Jernalderens runealfabet (futhark)

Kilder

Kildeintroduktion:

Runeskriften blev opfundet i Norden i århundrederne efter Kristi fødsel og blev senere udbredt i det germanske område og De Britiske Øer. En lille kam af tak fra Vimose på Fyn fra midten af det 2. århundrede bærer indskriften harja og er dermed den ældste kendte runeindskrift. 

Arkæologiske fund i Danmark og det sydsvenske område viser, at kontakten med Romerriget nåede et højdepunkt i denne periode, og herigennem er nordboerne for første gang kommet i kontakt med skrift. Snarere end at overtage et af de eksisterende alfabeter - det romerske eller det græske - lod man sig inspirere af middelhavsalfabeterne og udviklede sit eget nordiske eller germanske skriftsystem, der var tilpasset det sprog, man talte. 

Runealfabetet begyndte med runerækken f-u-þ-a-r-k, som en senere tid derfor har givet navnet 'futhark'. Runerne havde navne, som hjalp runeristeren til at huske, hvilken lyd den enkelte rune repræsenterede. De fleste runer består af en eller flere lodrette streger, som kaldes hovedstave, hvor der er påsat skrå eller vandrette streger kaldet bistave eller kurvede linjer, som kaldes bælge. 

Runerne blev populære, og gennem jernalderen finder man runeindskrifter på våben, smykker og andet personligt udstyr over hele Norden, men også i det øvrige germanske område i Tyskland, Frankrig og på De Britiske Øer. Mod slutningen af jernalderen foregik en række forandringer til det talte sprog. Det medførte i løbet af 600- og 700-tallet flere gennemgribende ændringer og en forenkling af runeskriften, som efterhånden blev fastlagt til en ny runerække med kun 16 tegn: vikingetidens futhark.

Jernalderens runealfabet (futhark)

Om kilden

Dateret
150-700
Oprindelse
Lisbeth M. Imer
Medietype
Illustration
Sidst redigeret
18. november 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Lisbeth M. Imer, Rigets runer, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag, 2018

Udgiver
danmarkshistorien.dk