J.F. Salys rytterstatue af Frederik 5., 1771

Kilder

Kildeintroduktion:

Rytterstatuen af Frederik 5. på Amalienborg Slotsplads i København blev skabt af den franske billedhugger Jacques-François-Joseph Saly (1717-1776), og den betragtes som en af de ypperste rytterstatuer i Europa. Saly påbegyndte arbejdet på statuen i 1752, men da den i 1771 blev indviet, havde Frederik 5. været død i fem år. Statuen var en bestillingsopgave finansieret af Asiatisk Kompagni. Prisen på monumentet var den svimlende sum af 500.000 rigsdaler, hvilket svarede til ca. en femtedel af udgifterne til det nyopførte Amalienborg.

Statuen blev betalt af Asiatisk Kompagni gennem dets prædisent, A. G. Moltke (1710-1792). Moltke var også overhofmarskal og kongens højre hånd, hvilket problematiserer ideen om, at statuen var givet i gave til kongen fra hans tro undersåtter til ”minde om folkets kærlighed” som ellers angivet i indskriften på monumentets sokkel. Siddende roligt til hest, iført laurbærkrans, som midtpunkt på den store slotsplads, iscenesættes Frederik 5. som inkarnationen af det enevældige styre. Hans ellers beskedne størrelse er forstørret i forhold til hestens, og kongens næsten guddommelige status er understreget af hans retning og blik mod Marmorkirken (Frederikskirken). Statuen, og dermed kunsten, bruges således til at manifestere kongens position og status.

Statuen er et eksempel på de kongelige ærespladser, der fra 1600-tallet blev opført i de enevældige kongedømmer i Europa. Statuerne og indskrifterne spillede en rolle i formuleringen af det moderne Europas stats- og nationalideologier. Salys statue er en af de sidste, der repræsenterer den enevældige fyrste som en hersker i cæsar-kostume fra det hedengangne romerrige. Senere gik man, især under indtryk af Den Franske Revolution i 1789, over til nationalistiske fremstillinger, der i Danmark især kom til udtryk gennem brug af den nordiske mytologis eller den kimbriske motivverden. Samtidig blev indskrifter skrevet på nationalsproget. Statuens hest er et tegn på en bevægelse i denne nationale retning: den tilhører den danske race fredriksborger.

Salys rytterstatue blev i 2006 en del af kulturkanonen - den liste af værker, som man fra officielt hold finder særligt centrale i forhold til den danske kulturarv.


Salys rytterstatue af Frederik 5., 1771. Fra Wikimedia Commons.

Indskrift

Dansk oversættelse:
For Frederik 5., den naadige, den fredsæle,
Kunsters og Videnskabers Beskytter,
af en taknemmelig og lykkelig Samtid

sattes af Selskabet for den Asiatiske Handel
dette Minde om Folkets Kærlighed
Aar 1771

fordi Freden styrkedes mellem Krigenes Rædsler
ved Mod og Klogskab, ved Troskab og Forbund;
og Rigets Magt udvidedes ved Flaade, Hær og Provinser;

fordi Handelens Sikkerhed genoprettedes og
dens Muligheder øgedes ved Beskyttelse,
ved Overenskomster,
ved Havne anlagt ved begge Have;
Landbruget forbedredes ved
Love og Foranstaltninger;
og alles Flid ansporedes og støttedes
ved Gunst og Gavmildhed;

fordi Landets Hovedstad udvidedes
ved nye Bydele og smykkedes med Bygninger;
offentlige veje anlagdes paa hans Bekostning; og
Stiftelser aabnedes for hæderlige Fattige;

fordi Studiet af græsk og italiensk Kunst
grundlagdes ved et nyt Akademi, og
Sorø genoprettedes, og lærde Skoler stiftedes
i Bergen og Trondhjem;
og videnskabelige Sysler
gavmildt fremmedes
ved Udsendelsen af Lærde
til Østerland.

 

Latinsk originaltekst:
Friderico quinto
clementi
pacifico
artium tutori
aetas grata foelix

Socii
negotiationis asiaticae
pietatis publicae
monumentum
posuere
mdcclxxi.

Ob
pacem
inter bellorum terrores
animo, prudentia,
fide, foederibusque
firmatam;
opesque regni
classibus exercitibusque
provinciis
amplificatas.

Ob
mercaturae
securitatem, opportunitates
praesidiis, foederibus,
extructis in
utroque mari
portibus,
restitutam, auctas;
rem rusticam
legibus institutis
emendatam; industriam omnium
favore, liberalitate
excitatam, sustentatam.

Ob
urbem regiam
nova regione, aedificiis,
amplificatam, ornatam;
vias publicas
sua pecunia munitas,
perfugia
honestae pauperitati
patefacta

Ob
artes graecas et italas
academia nova
fundatas,
soram restitutam,
scholas litterarum
bergis et nidrosiae
institutas;
studia doctrinae
missis per orientem
viris doctis
liberaliter adjuta.

Om kilden

Forfatter(e)
J.F. Saly
Dateret
1771
Oprindelse
Oversættelse af indskrift: Saly, J.F.: Beskrivelse over Statuen til Hest, som det Asiatiske Compagnie har helliget til Kong Friderik den Femtes Ære (1774)
Kildetype
Monument
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. august 2012
Sprog
Dansk oversættelse, Latin
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Forfatter(e)
J.F. Saly
Dateret
1771
Oprindelse
Oversættelse af indskrift: Saly, J.F.: Beskrivelse over Statuen til Hest, som det Asiatiske Compagnie har helliget til Kong Friderik den Femtes Ære (1774)
Kildetype
Monument
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. august 2012
Sprog
Dansk oversættelse, Latin
Udgiver
danmarkshistorien.dk