Jørgen Jørgensen: "Demokratiet har Ret til at forsvare sig" 1945

Kilder

Kildeintroduktion:

Denne tekst fra Frit Danmark 13. juli 1945 er det første indlæg i en principiel debat om demokratibegrebets indhold, som udspillede sig i danske dagblade og tidsskrifter mellem juli 1945 og december 1946. I debatten deltog flere af tidens mest toneangivende intellektuelle. Filosoffen Jørgen Jørgensen (1894-1969) virkede således fra 1926 som professor i filosofi ved Københavns Universitet. Skønt i udgangspunktet langt fra den filosofiske kommunisme optrådte han fra besættelsestidens ophør som kommunist og blev accepteret som sådan af DKP, uden dog nogensinde at blive medlem af partiet. Jørgen Jørgensen var den første i Danmark, som prøvede at formulere en egentlig kommunistisk demokratiopfattelse. Tidsskriftet Frit Danmark var et organ for modstandsbevægelsen, som blev videreført efter besættelsen.

 

Ligesom mange andre Ord, der betegner Fænomener, som forandrer sig, har ogsaa Ordet "Demokrati" i Tidens Løb skiftet Indhold. Og navnlig har den rivende politiske Udvikling i dette Aarhundrede i Forbindelse med propagandistiske Forplumringsforsøg gjort Ordet vagt og mangetydigt. Saaledes som det faktisk bruges i Dag i Aviser og i Resolutioner, ved Møder og under private Diskussioner betegner det en uhyre Mangfoldighed af politiske Opfattelser ligefra den formelle lige Stemmeret til den gennemførte ligelige Fordeling af de samfundsbetingede Livsgoder. Det er da intet Under, at der bag den enslydende Bekendelse til Demokratiet skjuler sig en Række forskellige Meninger om, hvad det er, man venter og og kræver af en demokratisk Regering, og om, hvilke Foranstaltninger der bør foretages til Sikring af den demokratiske Samfundsordning og dens Videreførelse. Især efter at den mest uomtvistelige og aggressiveste Modstander, Nazismen, er slaaet til jorden og Kampen mod denne Demokraternes fælles Fjende saaledes ikke længere virker som ubestridt Motiv til Samling og Enighed, synes det nødvendigt at besinde sig paa det mere positive Maal: Demokratiets Videreførelse og Midlerne dertil. Som et lille og ganske upretentiøst Bidrag til Diskussionen af de mange og højst indviklede Spørgsmaal, der her rejser sig, er det, jeg har følt Trang til at fremkomme med følgende mere almene Bemærkninger.

 

Romantisk Opfattelse af Folket.
Det græske Ord "Demokrati" kan meget passende oversættes ved det danske Ord "Folkestyre", og hermed er ogsaa givet en første grov Bestemmelse af dets Indhold. Nærmere udformedes dette i sin Tid af Præsident Lincoln i hans berømte Definition af Demokratiet som et Styre af Folket, ved Folket og for Folket. Men ogsaa denne Definition kræver lidt Forklaring for at blive et tydeligt Udtryk for Demokratiets Idé.

Først og fremmest er Ordet "Folket" tvetydigt. Paa den ene Side bruges det nemlig som Betegnelse for Samlingen af Enkeltindividerne i en given Nation. Men paa den anden Side bruges det ogsaa ofte som Betegnelse for en mystisk Helhed, der ganske vist bestaar af Individerne, men som alligevel skal være noget andet og mere end Summen af dem, og som navnlig anses for værdifuldere end denne Sum. Udfra denne sidste "romantiske" Opfattelse af Folket, er dette begavet med en særlig "Folkesjæl", hvis Ejendommeligheder og Stræben finder Udtryk i de "organisk fremvoksende" nationale Kulturfænomener (Sprog, Sæder, Religion, Kunst m. v.) og statslige Institutioner, og som specielt giver sig tilkende i Regentens eller "Førerens" Forordninger, for hvilke enhver har at bøje sig i kritikløs Lydighed. Udfra denne Opfattelse af Meningen med Ordet "Folk" kan det meget vel hævdes, at den fascistisk-nazistiske Samfundsorden er et Styre af Folket, ved Folket og for Folket, - men demokratisk er den alligevel ikke, tværtimod. Og det var heller ikke en saadan Ordning, Lincoln sigtede til med sin Definition. For ham var Folket ikke en overindividuel Helhed af uselvstændige og relativt værdiløse Individer, hvis "dybeste" Villen og Handlen kun finder Udtryk i en enevældig Førers Bestemmelser, men derimod en Samling af selvstændigt tænkende og følende Mennesker, hvis Vilje tilkendegives ved individuel Stemmeafgivning, og hvis saaledes tilkendegivne Formaal Regeringen saavidt muligt skal søge at sammenarbejde og virkeliggøre. I denne Forstand er Regeringen ikke Folkets Herre, men Folkets Tjener, og Statsinstitutionerne er til for Individernes Skyld og ikke omvendt. Regeringen har kun de Beføjelser, som Individerne ved deres Stemmeafgivning har udstyret dem med, og hvis Flertallet tilkendegiver Utilfredshed med den, maa den godvilligt træde tilbage og erstattes med en anden i Overensstemmelse med de gældende Regler for Regeringsskifte.

 

Fire Former for Demokrati.
Dette er, saavidt jeg ser, Kærnen i Begrebet politisk Demokrati, som væsentligt regulerer Forholdet mellem de regerende og de regerede Individer i et demokratisk Samfund.

Som Ordet "Demokrati" faktisk bruges, betegner det imidlertid meget mere end politisk Demokrati, der kun angaar det formelle Spørgsmaal om, hvorledes Regeringen etableres i demokratiske Stater, men intet siger om det reelle Spørgsmaal om, hvad Regeringen skal foretage sig. Og det har jo ikke mindre Interesse for de Regerede. En vis Form for retsligt Demokrati, nemlig Lighed for Loven, har da ogsaa været krævet længe før det politiske Demokrati indførtes. Og senere er det retslige Demokrati kommet til at omfatte en Række andre Foranstaltninger saasom offentlig Retspleje og Lægmænds Deltagelse deri. Idéen er kun virkeliggjort i et vist Omfang, men Tendensen er dog tydelig i de demokratiske Lande. Det samme gælder iøvrigt ogsaa forskellige andre Sider af den demokratiske Idé, nemlig det sociale Demokrati, der tilsigter en Udligning af Klasse-, Stands-, Køns- og Raceforskelle og det kulturelle Demokrati, som gaar ud paa en ligelig Adgang til Kulturgoderne: Videnskab, Litteratur, Kunst, Teater, Sport m. v. - og ikke mindst det økonomiske Demokrati, hvorved forstaas en ligelig Fordeling af Samfundets økonomiske Goder samt en samfundsbetinget Ledelse af og Kontrol med det økonomiske Liv: Produktion, Afsætning, Priser, Lønninger etc.

Som en Art Fællesnaavner for de her skitserede Sider af Demokratiets Idé, kan man vist betragte den Omstændighed, at de alle er Ligheds-Goder - eller rettere: Ligestillingsgoder, for det drejer sig jo ikke om Ensretning, men derimod om samfundsmæssig Ligestilling af forskellige Individer.

 

Uenighed mellem Demokraterne.
Ligefra den store franske Revolutions Tid har "Lighed" da ogsaa været en af Demokratiets bærende Deviser, ligesom omvendt Ulighed i alle de nævnte Henseender er karakteristisk for den fascistisk-nazistiske Samfundsorden. Forsaavidt kan man altsaa med Rette betegne enhver Bestræbelse for at formindske de bestaaende Uligheder mellem Samfundsborgerne som demokratisk og enhver Bestræbelse for at forøge Ulighederne som anti-demokratisk. Skønt den demokratiske Udviklingslinje saaledes synes meget klar og ligetil, er der dog ikke fuld Enighed derom mellem alle, som kalder sig "Demokrater". Det er nemlig ikke alle, der ønsker Ligheden gennemført i alle de nævnte Henseender. Men megen unyttig Diskussion kan i hvert Fald undgaas, hvis hver af Deltagerne præciserer, hvilke af de nævnte Sider af Demokratiet, han kan acceptere, og hvilke han ikke ønsker. Saa bliver det klart, i hvilken Udstrækning Demokratiets Idé ønskes virkeliggjort. Derimod synes det vanskeligere at afklare de Stridsspørgsmaal, der fremkommer, naar Ligheds-Ideen konfronteres med den anden store demokratiske Idé: Friheds-Ideen, hvorom der nu skal gøres et Par Bemærkninger.

 

Frihed contra Lighed.
Da Nutidens Demokrati er opstaaet som Reaktion mod tidligere Tiders Enevælde med dens mange Tvangsforanstaltninger, er det forstaaeligt, at Kravet om individuel Frihed for Tvang og Undertrykkelse og om Frihed til saa megen uhæmmet Livsudfoldelse, som kan forenes med samme Grad af Frihed hos ethvert andet Samfundsmedlem, kom til at spille en stor Rolle for Demokratiets Tilhængere. Til Demokratiets Idé hører derfor ved Siden af Ligheds-Goderne en hel Række Friheds-Goder - forsaavidt disse samtidig er Ligheds-Goder, vel at mærke! - saasom: Tænke-, Tale-, Trykke-, Religions-, Forenings- og Forsamlingsfrihed. Tendensen i Retning af mere og mere Frihed paa flere og flere Omraader er forsaavidt ligesaa karakteristisk for Demokratiets Udvikling, som Tendensen i Retning af større og større Lighed i flere og flere Henseender. Men de to Tendenser harmonerer ikke altid og kan derfor ikke begge gennemføres med 100 pCt. F. Eks. kan den økonomiske Frihed (Liberalisme) ikke forenes med den økonomiske Lighed, og de øvrige Friheds-Rettigheder kan under visse Omstændigheder blive farlige for selve Demokratiets Eksistens eller Videreudvikling. I saa Fald bliver det et Spørgsmaal, om man skal renoncere paa Friheden til Fordel for Ligheden eller omvendt renoncere paa Ligheden til Fordel for Friheden. Hvilket Valg der træffes, vil naturligvis afhænge af, hvilke Friheder og hvilke Ligheder der i den konkrete Situation skal vælges imellem, og en nærmere Undersøgelse af de mange Muligheder, der kan foreligge, vil føre meget vidt. Men generelt forekommer det mig, at man kan sige for det første, at Friheden i og for sig ikke er et demokratisk Gode: det kommer an paa, hvad den bruges til, og hvilke Følger den har - og for det andet, at enhver Frihed, der medfører en væsentlig Fare for selve Demokratiets Bestaaen, eller Hindring for Opnaaelsen af andre demokratiske Goder, er en højst betænkelig Sag. Den demokratiske Frihed maa ikke bringe Demokratiet og dets Udvikling i Fare, og hvor Hensynet til Sikring af Demokratiet kræver det, maa det udfra et demokratisk Synspunkt være berettiget at begrænse Friheden. Ellers vilde Friheden kunne bruges til at ophæve sig selv, hvilket er urimeligt. Demokratisk Frihed er ikke Frihed til hvadsomhelst, men blot Frihed til hvadsomhelst, der er foreneligt med Opretholdelsen af de demokratiske Goder, herunder ogsaa den ved dette Hensyn begrænsede Frihed. Man kan derfor ikke uden videre sige, at Ophævelse eller Begrænsninger af visse Friheder altid er i Strid med Demokratiets Udviklingslinje eller Idé, men Spørgsmaalet bliver i hvert enkelt Tilfælde: er denne bestemte Frihed forenelig med Demokratiets Bestaaen og Videreudvikling eller er den saa farlig for Demokratiet, at den maa ophæves eller begrænses?

 

Trusel mod de genstridige.
Demokratiet er endnu langtfra gennemført, og mange Mennesker ønsker det kun gennemført til en vis Grad eller paa visse Omraader, medens andre rentud ønsker det afskaffet og erstattet med et mere eller mindre udemokratisk Styre. Overfor saadanne Tendenser er det, Demokratiet maa værne sig, dels ved at skaffe sig flere og flere oprigtige og forstaaende Tilhængere, dels ved at sikre sig Ledelsen af og Kontrollen med Samfundets Magtmidler, dels ved at vanskeliggøre de anti-demokratiske Tendensers Udvikling. Det første gøres formentlig bedst ved Oplysning om Demokratiets Goder i Forbindelse med en stadig videregaaende Gennemførelse af demokratiske Foranstaltninger, saaledes at flere og flere Samfundsborgere direkte erfarer disses Gavnlighed og Behagelighed. Tillige vil det sikkert være gavnligt at lære Folk at diagnosticere anti-demokratiske Tendenser saa tidligt, at de kan kvæles i Fødslen. Men dette er ikke tilstrækkeligt. Fordi der endnu bestaar saa mange udemokratiske Uligheder i Samfundet, vil Udligningen af disse i første Omgang ofte - virkeligt eller tilsyneladende - medføre en Forringelse af de bedrestilledes Kaar til Fordel for de ringerestillede, og de første vil derfor søge at hindre saadanne Udligninger. Til Gennemførelse af dem maa Demokratiet da anvende sine Magtmidler - enten blot som en Trusel mod de genstridige eller om nødvendigt ved at gøre Alvor af Truslen. Skønt Magten aldrig skaber Ret, saa viser Erfaringen dog, at Retten som Regel ikke kan hævdes uden Magt. Derfor er det saa afgørende vigtigt, at Samfundets Magtorganer staar paa Demokratiets Side, d. v. s. at Politi, Militær og Tjenestemandsstand er oprigtigt demokratisk sindet, og ikke vil vige tilbage for at sætte deres Magt ind paa at gennemtvinge de demokratiske Foranstaltninger, der paa regelret Maade er vedtaget af Folket eller dets Repræsentanter eller som det, hvis ekstraordinære Forhold umuliggør en regelret Vedtagelse, paa anden Maade giver umiskendeligt Udtryk for Ønsket om. Herved kan det naturligvis ikke undgaas, at der maa anvendes Magtmidler og Metoder, som ogsaa anvendes i udemokratiske Samfund, men det synes mig at bero paa en Misforstaaelse, hvis man af den Grund mener, at Demokratiet kompromitterer sig ved at anvende dem.

 

Humanitet ingen Hindring.
Skønt Humanitet er et Ideal, som bedst trives i demokratiske Samfund, og skønt human Tænke- og Handlemaade er en vigtig Støtte for demokratisk Sindelag, saa er der dog ikke nogen nødvendig Forbindelse mellem Demokrati og Humanitet, og der er intet selvmodsigende i, at Demokratiet behandler sine Modstandere haardt, hvis det ikke paa anden Maade kan sikre sin Eksistens og Trivsel. Herom er der vist ogsaa udbredt Enighed, naar Talen er om Bekæmpelsen af Demokratiernes ydre Fjender, og det forekommer mig, at Forholdet er ganske det samme ved Bekæmpelsen af de indre.

Dette gælder ogsaa ved Bestræbelserne for at vanskeliggøre anti-demokratiske Tendensers Udvikling. Og navnlig maa de naturligvis bekæmpes indenfor Demokratiets Magtapparater: hvis Demokratiet ikke kan stole paa Politiet, Militæret og Tjenestemandsstanden i det hele, saa svæver der et Damoklessværd over dets Hoved, og det kan miste Livet hvilket Øjeblik, det skal være. Derfor er det i Demokratiets Interesse at der renses ud for antidemokratiske og notorisk upaalidelige Elementer indenfor de tre Magtorganer - mere som en Sikkerhedsforanstaltning end som Straf eller Hævn. Forholdet er jo ingenlunde det, at Demokratiets rolige og fredelige Udvikling nu er sikret. Tværtimod er Verden blevet inficeret med Krigens totalitære Tænke- og Handlemaader, og mange Tilhængere af de fascistisk-nazistiske Styreformer gaar sikkert og lurer paa en Chance til at tage Revanche efterhaanden som Efterkrigstidens Vanskeligheder melder sig og skaber Utilfredshed med de nuværende Regeringer. Derfor vil det være i Demokratiets Interesse at udnytte det øjeblikkelige Pusterum til at træffe effektive Foranstaltninger til dets egen Sikring. Maaske vil det være paakrævet at forbyde Statens og Kommunens Tjenestemænd i Funktion at drive antidemokratisk Propaganda eller paa anden Maade bevidst at modvirke Demokratiets Udvikling. Ja, Situationen kan jo endogsaa blive saa faretruende for Demokratiet, at det maa afsætte Tjenestemænd, som tydeligt viser antidemokratisk Sindelag, ligesom man af Hensyn til Nationens Sikkerhed maa afsætte Embedsmænd med antidemokratisk Holdning.

 

Demokratiets Ret: raat for usødet.
Om saadanne usædvanlige Foranstaltninger er nødvendige, maa naturligvis Folkets valgte Repræsentanter skønne over, og det er ikke min Hensigt i denne Artikel at fremsætte bestemte Meninger desangaaende. Derimod har jeg villet fremhæve, at det aldrig kan være udemokratisk at træffe skarpe Foranstaltninger, hvis disse med Rimelighed skønnes at være nødvendige for Demokratiets Bestaaen og Udvikling. Saalænge Kampen om Demokratiets Gennemførelse ikke er afgjort, er der intet udemokratisk i at anvende de for Sejren nødvendige Midler. Demokraterne kan ikke paa Forhaand fraskrive sig Retten til at sætte haardt mod haardt, og Diskussionen bør derfor ikke dreje sig om, hvilke Midler Demokratiet kan tillade sig at anvende, men kun om, hvilke Midler det i en given Situation er nødvendigt at anvende for at sikre dets Bestaaen og dets Udvikling. Til Afgørelse af Uenighed mellem Demokratiets Tilhængere indbyrdes er Oplysning, Forhandling og Afstemning de eneste tilladte Metoder; men overfor sine Modstandere maa Demokratiet have Ret til at give raat for usødet. Overfor Falskspillere har man ingen Forpligtelse til at overholde Spillereglerne, og truer de med at gaa over til Haandgribeligheder, maa man værge sig som man bedst kan. Maskinpistolangreb kan desværre ikke slaas tilbage med Stemmesedler.

Om kilden

Forfatter(e)
Jørgen Jørgensen
Dateret
13.07.1945
Oprindelse
Frit Danmark nr. 10, 13. juli 1945 s. 4-5. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 18-26
Kildetype
Avisartikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
7. juni 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk