Jørgen Jørgensen: "To Bøger om (det smalle) Demokrati", 25./26. oktober 1946

Kilder

Kildeintroduktion:

Denne tekst er en todelt kronik fra dagbladet Land og Folk den 25. og 26. oktober 1946. Den er et indlæg i en principiel debat om demokratibegrebets indhold, som udspillede sig i danske dagblade og tidsskrifter mellem juli 1945 og december 1946. I debatten deltog flere af tidens mest toneangivende intellektuelle. Filosoffen Jørgen Jørgensen (1894-1969) virkede således fra 1926 som professor i filosofi ved Københavns Universitet. Skønt i udgangspunktet langt fra den filosofiske kommunisme optrådte han fra besættelsestidens ophør som kommunist og blev accepteret som sådan af DKP, uden dog nogensinde at blive medlem af partiet. Land og Folk var Danmarks Kommunistiske Partis (DKPs) dagblad. Du kan læse mere om debattens mange diskussioner og deltagere i undervisningstemaet Demokratidebatten 1945-46.

Professor Jørgen Jørgensen gennemgaar i denne og en følgende Kronik to nylig udkomne Bøger om Demokratiet, den ene "Demokratiets Problemer" (224 Sider, Gyldendal) af Chefredaktøren for Stockholmbladet "Dagens Nyheder", Professor Herbert Tingsten, den anden "Hvorfor Demokrati?" (372 Sider, Munksgaard) af Professor Alf Ross. Professor Jørgen Jørgensens Analyse af Problemerne omkring Demokratiets Begreb, der vil huskes fra en Kronikserie her i LAND OG FOLK, udkommer i nær Fremtid paa "Tiden"s Forlag.

I.

Blandt de mange indlæg i den diskussion om demokratiets ideer og metoder, som siden befrielsen har fundet sted her i landet, er de to ovennævnte bøger ikke alene de omfangs- men tillige de indholdsrigeste. Netop paa grund af disse egenskaber kan der imidlertid være grund til strax at understrege, at de ikke behandler problemet i dets fulde udstrækning, men i alt væsentligt holder sig til en enkelt side deraf, nemlig til det politiske demokrati eller folkestyret (altsaa hvad jeg i nogle tidligere kronikker her i bladet kaldte "det smalle demokrati"). Forsaavidt havde det været klarere, hvis deres titler udtrykkeligt havde angivet dette og havde lydt: "Det politiske demokratis problemer" og "Hvorfor politisk demokrati?".

Denne eensidighed, som vel for en stor del har sin aarsag dels i forfatternes juridisk-statsvidenskabelige uddannelse og indstilling, dels i en stadig levende traditionel sprogbrug, er naturligvis fuldt berettiget, naar det drejer sig om en rent videnskabelig behandling af det politiske demokrati. En videnskabelig forfatter kan selvfølgelig afgrænse sit emne som han finder det passende. Men den bliver let misvisende, hvis man - som det især er tilfældet med Ross - drager praktisk-politiske konsekvenser af sine resultater uden at tage fornødent hensyn til deres sammenhæng med det demokratiske samfunds andre sider (retslige, sociale, kulturelle og økonomiske m.v.). Hos Tingsten er disse ganske vist ikke skarpt adskilte, ligesom hans fremstilling i det hele taget er mere beskrivende, refererende, idehistorisk og oversigtsmæssig, men hans hovedsynspunkt er dog stadig det, at folkestyrets politiske metoder og institutioner er det afgørende i demokratiet. Og hos Ross er forholdet aldeles klart, idet han aabent polemiserer mod den opfattelse, at demokratiet er andet og mere end en vej eller metode til konstatering af samfundsborgernes mening om statens styrelse, uanset hvad denne mening gaar ud paa. Ifølge ham er "Demokratiet i sin Kærne en Statsform, d.v.s. en Form for Statens Organisation, en politisk Metode. Det betegner en Fremgangsmaade, der følges ved Udformningen og Udøvelsen af den politiske Magt, der regulerer det menneskelige Samliv i Staten. Derimod ligger der ikke umiddelbart i Begrebet noget om det reelle indhold i den Politik, der udøves efter denne Metode. Demokratiet angiver et Hvorledes, ikke et Hvad" (s. 179).

I konsekvens af denne opfattelse gaar Ross endogsaa saa vidt, at han som kritik af Stalins udtalelse om, at Sovjetforfatningen af 1936 er "den eneste fuldkommen demokratiske Forfatning i Verden" skriver: "Bragt paa en kort Formel kan man sige, at man sædvanligvis ved politisk Demokrati forstaar Styre ved Folket, medens Russerne anvender det som Betegnelse for et Styre for Folket - uden samtidigt at antyde denne dybtgaaende Forskydning i Begrebet" (s. 233). At han (Ross) herved kommer i strid med Lincolns bekendte definition: "Demokrati er styre af folket, ved folket og for folket" synes han i sin iver for at stemple den kommunistiske (og den hykleriske nazistiske) anvendelse af ordet "demokrati" som "et Begrebs- og Tanketyveri begaaet for at vildlede Folk" at have overset. Hvad han efter min mening med rette kunde have indvendt mod Stalins udtalelser er, at den i den her angivne form betegner Sovjet-forfatningen som en "fuldkommen demokratisk forfatning". Men for det første beror dette maaske paa en unøjagtig (svensk) oversættelse (den danske oversættelse af Stalins tale (s. 64) bruger ordene "den eneste konsekvent demokratiske Forfatning i Verden"); og for det andet fremgaar det af sammenhængen, at Stalin herved tilsigter at karakterisere Sovjet-forfatningen som "et Demokrati for den arbejdende Befolkning, d.v.s. et Demokrati for alle" i modsætning til de kapitalistiske landes "Demokrati for det besiddende Mindretal". Hvilken oversættelse, der er mest korrekt, kan jeg desværre ikke kontrollere, men i hvert fald viser hele talen, at meningen blot er at betegne Sovjet-forfatningen som den mest demokratiske nu existerende forfatning. Stalin hævder nemlig udtrykkeligt, at den ikke er baseret på kommunismens højeste Fase, "fordi Kommunismens højeste fase for Sovjetunionen er noget, der endnu ikke er virkeliggjort, og som skal virkeliggøres i Fremtiden". Forfatningen er ikke et program, men "en Registrering og lovmæssig Forankring af det, der allerede er opnaaet og erobret i Praksis (s. 52).

For den der som Ross har bidt sig fast i, at "demokrati" er ensbetydende med "politisk demokrati", kan det løsrevne Stalin-citat maaske lyde urimeligt; men hvis man er vant til ved "demokrati" at forstaa bredt demokrati, er der intet mærkeligt deri, selv om man naturligvis altid kan diskutere i hvilke henseender og i hvilken grad Sovjet-forfatningen kan siges at være udtryk for det brede demokratis ide. Til syvende og sidst er det logisk set en definitionssag, d.v.s. en vedtægt om sprogbrug, hvad man vil forstaa ved ordet "demokrati". For den rent statsvidenskabelige behandling af de privatkapitalistiske samfunds forfatninger er det muligvis hensigtsmæssigt at definere "demokrati" som en politisk metode; men for en sociologisk betragtning er det efter mit skøn ikke hensigtsmæssigt, fordi det leder tanken bort fra den faktiske intime sammenhæng mellem samfundenes politiske liv og deres øvrige livsformer. Og hvis man - som Ross - vil udlede praktisk-politiske konsekvenser af sine undersøgelser, kan det saavidt jeg ser blive direkte vildledende, idet man af frygt for diktaturets onder kan komme til at modarbejde det brede demokratis goder. Idet han - forøvrigt ligesom Tingsten - slaar kommunisme og nazisme sammen under betegnelsen "diktaturer" uden at betone den indholdsmæssigt væsentlige forskel mellem dem, og idet han udfra sin snævre opfattelse af demokratiet som politisk demokrati stiller dette i modsætning til diktatur, kommer det for ham til at se ud som om man ved at vælge kommunismen har vraget demokratiet. Udfra dette brede demokratis synspunkt bliver der derimod ingen modsætning mellem kommunisme og demokrati, men den afgørende modsætning bliver den mellem det brede demokrati og de fascistiske diktaturer, som tilsigter at ødelægge saavel det smalle (politiske) demokrati som det brede demokratis andre sider, og valget kommer da til at staa mellem bredt demokrati og fascisme.

Naturligvis ophæves de reelle vanskeligheder der kan være forbundne med at forene det smalle demokratis frihedsrettigheder med det brede demokratis lighedsidealer ikke alene ved disse begrebsbestemmelser. Men muligheden for en forstaaelse og et samarbejde mellem alle der har det brede demokrati som formaal forøges, medens Ross' problemstilling kun kan tjene til splittelse af demokratiets tilhængere og dermed til styrkelse af dets modstandere. I stedet for at betone enigheden om formaalet fremhæver han uenigheden om midlerne og modarbejder derved villigheden til at finde frem til et frugtbart kompromis om midlerne. Af uvilje mod at begrænse de formelle frihedsrettigheder tager han hellere risikoen for at maatte renoncere paa lighedsideens realisation uden at se, at han derved ogsaa bringer baade de reelle og de formelle frihedsrettigheder i fare. Han tror ganske vist, at man lidt efter lidt ad det politiske demokratis vej kan realisere det brede demokrati, men han synes helt at savne blik for, at dette i bedste fald forudsætter en lang periode af fredelige tilstande i verden og at han og hans meningsfæller netop ved deres agitation mod kommunismen og Sovjetunionen modarbejder denne forudsætning.

Ogsaa paa dette punkt viser hans metodes eensidighed og begrænsning sig skæbnesvanger for de praktisk-politiske konsekvenser. Ved ganske at se bort fra de udenrigspolitiske forhold og betragte de nuværende stater som isolerede størrelser der hver for sig fredeligt kan udvikle sig i retning af det brede demokrati, bidrager han til at bære ved til de faktiske udenrigspolitiske mosætninger, som meget vel en dag kan slaa ud i en ny verdenskrig der vil gøre det af med hans skønne drømme om en fredelig virkeliggørelse af det brede demokrati. I stedet for at arbejde for forstaaelse af og samarbejde med Sovjetunionen, vender han eensidigt sin kritik imod den og medvirker derved til at forøge den mistillid, som USSR - ikke uden gode grunde - nærer til de kapitalistiske stater, hvorved han yder sit lille bidrag til de paa deres vis beklagelige forholdsregler, som den i forsvarsøjemed maa foretage og hvorved videreudviklingen af det brede demokrati forsinkes. Han er derved kommet ind i en svikmølle som bestaar deri, at man ved kritik af Sovjetunionens forsvarsforanstaltninger øger dens mistillid, hvilket fører til yderligere stramning af forsvarsforanstaltningerne, der giver anledning til videregaaende kritik o.s.v. o.s.v. Denne "onde cirkel" kan efter mit skøn kun brydes derved, at man ved at vise forstaaelse og samarbejdsvilje overfor Sovjetunionen og ved at rette en lige saa skarp kritik mod dens fjender som mod den selv mindsker og tilsidst fjerner dens mistillid og frygt for at blive overfaldet, saaledes at den igen kan slaa ind paa den demokratiske fremskridtspolitik, som var saa iøjnefaldende før den reaktionære bølge i Europa satte ind i begyndelsen af 30erne.

Saaledes er der en intim sammenhæng mellem inden- og udenrigspolitikken og demokratiets fremadskriden, saavel som mellem det politiske demokrati og det brede demokratis andre sider i hvert enkelt land. Men forstaaelsen heraf fremmes ikke ved eensidigt at klamre sig til det politiske demokratis specielle værdier og principper. Tværtimod er en saadan eensidighed skadelig for selve disse værdiers bestaaen og udvikling, og jeg har derfor brugt saa megen plads til at gøre opmærksom paa denne tendens, der gør sig gældende hos begge de to forfattere. Men hvis man tager fornødent hensyn til misvisningen, kan man iøvrigt have betydeligt udbytte af at læse dem, og det er jo heller ingen skade til at faa understreget det politiske demokratis særegne værdier, saaledes at man ikke uden tvingende grund sætter dem overstyr under bestræbelserne for at realisere det brede demokrati. Herom skal jeg gøre et par bemærkninger i en følgende kronik.

 

 


Professor Jørgen Jørgensen fortsætter og afslutter i denne Kronik sin kritiske Gennemgang af Herbert Tingsten: "Demokratiets Problemer" og Alf Ross: "Hvorfor Demokrati", der indlededes i vor Kronik i Gaar.

II.

Efter i min foregaaende kronik at have gjort opmærksom paa den eensidigt formelle opfattelse af demokratiets begreb og den dermed forbundne antikommunistiske tendens der karakteriserer de to ovennævnte bøger, skal jeg nu kort omtale et par hovedpunkter af deres indhold.

Fælles for dem er det, at de begynder med en historisk oversigt over udviklingen af det politiske demokratis ideer. Medens Tingsten væsentligt holder sig til tiden efter den nordamerikanske frihedskrig (1775-83), gaar Ross helt tilbage til den tidlige middelalder og skildrer paa interessant og lærerig maade udviklingen fra det germanske urdemokrati gennem monarkisme, feudalisme og enevælde op til nutidens politiske demokratier. Herved tager han stadigt hensyn til udviklingen her i landet, medens Tingsten næsten udelukkende beskæftiger sig med de store lande, England, USA og Frankrig. Et fortrin ved Ross' bog er det ogsaa, at han i et fyldigt slutningskapitel diskuterer det politiske demokratis teknik, medens Tingsten hovedsageligt holder sig paa et mere generelt ideologisk-filosofisk plan. Stort set finder jeg, at de her nævnte afsnit er de klareste og mest gennemtænkte i de to bøger, hvorimod de mere principielle drøftelser af aktuelle stridsproblemer synes mig mindre vellykkede. Da det alligevel er dem der kan paaregne størst almen interesse, skal jeg her omtale dem lidt nærmere, idet jeg væsentligt holder mig til Ross, som den udførligste og mest dybtgaaende.

Hovedspørgsmaalet er naturligvis: "Hvad er demokrati?", som Ross behandler i et kapitel for sig. Hans opfattelse heraf som blot et middel har jeg anført i min forrige kronik, og da Ross' bog saavidt jeg ser ikke indeholder argumenter der afkræfter den af mig i tidligere kronikker her i bladet fremsatte divergerende opfattelse (som Ross ikke havde nærmere kendskab til, da han skrev sin bog), skal jeg ikke opholde mig yderligere derved. Men det maa dog i denne forbindelse tilføjes, at han som maalestok for demokratiseringsgraden anvender "flertalsprincippet", d.v.s. det princip, at det er flertallets vilje udtrykt gennem afstemning, der er udslaggivende i politiske afgørelser (s. 183). Modsætningen til det saaledes definerede demokrati kalder han autokrati.

Ifølge bogens titel: "Hvorfor Demokrati?" er dens centrale problem spørgsmaalet om demokratiets (d.v.s. det politiske demokratis) værdi: "Selvom Demokratiet er en Fremgangsmaade, et Middel, kan det dog værdsættes ogsaa for sin egen Skyld, eller maaske rettere for dets Virkninger ud over de politiske Beslutninger, det fører til. Direkte eller indirekte vil den Statsform, vi lever under, sætte sit Præg paa vor Personlighed og paa vor Livsførelse i alle dens Forgreninger" (s. 179-80). Dette er jeg ogsaa tilbøjelig til at mene, selvom jeg ikke ser, hvorledes det kan godtgøres, - man har jo aldrig formen givet uden et indhold, saa det er vist umuligt at bestemme deres relative indflydelse. Jeg skønner, at indholdet har betydelige mere indflydelse end formen, men vil dog ingenlunde anse denne for betydningsløs. Altsaa: Hvorfor værdsætter nogle mennesker det politiske demokrati? Hvilke værdier finder de virkeliggjort i denne statsform?

Som Ross gentagne gange fremhæver, vil svaret til syvende og sidst afhænge af de enkelte menneskers subjektive vurderinger. Men til afklaring af disse kan det være af betydning at fremdrage de ejendommeligheder, hvorved det politiske demokrati adskiller sig fra sin modsætning: autokratiet. Herved opnaas at valget imellem dem i hvert fald ikke foretages helt i blinde eller alene som følge af uvederhæftig propaganda eller andre suggestionsmetoder.

Hvilke grunde anfører Ross da til at foretrække det politiske demokrati (- i dets ideale form, maa man vist efter hele sammenhængen tilføje, skønt denne forudsætning ikke udtrykkeligt fremhæves)?

Jo, for det første kan folk lettere forliges om, at flertallet skal herske, fremfor at anerkende en fortrinsret hertil for et bestemt mindretal. Demokratiet tør derfor lide alene paa frivillig tilslutning og behøver ikke at anvende censur, forbud eller vold undtagen til forsvar mod voldelige angreb. Dog mener han, at den demokratiske ytringsfrihed ikke kan dække opfordring til oprør eller revolution (s. 187) - hvorved han vel maa forudsætte, at det er et virkeligt demokratisk styre, oprøret rettes imod.

For det andet er det politiske demokrati den statsform der giver maximum af politisk frihed i betydning af autonomi til borgerne. Og autonomi betyder "Frihed for Fremmedherredømme, Frihed for Baand, der er paalagt af andre og ikke har Rod i den forbundnes eget Sind og Overbevisning" (s. 191). Ganske vist maa mindretallene rette sig efter flertallet, endskønt de er uenige med det, men denne underordning vil ikke føles som et paatvunget fremmedherredømme, naar mindretallene selv har været med til at stemme om sagen, - mener han.

For det tredje er ytrings- og organisationsfriheden uløseligt forbundne med det politiske demokrati, fordi flertalsprincippet uden dem vilde miste sin mening (s. 108). I tilslutning hertil fremhæves "diskussionsideen" eller parlamentarismen i videre forstand. Dog indrømmes det i denne forbindelse, at flertallets ret ikke er absolut, men finder sin grænse, hvis flertallet vil gennemføre foranstaltninger af saa stor negativ værdi, at den opvejer flertalsprincippets ("demokratiets") positive værdi. "Skulde det ske, at man i demokratiske Former vedtog at udrydde jøderne, undertrykke den videnskabelige Forskning eller indføre Koncentrationslejre for politiske Modstandere, vilde for mit Vedkommende min Loyalitet overfor Demokratiet have fundet sin Grænse", siger Ross (s. 208). Han kan altså nok tænke sig situationer, hvor selv et idealt fungerende formelt politisk demokrati maa opgives, begrænses eller suspenderes af hensyn til andre værdier som sættes højere. Men en principiel diskussion af, hvorledes det i denne henseende gaar i de mindre idealt fungerende politiske demokratier har han ikke givet.

For det fjerde hører politisk demokrati og aandsfrihed sammen. "Man kan ikke give en Mand politisk Ytringsfrihed og samtidig forbyde ham at ytre sine Meninger om Kristendom, Nationaløkonomi, den materialistiske Historieopfattelse, Viljens Frihed, Platons Filosofi, Einsteins Relativitetsteori eller Opdragelsens Problemer... Flertalsprincippet nødvendiggør politisk Ytringsfrihed og den politiske Ytringsfrihed kræver, om den ikke indirekte skal beskæres, total Aandsfrihed" (s. 214-15).

Endelig for det femte maa retssikkerheden, d.v.s. "Sikkerhed for Individet mod vilkaarlige Overgreb paa hans Person fra Statsmagtens Side", være en uomgængelig nødvendighed udfra demokratiske synspunkter. "Den er nemlig Garantien for den politiske Frihed (Ytringsfriheden)" (s. 217).

Dette er de fem ejendommeligheder ved det politiske demokrati som Ross anfører som de værdier, der faar ham til at foretrække denne statsform fremfor andre. Og heri vil vel nok de fleste være enige med ham, - under forudsætning af, at demokratiet fungerer som det skal efter sin ide. Hvis man under bortseen fra alle andre omstændigheder stilles overfor valget mellem fred og ret eller kamp og vold, mellem autonomi eller tvang, mellem ytrings- og organisationsfrihed eller censur og organisationsforbud, mellem aandsfrihed eller aandelig ufrihed, mellem retssikkerhed eller overgreb, saa vil sikkert enhver foretrække de første alternativer fremfor de sidste - i hvert fald for sit eget vedkommende, og mange vel ogsaa for deres modstanderes, saalænge disse ikke truer selve disse værdier. Men i virkeligheden ligger sagen ikke saa enkelt. De smukke principper er jo ikke fuldtud gennemførte i praxis, og sommetider kan det maaske være nødvendigt at fire paa nogle af dem for at faa andre gennemført. Og desuden kan - som Ross selv antydede i et ovenfor anført citat - gennemførelsen af dem somme tider komme i strid med andre værdier. Netop saadanne tilfælde er det, der ligger til grund for den meste uenighed om tilstrækkeligheden af det politiske demokratis metoder i deres nuværende form, og til afklaring eller løsning af disse problemer finder man ingen vejledning hos Ross, saalidt som hos Tingsten. Af pladshensyn maa jeg her nøjes med at henvise til ligheds- eller retfærdighedsideen, som Ross mener intet har med politisk demokrati at gøre (s. 222), skønt politisk ligestillethed dog i hvert fald synes uadskillelig fra flertalsprincippet. Sagen er jo ikke klaret derved, at lighedsideen udnævnes til en speciel socialistisk ide og at der i al vaghed argumenteres for, at det ikke er udelukket, at socialismen lidt efter lidt vil kunne vinde frem ad det politiske demokratis vej, - et punkt, hvor Tingsten iøvrigt synes at være af en anden mening, idet han vist nærmest anser det politiske demokrati og socialismen for uforenelige. Bortset herfra kan man imidlertid mod Ross indvende, at det for første ikke er sikkert, at socialismen kan indføres lidt efter lidt. Det synes mig nærliggende at vente, at de ringerestillede vil tabe troen paa den, hvis de skal vente altfor længe, ligesom de forlængst har opgivet at slaa sig til ro med at faa deres løn i himlen. Og for det andet kan det jo ogsaa være at det af andre grunde haster - ikke blot for dem der under den næste økonomiske krise tvinges ud i arbejdsløshedens forbandelse, men ogsaa for hele samfundet som i tilfælde af en ny krig kan blive fuldstændigt desorganiseret.

Den fuldstændige mangel paa hensyntagen til eller blot antydning af disse nærliggende muligheders forstyrrende indgriben giver i mine øjne de to bøger et besynderligt virkelighedsfjernt præg. Og forsaavidt de tilsigter at være indlæg i den aktuelle debat og vejledende for læsernes stillingtagen i denne, forekommer deres tendens mig i høj grad beklagelig. I stedet for at samle og aktivere tilhængerne af saavel det smalle som det brede demokrati, virker de splittende paa disse, idet de understreger den mellem kommunisterne og socialdemokraterne bestaaende uenighed om anvendelsen af revolutionære midler i visse situationer, som begge parter er enige om ikke foreligger i øjeblikket og maaske slet ikke vil komme til at foreligge. Hvis man virkelig er enige om maalet: det brede demokrati - eller det socialistiske samfund, om man foretrækker denne betegnelse, - hvorfor saa spilde saa megen kostbar tid med at diskutere, om visse midler, som ingen af partierne for tiden tænker paa at anvende, kan accepteres eller ej i en helt anden situation? Hvorfor ikke hellere i samdrægtighed gaa i gang med at samle stemmer og derved prøve, om det brede, socialistiske demokrati virkelig kan indføres ad det politiske demokratis vej? Ingen tror vel, at kommunisterne vil lave revolution, hvis det brede demokrati kan indføres indenfor en rimelig tid ad fredelig vej. Men hvorfor i alverden saa ikke acceptere enhedsforslaget? Og hvorfor saa skrive bøger, som modarbejder den samling af arbejderne, uden hvilken socialismen i hvert fald ikke kan indføres - hverken ad fredelig eller ad revolutionær vej?

Paa disse praktisk-politiske spørgsmaal har jeg ikke kunnet finde noget svar i de to her omtalte bøger. Men maaske har demokratiets principper og teorier ikke noget at gøre med den praktiske politik akkurat her og nu?

 

 

 

 

 

 

Om kilden

Forfatter(e)
Jørgen Jørgensen
Dateret
25.10.1946
Oprindelse
Land og Folk 25/10 1946 s. 8-10. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 231-236.
Kildetype
Avisartikel, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
21. maj 2009
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om kilden

Forfatter(e)
Jørgen Jørgensen
Dateret
25.10.1946
Oprindelse
Land og Folk 25/10 1946 s. 8-10. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 231-236.
Kildetype
Avisartikel, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
21. maj 2009
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk