K. Hougaard Andersens beretning om træfningen ved Hokkerup 9. april 1940

Kilder

Kildeintroduktion:

Den 9. april 1940 tidligt om morgenen blev Danmark trukket ind i 2. verdenskrig, da Tyskland uden varsel angreb landet. Den danske hær gjorde modstand nogle timer, men det stod fra begyndelsen klart at tyskernes overmagt var for stor, og allerede først på formiddagen var kapitulationen meddelt alle danske tropper. Senere samme dag var statsminister Stauning og Christian 10. ude med en opfordring til danskerne om at forholde sig i ro.

I Sønderjylland kom de flere steder til kampe mellem danske og tyske soldater. Her gengives et uddrag af et brev, hvori den menige soldat K. Hougaard Andersens beretter om den modstand han var med til at yde 9. april om morgenen. Hougaard Andersen var del af en lille gruppe, der havde til opgave at spærre vejen mellem Kruså og Sønderborg ved den lille by Hokkerup. Kortet viser, hvordan de danske soldater var opstillet i bestræbelserne på at bremse den tyske fremmarch.

På den ene side beretter Hougaard Andersen om en bitterhed over tyskernes angreb, og måske især den positive modtagelse de fik af dele af civilbefolkningen. På den anden side fremhæver han også tyskernes korrekthed, og den gode behandling som Hougaard Andersen blev udsat for under deres korte arrestation.

Skitse over danske troppers placering ved træfningen ved Hokkerup 9. april 1940

Skitse over de danske troppers placering i området mellem Kruså og Aabenraa. K. Hougaard Andersen var placeret ved Hokkerup for at spærre vejen mellem Kruså og Sønderborg. Foto: Fra Stevns, Arne: 9. april skildret i breve fra danske soldater, (1940).

Vi rykkede nu ud til de Steder, hvor de forskellige Grupper skulde være. Da nu Styrkerne vi raadede over ikke var ret store, var det jo kun ganske faa Mand der kunde sættes ind paa hvert Sted, og der var ikke i Forvejen forberedt til Sprængning af Broer og andre Forbindelseslinjer og maatte ikke laves Spærringer af nogen. I den korte Tid om Morgenen kunde intet af dette naaes; men de smaa Styrker kæmpede alle med stort Held; men kunde jo i Længden ikke staa for det haarde og stærke tyske Angreb. 

Den lille Gruppe, hvor jeg var med, ca. 10 Mand, havde faaet til Opgave at spærre Vejen fra Krusaa til Sønderborg, ved den lille Landsby Hokkerup. Da vi var kommet ud til Stedet, hvor vi skulde være, satte vi straks vor lille Kanon og Rekylgevær i Stilling, medens andre gik i Gang med at lave Vejspærring, og da vi jo intet havde at lave den med, maatte vi nøjes med Understellet af en gammel Bil og et Par Harver. Midt under dette Arbejde hørte vi en stærk Brummen, og straks efter lettede nogle Flyvemaskiner fra et Sted i Nærheden af Flensborg, som fløj næsten lige over os i Retning mod Nordøst. Det var et pragtfuldt Syn; men dog havde det en vis Virkning paa os.

Straks efter saa og hørte vi det første Skud i Retning efter Lundtofte og Søgaard, vi var nu paa det rene med, hvad der vilde ske. Vi søgte nu Dækning bag et Jorddige med lidt Bevoksning paa. Der ankom nu en Gruppe Cyklister paa ca. 10 Mand for at hjælpe os, som først da var naaet derud. Samtidig regnede vi med Forstærkning fra Sønderborg, men den udeblev, da de slet ikke kom uden for deres Kaserne.

Vi var nu klar til at tage imod Fjenden, og kort efter standsede de første tyske Pansertropper foran vor Spærring. Vi afgav nu Varselskud og der udspandt sig nu en ulige Kamp. Vi havde vor Stilling saaledes, at vi ikke kunde trække os tilbage derfra, og alle var klar over, at det maaske vilde koste os Livet. En Tanke gik for en kort Stund til dem derhjemme; men de efterfølgende Tanker var: Hvordan gaar det Kammeraterne ved Siden af? Er der mon nogen af dem blevet saaret eller skudt? Vi blev nu omringet, og der blev skudt paa os baade forfra og bagfra, samtidig med at smaa Maskiner strøg lavt hen over vor Stilling og beskød os. Vor Løjtnant indsaa nu det meningsløse i denne Kamp og gav Ordre til at indstille Kampen for at undgaa Nærkamp, som kun vilde haft til Følge at intet var blevet skaanet.

Vi blev nu afvæbnet og afleverede Udrustning og Ammunition og blev derefter ført til Krusaa. Lige foran vor Stilling passerede vi tyske Vogne og Skyts, der holdt i en Række. Paa Turen til Krusaa var der flere Steder nogle som havde hejst det tyske Hagekorsflag og ved Krusaa var der samlet nogle civile Folk, som ikke modtog os altfor pænt. Det var en tung Gang for os denne Tur og satte et bittert Sind i os.

Paa den tyske Side af Grænsen var alt roligt da vi ankom. Vi blev nu interneret i Kontorlokalerne der, og da vi jo ingen Morgenmad havde faaet og ingen vidste hvornaar vi fik noget igen, fik vi udleveret Rugbrød, Skinke og Smør fra de tyske Forsyninger. Da Klokken var ca. 10,30 blev vi atter frigivet og kunde gaa ud til vore Motorcykler og andet Materiel. Vi fik nu overdraget os alt vor Vaaben, Ammunition.

Den 11. April havde vi Bisættelse i Kasernegaarden af 5 Soldater og Chefen for 6. Regiments 4. Bataillon talte ved Baarerne samt Præsten fra Kliplev. Der manglede een, han der laa i Flensborg; men som Tyskerne vilde vise deres faldne Modstander den sidste Ære ved at føre ham direkte til hans Hjem i København. Vi blev nu hjemsendt, hvad der til en vis Grad glædede os, eftersom vi havde været inde i ca. 14 Maaneder, men det var alligevel med et trykket Sind, vi tog hjem. Det var ligesom vi var blevet overflødige i vort eget Land; men i vor Bevidsthed var vi klar over, at vi havde gjort vor Pligt, baade da vi skulde kæmpe og da vi skulde stoppe.

Om kilden

Dateret
1940
Oprindelse
Stevns, Arne (red.): 9. april skildret i breve fra danske soldater, (1940)
Kildetype
Beretning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
11. januar 2017
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
1940
Oprindelse
Stevns, Arne (red.): 9. april skildret i breve fra danske soldater, (1940)
Kildetype
Beretning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
11. januar 2017
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk