Jørgen Jørgensen: "To Bøger om (det smalle) Demokrati" 1946

Professor Jørgen Jørgensen fortsætter og afslutter i denne Kronik sin kritiske Gennemgang af Herbert Tingsten: "Demokratiets Problemer" og Alf Ross: "Hvorfor Demokrati", der indlededes i vor Kronik i Gaar.

II.

Efter i min foregaaende kronik at have gjort opmærksom paa den eensidigt formelle opfattelse af demokratiets begreb og den dermed forbundne antikommunistiske tendens der karakteriserer de to ovennævnte bøger, skal jeg nu kort omtale et par hovedpunkter af deres indhold.

Fælles for dem er det, at de begynder med en historisk oversigt over udviklingen af det politiske demokratis ideer. Medens Tingsten væsentligt holder sig til tiden efter den nordamerikanske frihedskrig (1775-83), gaar Ross helt tilbage til den tidlige middelalder og skildrer paa interessant og lærerig maade udviklingen fra det germanske urdemokrati gennem monarkisme, feudalisme og enevælde op til nutidens politiske demokratier. Herved tager han stadigt hensyn til udviklingen her i landet, medens Tingsten næsten udelukkende beskæftiger sig med de store lande, England, USA og Frankrig. Et fortrin ved Ross' bog er det ogsaa, at han i et fyldigt slutningskapitel diskuterer det politiske demokratis teknik, medens Tingsten hovedsageligt holder sig paa et mere generelt ideologisk-filosofisk plan. Stort set finder jeg, at de her nævnte afsnit er de klareste og mest gennemtænkte i de to bøger, hvorimod de mere principielle drøftelser af aktuelle stridsproblemer synes mig mindre vellykkede. Da det alligevel er dem der kan paaregne størst almen interesse, skal jeg her omtale dem lidt nærmere, idet jeg væsentligt holder mig til Ross, som den udførligste og mest dybtgaaende.

Hovedspørgsmaalet er naturligvis: "Hvad er demokrati?", som Ross behandler i et kapitel for sig. Hans opfattelse heraf som blot et middel har jeg anført i min forrige kronik, og da Ross' bog saavidt jeg ser ikke indeholder argumenter der afkræfter den af mig i tidligere kronikker her i bladet fremsatte divergerende opfattelse (som Ross ikke havde nærmere kendskab til, da han skrev sin bog), skal jeg ikke opholde mig yderligere derved. Men det maa dog i denne forbindelse tilføjes, at han som maalestok for demokratiseringsgraden anvender "flertalsprincippet", d.v.s. det princip, at det er flertallets vilje udtrykt gennem afstemning, der er udslaggivende i politiske afgørelser (s. 183). Modsætningen til det saaledes definerede demokrati kalder han autokrati.

Ifølge bogens titel: "Hvorfor Demokrati?" er dens centrale problem spørgsmaalet om demokratiets (d.v.s. det politiske demokratis) værdi: "Selvom Demokratiet er en Fremgangsmaade, et Middel, kan det dog værdsættes ogsaa for sin egen Skyld, eller maaske rettere for dets Virkninger ud over de politiske Beslutninger, det fører til. Direkte eller indirekte vil den Statsform, vi lever under, sætte sit Præg paa vor Personlighed og paa vor Livsførelse i alle dens Forgreninger" (s. 179-80). Dette er jeg ogsaa tilbøjelig til at mene, selvom jeg ikke ser, hvorledes det kan godtgøres, - man har jo aldrig formen givet uden et indhold, saa det er vist umuligt at bestemme deres relative indflydelse. Jeg skønner, at indholdet har betydelige mere indflydelse end formen, men vil dog ingenlunde anse denne for betydningsløs. Altsaa: Hvorfor værdsætter nogle mennesker det politiske demokrati? Hvilke værdier finder de virkeliggjort i denne statsform?

Som Ross gentagne gange fremhæver, vil svaret til syvende og sidst afhænge af de enkelte menneskers subjektive vurderinger. Men til afklaring af disse kan det være af betydning at fremdrage de ejendommeligheder, hvorved det politiske demokrati adskiller sig fra sin modsætning: autokratiet. Herved opnaas at valget imellem dem i hvert fald ikke foretages helt i blinde eller alene som følge af uvederhæftig propaganda eller andre suggestionsmetoder.

Hvilke grunde anfører Ross da til at foretrække det politiske demokrati (- i dets ideale form, maa man vist efter hele sammenhængen tilføje, skønt denne forudsætning ikke udtrykkeligt fremhæves)?

Jo, for det første kan folk lettere forliges om, at flertallet skal herske, fremfor at anerkende en fortrinsret hertil for et bestemt mindretal. Demokratiet tør derfor lide alene paa frivillig tilslutning og behøver ikke at anvende censur, forbud eller vold undtagen til forsvar mod voldelige angreb. Dog mener han, at den demokratiske ytringsfrihed ikke kan dække opfordring til oprør eller revolution (s. 187) - hvorved han vel maa forudsætte, at det er et virkeligt demokratisk styre, oprøret rettes imod.

For det andet er det politiske demokrati den statsform der giver maximum af politisk frihed i betydning af autonomi til borgerne. Og autonomi betyder "Frihed for Fremmedherredømme, Frihed for Baand, der er paalagt af andre og ikke har Rod i den forbundnes eget Sind og Overbevisning" (s. 191). Ganske vist maa mindretallene rette sig efter flertallet, endskønt de er uenige med det, men denne underordning vil ikke føles som et paatvunget fremmedherredømme, naar mindretallene selv har været med til at stemme om sagen, - mener han.

For det tredje er ytrings- og organisationsfriheden uløseligt forbundne med det politiske demokrati, fordi flertalsprincippet uden dem vilde miste sin mening (s. 108). I tilslutning hertil fremhæves "diskussionsideen" eller parlamentarismen i videre forstand. Dog indrømmes det i denne forbindelse, at flertallets ret ikke er absolut, men finder sin grænse, hvis flertallet vil gennemføre foranstaltninger af saa stor negativ værdi, at den opvejer flertalsprincippets ("demokratiets") positive værdi. "Skulde det ske, at man i demokratiske Former vedtog at udrydde jøderne, undertrykke den videnskabelige Forskning eller indføre Koncentrationslejre for politiske Modstandere, vilde for mit Vedkommende min Loyalitet overfor Demokratiet have fundet sin Grænse", siger Ross (s. 208). Han kan altså nok tænke sig situationer, hvor selv et idealt fungerende formelt politisk demokrati maa opgives, begrænses eller suspenderes af hensyn til andre værdier som sættes højere. Men en principiel diskussion af, hvorledes det i denne henseende gaar i de mindre idealt fungerende politiske demokratier har han ikke givet.

For det fjerde hører politisk demokrati og aandsfrihed sammen. "Man kan ikke give en Mand politisk Ytringsfrihed og samtidig forbyde ham at ytre sine Meninger om Kristendom, Nationaløkonomi, den materialistiske Historieopfattelse, Viljens Frihed, Platons Filosofi, Einsteins Relativitetsteori eller Opdragelsens Problemer... Flertalsprincippet nødvendiggør politisk Ytringsfrihed og den politiske Ytringsfrihed kræver, om den ikke indirekte skal beskæres, total Aandsfrihed" (s. 214-15).

Endelig for det femte maa retssikkerheden, d.v.s. "Sikkerhed for Individet mod vilkaarlige Overgreb paa hans Person fra Statsmagtens Side", være en uomgængelig nødvendighed udfra demokratiske synspunkter. "Den er nemlig Garantien for den politiske Frihed (Ytringsfriheden)" (s. 217).

Dette er de fem ejendommeligheder ved det politiske demokrati som Ross anfører som de værdier, der faar ham til at foretrække denne statsform fremfor andre. Og heri vil vel nok de fleste være enige med ham, - under forudsætning af, at demokratiet fungerer som det skal efter sin ide. Hvis man under bortseen fra alle andre omstændigheder stilles overfor valget mellem fred og ret eller kamp og vold, mellem autonomi eller tvang, mellem ytrings- og organisationsfrihed eller censur og organisationsforbud, mellem aandsfrihed eller aandelig ufrihed, mellem retssikkerhed eller overgreb, saa vil sikkert enhver foretrække de første alternativer fremfor de sidste - i hvert fald for sit eget vedkommende, og mange vel ogsaa for deres modstanderes, saalænge disse ikke truer selve disse værdier. Men i virkeligheden ligger sagen ikke saa enkelt. De smukke principper er jo ikke fuldtud gennemførte i praxis, og sommetider kan det maaske være nødvendigt at fire paa nogle af dem for at faa andre gennemført. Og desuden kan - som Ross selv antydede i et ovenfor anført citat - gennemførelsen af dem somme tider komme i strid med andre værdier. Netop saadanne tilfælde er det, der ligger til grund for den meste uenighed om tilstrækkeligheden af det politiske demokratis metoder i deres nuværende form, og til afklaring eller løsning af disse problemer finder man ingen vejledning hos Ross, saalidt som hos Tingsten. Af pladshensyn maa jeg her nøjes med at henvise til ligheds- eller retfærdighedsideen, som Ross mener intet har med politisk demokrati at gøre (s. 222), skønt politisk ligestillethed dog i hvert fald synes uadskillelig fra flertalsprincippet. Sagen er jo ikke klaret derved, at lighedsideen udnævnes til en speciel socialistisk ide og at der i al vaghed argumenteres for, at det ikke er udelukket, at socialismen lidt efter lidt vil kunne vinde frem ad det politiske demokratis vej, - et punkt, hvor Tingsten iøvrigt synes at være af en anden mening, idet han vist nærmest anser det politiske demokrati og socialismen for uforenelige. Bortset herfra kan man imidlertid mod Ross indvende, at det for første ikke er sikkert, at socialismen kan indføres lidt efter lidt. Det synes mig nærliggende at vente, at de ringerestillede vil tabe troen paa den, hvis de skal vente altfor længe, ligesom de forlængst har opgivet at slaa sig til ro med at faa deres løn i himlen. Og for det andet kan det jo ogsaa være at det af andre grunde haster - ikke blot for dem der under den næste økonomiske krise tvinges ud i arbejdsløshedens forbandelse, men ogsaa for hele samfundet som i tilfælde af en ny krig kan blive fuldstændigt desorganiseret.

Den fuldstændige mangel paa hensyntagen til eller blot antydning af disse nærliggende muligheders forstyrrende indgriben giver i mine øjne de to bøger et besynderligt virkelighedsfjernt præg. Og forsaavidt de tilsigter at være indlæg i den aktuelle debat og vejledende for læsernes stillingtagen i denne, forekommer deres tendens mig i høj grad beklagelig. I stedet for at samle og aktivere tilhængerne af saavel det smalle som det brede demokrati, virker de splittende paa disse, idet de understreger den mellem kommunisterne og socialdemokraterne bestaaende uenighed om anvendelsen af revolutionære midler i visse situationer, som begge parter er enige om ikke foreligger i øjeblikket og maaske slet ikke vil komme til at foreligge. Hvis man virkelig er enige om maalet: det brede demokrati - eller det socialistiske samfund, om man foretrækker denne betegnelse, - hvorfor saa spilde saa megen kostbar tid med at diskutere, om visse midler, som ingen af partierne for tiden tænker paa at anvende, kan accepteres eller ej i en helt anden situation? Hvorfor ikke hellere i samdrægtighed gaa i gang med at samle stemmer og derved prøve, om det brede, socialistiske demokrati virkelig kan indføres ad det politiske demokratis vej? Ingen tror vel, at kommunisterne vil lave revolution, hvis det brede demokrati kan indføres indenfor en rimelig tid ad fredelig vej. Men hvorfor i alverden saa ikke acceptere enhedsforslaget? Og hvorfor saa skrive bøger, som modarbejder den samling af arbejderne, uden hvilken socialismen i hvert fald ikke kan indføres - hverken ad fredelig eller ad revolutionær vej?

Paa disse praktisk-politiske spørgsmaal har jeg ikke kunnet finde noget svar i de to her omtalte bøger. Men maaske har demokratiets principper og teorier ikke noget at gøre med den praktiske politik akkurat her og nu?