Jørgen Jørgensen: "Misbrug af Idealerne", 19. oktober 1945

Kilder

Kildeintroduktion:

Denne tekst, bragt i Frit Danmark den 19. oktober 1945, er et indlæg i en principiel debat om demokratibegrebets indhold, som udspillede sig i danske dagblade og tidsskrifter mellem juli 1945 og december 1946. I debatten deltog flere af tidens mest toneangivende intellektuelle. Filosoffen Jørgen Jørgensen (1894-1969) virkede således fra 1926 som professor i filosofi ved Københavns Universitet. Skønt i udgangspunktet langt fra den filosofiske kommunisme optrådte han fra besættelsestidens ophør som kommunist og blev accepteret som sådan af DKP, uden dog nogensinde at blive medlem af partiet. Tidsskriftet Frit Danmark var et organ for modstandsbevægelsen, som blev videreført efter besættelsen.


Under de "gamle" Politikeres og deres Presses Krumspring for at redde deres synkende Prestige ved at mistænkeliggøre Modstandsbevægelsen er ogsaa de høje demokratiske Idealer: maximal ligelig Frihed, maximal Lighed og Retfærdighed, maximal Humanitet m. v. blevet taget i Misbrug. Muligvis er det blot en ubevidst Eftervirkning af Nazismens almindelige Forplumring af Begreberne; men derfor er det ikke mindre uheldigt og farligt for Afklaringen af Demokratiets Ideologi. Og desuden synes den sidste Tids Diskussion om Frihed og Demokrati, om Retfærdighed og Udrensning, om Stikkerlikvidationer og Humanitet osv. i saa stor Udstrækning at være præget af Forplumringen, at det kan vanskeliggøre den tilstræbte Sikring og Konsolidering af Demokratiet. Derfor finder jeg Anledning til at fremsætte følgende Bemærkninger som et lille Bidrag til Afklaring af Synspunkterne.

Idealer er dels Tilstande der tilstræbes, dels Forbilleder der efterlignes. Naar man taler om demokratiske Idealer som Frihed, Lighed, Retfærdighed og Humanitet ("Broderskab"), maa man naturligvis tænke paa Tilstande, der tilstræbes og ikke paa Forbilleder, der efterlignes. Og naar man paaberaaber sig disse Idealer, er det først og fremmest for at opildne Folk til at stræbe efter at hidføre disse ideale Tilstande. Hvis man derimod i sin Argumentation eller Propaganda modarbejder Idealernes Virkeliggørelse ved en Appel til selve Idealerne, saa kalder jeg det Misbrug af dem. Om det sker af Uforstand eller i ond Hensigt eller i Selvforsvar er i denne Forbindelse ligegyldigt, da det ikke saa meget er Personerne og deres Motiver, der har Interesse, som den stigende Begrebsforvirring. Jeg skal derfor nøjes med ganske kort at belyse Misbruget.

Misbrug af Frihedsidealet.
Det er Misbrug af det demokratiske Frihedsideal (som dels betyder Frihed for Undertrykkelse, dels maksimal ligelig Frihed til Personligheds- og Livsudfoldelse), hvis man anvender det til at skaffe Frihed til de Mennesker eller Bestræbelser, der vil benytte denne Frihed til at begrænse Friheden mere, end Hensynet til Virkeliggørelsen af Demokratiets øvrige Idealer gør nødvendigt. Devisen "Frihed for Loke saavel som for Thor" er fra et demokratisk Synspunkt overspændt til det meningsløse i det Øjeblik, man ved "Loke" ikke - som i Demokratiets Gennembrudstider - forstaar Enevældens Modstandere, men derimod Demokratiets Fjender. Devisen er uforenelig med ethvert lovordnet Samfundsliv, og den er altid til Gavn for Modstanderne af den til enhver Tid bestaaende Samfundsordning. Derfor kan Demokratiets Tilhængere ligesaa lidt anerkende den nu, da Demokratiet er indført, som Enevældens Tilhængere kunde anerkende den dengang, da Enevælden var herskende.

Et andet Misbrug af det demokratiske Frihedsideal bestaar i, at man hævder, at det er i Strid med Frihedsidealet at forbyde antidemokratisk Virksomhed i Ord eller Handling (som jo glider jævnt over i hinanden i det politiske Liv). Fejlen beror formentlig paa en Forveksling af det tilstræbte Ideal med den faktiske Virkelighed. Saa længe den demokratiske Samfundsordning, heri indbefattet den demokratiske Frihed, ikke er sikret saavel ved Befolkningens overvejende Tilslutning til den som ved udtrykkelige Lovbestemmelser, kan det aldrig være i Strid med Frihedsidealet at træffe Foranstaltninger saavel til dets Sikring og Gennemførelse som mod dets Bekæmpelse. Idealet er et Maal, der skal naas, og ofte maa man gaa en Omvej for at naa sit Maal i Stedet for at buse lige paa, men ikke desto mindre er Omvejen dog i saa Fald den rette Vej, nemlig den der fører til Maalet.

Misbrug af Lighedsidealet og Retfærdighedsidealet.
Paa samme Maade er det et Misbrug af Lighedsidealet, hvis man ved Paaberaabelse af dette vil redde dets Modstandere fra Straf eller Uskadeliggørelse. Det er det, man gør, naar man hævder, at man bør undlade at straffe eller udrense nogle af Demokratiets Modstandere, fordi man ikke kan straffe eller udrense dem alle. Man vil benytte selve den Omstændighed, at Udrensningen af praktiske Grunde hverken kan foretages helt til Bunds eller helt til Tops, til at begrænse den mere, end Forholdene nødvendiggør. Fordi alle skal være ligestillede i et gennemført Demokrati, vil man ligestille Demokratiets Modstandere med dets Tilhængere, selvom man derved løber en Risiko for, at Demokratiet omstyrtes, altsaa selv om man derved risikerer at modarbejde Demokratiets Bestaaen eller Videreudvikling. Men dette er et Misbrug af Lighedsidealet i den ovenfor angivne Betydning af Ordet "Misbrug".

I denne Forbindelse taler man ogsaa om Retfærdighedsidealet, idet man da ved Retfærdighed ikke tænker paa, at det er retfærdigt, at Forbrydere faar deres Straf, og at illoyale Medborgere uskadeliggøres, men udelukkende paa, at Straffen eller Uskadeliggørelsen skal ramme alle paa ligelig Maade. Men det er igen at stille Sagen paa Hovedet. Hvis man vil gennemføre Retfærdighedsidealet, maa man ikke lade Hensynet til den ligelige Straf ophæve Hensynet til, at Forbrydelser skal straffes; ellers maatte man jo ogsaa kræve Straffrihed for ethvert Tyveri eller Mord, da det faktisk ikke er praktisk muligt at finde og straffe samtlige Tyve og Mordere. Og hvis man mener, at Krigens Byrder saavidt muligt skal fordeles ligeligt paa Befolkningen, fordi dette er retfærdigt, saa man maa stræbe efter, at de, der som Følge af den tyske Besættelse har kunnet tjene paa den øvrige Befolknings Bekostning, nu i saa stor Udstrækning som overhovedet muligt maa aflevere hele deres saaledes opnaaede Fordel. At paaberaabe sig Retfærdighedsidealet for at hindre dette er et Misbrug deraf, fordi det vilde ophæve Muligheden for at virkeliggøre Retfærdighedsidealet i Samfundet.

Misbrug al Humanitetsidealet.
Endelig er det et Misbrug af Humanitetsidealet, hvis det benyttes til at svække Kampen mod dette Ideals Modstandere. At benytte sin Humanitet til at styrke dem, der er parate til at tilsidesætte humane Hensyn, er ikke at styrke Humaniteten, men at svække den. Og det samme gælder, hvis man ved Paaberaabelse af dette Ideal vil svække eller mistænkeliggøre dets Forkæmpere, fordi de har udryddet nogle af dets Modstandere. Selvfølgelig maa man ikke være mere "inhuman", end Hensynet til Humanitetens Gennemførelse i Samfundet kræver; men nøjere beset er det "inhumant" at udvise eller kræve en Humanitet, der i det lange Løb er til Gavn for Humanitetens Fjender. Ogsaa her er det vist Forvekslingen af Ideal og Virkelighed, der gør sig gældende. Fordi man tilstræber et Samfund, i hvilket Humanitet er herskende, behøver man ikke fraskrive sig Ret til at benytte de mest effektive Midler til Bekæmpelse af Humanitetens Modstandere, saa længe de endnu udgør en alvorlig Trusel mod Humaniteten. Eller generelt: for at naa et Maal maa man sommetider anvende Midler, der ikke mere kan anerkendes, naar Maalet først er naaet. Ellers kan man nemlig risikere af Hensyn til selve Maalet aldrig at naa det. Et Maal der udelukker Anvendelse af effektive Midler for dets Opnaaelse, er meningsløst som Maal og Ideal. Og selvom man ikke uforbeholdent vil anerkende, at Maalet helliger ethvert Middel, saa kan man paa den anden Side heller ikke gaa med til, at Maalet udelukker Anvendelsen af Midler, som er nødvendige for dets Opnaaelse.

Naturligvis er de her berørte Problemer saa indviklede, at der maatte skrives en hel Bog for at opklare dem nogenlunde tilfredsstillende. Men i Betragtning af den Eensidighed, hvormed Argumenter, som jeg maa betragte som uholdbare, føres i Marken fra Folk, der ønsker at bremse den demokratiske Udvikling, har jeg fundet det paakrævet at gøre opmærksom paa, at disse Argumenter ikke er uanfægtelige. Hvis en og anden vilde prøve at gennemtænke Sagen, vilde der maaske kunne komme noget frugtbart ud af Diskussionen.

Om kilden

Forfatter(e)
Jørgen Jørgensen
Dateret
19.10.1945
Oprindelse
Frit Danmark nr. 24, 19/10 1945 s. 12+14. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 91-96.
Kildetype
Avisartikel, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
7. juni 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk