med en offentlig anklagemyndighed og princippet om, at enhver anklaget er berettiget til en forsvarer.

Frederik Borgbjerg var i næsten 40 år en af dansk politiks mest fremtrædende personligheder. Som redaktør, organisator og politiker medvirkede han fra slutningen af 1800-tallet stærkt til at udvikle Socialdemokratiets reformlinje og partiets omdannelse til folkeparti ved at betone det nationale og folkelige fællesskab.

Den her gengivne tekst er et uddrag, idet en længere passage om en sag, der vedrørte tyverianklager mod en tjenestepige hos den tidligere justitsminister Johannes Nellemann (1831-1906), ikke er gengivet. Se hele talen her.

Forespørgsel til Justitsministeren af Folketingsmanden for Kjøbenhavns 5te Valgkreds (Borgbjerg) m. fl. ang. den kriminelle Retspleje.

Ordføreren for Forespørgerne

(Borgbjerg): Vi ere jo vante til sørgelige Retshistorier her i Landet, men i den allersidste Tid har yderligere en usædvanlig Mængde saadanne opskræmt Bevidsthederne og kastet et alt andet end flatterende Lys over vor Retspleje og over vor Dommerbestand. Jeg skal kortelig nævne nogle af de mest opsigtvækkende Sager. Der er Pantelaaner Mortensens Sag. Han blev holdt et Aar arresteret som Varetægtsarrestant[1] og blev dømt til to Aars Fængsel. En energisk Sagfører tager sig af hans Sag, faar den taget op til fornyet Behandling og erklærer i sit Indlæg, at denne Sag var ganske klar fra første Færd, men Dommeren, en Fuldmægtig Schrøder, som var konstitueret under Dommer van Wyllichs Sygdom, havde efterhaanden faaet den saaledes forkludret og indviklet, at den næsten ikke længer var til at finde ud af. Overretsprokurator[2] Lassen ender sit Indlæg med følgende Udtalelse: ”Nærværende Sag afgiver et af de sørgeligste Eksempler paa Misbrug af Varetægtsarresten, som jeg endnu har set. En aldeles uskyldig Mand holdes i Arrest i over et Aar, fordi en Mand, som lider af fikse og forrykte Ideer, konstitueres til at beklæde Dommersædet. Et saadant Menneske i Spidsen for en Ret er en ligefrem Fare for den almene Sikkerhed.” For dette Indlæg, for denne Udtalelse, fik Overretsprokurator Lassen ved Overretten en Bøde paa 100 Kr. Sagen kom til Højesteret. Hr. Lassen gentog der sine Ytringer og erklærede, at han ikke tilbagekaldte en Tøddel eller en Stavelse af dem. Højesteret kuldkastede Hr. Schrøders Dom og tilkendte Overretsprokurator Lassen et Salær af 60 Kr., som Overretten havde glemt at tilkende ham. Vi have altsaa Eksempel paa, at for Højesteret kan en Dommer stemples som et Menneske, der lider af fikse og forrykte Ideer, og at det kan siges, at Almensikkerheden er truet, saa længe en saadan Mand beklæder Dommersædet, og Højesteret har indirekte givet Udtalelserne Ret. Der er da Grund for os til at spørge den højtærede Minister, om han tror, det er heldigt for Retsplejen her i Landet, at saadanne Tilstande findes. Jeg tror ikke, at Autoriteten styrkes derved. Man har særlig fra den Side, som den Højtærede Minister tilhører, ofte bebrejdet os Socialdemokrater, at vi undergrave Autoriteten. Vi sige hertil, at det behøves ikke i dette Land, dette Arbejde gøres udmærket godt af Autoriteterne selv. Det gøres saa godt, at vi Socialdemokrater næsten kunne blive bange for Følgerne deraf, thi selv om vi ikke have noget imod, at falske Autoriteter nedbrydes, at falske, gamle Gudebilleder omstyrtes, ere vi dog stærkt interesserede i, at Retsplejen her i Landet er forsvarlig. Det er hele Folket, deriblandt ogsaa den Del af vort Folk, der hedder Socialdemokratiet, stærkt interesseret i.

Jeg skal nævnet et andet Tilfælde. Det er Herredsfoged[3] Andersens Sag i Bjerge Herred. Det er en Gaardejer Sørensen, der har været arresteret og dømt. Da hans Sag tages op paa ny og kommer for Højesteret, erklærer Defensor[4], Højesteretssagfører Octavius Hansen, at Undersøgelsen har været ganske ufyldestgørende, og han anfører en Sagførers Udtalelser om, at den Dommer maa være sindssyg. Højesteret kuldkaster Dommen. Man har altsaa her et Eksempel paa, at det kan siges upaatalt for Højesteretsskranken, at en Dommer maa være sindssyg, uden at man fra Justitsens[5] Side synes at ville gøre noget i den Anledning.

Jeg skal nævne en tredie Sag, som ogsaa er kommen for Dagen netop i den allersidste Tid. Den angaar Husmand Poul Madsen oppe i Nørresundby. Her foreligger et Retsdrama, der er saa rystende, at det er vanskeligt at tale derom uden at bevæges. En Husmand arresteres, mistænkt for Brandstiftelse, og paavirkes saaledes af Dommeren, at han afgiver 8 forskelligartede Forklaringer, efterhaanden som Tiden skrider frem. Han forklarer nemlig akkurat, saaledes som Dommeren ønsker, der skal forklares. Men ikke blot han arresteres. Ogsaa hans Hustru arresteres. Denne Familie har 4 Børn, det yngste er ¼ Aar, det ældste, en Datter, er 13 Aar. De to mellemste Børn sendes i Pleje, den ældste Datter, den 13-aarige Pige sættes i Arrest og indsættes i Enecelle. Det vil være ærede Medlemmer bekendt, at det nu er konstateret, at denne Husmand er uskyldig. Her drages altsaa ikke blot denne uskyldige Mand ind i Arresten og dømmes, ogsaa hans Hustru, ja hans 13-aarige Datter. De Herrer ville vide, at Statistikkerne have oplyst os om, at de allerfleste Forbrydere ere komne ind paa Forbryderbanen i Barndoms- og Ungdomsaarene, og at Fængselslivet virker sløvende og demoraliserende. Her kastes et 13-aarigt Pigebarn i Enecelle, fordi hendes Fader intet har gjort. Det lille bitte Barn paa ¼ Aar sættes i Pleje i Nørresundby. To Gange om Dagen bringes det til Moderen, som sidder arresteret. Der tales ofte i Agitationen om dem, der ville tage Børnene fra Forældrene. Her har vort officielle System taget dette Barn fra sin Moder, skønt Moderen var fuldstændig uskyldig. Barnet kan ikke taale at være borte fra Moderen. Det er ikke nok for dette lille Barn 2 Gange om Dagen at bæres ind i Arresten for at faa Die, og Barnet dør. Saa er vor Retssystem saa humant, at det løslader Moderen, for at hun kan besørge Begravelsen. Denne Husmandskone køber saa en lille Kiste, lægger Barnet deri og vandrer den lange, tunge Vej ud til sin Hjemstavn for at faa Barnet begravet. I 3 Uger faar hun Ro for at sørge i Stilhed, saa hentes hun atter ind i Arresten. Et Blad i Aalborg, der redigeres af en højtæret Kollega her i Salen, fremdrog allerede denne Gang en Række Tegn paa, at denne Sag umulig kunde hænge sammen, som Herredsfoged Andersen vilde, at den skulde hænge sammen, men der blev ikke taget Hensyn dertil. Senere har dette Blad vedblevet at drage Moment efter Moment frem, der talte for Poul Madsens Uskyldighed. Saa for nogen Tid siden erfarer Bladet, at en Karl, Jørgen Jensen, er bleven arresteret som Vagabond og henleder atter Opmærksomheden paa ham, thi det er nemlig den Mand, som Poul Madsen har angivet som den, han troede var den sande Brandstifter. Der ser ikke ud til, at Herredsfogden vil gøre stort ud af denne Sag, men dette Blads Redaktør bliver ved at holde Sagen frem og vedbliver med at henvende sig til Herredsfogden. Herredsfogden har øjensynlig været i en højst pinlig Situation, thi der er meget, der tyder paa, at Jørgen Jensen under et Forhør vil bekende, at han er den sande Brandstifter. Man tænke sig den Samvittighedskval, denne Dommer maa have været i. Han ved, at bekender Jørgen Jensen, er det dermed slaaet fast, at hans Dom er uretfærdig. Han føler sig imidlertid under den offentlige Menings, den socialdemokratiske Presses Kontrol, han tør ikke andet end udspørge Jørgen Jensen om Branden, thi han ved, at i det Øjeblik Jørgen Jensen kommer paa fri Fod, vil den socialdemokratiske Presse være der. Jørgen Jensen bekender, og det er altsaa nu konstateret, at hele denne Retssag hviler på Uretfærdighed.

Jeg skal nævne den Sag, som i det sidste halve Aar har beskæftiget Offentligheden her i Danmark i en overordentlig høj Grad, nemlig Alma Bondesens Sag. Mine ærede Kolleger her i Salen ville maaske mene, at denne Sag er afsluttet. Jeg er dog ikke ganske sikker herpaa. Det er et Par Maaneder siden, at Højesteretsdommen faldt, og jeg og mange med mig have i den Tid ventet paa at høre et eller andet fra Justitsministeriet. Vi tro ikke, at denne Sag er afsluttet eller bør være afsluttet. Højesteret har frikendt Alma Bondesen, tilkendt hende en nogenlunde passende Erstatning, men tillige slaaet fast, at hun er dømt fra en af Assessor[6] Finsen indført urigtig Protokoltilførsel.[7] Kan dette nu gaa hen saadan uden videre? Kan en Dommer saadan uden videre dømme et Menneske paa en Protokoltilførsel, som er urigtig, som skyldes ham selv og ikke den sigtede? Vi have jo en Straffelov, og jeg skal villig indrømme, at denne Straffelov, navnlig det Kapitel, som handler om Embedsmænds Forseelser og Forbrydelser, er meget elastisk affattet, men alligevel forekommer det mig, at der er Paragraffer deri, som det kunde være rigtigt at henlede den ærede Justitsministers Opmærksomhed paa. Vor straffelivs § 123 lyder saaledes: ”Gør en Dommer sig i sin Dommervirksomhed forsætlig skyldig i nogen Uretfærdighed, straffes han med Embedsfortabelse og med Strafarbejde indtil 10 Aar eller under formildende Omstændigheder Fængsel, ikke under 1 Aar.” Nu kan man sige, at denne Paragraf forlanger, for at Justitsministeriet kan anlægge Sag mod en Dommer, at han forsætlig har gjort sig skyldig i en Uretfærdighed. Maa jeg i den Anledning oplyse – hvad der for øvrigt vil være alle dem, som have fulgt med Sagen, bekendt –, at Assessor Finsen over for mig og over for en højtæret Kollega, Journalist Carl Muusmann, er erklæret – vi have refereret det enslydende i vore Blade –, at han, hvis han ikke havde været aldeles urokkelig sikker paa, at Alma Bondesen havde begaaet det Tyveri hos Fisker, som hun var beskyldt for, ikke vilde have straffet hende for Bedrageriet. Det har han altsaa erklæret over for to navngivne Mænd. Men desuden byggede Aktor[8] for Højesteret hele sit Aktorat, som i Virkeligheden var et Defensorat for Assessor Finsen, derpaa og søgte at gøre det forstaaeligt, at Finsen kunde være bleven indviklet i den Vildfarelse, at Alma Bondesen havde begaaet dette Tyveri. Efter min Mening var der intet som helst, der talte derfor, tværtimod. Assessor Finsen støttede sig ene og alene paa Herskabets Forklaring, som viste sig at være unøjagtig, hvilket blev paatalt paa ret skarp Maade af Advokat Nellemann. Men det var Advokat Nelleman om at gøre at paavise dette, at netop fordi Assessor Finsen var overbevist om Tyverisigtelsens Rigtighed, fældede han Dommen i denne lille ubetydelige Bedragerisag om de 3 Kr., som viste sig ikke at være 3 Kr., men kun 2 Kr. 8 Øre, og som viste sig slet ikke at være noget Bedrageri. Assessor Finsen har her begaaet Uretfærdighed, det er ganske aabenbart. Højesteret har kuldkastet Bedrageridommen, tilkendt den dømte Erstatning og udstedt en Misbilligelse af Dommerens Protokoltilførsel. Man kan gaa videre og sige: Er der ikke noget, som tyder paa, at denne Straffedom i Bedragerisagen har været forsætlig? Hr. Finsen har selv erklæret, og hans Forsvarer for Højesteret, Aktor i Sagen, erklærer, at det netop var, fordi han ansaa Alma for skyldig i Tyveriet, at han dømte hende for Bedrageri. Her foreligger altsaa det, som man kalder en Juristhævn. Forhørsdommeren bliver irriteret over, at han ikke kan faa Inkvisiten[9] til at bekende, og i denne irriterende Stemning gennemsøger han hele den sigtedes Fortid og finder endelig et Punkt, hvor han haaber at kunne faa anbragt en Straf over hende. Det lykkes ham dog ikke. Det viser sig umuligt for ham, medmindre han indfører i Protokollen en urigtig Forklaring, en Forklaring, som hun ikke har afgivet. Han skaber altsaa et Bedrageri, som ikke foreligger, for at faa hende straffet, fordi han er irriteret over, at han ikke kan faa straffet i den Sag, som hun er anklaget for, og hvor det senere viser sig, at hun slet ikke har begaaet noget. Assessor Finsen lader Alma forklare med en juridisk Spidsfindighed og Evne til juridisk Distinktion, der er ganske forbavsende, at hun svigagtig har tilegnet sig og forbrugt disse 3 Kr. Man tænke sig en lille Tjenestepige paa en Snes Aar, som forklarer, at hun har gjort sig skyldig i et Forhold, som netop er af den Natur, at hun kan straffes efter en bestemt Paragraf, og ved sin Forklaring nøjagtig udelukke, at en anden Paragraf kommer til Anvendelse. Det forekommer mig, at der her foreligger et Forhold, som maa gøre det fuldstændig berettiget, om Justitsministeren tog det Spørgsmaal op til nøje Overvejelse, om der ikke var Grund til Sagsanlæg imod Assessor Finsen paa Grundlag af vor Straffelovs Bestemmelser. I alt Fald har det forundret Offentligheden, at Justitsministeren ikke straks har henvendt sig til sin Kollega Finansministeren og har anmodet ham om paa Statskassens Vegne at kræve de udbetalte 1,000 Kr. af Assessor Finsen. Der foreligger nemlig her en Lovbestemmelse, der forekommer mig at være ganske utvetydig og at indeholde næsten en Pligt for Regeringen til at skride ind. I § 7 af Lov om Erstatning for uforskyldt Varetægtsfængsel hedder det, at Statskassen ”har Regres[10] til den vedkommende Dommer, for saa vidt han derved har gjort sig skyldig i Misbrug af Embedsmyndighed, Skødesløshed eller andet uforsvarligt Forhold.” Højesteret har slaaet fast, at Assessor Finsen har gjort sig skyldig i noget, der allermindst kan stemples som Skødesløshed, nemlig i, som det hedder i Højesteretsdomen, ”en med de virkelige Forhold stridende, unøjagtig Protokoltilførsel”. Statskassen har altsaa Regres. Disse 1,000 Kr., som Statskassen har maattet udbetale i to Gange – 500 Kr. for de 3 Maaneders uforskyldt Varetægtsarrest i Tyverisagen og 500 Kr. for den uretfærdige Dom i Bedragerisagen – er det Assessor Finsens Pligt at betale. Statskassen har Regres til ham, og jeg tror, det vilde være meget heldigt, om det blev Praksis, at i Tilfælde, hvor der ikendes saadanne Erstatningsbeløb, var Justitsministeriet nøje paa sin Post og undersøgte Sagen, saa at der i alle Tilfælde, hvor § 7 kunde anvendes, blev skredet ind mod vedkommende Dommer. Jeg tror, at det vilde have sin moralske Betydning, om Dommerne ogsaa ramtes økonomisk, naar de i deres ansvarsfulde Hverv gøre sig skyldige i Skøde[s]løshed, Misbrug af Embedsmyndighed eller andet uforsvarligt Forhold.

Jeg har her omtalt 4 Sager, Pantelaaner Mortensens Sag, Herredsfoged G. F. Hansens Sag ovre i Bjerre Herred, Husmand Poul Madsens Sag i Nørre Sundby og endelig Alma Bondesens Sag. Alle disse Sager foreligge fuldt oplyste, og i alle disse Sager er Uskyldighed bevist for de henholdsvis arresterede eller straffede Menneskers Vedkommende. Det er ikke Øvrigheden[11] her i Landet, det er ikke Justitsministeriet, ikke Regeringen, der har skaffet disse Sager fuldt oplyste og har skaffet Retfærdigheden Sejr, tværtimod, det er den frisindede offentlige Mening, den socialdemokratiske Presse og nogle energiske private Sagførere, der have skaffet disse Uretfærdigheder ud af Verden og Retfærdigheden frem for Dagen. Det er ikke nogen let Opgave for saadanne private Sagførere og for Pressen at gøre sig til Retfærdighedens Haandhævere over for den Uretfærdighed, der begaas af de officielt bestaltede Retfærdighedens Haandhævere. Redaktørerne værnes ikke ved saadanne Bestemmelser som de, der ere indførte i Straffelovens Paragraffer angaaende Dommeres Forseelser og Forbrydelser. Jeg har her paapeget et Tilfælde, hvor jeg mener, at en Dommer kan drages til Ansvar, men i mange Tilfælde er der overordentlig vanskeligt, idet der i Paragraffen bruges et saadant Udtryk, som at Uretfærdigheden skal være ”forsætlig”. En Redaktør, som vil skaffe Retten frem til Sejr, skal tage sig meget nøje i Agt. Den mindste Paastand, som indeholder blot en lille undskyldelig Fejl, en Sigtelse[12], som han ikke viser sig i Stand til absolut nøjagtig at bevise, kan medføre svære Bøder eller høje Fængselsstraffe for ham. Alligevel have vi heldigvis ført Retfærdighedens Sag til Sejr. Jeg siger heldigvis, thi jo frygteligere vor Retspleje er, des heldigere er det, at vi her i Landet have en frisindet offentlig Mening og en kraftig frisindet Presse, der kan overtage den Opgave, Institutionerne lade ligge.

[udeladt spalte 4817-4834]

Endvidere tror jeg ikke, det er en nødvendig sammenhængende Ting med vor Retspleje, at der altid nægtes den sigtede juridisk bistand. Denne Nægtelse finder nu altid Sted. Saa snart der foretages en Arrestation, er den sigtede afskaaren fra al juridisk Bistand. Derfor sad Alma Bondesen arresteret i 3 Maaneder, Nelly Andersen i 2 Maaneder, derfor bekender Husmand Poul Madsen. Derfor sker den ene Retsvildfarelse efter den anden, fordi Dommerne sidde ganske ukontrolerede. Kan Justitsministeren ikke gøre noget til, at det i langt større Udstrækning bliver tilladt den sigtede at konferere[13] med en Sagfører allerede før Dommen er afsagt, thi det er ganske rigtigt, hvad Højesteretssagfører Salomon sagde for Højesteret, da Alma Bondesens Sag var for, at Sagførernes Opgave bestod i at komme, naar alt var forbi. Kunde Sagførerne ikke komme, medens Sagen var for? Kunde der fremdeles ikke ogsaa foretages ad administrativ Vej en Reform, der gik ud paa, at vore Retsvidner[14] foryngedes noget? Kunde der ikke sørges for, at Retsvidneinstitutionen blev sat i virkelig Kraft og Myndighed? Nu ere Retsvidnerne, som en Forfatter skrev for nylig, nogle Folk, der sidde i en Krog, og som minde om disse aarhundredgamle Ugler, som man ser sidde i Bur i Zoologisk Have. Disse Stillinger betragtes som Retræteposter for pensionerede Folk. Kunde der ikke gøres noget for, at Retsvidnerne virkelig bleve en Kontrol? Jeg har endnu ikke set eller hørt noget Eksempel paa, at et Retsvidne har protesteret mod Dommerens Protokoltilførsler. Kunde der ikke ad administrativ Vej gøres noget for, at Retsvidnerne bleve valgte med en saadan Omsigt[15], at de virkelig vare i Stand til at kontrolere Dommernes Virksomhed?

Vi se endvidere af Alma Bondesens Sag og af flere andre Sager, at naar en saadan S[a]g er ved at blive sluttet, spørger Dommeren ikke den vedkommende, der har faaet Dom, om hun eller han vil have Dommen appelleret. Det burde indskærpes Dommerne, at de altid omhyggeligt burde sige til den domfældte, at han kan faa Sagen for Højesteret, og at han kan begære en Defensor. Endvidere er det en Uting, at disse Erstatningskendelser foretages paa en ganske ukontroleret Maade saaledes, som det [n]u viser sig i Nelly Andersens Sag, idet Dommeren tillod sig at advare Nelly Andersen mod at gaa til Højesteret med Sagen.

Jeg tillader mig da at spørge den højtærede Justitsminister, hvorfor han endnu ikke har gjort Skridt til Forelæggelse af Forslag til en Retsreform? Jeg tillader mig endvidere at spørge den højtærede Justitsminister, om han har gjort Skridt eller agter at gøre Skridt i Retning af at gennemføre en Række Forandringer i vor Retspleje, i vor Retspraksis, hvad jeg tror vil være muligt selv under det nuværende System. Der stod forleden Dag en Artikel i et Blad om, at der var foretaget en Reform i Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret, idet de saakaldte Aflæsningssager skulle foretages efter en bedre Kontrol end tidligere. Det kunde maaske interessere Offentligheden at faa noget nærmere at vide om, hvori denne Reform bestaar, og maaske den højtærede Justitsminister vil give Oplysning om, hvorvidt der er foretaget en saadan Reform. Den kunde tiltrænges. Alma Bondesens Dom var en Aflæsningsdom, det vil altsaa sige en Dom, der var fældet af 5 Assessorer efter et mundtligt Referat og paa Grundlag af Forhørsdommerens egne ukontrolerede Protokoltilførsler, som viste sig at være urigtige. En saadan Aflæsningsdom er ganske utilbørlig[16] – for at bruge et mildt Udtryk – og der maatte allerede nu kunne foretages Forandringer, kunne gives Instrukser, der umuliggjorde saadanne Utilbørligheder. Jeg har nævnt og skal gentage Kravet om, at Grundlovsforhøret ikke bliver grundlovsstridigt, og at der i højere Grad end nu gives den sigtede Adgang til juridisk Bistand.

Jeg slutter med at spørge den højtærede Justitsminister, om han har foretaget eller agter at foretage noget Skridt i den her omhandlede Retning. Var det sket, havde de sidste Retsskandaler dog gjort deres Nytte.


Ordforklaring m.m.

[1] Varetægtsarrestant: sat i varetægtsfængsel, dvs. uden at være dømt.

[2] Overretsprokurator: svarer til landsretssagfører. Landsoverretten var indtil 1919 navnet på landets appeldomstole (anden instans), hvor man kunne anke domme fra underretterne. Ved retsplejereformen i 1919 blev overretterne afløst af Østre og Vestre Landsret.

[3] Herredsfoged: den lokale øvrighed i landdistrikterne, omkring år 1900 med hverv som politimester og underdommer.

[4] Defensor: forsvarer.

[5] Justitsens: justitsministeriet.

[6] Assessor: en kriminalretsassessor var politimyndighed og underdommer i København.

[7] Protokoltilførsel: juridisk fagudtryk, der anvendes om oplysninger i juridisk bindende dokumenter. 

[8] Aktor: sagsøger.

[9] Inkvisiten: den anklagede.

[10] Regres: juridisk fagudtryk om et krav om tilbagebetaling for noget, man har betalt for andre.

[11] Øvrigheden: myndighederne.

[12] Sigtelse: (her) anklage.

[13] Konferere: tale med.

[14] Retsvidne: skulle overvære retsmøder for at sikre at retssagerne foregik korrekt.

[15] Omsigt: omhu, grundighed.

[16] Utilbørlig: uanstændig, umoralsk.


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine    Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

    

Om kilden

Dateret
28.03.1901
Oprindelse
Rigsdagstidende 1900-1901, Folketingets Forhandlinger, sp. 4811-4836
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. oktober 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersen, Lars: Den glemte inkvisition, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2019)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
28.03.1901
Oprindelse
Rigsdagstidende 1900-1901, Folketingets Forhandlinger, sp. 4811-4836
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. oktober 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersen, Lars: Den glemte inkvisition, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2019)

Udgiver
danmarkshistorien.dk