Kanslergadeforliget og dansk politik i 1930'erne

Den indenrigspolitiske situation i 1930’erne var præget af regeringskoalitionen mellem Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, som ledede landet fra 1929 til 1940. I spidsen for de skiftende socialdemokratisk-radikale regeringer stod den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning og den radikale udenrigsminister Peter Munch.

Socialdemokratiet havde allerede i midten af 1920’erne overhalet Venstre som det største parti i Folketinget, og partiets fremgang kulminerede ved folketingsvalget i 1935, hvor det opnåede 45 % af stemmerne.

I Rigsdagens førstekammer, Landstinget, havde de borgerlige partier dog flertal indtil 1936, og indtil da var regeringens handlefrihed derfor begrænset, da lovgivning krævede flertal i begge Rigsdagens kamre. Intern splid mellem de borgerlige partier betød dog, at lovgivningsarbejdet ikke gik i stå, da det gjorde det relativt let for regeringen at indgå kompromis med et af dem.

Det største forlig, der blev indgået, var uden tvivl Kanslergadeforliget i 1933. Baggrunden for forliget var den økonomiske verdenskrise, der havde nået Danmark i 1931, og den høje arbejdsløshed på over 30 %, der herskede i de første år af 1930’erne. Det lykkedes efter lange forhandlinger Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Venstre at nå til enighed om et forlig, og Kanslergadeforliget fremstår stadig i dag som et af de største danske politisk-økonomiske forlig i det 20. århundrede.