Jødeaktionen og evakueringen af danske jøder i oktober 1943

Artikler

Under den tyske besættelse af Danmark iværksatte besættelsesmagten natten mellem den 1. og 2. oktober 1943 en aktion mod danske jøder. Formålet var at tilfangetage og deportere alle danske jøder til den tyske koncentrationslejr Theresienstadt, hvilket blev en realitet for ca. 500 jøder fra Danmark. I en storstilet og spredt koordineret aktion i løbet af oktober 1943 lykkedes det civile danskere at evakuere omkring 7000 personer, svarende til ca. 95 % af de danske jøder, over Øresund i både og fiskekuttere, så de kom i sikkerhed i det neutrale Sverige. Redningen lykkedes på grund af flere forhold: civilbefolkningens spontane reaktion på de nazistiske jødeforfølgelser, svensk velvilje over for de danske jøder samt en bevidst strategi fra dele af besættelsesmagten for at opretholde samarbejdet med danskerne. Evakueringen fik stor betydning for de allieredes opfattelse af Danmarks stilling under krigen og var medvirkende til, at flere danskere fik berøring med og fattede sympati for modstandsarbejdet. 

De danske jøder

Jøder har været en minoritet i Danmark siden 1600-tallet, og frem til slutningen af det 19. århundrede udgjorde de kun et par tusinde personer. Som følge af de østeuropæiske pogromer (jødeforfølgelser) ankom endnu nogle tusinde jøder til Danmark i slutningen af 1800-tallet. Det anslås, at der boede 7-8000 jøder i Danmark ved udbruddet af 2. verdenskrig. Størstedelen var bosiddende i København, mens et par hundrede var spredt over resten af landet.

Danmark var ikke fri for mellemkrigstidens stærke antisemitiske strømninger, og samtidig blev der ført en meget stram indrejse- og opholdsregulering over for de tyske jøder, der på flugt fra Nazi-Tyskland søgte mod Danmark. En aktiv strategi fra danske politikeres og opinionsdanneres side betød dog, at en opfattelse af antisemitisme og racisme som udansk havde vundet indpas omkring krigsudbruddet, og de fleste danskere opfattede de danske jøder som medborgere og dermed som del af befolkningen.

Efter den tyske besættelse forsøgte det officielle Danmark at undgå ’jødespørgsmålet’ i enhver henseende, bl.a. ved konsekvent at afvise over for Tyskland, at der fandtes et sådant samt ved at undgå nævnelse af personer med jødisk-klingende navne i pressen. Også det jødiske samfund spillede med på denne såkaldte ligge-død-politik og søgte i det store hele at undgå at tiltrække sig opmærksomhed, så den tyske besættelsesmagt ikke fik påskud til indgreb og deportationer.  

jødiske flygtning i fiskerbåd 1943

De jødiske flygtninge blev gemt godt af vejen, når de i fiskekuttere
og skibe blev fragtet i sikkerhed til Sverige. Her bliver en jødisk kvinde
hjulpet ned i lasten på en fiskekutter.
Foto: Det Kongelige Bibliotek.

De danske jøder advares

Efter den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 havde den danske regering ført en samarbejdspolitik overfor besættelsesmagten. Politikken brød sammen den 29. august 1943, og Danmark var derefter i militær undtagelsestilstand, mens departementschefstyret overtog landets administration. Den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best (1903-1989), der var besættelsesmagtens højeste politiske myndighed i Danmark, udnyttede situationen til at sende et telegram til Berlin, der opfordrede til en tysk aktion mod de danske jøder. Den 28. september 1943 beordrede Hitler deportationen af jøder iværksat, og den endelige dato blev sat til natten mellem den 1. og 2. oktober. Målet var, at Danmark skulle blive entjudet, dvs. at alle jøder skulle fjernes.

I de øvrige tyskbesatte lande var de fleste jøder i krigens første år blevet deporteret til kz-lejre som led i de nazistiske udryddelsesplaner (Endlösung). En sådan deportation af de danske jøder havde ikke tidligere været planlagt, da de tyske myndigheder var fuldt ud klar over, at der her lå en skillelinje, som den danske samarbejdsregering ikke var villig til at overtræde. Et sådant skridt ville derfor have betydet afslutningen på forhandlingslinjen og det samarbejde, som gavnede både danske og tyske interesser. Imidlertid var situationen nu en anden, efter at den danske regering formelt var fratrådt. Alle såkaldte ’heljøder’ skulle deporteres, medmindre de var gift med en ’arier’. Efter at den tyske beslutning om aktionen var truffet, udspillede der sig et noget besynderligt forløb: Werner Best lod gennem sin rådgiver, G.F. Duckwitz (1904-1973), ledende danske socialdemokrater vide, at en aktion mod jøderne var forestående. Herefter blev advarslen spredt til de jødiske befolkningsgrupper og videre ud i samfundet. Nu rullede bolden for alvor.

mindeplade duckwitz

Mindeplade for G.F. Duckwitz på landstedet Frieboeshvile i Kongens Lyngby. Duckwitz gjorde efter krigen karriere i det vesttyske diplomati, blandt andet som ambassadør i Danmark 1955-1958. Foto: Wikimedia Commons.

Danske, svenske og tyske reaktioner på advarslen

Advarslen om den forestående deportation af de danske jøder nåede direktør i Udenrigsministeriet og departementschefstyrets leder Nils Svenningsen (1894-1985) om morgenen den 29. september 1943, hvorefter han indkaldte resten af departementscheferne til hastemøde. Efter langvarig debat konkluderede de, at der ikke var andet at gøre end at foreslå tyskerne en dansk internering og forvaring af jøderne, selvom det ville savne enhver form for retsgrundlag og ikke ville blive set på med milde øjne af de allierede. Alligevel så departementscheferne sig nødsaget til at foreslå denne løsning, fordi de danske myndigheder dermed stadig havde en form for indflydelse på jødernes videre skæbne. Alternativet – deportation til en tysk koncentrationslejr, muligvis med døden til følge – var ubærligt. De gjorde sig ingen tanker om, at der fandtes andre udveje.

Parallelt med det officielle Danmarks overvejelser over situationen var der også stor aktivitet hos det svenske gesandtskab. Advarslen om en forestående aktion mod jøderne var nemlig nået over Øresund, og den svenske regering forsøgte sig med et forslag om internering på svensk jord, men den tyske besættelsesmagt svarede aldrig på henvendelsen. I stedet udstedte svenskerne udrejsepapirer og meddelte over radioen, at flygtninge ikke ville blive sendt tilbage, som de ellers var blevet i 1930’erne.

De tyske myndigheder i Danmark lå bestemt heller ikke på den lade side. Duckwitz rejste til Berlin for der at forsøge at overbevise den politiske ledelse om at afblæse aktionen, ligesom andre centrale tyske skikkelser både i og uden for det besatte Danmark ihærdigt forsøgte at sætte en stopper for planen. Argumenterne lød, at en gennemførelse af Endlösung – den nazistiske plan om total jødeudryddelse – ville forværre det dansk-tyske forhold i en sådan grad, at det bl.a. ville svække de livsvigtige fødevaretransporter, der udgik fra Danmark til den tyske krigsmaskine. Men alle forsøg var forgæves. Hitler havde udsendt ordren, og den skulle gennemføres som befalet.

flygtninge i fiskebåd 1943

På billedet ses en fiskerbåd med jøder på vej fra Grønsund på Falster
til Ystad i Sverige. Billedet er fotograferet af en af flygtningene.
Foto:
Frihedsmuseets Fotoarkiv.

Aktionen og evakueringen i oktober 1943

De danske modstandsgrupper, der i efteråret 1943 efterhånden var relativt velorganiserede, satte gang i den storstilede redningsaktion, der udspillede sig i oktober måned. Flugtruter, gemmesteder og transport over Øresund blev koordineret. Store pengebeløb blev indsamlet til at betale de ofte endog meget høje summer, som fiskere og andre bådførere krævede for at hjælpe de danske jøder over Øresund.

Men det var ikke blot allerede organiserede modstandsfolk, der tog del i evakueringen. Helt almindelige danskere fra alle lag i samfundet hjalp til med at transportere jøderne i sikkerhed i Sverige. En nærmest spontan modstand mod, hvad der blev opfattet som en umenneskelig og barbarisk tysk forfølgelse af danske statsborgere, resulterede i en hidtil uset aktivisme i dele af den danske befolkning. Da det tyske sikkerhedspoliti Gestapo bankede på dørene den 1. oktober 1943, var der således få, der åbnede og endnu færre, der rent faktisk var hjemme.

Den første officielle og koordinerede aktion mod jøderne varede tre timer, hvorefter Werner Best erklærede, at den ikke ville blive gentaget. Han indberettede til Berlin, at Danmark nu var judenrein (renset for jøder). At majoriteten af jøderne ikke som planlagt var blevet tilfangetaget, men befandt sig i skjul eller på vej til Sverige, var tilsyneladende Best underordnet. Over den næste måneds tid tog over 7000 jøder flugten over Øresund.

jødiske flygtninge 1943

Jødiske flygtninge om bord på båd med kurs mod Sverige.
Foto:
Det Kongelige Bibliotek.

Danske jøder i Theresienstadt

Knap 500 jøder blev pågrebet – mange af disse i tiden efter den første aktion, hvor eksalterede Gestapo-folk på egen hånd var ude at lede efter tilbageværende jøder. De blev deporteret til den tyske kz-lejr Theresienstadt (nuværende Tjekkiet), hvor 52, fortrinsvis syge og gamle, omkom. Theresienstadt var til en vis grad mere en gennemgangslejr end fx Auschwitz, der var en decideret udryddelseslejr. Det ændrede dog ikke ved, at der på trods af tysk propaganda om lejrens idyl var mange dødsfald, især pga. underernæring og epidemier.

Efter aktionen mod jøderne var gennemført lykkedes det Nils Svenningsen og Werner Best at forhandle en aftale på plads, hvorved tyske myndigheder gav deres ord på, at de deporterede danske jøder ikke ville blive skibet videre fra Theresienstadt til en tysk udryddelseslejr. Endvidere aftalte de, at danske fanger kunne modtage livsvigtige hjælpepakker fra Dansk Røde Kors. Gennem en aftale mellem Folke Bernadotte (1895-1948), leder af svensk Røde Kors, og Heinrich Himmler (1900-1945), rigsfører for militærkorpset SS, blev de overlevende danske jøder hjembragt i april 1945 med ’de hvide busser’, der fragtede danske og norske fanger fra tyske koncentrationslejre til Sverige. 

Indbyggerne i Haderslev er stimlet sammen på Torvet for at se de hvide busser køre gennem byen. Busserne fragtede danske og norske fanger fra tyske koncentrationslejre til det neutrale Sverige i krigens sidste måneder. Fra: Danmark På Film, Filmcentralen.dk/Det Danske Filminstitut.

Hvorfor lykkedes evakueringen?

En udbredt fortælling om evakueringen af de danske jøder handler om den danske befolknings vilje til selvopofrelse og til at hjælpe sine medmennesker. Evakueringens succes kan dog ikke alene tilskrives dette. De høje takster, som fiskerne ofte opkrævede for at fragte de danske jøder, nuancerer billedet. I oktober 1943 var prisen per person et sted mellem 1300 og 1500 kr. Det var en anselig sum penge for en gennemsnitlig dansker; en faglært arbejders månedsløn var godt 400 kr. Da 90 % af jøderne var i sikkerhed, faldt summen i november til ca. 500 kr. per person, og da de illegale ruter, der transporterede bl.a. modstandsfolk til Sverige, for alvor blev taget i brug i takt med at modstanden voksede i 1944, var prisen faldet til en femtedel.

De svenske myndigheders engagement i redningen udgør en væsentlig del af baggrunden for redningsaktionens succes. Svenskerne sendte bl.a. deres kystvagt ud for at tage imod de danske fiskekuttere, når de sejlede på tærsklen til svensk farvand, ligesom meget blev gjort for at hjælpe de danske flygtninge efter deres ankomst til Sverige. Overordnet set var redningen også et resultat af nogle geografiske betingelser, som ikke fandtes i andre besatte lande: det neutrale Sverige som tilflugtssted befandt sig meget tæt på Danmark, og grænsen skulle krydses i Øresund og ikke over en mineret og tæt bevogtet landegrænse.

jødisk flygtning ankommer til sverige 1943

En jødisk flygtning fra Danmark ledsages af en svensk politibetjent til
ankomstcentralen på Borgerskolen i Malmø. Foto:
Frihedsmuseets Fotoarkiv.

Det er endvidere umuligt at overse den rolle, som de ledende tyske myndigheder i Danmark spillede. Duckwitzs advarsel til danske politikere var selvsagt helt central for, at det overhovedet kunne lykkes at redde de fleste danske jøder i sikkerhed. Under selve aktionen natten mellem den 1. og 2. oktober havde sikkerhedspolitiet fået besked på ikke at bryde døre op i jødiske hjem, hvor der ikke frivilligt blev åbnet. Kystpatruljeringen var stort set sat ud af funktion i hele oktober måned, hvilket bevirkede, at oversejlingerne mellem Danmark og Sverige forløb relativt glat. Grunden hertil var dels, at den danske flåde, der varetog kystpatruljeringen var blevet interneret efter bruddet den 29. august; dels at værnemagten endnu ikke selv var begyndt at patruljere kysten. Det danske kystpoliti var endvidere blev bedt om at holde sig uden for jødeaktionen. Værnemagten, under ledelse af general Hermann von Hanneken (1890-1981), var blevet påbudt at hjælpe til med tilfangetagelsen af danske jøder, men mente at dette var under deres værdighed, og de bidrog derfor kun med en lunken indsats. Overordnet set forsøgte repræsentanterne for de tyske myndigheder endvidere i vidt omfang at lukke øjnene for den evakueringsindsats, der fandt sted.

Grunden til denne bløde linje kan tilskrives hensynet til det dansk-tyske samarbejde, som tyskerne i mange tilfælde var villige til at strække sig langt for at opretholde. Også årsagerne til Werner Bests dobbeltspil er mange og komplicerede, men der hersker ikke megen tvivl om, at han var en pragmatisk mand, der gerne tilsidesatte det ideologiske hensyn til fordel for den politik, der bedst tilgodeså fortsættelsen af det dansk-tyske samarbejde. Historikere har gisnet om, at Best, da han foreslog aktionen, forsøgte at komme i kridthuset hos Hitler, og at dette endvidere var led i den magtkamp han havde med general von Hanneken. En sandsynlig forklaring på hans efterfølgende forsøg på at sabotere sit eget forslag er, at Werner Best frygtede, at en aktion mod jøderne og en efterfølgende deportation og udryddelse af disse ville kunne udløse strejker og yderligere sabotage. Det kunne skade fødevareleverancerne til Tyskland og dermed få betydning for den tyske krigsmaskine. Måske har Best også indset, at krigen var ved at vende til de allieredes fordel, hvorfor han forsøgte at hytte sit eget skind som forberedelse til det retsopgør, der helt sikkert ville finde sted ved krigens afslutning.

Aktionens betydning i samtiden og eftertiden

Jødeaktionen og evakueringen var udtryk for det komplekse dansk-tyske forhold under krigen. Udover at besættelsesmagten forsøgte at lade den danske besættelse glide så ubesværet som muligt og derfor ville strække sig langt for at få samarbejdet til at fungere, var der nok også et element af socialisering tilstede: værnemagtens repræsentanter internaliserede de danske værdier, og tingene foregik relativt pænt og ordentligt i Danmark. På ’flødeskumsfronten’ var der ikke den samme brutalitet og radikalisering som i de andre besatte lande.

Den omfattende redning af de fleste danske jøder i oktober 1943 fik afgørende betydning for den allierede opinions opfattelse af Danmarks stilling under og efter krigen. Mens der tidligere havde hersket tvivl om Danmarks engagement i kampen mod tyskerne, stadfæstede redningsaktionen, at mange danskere aktivt bekæmpede nazismen.

Også den danske historiebevidsthed er blevet præget af begivenhederne. I efterkrigstidens Danmark er fortællingen om redningen blevet udelagt som et konkret bevis på danske politikeres og befolkningens modstandsvilje under besættelsen, og historikeres forsøg på at nuancere billedet er ofte blevet mødt med kritik af parter, der selv var involveret i redningen.

I international jødisk historie står redningen af de danske jøder som en central begivenhed, der tjener som et eksempel på modstandskraft og humanitet. Begivenheden bliver set som en vigtig undtagelse og bliver kaldt ’et mirakel’. Talrige monumenter, der hylder indsatsen, er rejst af jødiske samfund i hele verden.

Mindeplade i Israel om jødeevakueringen 1943

Monument i Israel over jødeevakueringen 1943

Mindesmærker over redningen af de danske jøder på Denmark Square i Jerusalem. På billederne ses en mindeplade, der også findes på svensk, engelsk, hebræisk og arabisk samt en skulptur af en fiskekutter. Pladsen blev indviet i 1968 som tak for redningen af de danske jøder. Fotos: Wikimedia Commons.

 

Om artiklen

Forfatter(e)
Louise Skovholm Bøgh
Tidsafgrænsning
1943 - 1943
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
28. oktober 2016
Sprog
Dansk
Litteratur

Bak, Sofie Lene: ”København: Nyt blik på redningen af de danske jøder” i Cecilie Felicia Stokholm Banke & Anders Jerichow (red.), Holocaust og civilsamfundets reaktion, Syddansk Universitetsforlag (2013), s. 105-122

Christensen, Claus Bundgård; Joachim Lund; Niels Wium Olesen & Jakob Sørensen: Danmark besat: krig og hverdag 1940-45, Informations Forlag (2015)

Kirchhoff, Hans: Samarbejde og modstand under besættelsen: en politisk historie, Odense Universitetsforlag (2001)

Kreth, Rasmus & Micheal Mogensen: Flugten til Sverige: Aktionen mod de danske jøder oktober 1943, Gyldendal (1995)

Lidegaard, Bo: Overleveren 1914-1945, Dansk udenrigspolitiks historie bd. 4, Gyldendals Leksikon (2004)

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Louise Skovholm Bøgh
Tidsafgrænsning
1943 - 1943
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
28. oktober 2016
Sprog
Dansk
Litteratur

Bak, Sofie Lene: ”København: Nyt blik på redningen af de danske jøder” i Cecilie Felicia Stokholm Banke & Anders Jerichow (red.), Holocaust og civilsamfundets reaktion, Syddansk Universitetsforlag (2013), s. 105-122

Christensen, Claus Bundgård; Joachim Lund; Niels Wium Olesen & Jakob Sørensen: Danmark besat: krig og hverdag 1940-45, Informations Forlag (2015)

Kirchhoff, Hans: Samarbejde og modstand under besættelsen: en politisk historie, Odense Universitetsforlag (2001)

Kreth, Rasmus & Micheal Mogensen: Flugten til Sverige: Aktionen mod de danske jøder oktober 1943, Gyldendal (1995)

Lidegaard, Bo: Overleveren 1914-1945, Dansk udenrigspolitiks historie bd. 4, Gyldendals Leksikon (2004)

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk