Jellingmonumenterne, ca. 950-1000

Artikler

Monumenterne i Jelling blev opført af kongerne Gorm den Gamle (død ca. 958) og Harald Blåtand (regent ca. 959-987). Dette fremgår af de to runesten, som Gorm og Harald lod rejse på stedet. Udover de to runesten bestod 900-tallets monumentkompleks af to store høje, en stensætning, der sandsynligvis var en skibssætning på ca. 356 meter, en rombeformet palisade på ca. 360 x 360 meter og flere langhuse. Denne artikel giver en introduktion til monumenterne i Jelling i 900-tallet, deres indbyrdes forhold og kronologi samt potentielle betydning.

Den første anlægsfase ca. 950-960

Den første fase for 900-tallets kongelige monumenter i Jelling dækker tiden fra ca. år 950 til omkring år 960. Fra denne fase stammer Gorms runesten, Nordhøjen med dens gravkammer og resterne af en enorm stensætning, sandsynligvis en meget stor skibssætning, der endnu er delvis bevaret under Sydhøjen. Fasens ældste anlæg stammer fra Gorms tid som konge, og fasens yngste anlæg stammer fra Haralds første tid som konge.  

Gorm rejste den såkaldte lille runesten som minde over sin hustru dronning Thyra. Stenen blev altså rejst efter dronning Thyras død, mens Gorm stadig var i live, dvs. omkring år 950. Præcis hvornår stenen blev rejst, eller hvordan den indgik i monumentkomplekset, er dog uklart. Første gang stenen nævnes i skriftlige kilder er i renæssancen, og her fungerede den som bænk uden for kirken i Jelling. Omkring 1630 blev den flyttet til sin nuværende placering.

Forsiden af Gorm den Gamles runesten, som han lod rejse som minde over dronning Thyra. Stenen er ca. 185 cm høj, og den blev sandsynligvis rejst ca. år 950. Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet.  

Måske stod Gorm også bag den store stensætning, der er et af monumentkompleksets ældste anlæg, og som at dømme ud fra bevarede bautasten og arkæologiske spor efter bautasten kan have været en ca. 356 meter lang skibssætning. Accepteres teorien om en skibssætning, har Gorms runesten nok været en del heraf. Måske stod den i stævnen af skibssætningen. Den formodede skibssætning kan principielt set være ældre end runestenen; den er under alle omstændigheder ældre end Sydhøjen, hvis opførelse blev indledt omkring år 970.    

Også Nordhøjen med dens gravkammer tilhører den første fase. Årringsdateringer af tømmer fra gravkammeret viser, at det anvendte egetræ blev fældet i vinteren 958/959. Nordhøjen er ca. 8 meter høj og har en diameter på ca. 62 meter, og den er dermed en af de største gravhøje fra oldtidens Skandinavien. Nordhøjen ligger midt i den formodede skibsformede stensætning på godt 350 meter.  

Jellingbægeret blev fundet under udgravningen af Nordhøjens gravkammer i 1820. Formentlig var det en af de kostbare gravgaver, som den afdøde fik med sig i graven. Bægeret er kun ca. 4 cm højt og har givet navn til en af vikingetidens kunstneriske stilarter: Jellingstilen. Foto: Nationalmuseet.

Blandt andet Nordhøjens størrelse og de kostbare gravgaver, der er fundet i gravkammeret, vidner om, at en højstatus-person blev gravlagt her. Men kort tid efter gravlæggelsen blev både den gravlagte og langt det meste af gravgodset fjernet fra graven. Hvem den afdøde var, eller hvorfor han/hun blev fjernet fra graven, vides ikke. At der var tale om en kongelig person, kan der dog næppe være tvivl om. Måske var den gravlagte Gorm den Gamle selv, alternativt kunne der eksempelvis også være tale om dronning Thyra, der var hovedpersonen i 1800-tallets tolkninger af graven.

Om der var et anlæg under den nuværende stenkirke i Jelling i denne første fase, er usikkert. Arkæologiske udgravninger i stenkirken har afsløret bygningsspor under kirkegulvet samt en rig kammergrav, der rummede dele af et skelet fra en midaldrende mand og kostbare genstande. Både bygningsspor og graven kan dog også tilhøre monumentkompleksets anden fase.

Den anden fase, ca. 960-990

Monumentkompleksets anden fase er knyttet til Harald Blåtands regeringstid, dvs. tiden ca. 960-990. Til denne fase hører den såkaldte store runesten, Sydhøjen samt en enorm palisade og de bygninger, der knytter sig til palisaden. Dertil kommer sikkert også den byggeaktivitet, eller i hvert fald dele heraf, der er arkæologisk påvist under den nuværende stenkirke.   

 

Skriftsiden på Harald Blåtands runesten i Jelling. Stenen måler ca. 2,5 meter over jorden, og den er en af de største runesten fra vikingetiden. Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet.  

Haralds Blåtands store runesten, hvor kong Harald mindes sine forældre Gorm og Thyra og sine egne bedrifter, blev rejst omkring år 965. Stenen står stadig på sin oprindelige plads mellem de to høje, og den har uden tvivl været tiltænkt en central rolle i det samlede anlæg. Dette fremgår også af, at stenen blev placeret på den hovedakse, som løber gennem hele monumentkomplekset. Hovedaksen udgør midterlinjen i skibssætningen, og den skærer både Nordhøjen og Sydhøjen.     

 

 

 

Plan af Jellingmonumenterne med markering af hovedaksen gennem kompleksets centrale dele og palisadens diagonallinjer, der mødes med hovedaksen i Nordhøjens gravkammer. Gravkammeret er altså hele monumentområdets geometriske centrum. På planen er monumenternes enkelte dele markeret med bogstaver. P er de arkæologiske påviste spor efter palisaden. G er en port i palisaden. N og S er henholdsvis Nord- og Sydhøjen. SN og SS er enderne af skibssætningen. C er den nuværende stenkirke. R er kong Haralds store runesten. B er bygninger langs palisaden. Tegning: Casper S. Andersen, Arkæologisk IT, Aarhus Universitet.

Monumenterne var omgivet af en rombeformet palisade, der målte ca. 360 meter på hver side. Den afgrænsede således et monumentområde på ca. 12,5 hektar, hvor Nordhøjen var det geometriske centrum. Palisaden kan have været op til 3-4 meter høj. Årringsdateringer af nogle af palisadens stolper afslører, at den blev opført mellem 958 og 985, formentlig omkring år 968. I det nordøstlige hjørne af monumentområdet parallelt med palisadens inderside lå tre langhuse, der er samtidige med palisaden. Med tanke på den stramme geometri, der kendetegner det samlede monumentkompleks, er det muligt, at der lå flere langhuse rundt langs palisadens inderside.

Under den nuværende kirke er påvist flere anlæg fra vikingetiden, som er vanskelige at tolke. En mulighed er, at der kan have stået op til tre kirkebygninger af træ på det sted, hvor den nuværende romanske stenkirke blev opført omkring år 1100. Ifølge denne hypotese skulle Harald have opført den første trækirke på stedet, da han var gået over til kristendommen, og (som en mulig forklaring på den tomme Nordhøj) flyttede han samtidig sin far, Gorm den Gamle, fra den hedenske begravelse i Nordhøjen til en kristen grav under sin nye trækirke.     

En anden mulig tolkning er, at de ældste bygningsspor under stenkirken skal tolkes som en større halbygning. I hvert fald harmonerer placeringen af de påviste bygningsspor, der især kommer til udtryk ved stolpehuller, med den måde, man opførte haller på i den sene vikingetid. Sådanne halbygninger kendes fra andre af periodens aristokratiske residenser, f.eks. Lejre på Sjælland. Placeringen af en hal i det centrale område inden for palisaden harmonerer desuden med den generelle planløsning på mange af vikingetidens store gårde, hvor den vigtigste bygning ligger midt på gårdstoften.      

Et bud på en rekonstruktion af en halbygning, der nok lå på det sted, hvor stenkirken blev opført ca. 1100. Stenkirkens grundplan er markeret med hvidt, og nogle af de stolpehuller, der er påvist under kirkegulvet, er markeret med rødt. Som det fremgår, korresponderer stolpehullerne med stolpernes placering i den ene ende af en ”typisk” halbygning. Nederst på illustrationen ses de store Jellingsten. Grafik: Peter Jensen, Arkæologisk IT, AU.     

 

Årringsdateringer af træ fra Sydhøjens indre afslører, at opførelsen af højen blev påbegyndt ca. 970. Efter alt at dømme blev højen opført ad flere omgange. Højen blev anlagt oven på den formodede skibssætnings sydlige ende. Skibssætningen blev således sløjfet, da Sydhøjen blev opført. Trods flere forsøg er der ikke fundet nogen grav i Sydhøjen, så den er altså ikke en gravhøj. Måske er den opført som mindehøj eller tinghøj. Med en højde på ca. 10 meter og en diameter på ca. 70 meter er Sydhøjen en af de største menneskeskabte høje fra oldtidens Skandinavien.        

Et centralt sted i 900-tallets danske rige

Monumenterne i Jelling blev anlagt ganske tæt ved Hærvejen, der var den trafikale hovedfærdselsåre op gennem Jylland i oldtiden og længe derefter. Et spor af Hærvejen går nogle få kilometer vest for monumenterne, og man kunne se gravhøjene i det fjerne, når man rejste på denne nord-syd-gående rute gennem Jylland. Jelling var altså let at komme til, både fra det nordlige og det sydlige Jylland.

Rejste man med skib rundt i det danske rige, lå Jelling også strategisk godt placeret. Kom man fra Sydnorge, der også var en del af kong Haralds domæne eller interessesfære, synes den foretrukne rute at have været langs Jyllands østkyst. Skulle man sejle til Jylland fra det østdanske område, f.eks. Sjælland og Skåne, kunne man sejle nord om Fyn til Vejle Fjord, der kunne anvendes som naturhavn. Fra bunden af fjorden er der kun ca. 10 km til Jelling.         

I en større geografisk ramme blev de kongelige monumenter i Jelling således anlagt på et centralt sted i det geografiske område, som udgjorde det danske rige i anden halvdel af 900-tallet. Placeringen af monumentkomplekset på netop dette sted har næppe været en tilfældighed.

Hensigt med monumenterne? 

Den første fase af monumenterne blev anlagt som et kongeligt gravmonument, der fulgte hedenske traditioner. Gorms runesten, Nordhøjen med dens gravkammer og efter alt at dømme også den store skibssætning vidner herom. Som andre kongeslægter rundt omkring i Europa må Gorm og siden Harald med anlæggelsen af et gravmonument på netop dette sted have ønsket at knytte deres slægt til et bestemt geografisk område, der formentligt var identisk med vikingetidens danske kongers generelle magtsfære: det nuværende Danmark, det nuværende sydvestlige Sverige og det nuværende Sydnorge.

Hvordan den anden fase med Haralds runesten, palisaden og Sydhøjen samt bygninger skal forstås, er sværere at svare på. Den mest oplagte indfaldsvinkel til en forståelse heraf er teksten på Haralds store runesten. Teksten gør det klart, at Jelling fortsat havde karakter af et mindesmærke, da Harald på stenen mindes sine forældre kong Gorm og dronning Thyra. Derudover bekendtgør runestenen også, at Harald havde gjort danerne kristne og vundet sig hele Danmark og Norge. Stenen er således en slags politisk testamente med et klart propagandistisk skær over sig, og den vidner om en magtfuld og ambitiøs konge.  

Forslag til, hvordan Jelling kan have set ud omkring år 970, da Sydhøjen var under opførelse under den anden byggefase. De grå bygninger er ikke påvist arkæologisk. Grafik: Gert Gram. Datagrundlag: Peter Jensen, Arkæologisk IT, AU.

Jelling kan tolkes inden for rammerne af periodens aristokratiske monumenter og arkitektur, som den bl.a. kommer til udtryk i Lejre. Også her var det centrale område indhegnet, og i Lejre var der flere skibssætninger, hvoraf den største var ca. 90 meter lang. Man kan forestille sig, at kongemagten har fulgt en nordisk tradition i Jelling, hvor monumenterne dog fik et langt større format end andre steder. Sikkert fordi kongemagten via den storslåede arkitektur ønskede at manifestere sig i samfundet ved at trække på symbolske og monumentale udtryk, som folk kunne genkende og identificere sig med.  

Over hele landet opførtes i 900-tallets anden halvdel monumentale bygningsværker: fem store cirkulære ringborge, den 760 meter lange bro i Ravning Enge, store udbygninger af voldanlægget Dannevirke ved Jyllands rod og volde omkring rigets ganske få byer: Aarhus, Ribe og Hedeby. Flere af disse anlæg anvendte samme materielle udtryk som i Jelling. Måske var Jelling en særlig lokalitet i det enorme byggeprojekt, der kan ses som en fysisk manifestering af Harald Blåtands politiske ambition, at vinde hele Danmark for sig selv.

Måske var monumentkomplekset i Jelling på Harald Blåtands tid et mødested, hvor kongen kunne mødes med rigets mest magtfulde mænd til rigsmøder eller lignende, og hvor kongen kommunikerede sine budskaber og sin autoritet til samfundets førende repræsentanter. I hvert fald var Jelling en ganske særlig lokalitet for kongemagten i 900-tallets anden halvdel, hvor kongen på flere måder manifesterede sig i samfundet.

Luftfoto af monumentområdet i Jelling set fra syd, som det tager sig ud i dag. Den formodede skibssætning og størstedelen af palisaden er markeret i landskabet med hvide sten og stolper. Foto: Vejle Kommune.  

Monumenternes endeligt

Det store monumentkompleks i Jelling havde en relativt kort levetid i anden halvdel af 900-tallet. Fund af trækul indikerer, at palisaden blev brændt af kort før år 1000. Måske var der tale om en fjendtlig handling, eller måske blev palisaden brændt som en symbolsk handling, fordi der ikke længere var brug for anlægget.

I 1000-tallet blev den første lille stenkirke bygget mellem Nordhøjen og Haralds store runesten, hvor der tidligere sandsynligvis havde stået en halbygning. Koret i den nuværende stenkirke var oprindeligt skib i en meget mindre stenkirke på stedet, der var en af de første stenkirker i Danmark. Denne første stenkirke må også være opført af kongemagten og vidner således om, at monumenterne i Jelling fik en anden symbolsk betydning, og at kongemagten ikke fuldstændig ignorerede stedet.  

Denne artikel er udarbejdet i samarbejde med Nationalmuseet og Jellingprojektet.

Om artiklen

Forfatter(e)
Anne Pedersen, Kasper Holdgaard Andersen
Tidsafgrænsning
950 - 1000
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
3. februar 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Dengsø, Mads Jessen, Holst, Mads Kähler, Lindblom, Charlotta, Bonde, Niels & Pedersen, Anne.: “A

Palisade fit for a King: Ideal Architecture in King Harald Bluetooth´s Jelling”, i: Norwegian Archaeological Review 2014, s. 1-23.

Holst, Mads Kähler, Jessen, Mads Degnsø, Andersen, Steen Wulff, Pedersen, Anne:

“The Late Viking-Age Royal Constructions at Jelling, Central Jutland, Denmark.

Recent investigations and a suggestion for an interpretative revision”, i: Praehistorische Zeitschrift 87:2, 2012, s. 474-504.

Hvass, Steen: Jelling-monumenterne – deres historie og bevaring, København 2011.

Krogh, Knud: Gåden om Kong Gorms Grav. Historien om Nordhøjen i Jelling. Vikingekongernes Monumenter i Jelling Bind I, København 1993.

Lund, Niels: “Gorm den Gamle og Thyre Danebod”, i: Danske Kongegrave Bind 1, Karin Kryger (red.), København 2014, s. 55-80.

Pedersen, Anne: ”Monumental Expression and Forti?cation in Denmark in the Time of King Harald Bluetooth”, i: Fortified Settlements in Early Medieval Europe: Defended Communities of the 8th-10th Centuries, Neil Christie og Hajnalka Herold (red.), Oxbow Books 2016.

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Emneord

Anne Pedersen førkristen religion Harald Blåtand Kasper Holdgaard Andersen Kernestof Danmarks tilblivelse vikingetiden

Om artiklen

Forfatter(e)
Anne Pedersen, Kasper Holdgaard Andersen
Tidsafgrænsning
950 - 1000
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
3. februar 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Dengsø, Mads Jessen, Holst, Mads Kähler, Lindblom, Charlotta, Bonde, Niels & Pedersen, Anne.: “A

Palisade fit for a King: Ideal Architecture in King Harald Bluetooth´s Jelling”, i: Norwegian Archaeological Review 2014, s. 1-23.

Holst, Mads Kähler, Jessen, Mads Degnsø, Andersen, Steen Wulff, Pedersen, Anne:

“The Late Viking-Age Royal Constructions at Jelling, Central Jutland, Denmark.

Recent investigations and a suggestion for an interpretative revision”, i: Praehistorische Zeitschrift 87:2, 2012, s. 474-504.

Hvass, Steen: Jelling-monumenterne – deres historie og bevaring, København 2011.

Krogh, Knud: Gåden om Kong Gorms Grav. Historien om Nordhøjen i Jelling. Vikingekongernes Monumenter i Jelling Bind I, København 1993.

Lund, Niels: “Gorm den Gamle og Thyre Danebod”, i: Danske Kongegrave Bind 1, Karin Kryger (red.), København 2014, s. 55-80.

Pedersen, Anne: ”Monumental Expression and Forti?cation in Denmark in the Time of King Harald Bluetooth”, i: Fortified Settlements in Early Medieval Europe: Defended Communities of the 8th-10th Centuries, Neil Christie og Hajnalka Herold (red.), Oxbow Books 2016.

Udgiver
danmarkshistorien.dk