Jens Møller: om Hartling-regeringens forligsarbejde 1973-1975, 1996

Kilder

Kildeintroduktion:

Poul Hartling (1914-2000) og hans smalle Venstreregering på 22 mandater sad ved magten i 14 måneder fra den 19. december 1973 til den 13. februar 1975. Den gennemførte i denne periode fire større økonomi- og boligpolitiske forlig. Med demonstranter på Christiansborgs slotsplads var der især under forhandlingerne af det såkaldte Store Bededagsforlig i maj 1974 indlejret en del drama, og flere af politikerne forventede, at situationen ville ende med et folketingsvalg.

I dette uddrag af Kristeligt Folkepartis daværende formand Jens Møllers (1921-2015) erindringer får man en fornemmelse af Christiansborgstemningen og det politiske spil under de til tider udmattende og langstrakte forhandlingsforløb. Ligeledes får man et indblik i, hvordan Kristeligt Folkeparti som et nyindvalgt støtteparti med 7 mandater navigerede i et Folketing, der med jordskredsvalget den 4. december 1973 var blevet afgørende forandret. Før valget havde 5 partier sæde i Folketinget, efter valget hele 10 partier.

For at få gennemført sine lovforslag var Hartling-regeringen nødt til at indgå aftaler og forlig med andre partier på tværs af Folketinget. Da det i Danmark er reglen mere end undtagelsen, at regeringsmagten er i hænderne på mindretalsregeringer, har Folketinget over tid udviklet en særlig forligskultur. Men med de mange folketingspartier og et svagt regeringsmandat havde forligskulturen hårde vilkår under Hartling-regeringen. De eneste partier, som regeringen ikke søgte forlig med, var Socialistisk Folkeparti og Danmarks Kommunistiske Parti. For at få forligene i hus, måtte Hartling-regeringen i nogle tilfælde lægge pres på de forhandlende parter med trusler om valgudskrivelse. Dette oplevede netop Jens Møller og partifællen Christian Christensen (1925-1988) under den endelige behandling af Februarforliget i 1974. Her blev de irettesat af Venstres finansminister Anders Andersen (1912-2006), som fortalte dem, at hvis de ikke bøjede sig, så ville der blive udskrevet valg, hvilket opinionsmålinger antydede ikke ville være en fordel for Kristeligt Folkeparti.    

Både Februarforliget og Store Bededagsforliget var økonomiske forlig, som søgte at udbedre de økonomiske konsekvenser af oliekrisen, der kort før regeringens tiltræden var brudt ud i oktober 1973. Februarforliget blev indgået den 8. februar 1974 mellem regeringen, Socialdemokratiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Det indeholdt bl.a. en bunden opsparing for indtægter over en vis størrelse, hvilket skulle lægge en dæmper på såvel inflation som forbrug. Hertil kom en forhøjelse af selskabsskatten samt ikke-specificerede besparelser på finansloven. Store Bededagsforliget blev, efter en tillidserklæring til Hartling-regeringens lovgivningsarbejde, indgået den 15. maj 1974 mellem regeringen, De Konservative, Centrum-Demokraterne, Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet. Forliget indebar blandt andet skattelettelser og afgiftsforhøjelser på varer som elektronik, hårde hvidevarer, cigaretter og spiritus.    

Den smalle Venstreregering

Poul Hartling fik det, som han ville: en ren Venstreregering. Den kom kun til at bestå af 12 ministre, og dens parlamentariske grundlag var et Venstre, der ligesom de andre gamle partier var gået stærkt tilbage ved valget og nu kun mønstrede 22 mandater - i sandhed en mindretalsregering. Man hører ofte, at det parti, der er gået frem ved valget, bør danne regering; her viser det sig altså med al tydelighed, at det ikke altid går sådan. Havde det været tilfældet, skulle Mogens Glistrup[1] have dannet regering på baggrund af Fremskridtspartiet, hvilket naturligvis var helt urealistisk[2].

I praksis er udtalelser fra et parti om, at det bør danne regering, fordi det er gået frem ved valget, da også mest at betragte som spil for galleriet. Her er det et helt andet forhold, der er afgørende, nemlig om man kan danne en regering, der ikke har et flertal imod sig i Folketinget, og det kunne Poul Hartling altså. Socialdemokraterne, der også var gået stærkt tilbage ved valget, ønskede åbenbart ikke at fortsætte som regering og gik så vidt som til at love Hartling, at de ikke ville stille mistillidsdagsorden til regeringen i den første tid, altså at de ville frede Venstreregeringen i en ikke nærmere defineret tidsperiode. Da Hartling samtidig blev bakket klart op af CD og af os i KRF, måtte De Konservative bide i det sure æble og finde sig i, at der blev dannet en borgerlig regering, som de ikke deltog i. Det mærkedes tydeligt, at Ninn-Hansen[3] var sur og vranten, og at det tog ham nogen tid at komme over det.

En så smal regering kan naturligvis kun regere ved at samarbejde med en række andre partier, og det blev da også regeringen Hartlings skæbne. I løbet af det år, den var ved magten, indgik den en række store forlig, dvs. aftaler med andre partier om at stemme for et lovforslag - eller ofte et antal sammenhængende lovforslag, en såkaldt pakke - mod til gengæld at få indflydelse på indholdet af disse.

Det første problem, regeringen tog fat på, var at dæmpe den accelererende inflation med stærkt stigende priser og lønninger. En hovedårsag hertil var den automatiske dyrtidsregulering[4], der nok forekom socialt retfærdig, men som i praksis, når der f.eks. kom store prisstigninger fra udlandet, virkede ødelæggende for al sund økonomi og dermed også på længere sigt for beskæftigelsen. Mange, især i fagbevægelsen, følte dog, at dyrtidsreguleringen var lønmodtagernes garanti for, at det ikke blev dem, der kom til at betale gildet, når priserne steg. Jeg sagde tit, at en lønforhøjelse, som alle får, ikke er noget værd for nogen, men til skade for os alle.

Tiden var dog ikke endnu moden til at afskaffe pristalsreguleringen, så jeg foreslog, at den blev erstattet af en regulering efter et ”velstandstal”, der tog hensyn til handelsbalancen, arbejdsløshedens størrelse m.v., så vi ikke regulerede os selv fattige. Økonomien er alt for ofte truet af mekanismer, der virker forstærkende på enhver ubalance. Pristalsreguleringen var en sådan mekanisme. Da oliepriserne steg voldsomt, blev Danmark fattigere, så vi måtte sætte vort forbrug ned, men reguleringen sørgede for, at dette ikke skete, med yderligere prisstigninger til følge, der så igen gav flere penge i lønningsposen, hele tiden med stigende fart. Mit forslag til et velstandstal skulle modvirke sådanne tendenser; det skulle fungere som en mekanisme, der genoprettede balancen, når den var gået tabt. Jo flere af den slags afbalancerende mekanismer vi kan indbygge i vort økonomiske system, jo lettere vil det blive at undgå for store udsving, der kun er til glæde for spekulanterne - de kloge af dem, der som bekendt narrer de mindre kloge.

Hartling ville gerne have erstattet én eller flere dyrtidsportioner med en passende skattelettelse. Det ville have været mere fordelagtigt for lønmodtagerne, fordi det ikke ville have påvirket priserne i opadgående retning. Det kunne imidlertid ikke lade sig gøre ”af tekniske grunde”, sagde Skatteministeriets folk, og det måtte man så bøje sig for. I stedet foreslog regeringen en såkaldt omkostningsdæmpende ydelse til erhvervslivet, det vil sige, at de fik erstattet det beløb, det kostede dem at udbetale de nye dyrtidsportioner, og at de til gengæld ikke måtte regne dem ind i priserne. Man skulle tro, at alle ville være glade for den ordning, der jo i højere grad ville blive til fordel for lønmodtagerne, men sådan gik det ikke. Kommunisterne - og med dem andre venstrefløjspartier - fik det straks drejet til, at nu skulle ”storkapitalen” have socialhjælp. For mig var dette en grim oplevelse, ikke så meget på grund af selve sagen - den blev jo trods alt gennemført - men fordi den afslørede, hvordan folketingspolitik er, når den er værst. Den viste, at det for nogle politikere ikke så meget er selve sagen - om den er god eller dårlig, hensigtsmæssig eller ej - der er afgørende for, om man kan gå ind for den eller ej. Det afgørende er derimod, om det er vores forslag eller de andres. Senere oplevelser har vist, at det ikke er noget, venstrefløjen har eneret på.

Foruden den omkostningsdæmpende ydelse indeholdt dette første forlig også en bunden opsparing og ret store besparelser på finansloven. På dette sidste område havde vi fra KRF nogle problemer, idet vi syntes, at nogle af besparelserne var noget asociale. Man havde imødekommet os en del, men vi syntes ikke, det var nok, og forlangte mere. Pressen var alarmeret og begyndte allerede at tale om valg. B.T.s mand på Borgen sagde, at nu skulle vi stå fast, for kom der valg på det grundlag, ville vi gå stærkt frem. Jeg var nu ikke sikker på, at han havde ret i den vurdering, men han har måske ment, at et valg er en god baggrund for at sælge flere aviser.

Omkring 1. februar 1974 skulle vi til den endelige forhandling. Den foregik ovre i Økonomiministeriet, hvor Anders Andersen[5] residerede. Foruden ham var der flere rep[r]æsentanter for Venstre og for de øvrige forligspartier, bl.a. Erhard Jakobsen[6] fra CD. Næppe havde Chr. Christensen[7] og jeg sat os ned ved bordet, før vi blev klar over, at nu skulle vi bankes på plads. Anders Andersen lagde ud, og når han rigtig gik til den, virkede det næsten som en elefant, der angriber. Vi kendte ham jo nok i forvejen som storbonden og hædersmanden oppe fra Djursland, men i rollen som ”stokkesvingende” politiker havde vi ikke set ham før. Hvis vi ikke bøjede os, ville der blive valg, og det ville i hvert fald ikke være godt for os, osv. osv. Erhard sagde, at vi allerede havde fået mere, end hvad der tilkom os, og at han, hvis vi ikke slog til nu, ville forlange, at forliget blev ændret, så vi fik mindre ud af det og han og CD mere. De øvrige tilstedeværende fortsatte på samme måde, indtil vi var møre og gav efter for presset. Da B.T.s mand på Borgen hørte resultatet, stak han kuglepennen i lommen, vendte ryggen til og gik. Vi var mildt sagt ikke særlig populære hos ham den dag. Bagefter spekulerede vi meget over, hvad der var sket, hvis vi havde stået fast på, at vi ville have flere indrømmelser. Ville Hartling virkelig have udskrevet valg af den grund? Jeg tror det ikke, men på det tidspunkt lod vi os altså banke på plads af de gamle politikere. De har nok grinet ad os bagefter. Forliget kom altså helskindet i hus og blev vedtaget i Folketinget den 8. februar. Dette var dog kun en katastrofeopbremsning, der skulle hindre, at økonomien løb løbsk, inden de rigtige indgreb kunne udarbejdes og vedtages. Da dette forelå, viste det sig, at det også var en tretrinsraket, der bestod af en nedsættelse af statsskatten, offentlige besparelser på et tilsvarende beløb og ændringer i afgifterne på tobak, øl og spiritus, der alle skulle hæves for at bremse stigningen i forbruget, der var ved at slå bunden helt ud af valutakassen.

Det var dette sidste forslag, der blev fremsat i Folketinget kort før Store Bededag 1974, og som gav anledning til megen dramatik og enorme demonstrationer på slotspladsen.

Den første dag, der demonstreredes, kom de lige fra arbejdspladserne i samlet flok og følge. Der var så mange, at de ikke kunne rummes på selve pladsen foran Christiansborg, så der stod også mange ovre på den anden side af kanalen. Folketingsbetjente, der var vant til at vurdere folkemængder på det sted, sagde, at der nok var omkring 120.000[8]. Der var bannere og transparenter, og der blev holdt flammende taler med voldsomme angreb, især på Poul Hartling, men også på ”Det sorte sammenrend” der ville beskatte den lille mands bajer og hans smøger. Noget så asocialt var da ganske uhørt.

Mit kontor havde vinduer lige ud til pladsen, hvor det foregik, så jeg kunne følge det hele deroppefra. Når de sang og råbte i kor, var det næsten, som om Borgens mure rystede, og det kunne nok ikke undgås, at man spekulerede over, om der var politi nok parat til at holde dem ude, hvis de skulle finde på at trænge ind i Folketinget. Stemningen var virkelig ond, og da jeg engang stak hovedet ud ad vinduet, blev jeg mødt med et råbekor, så jeg næsten kunne føle vindtrykket. Da jeg så vinkede afværgende, med hånden, kom der flasker o.lign. op mod muren. Heldigvis for mig sad mit vindue så højt oppe, at ingen kunne kaste så højt. Næste dag stod der i en avis, at den eneste politiker, bortset fra kommunister o.lign., der vovede at vise sig for folket, var Jens Møller. Det var nu ikke så farligt, når man kunne opholde sig i et vindue uden for kasteskytsets rækkevidde. Sidst på eftermiddagen opløstes demonstrationen, da en af lederne råbte, at nu skulle de gå hjem og komme igen den næste dag kl. 10 for at fortsætte protestdemonstrationen.

Den næste formiddag ved 10,30-tiden slog det mig pludselig, at der slet ikke var nogen larm fra slotspladsen ud over den normale trafikstøj. Et kig ud ad vinduet viste, at den enorme demonstration var skrumpet ind til en lille ”forkølet” flok rundt om rytterstatuen midt på pladsen, vel i alt omkring 150. Alle de andre 119.850 var blevet hjemme. Mon ikke de hver for sig har sagt: ”Der er nok ingen, der lægger mærke til, at jeg ikke er der,” og så har gjort, hvad de helst ville, og det var åbenbart ikke at stå på pladsen foran Folketinget og råbe sig hæse. Det var nu også ualmindelig godt vejr den dag.

For mig betød denne oplevelse en stærk skepsis over for store demonstrationer, fordi en ikke så ringe del af deltagerne åbenbart kun kommer på grund af gruppepresset og angst for at sætte sig uden for fællesskabet.

Inde i Folketinget arbejdede vi med at samle et flertal bag lovforslagene, og forhandlingerne kom til at vare næsten to døgn i træk. Der var i hvert fald to nætter, nemlig mellem onsdag og torsdag og mellem torsdag og fredag, hvor jeg ikke var i seng, men måtte nøjes med et kortfattet blund på gulvtæppet i mit kontor; sofaen var fyldt med stakke af papirer. Naturligvis kneb det af og til med at holde sig vågen under forhandlingerne, hvor megen tid blev brugt til gentagelser af allerede fremførte synspunkter, sikkert mest for at udmatte modparten helt og aldeles. På et tidspunkt indførte Chr. Christensen og jeg en slags arbejdsdeling. Når forhandlingerne gik i tomgang, skiftedes vi til at blunde lidt. Det kan godt lade sig gøre med åbne øjne. Begyndte der så at komme substans i diskussionen, fik man et lille skub i siden og var straks klar igen.

Hen på natten op til Store Bededag begyndte situationen at spidse til. Hartling havde besluttet at udskrive valg, hvis han ikke fik flertal for sit forslag ved den tilstundende anden behandling. Det vidste vi andre naturligvis endnu ikke på det tidspunkt, men hele situationen lagde op til det, og vi diskuterede, hvornår valget så skulle afholdes. Én havde fundet kalenderen frem og sagde, at det så ud til, at det ville blive tirsdag den 11. juni. ”Det lover ikke godt for Kristeligt Folkeparti,” grinede Mogens Glistrup, ”for det er jo Fandens fødselsdag[9].” ”Nåh, det går nok ikke så galt for os, hvis valget bliver udskrevet på Store Bededag,” gav jeg igen. Stemningen var spændt, nærmest galgenhumoristisk; vi havde vist alle opgivet at gøre noget ved det, vi kom nok ikke uden om at skulle have valg igen allerede efter fem måneder.

Pludselig blev der stilhed i salen: der skete noget nyt. Det var Erhard Jakobsen, der var gået på talers[t]olen for at forelægge et forslag om motiveret dagsorden. Ville han vælte regeringen, inden den selv fik lejlighed til at gå? Det ville ikke ligne Erhard. Det viste sig da også at være noget helt andet, han ville; det var ikke en mistillidsdagsorden, han forelagde, men derimod en tillidserklæring: ”Idet Folketinget udtaler sin tillid til, at statsminister Poul Hartling fortsat vil kunne lede lovgivningsarbejdet på betryggende vis, går tinget over til næste sag på dagsordenen.” (Citeret efter hukommelsen)[10].

Tillidsdagsordenen blev vedtaget med 90 stemmer, heriblandt Venstres - de kunne jo ikke godt stemme imod en tillidserklæring til deres egen formand. Jeg er ikke sikker på, at Hartling ikke dybest nede i sit sind var lidt skuffet over, at der ikke blev valg, så han kunne have indkasseret nogle af de mange nye stemmer, som Gallup og andre meningsmålingsinstitutter lovede ham. På den anden side må det have været en lettelse, at over halvdelen af tingets medlemmer således erklærede, at de ønskede, han skulle fortsætte som statsminister. Tidligt om morgenen, da afstemningen fandt sted, havde solen allerede et stykke tid skinnet ind ad vinduerne i folketingssalen, hvilket gav en ejendommelig virkning, næsten som en teaterkulisse. Det er jo sjældent, der er møde på den tid af døgnet.

Mødet var slut, men for os var der ikke tid til at slappe af, for Store Bededag var netop den dag, hvor Kristeligt Folkepartis landsmøde begyndte i Kongreshallen i Kolding.

 


[1] Mogens Glistrup (1926-2008) var jurist og advokat samt stifter og leder af Fremskridtspartiet. Han blev i 1971 landskendt for at lovprise skattesnyd, og han stiftede året efter Fremskridtspartiet på et program om lavere skat, mindre bureaukrati og en afskaffelse af den offentlige sektor.

[2] Sagen var, at alle de etablerede partier gik stærkt tilbage ved valget, mens det var nye partier som Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne (CD) og Kristeligt Folkeparti, der i høj grad høstede stemmerne på vælgerskredet. Selv om Fremskridtspartiet blev Folketingets næststørste parti med 28 mandater, var der ingen velvilje overfor, at inddrage partiet i regeringsforhandlinger. Dertil blev partiet anset for alt for radikalt.

[3] Erik Ninn-Hansen (1922-2014) fra Det Konservative Folkeparti havde i sin politiske karriere en række vigtige ministerposter. Han var henholdsvis forsvarsminister og senere finansminister i Hilmar Baunsgaards VKR-regering (1968-71) og justitsminister i ministeriet Schlüter I (1982-87).

[4] De automatiske dyrtidsreguleringer kompenserede de danske lønmodtagere ved prisstigninger udregnet efter et såkaldt pristal. Hvis pristallet steg til et bestemt niveau, udløste det automatisk udbetalingen af et pristillæg, en såkaldt dyrtidsportion. Denne skulle betales af arbejdsgiverne, som ikke havde andre muligheder end at betale ved at hæve priserne på deres varer. Dette betød at reguleringen i sig selv bidrog til en forhøjet inflation og tilmed svækkede konkurrenceevnen over for producenter fra andre lande, som ikke havde samme lukrative dyrtidsordninger.   

[5] Anders Andersen (1912-2006) fra Venstre var finansminister i Hartlingregeringen (1973-1975), økonomiminister og minister for skatter og afgifter i Anker Jørgensens SV-regering (1978-1979) og økonomiminister i ministeriet Schlüter I (1982-1987)

[6] Erhard Jacobsen (1917-2002) var en socialdemokratisk folketingspolitiker og borgmester, der i 1973 brød med partiet og stiftede partiet Centrum-Demokraterne (CD), for hvilket han var formand frem til 1989. Han var minister for økonomisk samordning i ministeriet Schlüter II (1987-1988)

[7] Christian Christensen (1925-1988) var formand for Kristeligt Folkepartis folketingsgruppe fra 1973 til 1982. Han blev miljøminister og minister for nordiske anliggender i ministeriet Schlüter I (1982-1987) og miljøminister i ministeriet Schlüter II (1987-1988).

[8] I Thorsten Borring Olesens bog De danske ministerier 1972-1993 - Del 1: Anker Jørgensens tid 1972-1982 (2017) forklares der på s. 157, at det anslåede antal demonstranter den 13. maj på Christiansborgs Slotsplads var 40-50.000, mens hundrede tusinder nedlagde arbejdet rundt omkring i landet.

[9] Fandens fødselsdag: i folkeviddet udtryk for de terminsdage for huslån og forfalden gæld, der dengang var den 11. juni og den 11. december.

[10] Erhard Jakobsens fremlagte tillidsdagsorden lød ordret således: ”Idet Folketinget erkender, at det vil være uforsvarligt at standse lovgivningsarbejdet på et tidspunkt, hvor alvorlige problemer kræver hurtig indskriden, udtaler tinget sin tillid til, at regeringen fortsat vil kunne lede lovgivningsarbejdet” (Folketingstidende, 1973-74, 2. samling, 10.05.1974, sp. 6525).

Om kilden

Dateret
1996
Oprindelse
Møller, Jens: Sejre og nederlag - erindringer (1996)
Kildetype
Erindring, Beretning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
17. januar 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Thorsten Borring Olesen, De danske ministerier 1972-1993 - Del 1: Anker Jørgensens tid 1972-1982 (2017)

Udgiver
danmarkshistorien.dk