Jørgen Jørgensen: "To Bøger om (det smalle) Demokrati"

Professor Jørgen Jørgensen gennemgaar i denne og en følgende Kronik to nylig udkomne Bøger om Demokratiet, den ene "Demokratiets Problemer" (224 Sider, Gyldendal) af Chefredaktøren for Stockholmbladet "Dagens Nyheder", Professor Herbert Tingsten, den anden "Hvorfor Demokrati?" (372 Sider, Munksgaard) af Professor Alf Ross. Professor Jørgen Jørgensens Analyse af Problemerne omkring Demokratiets Begreb, der vil huskes fra en Kronikserie her i LAND OG FOLK, udkommer i nær Fremtid paa "Tiden"s Forlag.

I.

Blandt de mange indlæg i den diskussion om demokratiets ideer og metoder, som siden befrielsen har fundet sted her i landet, er de to ovennævnte bøger ikke alene de omfangs- men tillige de indholdsrigeste. Netop paa grund af disse egenskaber kan der imidlertid være grund til strax at understrege, at de ikke behandler problemet i dets fulde udstrækning, men i alt væsentligt holder sig til en enkelt side deraf, nemlig til det politiske demokrati eller folkestyret (altsaa hvad jeg i nogle tidligere kronikker her i bladet kaldte "det smalle demokrati"). Forsaavidt havde det været klarere, hvis deres titler udtrykkeligt havde angivet dette og havde lydt: "Det politiske demokratis problemer" og "Hvorfor politisk demokrati?".

Denne eensidighed, som vel for en stor del har sin aarsag dels i forfatternes juridisk-statsvidenskabelige uddannelse og indstilling, dels i en stadig levende traditionel sprogbrug, er naturligvis fuldt berettiget, naar det drejer sig om en rent videnskabelig behandling af det politiske demokrati. En videnskabelig forfatter kan selvfølgelig afgrænse sit emne som han finder det passende. Men den bliver let misvisende, hvis man - som det især er tilfældet med Ross - drager praktisk-politiske konsekvenser af sine resultater uden at tage fornødent hensyn til deres sammenhæng med det demokratiske samfunds andre sider (retslige, sociale, kulturelle og økonomiske m.v.). Hos Tingsten er disse ganske vist ikke skarpt adskilte, ligesom hans fremstilling i det hele taget er mere beskrivende, refererende, idehistorisk og oversigtsmæssig, men hans hovedsynspunkt er dog stadig det, at folkestyrets politiske metoder og institutioner er det afgørende i demokratiet. Og hos Ross er forholdet aldeles klart, idet han aabent polemiserer mod den opfattelse, at demokratiet er andet og mere end en vej eller metode til konstatering af samfundsborgernes mening om statens styrelse, uanset hvad denne mening gaar ud paa. Ifølge ham er "Demokratiet i sin Kærne en Statsform, d.v.s. en Form for Statens Organisation, en politisk Metode. Det betegner en Fremgangsmaade, der følges ved Udformningen og Udøvelsen af den politiske Magt, der regulerer det menneskelige Samliv i Staten. Derimod ligger der ikke umiddelbart i Begrebet noget om det reelle indhold i den Politik, der udøves efter denne Metode. Demokratiet angiver et Hvorledes, ikke et Hvad" (s. 179).

I konsekvens af denne opfattelse gaar Ross endogsaa saa vidt, at han som kritik af Stalins udtalelse om, at Sovjetforfatningen af 1936 er "den eneste fuldkommen demokratiske Forfatning i Verden" skriver: "Bragt paa en kort Formel kan man sige, at man sædvanligvis ved politisk Demokrati forstaar Styre ved Folket, medens Russerne anvender det som Betegnelse for et Styre for Folket - uden samtidigt at antyde denne dybtgaaende Forskydning i Begrebet" (s. 233). At han (Ross) herved kommer i strid med Lincolns bekendte definition: "Demokrati er styre af folket, ved folket og for folket" synes han i sin iver for at stemple den kommunistiske (og den hykleriske nazistiske) anvendelse af ordet "demokrati" som "et Begrebs- og Tanketyveri begaaet for at vildlede Folk" at have overset. Hvad han efter min mening med rette kunde have indvendt mod Stalins udtalelser er, at den i den her angivne form betegner Sovjet-forfatningen som en "fuldkommen demokratisk forfatning". Men for det første beror dette maaske paa en unøjagtig (svensk) oversættelse (den danske oversættelse af Stalins tale (s. 64) bruger ordene "den eneste konsekvent demokratiske Forfatning i Verden"); og for det andet fremgaar det af sammenhængen, at Stalin herved tilsigter at karakterisere Sovjet-forfatningen som "et Demokrati for den arbejdende Befolkning, d.v.s. et Demokrati for alle" i modsætning til de kapitalistiske landes "Demokrati for det besiddende Mindretal". Hvilken oversættelse, der er mest korrekt, kan jeg desværre ikke kontrollere, men i hvert fald viser hele talen, at meningen blot er at betegne Sovjet-forfatningen som den mest demokratiske nu existerende forfatning. Stalin hævder nemlig udtrykkeligt, at den ikke er baseret på kommunismens højeste Fase, "fordi Kommunismens højeste fase for Sovjetunionen er noget, der endnu ikke er virkeliggjort, og som skal virkeliggøres i Fremtiden". Forfatningen er ikke et program, men "en Registrering og lovmæssig Forankring af det, der allerede er opnaaet og erobret i Praksis (s. 52).

For den der som Ross har bidt sig fast i, at "demokrati" er ensbetydende med "politisk demokrati", kan det løsrevne Stalin-citat maaske lyde urimeligt; men hvis man er vant til ved "demokrati" at forstaa bredt demokrati, er der intet mærkeligt deri, selv om man naturligvis altid kan diskutere i hvilke henseender og i hvilken grad Sovjet-forfatningen kan siges at være udtryk for det brede demokratis ide. Til syvende og sidst er det logisk set en definitionssag, d.v.s. en vedtægt om sprogbrug, hvad man vil forstaa ved ordet "demokrati". For den rent statsvidenskabelige behandling af de privatkapitalistiske samfunds forfatninger er det muligvis hensigtsmæssigt at definere "demokrati" som en politisk metode; men for en sociologisk betragtning er det efter mit skøn ikke hensigtsmæssigt, fordi det leder tanken bort fra den faktiske intime sammenhæng mellem samfundenes politiske liv og deres øvrige livsformer. Og hvis man - som Ross - vil udlede praktisk-politiske konsekvenser af sine undersøgelser, kan det saavidt jeg ser blive direkte vildledende, idet man af frygt for diktaturets onder kan komme til at modarbejde det brede demokratis goder. Idet han - forøvrigt ligesom Tingsten - slaar kommunisme og nazisme sammen under betegnelsen "diktaturer" uden at betone den indholdsmæssigt væsentlige forskel mellem dem, og idet han udfra sin snævre opfattelse af demokratiet som politisk demokrati stiller dette i modsætning til diktatur, kommer det for ham til at se ud som om man ved at vælge kommunismen har vraget demokratiet. Udfra dette brede demokratis synspunkt bliver der derimod ingen modsætning mellem kommunisme og demokrati, men den afgørende modsætning bliver den mellem det brede demokrati og de fascistiske diktaturer, som tilsigter at ødelægge saavel det smalle (politiske) demokrati som det brede demokratis andre sider, og valget kommer da til at staa mellem bredt demokrati og fascisme.

Naturligvis ophæves de reelle vanskeligheder der kan være forbundne med at forene det smalle demokratis frihedsrettigheder med det brede demokratis lighedsidealer ikke alene ved disse begrebsbestemmelser. Men muligheden for en forstaaelse og et samarbejde mellem alle der har det brede demokrati som formaal forøges, medens Ross' problemstilling kun kan tjene til splittelse af demokratiets tilhængere og dermed til styrkelse af dets modstandere. I stedet for at betone enigheden om formaalet fremhæver han uenigheden om midlerne og modarbejder derved villigheden til at finde frem til et frugtbart kompromis om midlerne. Af uvilje mod at begrænse de formelle frihedsrettigheder tager han hellere risikoen for at maatte renoncere paa lighedsideens realisation uden at se, at han derved ogsaa bringer baade de reelle og de formelle frihedsrettigheder i fare. Han tror ganske vist, at man lidt efter lidt ad det politiske demokratis vej kan realisere det brede demokrati, men han synes helt at savne blik for, at dette i bedste fald forudsætter en lang periode af fredelige tilstande i verden og at han og hans meningsfæller netop ved deres agitation mod kommunismen og Sovjetunionen modarbejder denne forudsætning.

Ogsaa paa dette punkt viser hans metodes eensidighed og begrænsning sig skæbnesvanger for de praktisk-politiske konsekvenser. Ved ganske at se bort fra de udenrigspolitiske forhold og betragte de nuværende stater som isolerede størrelser der hver for sig fredeligt kan udvikle sig i retning af det brede demokrati, bidrager han til at bære ved til de faktiske udenrigspolitiske mosætninger, som meget vel en dag kan slaa ud i en ny verdenskrig der vil gøre det af med hans skønne drømme om en fredelig virkeliggørelse af det brede demokrati. I stedet for at arbejde for forstaaelse af og samarbejde med Sovjetunionen, vender han eensidigt sin kritik imod den og medvirker derved til at forøge den mistillid, som USSR - ikke uden gode grunde - nærer til de kapitalistiske stater, hvorved han yder sit lille bidrag til de paa deres vis beklagelige forholdsregler, som den i forsvarsøjemed maa foretage og hvorved videreudviklingen af det brede demokrati forsinkes. Han er derved kommet ind i en svikmølle som bestaar deri, at man ved kritik af Sovjetunionens forsvarsforanstaltninger øger dens mistillid, hvilket fører til yderligere stramning af forsvarsforanstaltningerne, der giver anledning til videregaaende kritik o.s.v. o.s.v. Denne "onde cirkel" kan efter mit skøn kun brydes derved, at man ved at vise forstaaelse og samarbejdsvilje overfor Sovjetunionen og ved at rette en lige saa skarp kritik mod dens fjender som mod den selv mindsker og tilsidst fjerner dens mistillid og frygt for at blive overfaldet, saaledes at den igen kan slaa ind paa den demokratiske fremskridtspolitik, som var saa iøjnefaldende før den reaktionære bølge i Europa satte ind i begyndelsen af 30erne.

Saaledes er der en intim sammenhæng mellem inden- og udenrigspolitikken og demokratiets fremadskriden, saavel som mellem det politiske demokrati og det brede demokratis andre sider i hvert enkelt land. Men forstaaelsen heraf fremmes ikke ved eensidigt at klamre sig til det politiske demokratis specielle værdier og principper. Tværtimod er en saadan eensidighed skadelig for selve disse værdiers bestaaen og udvikling, og jeg har derfor brugt saa megen plads til at gøre opmærksom paa denne tendens, der gør sig gældende hos begge de to forfattere. Men hvis man tager fornødent hensyn til misvisningen, kan man iøvrigt have betydeligt udbytte af at læse dem, og det er jo heller ingen skade til at faa understreget det politiske demokratis særegne værdier, saaledes at man ikke uden tvingende grund sætter dem overstyr under bestræbelserne for at realisere det brede demokrati. Herom skal jeg gøre et par bemærkninger i en følgende kronik.