Johannes V. Jensen: "Landskab og Teknik", 1913

Kilder

Kildeintroduktion:

I perioden 1880-1920 udbyggedes jernbanenettet på landet, og nye stationsbyer voksede op. Efter den nye næringslov af 1857 kunne man pludselig starte forretninger uden for købstæderne, og da landbruget samtidig gik fra selvforsyning til mekanisering og pengeøkonomi, opstod der samtidig et behov for at transportere varerne væk fra gårdene til forbrugerne i byen. Dette kunne lade sig gøre med jernbanen. De fleste stationsbyer fulgte et bestemt mønster i deres udvikling, som startede med opførelsen af en station, en kro samt en købmand. Andelsmejerier, fabrikker og gas- eller elektricitetsværker var også en del af udviklingen i de nye byer, og bygningerne skød op omkring byens hovedgade, der fra omkring 1900 blev til en forretningsgade med bygninger i flere etager.

Tidsskriftet Kritisk Revy bragte i 1928 denne tekst, som er en oversættelse af en tysk artikel af Johannes V. Jensen fra 1913. Johannes V. Jensen (1873-1950) beskriver i artiklen, hvordan andelsmejerier, elektricitetsværker og andet nybyggeri har forandret landskabet og byerne på landet.


Landskab og Teknik.

[I Tidsskritfet Dokumente des Fortschritts skrev Johannes V. Jensen i 1913 denne Artikel, som ikke før har været offentliggjort paa Dansk. Vi har faaet Tilladelse til at bringe den som et Aktstykke i Naturfredningssagen.]


Hvilket Emne! En virkelig Behandling heraf vilde tage Bind. Her kun et Forsøg paa at definere Emnets Natur og gøre Rede for de Farver og- Idéassociationer, det umiddelbart vækker til Live. Det genkalder træk, som strækker sig over ens hele Levetid og Verden over alle de Steder, man har været.

Primitivt Landskab - ja, den gamle Bondeegn i Jylland, som jeg kendte den for en tredive Aar siden, der, hvor jeg er fra, den var primitiv, endnu i min Barndom lige saa uberørt af Civilisationen og uforandret som helt tilbage til den graa Oldtid. Det var Heder og Kær, næppe af nogen stor landskabelig Tiltrækning i og for sig, i hvert Fald ikke »opdaget« som saadan, men den var som Naturen selv havde formet den, nogenlunde de samme Linjer som efter »Syndfloden«, det vil sige Istiden. Kun et den Gang endnu ganske enkelt Landbrug og de gammeldags Gaarde røbede, at her boede Mennesker. Der var Vildt ogsaa den Gang, rige Flokke af Vadefugle i Kærene, og i Heden sprang Haren, Agerhønsene myldrede op over Lyngskraaninger i stærke Kuld om Efteraaret, som om Jorden blev levende. Nu er Heden omtrent opdyrket, Kærene drænet og lagt tørre, Vildtet borte, der er kommet Jernbane til Egnen, en kullet Fabriksskorsten oser over Landsbyen, Andelsmejeriet, Telefonpæle og Ledningskabler gennemkrydser Landskabet som Sømme, for Bønderne har faaet elektrisk Lys og driver deres Landbrugs-maskiner med en Dynamo.

Jeg, der har kendt det gamle, stille Land, tilstaar, at jeg ikke omfatter Forvandlingen uden Vemod; jeg har senere genfundet lignende primitive Bondebyer i Rusland og derigennem forstaaet, hvilken Poesi der er gaaet tabt ved det gamle Himmerlands Modernisering; paa den anden Side maatte jeg sige mig selv, at det just er den, den russiske Bonde trænger til; naar Mejeriskorstenen oser ogsaa der og »Steppen« er en Saga, da er Udviklingen sket sin Ret.

Hvad er nu det æstetiske Indtryk af saadan en jysk Bondeegn, som paa tredive Aar er blevet forvandlet fra olddansk Simpelhed til det moderne, af Industrien og dens Tempo smittede Landbrug?

I øjeblikket en Rædsel. Prisen for den gamle, stemningsrige Idyls overgang til et nyt og fordelagtigere Erhverv er ikke for dyrt betalt, man kan ikke leve i et Museum uden at have noget at leve af, Forvandlingen maa til, ethvert andet Synspunkt er absurd og sentimentalt. Men man kan gennemføre Forvandlingen med Smag. Det er det, der ikke er sket. Moderniseringens Stil, eller rettere Mangel paa Stil, er præget af Overgang i en pinlig Grad. Eftertiden vil med Beklagelse se hen til denne Stilperiode, Stationstiden, som man maaske vil kalde den.

Det er nemlig de smaa Stationsbyer ved de nyanlagte Jernbaner, hvorfra Rædslerne udgaar. Jo mindre man taler derom, jo bedre. Disse hæslige røde Flækker, hvis Stilbestræbelser gaar i Retning af "Spejlglasruder" og Zinkspir, Cement og Blik, breder sig over landskabet, i Stedet for de gamle straatækte, lave Bondebyer; og fra Stationsbyen breder daarlig Smag sig i enhver Retning, baade med Hensyn til Klæder og Fødevarer, mellem Befolkningen. Hvem der ønsker Besked i Enkeltheder om denne Forvandling, der dog vist er et vigtigt etnografisk Fænomen, kan i øvrigt finde det i en "Himmerlandsk Beskrivelse" af mig, hvis Indhold jeg ikke mener at burde gentage her.

Naar denne Overgangstid en Gang er forvundet, og man vil virkelig blive nødt til simpelt hen at brvde de Stationsbyer ned en Gang, er der ingen Ting til Hinder for at skabe en ny landskabelig Skønhed ved en Forening af Landbrugets Milieu med dets nye industrielle Fremningsmidler. Kun bør Principet ikke nødvendigvis være at føre Storbyens Stil ud paa Landet. Stationsbyens Synd er netop denne, med enhver forgiftet Imitation at skabe et Bypræg, hvor det ikke hører til; det bunder i Smaahandlendes næsegruse Liggen paa Maven for Byen og alt, hvad der er bymæssigt; kan de ifølge Sagens Natur ikke komme til Byen, saa skal Byen komme til dem. Jeg véd Eksempler paa Bestræbelser i den Retning, der leder Tanken hen baade paa Stilsvindelen i amerikanske Nybygder og paa Potemkins Kulissekunster.

Byen for sig og Landet for sig! I det øjeblik, man med en rolig Smag for sine egne Omgivelser og ikke for andres begynder at bygge og bo paa Landet, og indrette sig med alle moderne Bekvemmeligheder, og hvad et maskindrevet Landbrug fordrer, vil Stilen indfinde sig af sig selv.

Hvordan den vil arte sig i Enkeltheder, er ikke godt at se paa Forhaand. En rimeligere Arkitektur, ogsaa Hensyn til Farven i et givet Landskab, og her kunde man jo lære Indbyggerne, i værste Fald forbyde dem en Del, vilde allerede betyde meget. Fabriksskorstene er ikke saa fæle Vegetationer i Landskabet, som man en Tid lang var tilbøjelig til at mene. Heller ikke Telefonpælene, der kan give et milevidt, ellers øde Landskab et stemningsfuldt Udtryk af Perspektiv, af Procession i det uendelige; men Ledningerne vil man vel for Resten snart grave i Jorden, som man allerede gør inde i Byerne. De svære Master med et Utal af Tværstænger, der ligner dobbeltkamme, og som man pynter sig med saavel i Stationsbyen som i vestamerikanske Opkomlingsbyer, vil uden Skade kunne henlægges til Fortiden.

Hvem husker nu, at Gaderne og Tagene i de store Byer for blot en halv Snes Aar siden, eller knap nok saa længe, var tæt overspundet af Telefontraade, i hele brede Bælter, og af Kabler, der hang i sorte Bugter som Lianer i Urskoven? Hvilket Skrig om Uskønheden deri og om Himlen, som man profanerede, i sin Tid! Og nu, da de er borte, ja -- var der ikke en vis Poesi deri, var det ikke gammeldags og smukt i Grunden? Sommerdage, naar Solen glimtede med en Kobberlue deroppe i Bælterne, og en Telefonmand viste Sin Figur højt over Tagene i et Telefontaarn, hvor Tusind Traade mødtes, som en Edderkop i sit Spind? De sorte Sætter, naar Jævndøgnsstormene gjorde Indfald i Byen og hujede og peb oppe i Telefonnettet, som om Tusind Smaadjævle var ude og flyve? Aa, man skal være varsom med, hvad man stempler som Poesi; ofte er det bare det, der ikke er mere.

I den Henseende lærer Byerne, som dog ogsaa er en Slags »Landskab«, meget. Staaende er den følsomme Artikel i Bladene om den ogden gamle Bydel, der forsvinder, enhver Skillingsjournalist kan se, at de gamle, af Tiden patinerede Huse er kønne; hvem véd, om Samtiden, da de blev bygget, ikke fandt dem rædsomme? Stil er ikke et absolut Begreb, kan ikke uden videre dikteres, det er et Produkt af Tiden, Omstændighederne og Smagen, ikke altid virker de tre Faktorer med paa en Gang. I Udviklingen er der et spontant Element, som Samtiden ikke kan have Blik for; vi maa haabe, at det virker kraftigt og positivt paa Stilen i Nutidens Storby, men vide det kan vi ikke.

Enhver, der rejser, véd, hvor rivende hurtigt og hvor almindeligt, overalt, Tekniken ompræger Landskabet, Togene gaar i Sløjfer op over de højeste Bjerge eller smutter lige igennem dem, det er næsten, som om Alperne snarere er at betragte som Staffage om en Jernbanetur end som en overmægtig Natur; ingen Flod uden et Perspektiv af Broer, og hvor det for Resten er smukt med den ene Bro bag den anden, som ved Rhinen, fortonende sig i det Fjerne som kolossale Larver paa Vandring; ingen Vej, i alt Fald i Amerika, uden Ledningsmaster og en Sporvogn, der kommer vuggende med den skraa Stang slæbende efter sig oppe mod Traaden - men hvorfor udmale, hvad alle ved, det er det Liv, vi lever i, det er ens overalt, Teknikens Træk er de samme, Sporvognen i Yokohama, belæsset med smaa sorthaarede Dukkekvinder, er og bliver Sporvognen.

Det er det, der skal være det fortvivlende. Men jeg tror virkelig, det netop er i den tekniske Uniformering, Trøsten maa søges. For Ensformigheden ender med slet ingen Indtryk at gøre, alle disse Vehikler vil engang være der, Verden over, og saa vil man simpelt hen ikke se dem mere. For megen Manipulering, for megen Omsorg for Stil i det Tekniske kan derfor ogsaa blive en Fare. Et teknisk Hjælpemiddel naar den Form, der er uvilkaarlig bestemt af den højeste Fuldkommenhed, saa er det færdigt, og det er dets Stil, for Resten gør det sig fortjent ved at falde udenfor den almindelige Opmærksomhed. Man har dog aldrig ornamenteret Cyklen eller forgyldt den til Brug for finere Folk, Cyklen er Cyklen, hvad enten Kongen eller Arbejderen kører paa den.

Naar Tekniken, inden for sit Væsens Begrænsning, er sat i Funktion og ellers glemt, ligesom vor legemlige Organisme har »glemt« de motoriske Bevægelser, vi beslutter jo ikke hvert Skridt, vi gør, saa vil Landskabet komme til sin Ret igen. Vi vil se det i et andet Tempo og have Lejlighed til at se mere deraf, vi vil blive nødt til at udvide Rammerne for vor Skønhedssans, men at Jordens almindelige Udseende skulde forringes ved Tekniken, vilde være lige saa forældet en Følemaade, som man i sin Tid skældte Parker og Haver forfærdeligt ud for deres Orden, iModsætning til »Skoven«s formentlige Mangel derpaa - som om Træerne ikke bliver ved at være Træer, selv om de bliver passet!

For en halv Snes Aar siden besøgte jeg Hankow, den Gang en af Kinas ærværdigste og fuleste Storbyer, og det var ved Gud en underlig By, ingen Taarne, ikke et Køretøj paa Gaderne, men derimod ligesom en musegraa Slette af lave Tage og en uendelig listende Rendestensstrøm af Mennesker, der flød i de smalle Gyder. Siden den Tid er byen brændt af, og nu er der en Fabriksby! Kun engelske rejsende Damer vil beklage Tabet af den gamle Menneskerede, der raabte til Himlen med Elendighed og Stank.

Fugl Føniks, som er Ninas Fugl, vil af egen Drift bestige Baalet som et Symbol paa de gamle af Middelalderens Mure indeklemte Byer og flyve af Asken som moderne aabne Storstæder, brølende af Trafik.

Efterskrift.

Som man vil se, berører Artiklen baade Nødvendigheden af Naturfredning og Hensynet til Fremskridtet; i de forløbne femten Ar har Teknik og Udvikling allerede lagt nye Træk til, og Naturfredningstanken som Bevægelse har vokset sig stærk.

Diskussionen viser imidlertid, at man langtfra er klar over, hvad man mener med de forskellige Begreber - Beskyttelsen af Landets Favna f. Eks., der oplyses at gaa tilbage til Oluf Winge, er jo kun en enkelt Side af Sagen. Den i øjeblikket herskende Uenighed forekommer mig for en stor Del at bero paa, at man ikke har gjort sig klart, hvad man mener med Naturfredning, hvoraf en anden Part jo er at holde Landets Natur aaben for Befolkningen - hvad man forstaar ved landskabelig Skønhed, Teknik, Fremskridt, offentlig Frihed og offentlig Forpligtelse, Individ og Samfund, en Række Begreber, der maa defineres og holdes ude fra hinanden. Forhaabentlig vil en kommende livlig Diskussion bringe Klarhed over Stridspunkternes Natur.

Johannes V. Jensen.


Om kilden

Dateret
1928
Oprindelse
Kritisk Revy hæfte 1, 1928, s. 2-5
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
31. august 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
1928
Oprindelse
Kritisk Revy hæfte 1, 1928, s. 2-5
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
31. august 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk